Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Tidsplan

Årstal | 1178

Årstid | Forår

Måned | August

Latest topics
» Requests and Permissions ♕ Lucius
Yesterday at 11:39 pm by Lucius

» A special request- Zachariah.
Tors aug 16, 2018 8:09 pm by Margnus

» Maybe I'm foolish...(Alexei)
Tors aug 16, 2018 2:59 pm by Zachariah

» Let's see...(Jessica)
Man aug 13, 2018 7:23 am by Jessica

» BREAKING NEWS: Morder på fri fod. / Kronen skifter hænder? [RHN - 1178]
Tors aug 02, 2018 1:17 pm by Emma

» Loss, light and love - Lucius
Søn jul 29, 2018 8:58 pm by Lucius

» Emnesøgning!
Tors jul 26, 2018 9:07 am by Zachariah

» What to put here hmmm oh right !!Søgning!!
Lør apr 28, 2018 4:13 pm by Jessica

» Just do it like this! (Raven)
Tirs apr 24, 2018 4:51 pm by Zachariah

Top posting users this month
Zachariah
 
Alexei
 
Jessica
 
Margnus
 
Emma
 
Lucius
 
Statistics
Der er i alt 121 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Emelia

Vores brugere har i alt skrevet 4300 indlæg in 496 subjects

Share | 
 

 Maybe I'm foolish...(Alexei)

Go down 
Gå til side : Previous  1, 2
ForfatterBesked
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 108
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Søn jul 22, 2018 6:18 pm

Alexei stak lidt i sin mad, tog en sidste bid af kødet og samlede bestikket på tallerkenen, hvilket indikerede, at han nu havde spist færdigt. Stemningen var ikke let på samme måde længere, grundet emnet, de var kommet ind på. Alexei havde tænkt tilbage på sin barndom, hvilket aldrig ligefrem gjorde ham i godt humør. Derfor var han heller ikke sulten længere. Men han havde også spist, så det var ikke fordi han blot havde mistet appetitten. Han havde fået nok mad indenbords til efterhånden at være mæt alligevel.
Krig havde hærget folket så længe, at de næsten ikke kendte til andet. Og nu lurede krigen igen om hjørnet, hvilket truede med at fratage folk den frihed, de endelig havde fået tilbage, efter mange års krig. En frihed, mange knap nok havde nået at forstå og udnytte, fordi mange stadig levede i frygt. Alexei ville for alt i verden undgå en gentagelse af fortiden, men desværre lå det ikke kun i hans hænder. Derfor var denne middag heller ikke blot selskabelig. Det var vigtigt for ham at skabe et forhold til de andre slægter. Hvis man havde noget som helst håb om at skabe en længerevarende fred, måtte man først nå ud til de andre slægter og opnå en fælles forståelse af hinanden, en fælles accept og forhåbentlig, med tiden, en fælles omsorg. Omsorg overfor andre end blot sine egne slægtsfæller.
Alexeis far havde afholdt ham fra at have nogle som helst venskaber eller mennesker i hans liv, så efter farens død havde han endelig kunne skabe kontant til andre folk. Og det gjorde han hver dag. Nye bekendtskaber fik han ofte, om end naturligvis ikke kun gode. Det var den mand han var, og det var også, hvad der havde fået ham så langt i livet; en villighed til at skabe nye bekendtskaber og charmen til at opnå netop dette. Hvis han kunne benytte sine taleevner til at sikre alliancer og hjælpe med at fremme fred iblandt slægterne, ville han da med glæde gøre alt, hvad han kunne.
Han nikkede blot til Zachariahs kommentar om, at han var glad for, at de lige fik snakket om det. Han følte det ikke nødvendigt at besvare denne kommentar. I stedet så han, hvordan også denne lagde bestikket fra sig, som om han heller ikke ville have mere mad. Forhåbentlig var han blevet mæt og ikke blot havde mistet appetitten. Det gik ikke, at Alexeis gæst gik fra hjemmet sulten.
Han nikkede så endnu en gang, ved konstateringen om betydningen af de magtfulde Redwoods plads i debatten om slaveri. Han kunne kun erklære sig enig, om end han ville mene, at det betød meget, hvor alle stod i den debat, ikke kun Redwoods. Han forstod dog godt, at folk – især tidligere slaver – ville tænke på Redwood-slægten som det første, inden for det kontroversielle emne, da disse havde siddet på magten, da slaveriet havde fundet sted. De havde naturligvis også siddet på magten, da det blev afskaffet, men da var skaden allerede sket, og det ville for evigt plette deres slægtshistorie.

