We have to get away (Clarke)

Tid: 14:30
Sted: Fairlake District- market
omgivelser: en masse folk som er i vejen.
PÅklædning: hendes kappe og hendes kjole

Hun befandt sig et sted som bestemt ikke var godt for hende at være, men hun havde været nød til at tage afsted fordi da var en familie af slægtsløse som havde brug for hende, hele eftermiddagen var gået med at hjælpe dem. Hun havde en hjulpet med at bringe et nyt liv til verden. og nu var hun endelig blevet færdig og var på tilbage til det sted hun følte sig aller mest tryg. Hun vidste at vejen var lang, hun havde trukket den røde kappes hætte godt ned omkring hovedet og hastede videre i sine egne tanker, hun blev nød til at skulle væk inden nogen opdagede hende. Hun gjorde ting imod hendes egen slægt og det kunne blive farligt at blive opdaget især hvor der var tilhænger af Redwood. Hun opdagede lige pludslig at hun var endt ved market. Det betød at der var endnu flere mennesker som kunne opdage, hvordan hun var endt vidste hun ikke. Hun når tænkte hvilket gjorde ret tit, men kun når hun var i sine egne vante omgivelser. Hun følte sig aldrig tryg når hun var ude, det kun et spørgsmål om tid før folk ville opdage hende og finde ud af hvad hun lavede og så sende hende tilbage til hendes slægt som ville staffe hende. Hun gjorde det mente var rigtigt og tænkte ikke så meget over det i hverdagen, det der var vigtigtest for hende var holde sig skjult og dem som betød noget for hende sikker. Det var også derfor hun ikke kunne gøre noget uden at tænke over det. Folk omkring værdigede hende ikke et blik de havde for travlt til overhovedet ligge mærke til hende. Det fik hende aligevel slappe af. Hun forsatte, men stivende en smule idet hun hørte vrede stemmer, de lød som mænd og de pegede på nogen, men hun stod med ryggen til så hun så ikke hvem de pegede hun hørte at de sagde at nu havde de hende. Hun begyndte at med hastige skridt, hun kunne mærke frygten brede sig og følte sig virkelig utryg, men skulle bare væk inden de fik fat i. Helia skubbede de folk som gik vejen væk, hun blev nød til at få noget afstand. Hendes hjerte hamrede og det var tydeligt at hun var bange.

Normalt plejede hun aldrig at være bange for hun havde altid styr på tingene og gjorde aldrig med mindre hun følte sig sikker, men hun skulle heller ikke have være i market, fejlen var hende og det kunne få konsekvenser for dem hun holdte af. Faktisk skulle tro at det var hendes rigtige familie bekymret for, men det var det ikke dem havde set som familie længe, faktisk var det dem hun arbejde sammen med. Hun følte sig skamlig over den måde folk blev behandlet på af hendes slægt, hun vidste godt at det ikke alle der var sådan, men så igen der var mange som var. dog var det lang siden Helia havde været en selvglad Redwood som troede at de var de højst og alle andre under dem. Hun vidste godt da hun var taget her til at der var risiko for at blive opdaget, men hun kunne bare ikke sige nej når nogen havde brug hjælp, fordi hun gerne ville bevise at hun var til at stole på.

Clarke var kommet tilbage til Fairlake for første gang i mange år. Hun havde hørt Luna skulle kæmpe, og han blev nød til at se hende. Sidst Clarke havde set hende, kunne hun umuligt have overlevet en kamp. Men Luna var vokset, blevet stærkere. Bagefter havde de snakket. Clarke havde ikke forventet de ville starte noget op igen, men en del af hende håbede. Mens en anden vidste, det ikke var fair for hende. Den sorte hætte lå tæt om hendes ansigt og skjulte hende fra omgivelserne omkring hende. Hun ville bare væk derfra, komme væk fra alle minderne omkring hende. Hun havde ikke brug for det længere. Hun blev nød til at slippe alle tråde der bandt hende til byen, og finde tråde et andet sted. Hun var ikke en Takumara, det havde hun aldrig været. Men nu kunne hun føle det, hvor meget hun var gået glip af. Det generede hende, at hun ikke kunne have haft den opvækst hun havde ønsket, den opvækst Luna havde haft. Tingene kunne have været så anderledes, hvis de ikke var gledet fra hinanden. Clarke var klar over, mange Takumaras ikke brød sig om hende. For det første var hun ikke en af dem, men hun havde boet i deres by, spist deres brød og leget med deres børn, for det andet havde hun ledt Luna ind i mørket ifølge dem.