Zachariah rettede sig op og Alexei syntes at fornemme en ændring i hans sindstilstand. Han virkede ikke længere ligeså nedtrykt og plaget. Hvilket jo kun var en god ting. Da han så åbnede munden igen, kom der bestemt også noget helt andet ud. Han tænkte lidt over spørgsmålet og trak en smule på skuldrene. "Der er selvfølgelig Det Gyldne Teater, hvor du finder de bedste optrædende. Det er så sandelig et besøg værd – jeg skal med glæde ekskortere dig, hvis du ønsker det. Hvis du er tørstig, kan jeg klart anbefale Kroen Krystalsten, hvor krystalsten lyser hele kroen op i de smukkeste farver, hvilket også virkelig er et særsyn."
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 310
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tors jul 26, 2018 9:06 am

Nogen gange måtte man lære at lægge det mørke fra sig og fokusere på de bedre ting. Det var en evne Zach havde lært sig selv...Eller måske var han født med den. Så vidt han vidste, havde han altid været sådan. Ikke fordi det fjernede alle de dårlige ting i verden eller fordi han ikke kunne føle noget negativt. Men i stedet for at svælge i det, gled han som regel videre i noget der virkede mere behageligt eller positivt. Det gjorde måske også at han ikke altid fik bearbejdet sine dårlige følelser eller minder. Men ærlig talt havde de fleste Naailas, ud over de nyeste børn, oplevet noget forfærdeligt. De ville ende med sidde og snakke om det fra nu og til næste årti, hvis de først gik i gang og skulle sætte ord på alt. Nej. Mange ville bare gerne glemme. Og det modsatte Zach sig ikke, selv om han på visse dage godt kunne gribes af et behov for...At gengælde. Eller vrede.
Men i dag var det ikke sådan.
"Ah...Jeg er bange for et teater er spildt på mig...Jeg kan slet ikke sidde stille så længe" For ikke at snakke om hans kulturelle uddannelse var lig nul. Han ville ikke ane halvdelen af hvad der foregik og blot gøre Alex forlegen eller give ham et dårligt ry i byen. Han kunne ikke gengælde denne venlighed med sådan noget.
Zach kiggede hen over bordet et øjeblik, men med en mere eller mindre fuld mave følte han sig i godt humør. At gå på en kro virkede...Både som en god ide og en dårlig ide. Folk brød sig stadig ikke om en Naaila og et sted, hvor folk sikkert drak sig bedugget, ville det formentlig ende i en dårlig situation. Det endte med at Zach rystede svagt på hovedet, uden helt at svare på det. Det gjorde intet. Han var ikke van til den slags luksus, så det var ikke fordi han rigtig havde noget afsavn ved at fravælge det.
"En anden ting er..." Han så over mod Alex igen og drejede sig lidt i stolen, så han var rettet mere mod ham. Smilet voksede lidt igen, men denne gang på en charmerende måde.
"...Inden jeg tager hjem. Vil generalen måske tage en træningskamp med mig?" foreslog han. Han mente selvfølgelig inden han tog hjem fra byen. Hvilket kunne være når som helst, så Zach var virkelig åben for hvornår Alex havde tid - hvis manden overhovedet var interesseret.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 108
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tors aug 02, 2018 1:14 pm

Alexei havde lært med tiden, at man ikke kunne holde fast i fortidens sorger. Dette gjorde det blot umuligt at leve i nutiden og nyde livet. Specielt, når man havde så meget følelsesmæssigt bagage, som han nu engang havde. Da først han havde lært denne lektie, var det også automatisk blevet så meget nemmere for ham at forblive positiv og optimistisk en stor del af tiden. Han var blevet en noget så tålmodig mand, som altid holdt hovedet koldt i svære situationer. Som forlængelse af dette, var han også blevet rigtig god til at forsikre folk om diverse ting og sager. Han havde dermed også lært at udnytte dette, når han skulle overbevise nogen om noget særligt. Dette betød dog ikke, at han ikke mærkede vreden syde i ham, når hans tanker alligevel strejfede hans far. Det betød ganske simpelt, at han bare sjældent lod faren få hold i hans tanker. Han var ikke dét værd.
Han så på Zachariah, da denne besvarede Alexeis forslag. Han lo lidt, da Zachariah bemærkede, at han slet ikke kunne sidde stille så længe. Så nikkede han og talte med et smil på læberne. “Nej, så er teatret måske ikke det mest oplagte sted for dig.” Han smilte endnu til ham, da han havde talt færdigt. Så afventede han tålmodigt, hvad hans næste ‘træk’ ville være. Han svarede ikke på forslaget med kroen, men Alexei gik ud fra, at hans rysten på hovedet måtte tages som et nej til dette, ligeså. Det var såmænd også fint med Alexei. Han behøvede ikke foretage sig noget særligt. For hans skyld, kunne de sagtens bare sidde og tale sammen. Lære hinanden lidt bedre kende, måske. Alexei var altid åben for at lære mere om folk og lære nye folk at kende. Han var som regel en ret god judge of character, og Zachariah virkede umiddelbart som en god nok mand.
Ikke længe efter, åbnede Zachariah igen munden og påbegyndte en sætning. Han rettede sig lidt i stolen, hvilket automatisk fik Alexei til at rette lidt på sin stilling, også. Zachariah sendte ham et smil, som han ikke kunne lade være med at gengælde mildt. Han løftede øjenbrynene, da den anden så færdiggjorde sin sætning. Et spørgsmål om en træningskamp. Alexei var aldrig imod en omgang sparring, men han var dog lidt i tvivl om dette kunne være et potentielt minefelt. Måske ville Zachariah blive rasende, hvis han tabte og så var den potentielle alliance og venskab ødelagt. Dog virkede han ikke som en sådan type person. Derfor konkluderede Alexei også for sig selv, at det næppe ville gøre nogen skade. Desuden var det yderst uhøfligt at afslå en invitation fra sin gæst. Derfor nikkede han lidt, mens han trak en smule på skuldrene. “Du siger bare til. Det vil være mig en fornøjelse.” Han smilte atter til manden overfor sig.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 310
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Fre aug 10, 2018 3:05 pm

Zachs smil voksede en anelse. Det var så blandet. Alle vidste Redwoods var krigsmaskiner, der ofte kunne jonglere mere end et våben eller deres næver. Måske var det også, hvad der i sin tid havde givet dem evnen til at kunne indfange Naailas og gøre dem til slaver. Men uanset om det var derfor eller ej - på en eller anden måde måtte Naailas næsten også havde ladet det ske - var Zach fascineret af det. Ganske enkelt fordi han selv var utroligt lærenem. Han kunne ikke forklare hvorfor. Helt fra barnsdom havde han blot skulle se andre gøre ting og øve sig på det i kort tid, før han selv blev lige så god som sin læremester. Han var både blevet rost og hadet for sin evne, for som barn var han ofte bedre end alle de andre til fysiske ting. Eller, nok mere som ung end som barn. Selvfølgelig havde det også givet sine fordele som slave. Jo hurtigere man havde forstået fidussen og kunne udføre et job godt, jo færre gange modtog man sin Herres vrede og straffe. Da han havde været barn, var straffen ofte gået videre til forældrene...
Zach rømmede sig svagt og skubbede sig ud fra bordet, kun for at rejse sig. Han vidste ikke om han overtrådte nogle etikkette-regler lige nu, men Alex så ud til at være plantet i sin stol og Zach bugnede med energi der trængte til at blive brugt.
"Så vil jeg endnu en gang sige tak for den lækre mad. Og..." han så hen over bordet et øjeblik. En kamp liiiige nu var nok ikke en god ide. De havde lige spist. I værste tilfælde ville en af dem ende med smerter i maven. Zach gjorde i hvert fald, alt efter hvor mæt han var. Og takket være den gode mad, måske lidt for mæt.
"...Så ser jeg frem til den kamp lidt senere. Jeg trænger til at strække benene, men jeg ville ikke kunne tvinge dig med, hvis du foretrækker at side her. Så...Jeg ved ikke om det er farvel eller om jeg, alt efter om jeg går alene eller ej, er velkommen tilbage senere?" spurgte han i stedet. Han anede ikke hvordan man spurgte om den slags på en høflig og ikke så kluntet måde. Selv derhjemme boede han alene i et lille hus i træerne, så det var ikke fordi han snakkede folk dagen lang til at starte med. Men som regel, alt det han manglede med dannelse, kunne han gøre op for i kamp. Og det var derfor han var general og ikke leder. Det, og så at Imania havde haft mere held og erfaring på det punkt. Det var ikke en ting Zach rigtig havde overvejet.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 108
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Søn aug 12, 2018 2:55 am