Clarke var endt ved markedspladsen. Hun så ikke om, hun vidste bare det var der. Hun passerede folk, men ingen værdigede hende et blik. De havde gang i deres eget. Det var blot en fordel for hende, hun kunne lettere gå ubemærket rundt, hvis folk ikke var på vagt. Clarke passerede en kvinde i en rød hætte, da nogen råbte. De var vrede. Clarke gjorde ikke noget i det. Ikke før de sagde ’de havde hende’. Det måtte næsten være Clarke de mente. Hun så sig kort over skulderen, og så kvinden sætte farten op. Hun stak af, men hvorfor? Det var selvfølgelig Clarke de var ude efter. Clarke havde vænnet sig til det, og følte sig ikke synderligt bange. Det var værre hvis det var ledere af slægter, eller nogle andre der havde en politisk stilling. Så kunne hun begynde at føle frygt. Men som det så ud, så hun ingen grund til at være bange. Men kvinden der nærmede sig hastigt, virkede ikke til at have det ligedan. Hun havde ikke tænkt sig at reagere, men huskede så på Mercy, og hvordan hun havde hjulpet hende. Måske skulle Clarke begynde at hjælpe andre. ”Follow me, I can lead us away,” hun så direkte på kvinden, så der ikke var nogen tvivl om, hvem hun snakkede til. Hun gik da ned af en mindre vej, og forventede hun ville følge efter.

//Jeg håber engelsk tale er okay? Du må gerne selv skrive dansk, hvis du fortrækker det

Helia forsatte, men stoppede en smule op da en kvinde bad hende om at følge efter, hvem hun var vidste hun ikke og i starten tøvede hun en smule hvilket gjorde at den fremmede var kommet et stykke foran hende. Hun valgte at skynde sig væk og fulgte efter kvinden. Hun havde heldigvis sin slægtsevne hvis hun skulle kæmpe sig igennem dem, hun så det dog som sidste udvej og ville meget heller flygte end at dræbe nogen. Hun vidste ikke om kunne stole på denne fremmede, men hvis hun ikke gjorde kunne det være de fik hende og det havde hun bestemt ikke lyst til. Hun kunne kun gætte, men denne fremmede lød til at være mere kendt her end hun var. Helia selv var vokset op i Redhawk ikke en by hun ville kunne være istand til at vende tilbage til, men for at være ærelig så havde hun heller ikke lyst til det. Det liv hun havde levet før havde været hårdt for hende. For efter krigen var der noget som ændret sig i hende, selvom hun ikke havde været så stor dengang forstå hun stadig hvad død og ødelæggelse var og det været forkert. Hendes forældre var dog af en anden mening og forgudede alt det Redwoods stod for. Hun havde været fanget i deres meninger uden at kunn give udtryk for sin egne. Som hun blev størrer hjalp hun i skjul dem hun kunne og som ville hjælp, det for meste de få slaver hendes forældre stadig have. Det ville sige end til hun for 2 år siden var det blevet for svært for hende at skjule det så hun valgte at stikke af fra det hele og havde bosat sig The Underground.
Det eneste hun havde fortrudt var at hun måtte forlade sin forlovede som hun var kommet til at holde af i de to måneder de havde lært hianden at kende, men hun vidste også at hun aldrig ville kunne få ham til at forstå hvorfor hun havde valgt at forråde sin egen slægt og hjælpe deres fjender. Hun betragtede den fremmede som hun kom op på siden af hende " Listen I don´t know if I can trust you, but I will give you the benefit of doubt. Because you are helping me, but if  this is a trap you will regret it instantly" sagde hun stemme lød overhovedet ikke som en trussel, men som en advardsel og hvis det var rigtigt dette var en fælde ville blive værst for den fremmede. Hun var født ind i slægt hvor krig var noget de var gode til. Hun havde trænet med Benard og hun havde allerede slået ham flere gange. Men hvis den fremmed rent faktisk hjalp hende ud af byen og hjem hvor hun hørte til ville hun takke hende. Helia blev nød at være sikker på at hun kunne stole på den fremmede før hun lukkede nogen ind, det betød også der var ret få som vidste hvem hun var. Hun havde lavet et alias ved navn Helia Rosebloom, men det var ikke det hun hed rigtigt, faktisk hed hun Ophelia Rightwood, men det var et navn kun de få mest betroede venner hun havde vidste og faktisk var det kun en i hendes liv som vidste det ligenu.

Hun vidste også pigen nok ikke havde villet hjælpe, hvis hun ikke var til at stole på, men hun planlagde altid og skulle altid være sikker på at folk var til at stole, hun lukkede heller for mange ind medmindre de selv ville og vidste hvad fare der indebar ved at være venner med hende. Hun kunne vel godt kalde det en dårlig vane, men dem hun holdte af ville hun ikke se blive såret pågrund af hende og det var også hendes største svaghed fordi hun var så bange for at folk ville blive såret, for at beskytte hende. Hun var en forræder og det kunne blive straffet hårdt " I´m sorry I didn´t mean to treat you, but you see I do things there have consequences for many includeing myself and the people I care about, that why I have to be careful about who I trust" sagde hun og tav forsatte ved siden af den fremmede. Hun var ked af at dette hun havde sagt måske lydt lidt for hårdt, men da hun ikke vidste hvem og hvad denne fremmede var, blev hun nød til at være påpaslig.