Redwoods var krigsmaskiner, det var sandt. Deres slægtsevne gjorde dem i stand til at transformere deres lemmer om til ethvert våben. Desuden kunne man ikke skade dem på armene og benene, hvilket blot gjorde dem endnu mere frygtløse og farlige i kamp. De havde haft den stærkeste hær, som var skabt til krig og kamp. Derfor var det heller ikke rigtig nogen overraskelse, at de havde domineret over de andre slægter. De havde fysisk været den stærkeste slægt, hvilket gav dem rig mulighed for at regere. Og det havde de da så sandelig også gjort. Selv efter flere forsøg på at smide dem af tronen, sad de der endnu. Charles Redwood var konge over Redhawk City. En konge af Redwood-slægt, som tingene altid havde været. Det ville sandsynligvis også fortsætte på den måde, længe efter Charles ikke længere sad på tronen. Men det var selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed. Charles var endnu ung, så han ville nok være konge over Redhawk City mange år ude i fremtiden.
Alexei betragtede rolig og afventende Zachariah, som denne rømmede sig og skubbede sig ud fra bordet. Han rejste sig, som Alexei blev siddende lidt. Han havde ikke noget imod, at han rejste sig, selvom det var lidt usædvanligt. Han vidste desuden udmærket godt, at Zachariahs opvækst ikke havde været noget nær hans egen. Slaver lærte ikke kutyme, som rigmandssønner gjorde. Selv rigmandssønner som Alexei, hvis far var absolut ligeglad med ham.
Han nikkede, som svar til den første del af Zachariahs kommentar. Han sagde dog ikke noget, da det var tydeligt, at Zachariah ikke havde talt ud, men blot holdt en pause mellem sine ord.
Han hørte de fortsættende ord og rejste sig så også selv op, på en helt rolig manér. Han havde ikke det store behov for selv at gå en tur, men ville med glæde gøre dette alligevel, for at holde Zachariah med selskab. "Du skal altid være velkommen her." Han holdt en pause, som han sendte ham et charmerende smil. Hans charme var ikke reserveret til kvinder alene, selvom han skruede ekstra op for dem omkring det kvindelige køn, da han ofte håbede på noget ekstra fra dem også. "Jeg vil med glæde holde dig med selskab, hvis du ønsker det." Han skubbede stolen ind, og hvilede den ene hånd på dens ryglæn, mens han betragtede Zachariah. Igen var han rolig og afventende, med et charmerende smil på læberne.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 310
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Man aug 13, 2018 3:17 pm

Damn...
Zach havde en fornemmelse af han havde overtrådt en eller anden fin regel. Han vidste ikke hvilken. Måske for at have rejst sig for tidligt? Uanset hvad var der intet at gøre ved det nu og han var på en måde ivrig efter at komme væk herfra og hive det hele ned på et niveau, hvor Zach bedre kunne deltage. Det niveau, der passende for den almindelige borger. For at gøre det, var det bedst at trække sig selv og værten med ud fra denne ellers overdådige scenarie. En gåtur virkede pludselig som en god ide, af flere årsager.
Og for at toppe den halvt akavede situation, for Zach, endnu værre...Skulle Alex eje en hvis charme. Zach havde fanget sig selv i at kigge - måske næsten stirre - på Alex, før han med en svag rømmen så ned på bordet foran sig igen. At være...Til mænd...Var ikke nemt. Det var ikke socialt accepteret og ikke noget man var åben omkring. For Zach betød det et ikke-eksisterende sexliv og en voksende ensomhed. Og utallige kommentarer om, hvorvidt han ikke snart burde finde sig en passende brud til hans tomme hus. Han vidste han havde et ansvar over for slægt, for at hjælpe den med at vokse, men...Han kunne ikke. Han havde prøvet at være sammen med kvinder, men det var...Forkert. Kvinderne var fantastiske. Nej, det var ganske enkelt fordi de var kvinder, ikke på grund af deres personlighed, at han havde oplevet mindre end heldige situationer. Kvinder tog det tydeligvis som en fornærmelse, hvis den ikke stod klar til leg efter et langt forspil.

Han rystede svagt på hovedet for at jage tankerne på flugt. En næsten umærkelig bevægelse, der kunne betyde hvad som helst, hvis den endelig blev bemærket.
"Du må også godt selv ville noget, ved du nok?"
Det var en sær ting at sige. Men det gik faktisk Zach lidt på. Hvordan Alex hele vejen igennem havde ladet Zach komme til og gøre lige hvad han ville. Som om Alex ikke selv ejede lyster eller ønsker. Måske var det blot godt værtskab, men dette var trods alt Alex' hjem. Alex burde sætte grænserne, ikke Zach.
Måske var det lige så meget et udtryk for en pludselig irritation der havde gjort sit indtog. Zach var ikke god til negative følelser...Så jo før de kom ud herfra, jo bedre.
Zach var i hvert fald ikke langsom til at forlade sin stol, som han allerede havde rejst sig fra og sende Alex et lige så livligt smil, omend Zach måske ikke ejede den samme charme som manden selv. Alligevel ønskede han at gengælde det, på den ene eller anden måde. Ganske enkelt fordi han ikke kunne lade være.
"Du må gerne gå med, hvis du selv ønsker ikke. Ikke fordi jeg ønsker det af dig" sagde han så, i følgeskab med de ord han havde udtalt tidligere. Så slog han ud med armene og smilet voksende.
"Jeg ville nødig blive kendt som generalen der manipulerende med den anden general?"
Zachs øjne lyste op i dril.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 108
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Man aug 13, 2018 4:20 pm

Alexei kunne ikke lade være med at more sig lidt over Zachariahs udtalelse. Han virkede næsten irriteret over, at Alexei havde ladet ham føre an og bestemme diverse ting. Dette var morsomt for Alexei, der altid havde lært, at dette var præcis, hvad en god vært skulle gøre. Hans opførsel ville have været formidabel omkring enhver højt-rangeret Redhawk-borger. Men Zachariah var anderledes. Og det var egentlig ikke en negativ ting. Måske Alexei kunne være mere sig selv omkring ham, så, og mindre af den offentlige personlighed, som han havde lært at sætte op ifølge med sin rang og velstand. Det kunne måske være en rar afveksling. Når han ikke legede den perfekte vært eller selskabsgæst, var han egentlig også meget anderledes. Han kunne være noget så dominerende til tider, hvilket krævede meget undertrykkelse, når han satte den offentlige facade op.
Han så gæstens livlige smil, der var et svar på Alexeis eget smil. Personligt havde Alexei i hvert fald også altid svært ved ikke at gengælde et smil, hvis nogen sendte ham sådan et. Det var vel bare en naturlig respons at imitere andre mennesker. Man gjorde det i virkeligheden hele tiden, om end ikke med store ting. Bare små ting, som et smil, et vink eller en kropsbevægelse. Dette var også et tegn på empati overfor personen, som man imiterede, og det kunne jo kun være en positiv ting.
Han lyttede til de næste ord, der kom ud af Zachariahs mund. I mellemtiden havde han også rejst sig og stillet sig op ad sin stol. Da Zachariah havde talt ud og stod med et lidt drillende glimt i øjnene, gik Alexei hen til ham og lagde en hånd på hans ene skulder. Så kiggede han ham ind i øjnene, med det samme drilagtige glimt og sit skæve smil. "Tro mig, jeg er ikke så nem at manipulere." Han sendte ham et blink. Faktisk, var Alexei som regel den manipulerende person i et selskab. Han manipulerede ikke folk på en direkte udnyttende måde. Han manipulerede med sin charme, på en sådan måde, at folk yndede at være omkring ham hele tiden og støttede ham, i hvad end han havde brug for støtte i. Hans charme var manipulerende i sig selv, da han vidste præcis, hvordan han bedst skulle benytte den. Og dette blev ofte gjort på unge, attraktive kvinder. Han kunne aldrig finde på at få dem til at gøre noget, som de ikke havde lyst til, men han var god til at frembringe en lyst i andre, som de måske ikke havde forventet var der. Hans charme var en endnu mere værdifuld evne, end hans reelle evne. Som, sjovt nok, også omhandlede manipulation af folks følelser. Dette var dog en ganske alvorlig manipulation, men dog af krigsrelaterede følelser, i stedet for følelser af anerkendelse, beundring og lignende.
Alexei lod hånden slippe Zachariahs skulder igen, som han trådte et skridt tilbage og kneb øjnene en smule sammen. Så smilte han stort og vendte ryggen til sin gæst, for at bevæge sig mod gangen. Han stoppede kort op, ved udkanten af spisestuen og kiggede tilbage mod Zachariah. "Kommer du?" Hans tonefald bare præg af hans lidt drilagtige humør, som han fortsatte ud i gangen. Han regnede kraftigt med, at Zachariah fulgte efter ham, da det jo havde været hans forslag at gå en tur, til at begynde med.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 310
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Man aug 13, 2018 6:38 pm

Zach havde ikke tænkt over på samme måde før, men Alex var enormt charmerende. Havde det været sådan helt fra da Zach havde mødt manden, eller var det en ting der lige var opstået? Det var svært at sige og Zach måtte hanke godt op i sig selv for ikke at gengælde det lidt for velvilligt. Han var ikke van til det, for at være ærlig. Faktisk var alt seksuelt et lidt uvant område for ham - men selve indledningen, der inkluderede flirteri og charme, var lige så uvant. Så for en gangs skyld følte han sig en smule usikker. Usikker på hvad det betød og om Zach lagde mere i det, end han burde, på grund af hans egne præferencer. Det var uden tvivl tilfældet. Også selv om hånden mod hans skulder nærmest føltes brændende. Da Alex slap ham og vendte ryggen til ham, gav det ham muligheden for lydløst at trække vejret dybt og prøve at ryste det af sig. Hvis det fortsatte på denne måde, var det jo dømt til at gå galt. Det kunne være en fin ting Redwoods ville få imod ham...Imania ville være tvunget til at skille sig af med ham.
For slet ikke at snakke om Zach faktisk havde nydt besøget her, bare på et rent venskabeligt niveau. Det kunne være meget fikst at kunne gentage det og sige Redwoods general var en bekendt. En kontakt. Det slog ham slet ikke at Alex måske lige så meget legede med ham.

Han så op og satte i bevægelse pludseligt, da det gik op for ham at Alex ventede på ham. Smilet vendte naturligt tilbage og blot det at smile, kunne jage bekymringerne på flugt.
"Betryggende" bemærkede han forsinket, til kommentaren om at Alex var svær at manipulere rundt med. Han indhentede dog hurtigt sin vært og trådte ud af lokalet. Heldigvis var huset ikke større, end Zach kunne huske vejen tilbage mod hoveddøren, som han gik ud fra de ville forlade huset igennem.
"Du kan fortælle mig nabolagets små hemmeligheder mens vi går" foreslog han i den samme drillende tone som før.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 108
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tirs aug 14, 2018 2:00 am

Alexei kunne aldrig finde på bevidst at lege med Zachariahs følelser. Han havde dog ikke den mindste anelse om, at Zachariah ikke var til kvinder, som Alexei selv. Men det havde han selvfølgelig heller ingen mulighed for at vide. Homoseksualitet var et tabu, så Zachariah talte næppe højt om det med særlig mange; om nogen, overhovedet. Man kunne komme slemt til skade, hvis den slags informationer nåede ud til de forkerte mennesker. Hvilket var noget, som Alexei heller aldrig ville ønske for sin gæst. Han kunne såmænd udmærket godt lidt Naailas-generalen, indtil videre. Og dette ville så sandelig heller ikke blive ændret, på grund af hans seksualitet. Hvis han altså en dag skulle finde ud af denne. Alexei havde først hørt om homoseksualitet, da han var i midten af teenageårene eller deromkring, men som han lærte lidt mere om det, havde han ikke kunne se, hvorfor det var så stort et tabu. Han var ikke personligt tiltrukket af andre fyre, men hvis han havde været, burde det da ikke blive set sådan ned på. Ja, det burde det jo stadig ikke, selvom han var heteroseksuel. Han havde intet imod dette, da han ærligt talt bare bifaldt attraktion i det hele taget. Folk skulle kunne handle på deres tiltrækning, det var hans holdning. Såfremt det var gensidigt, selvfølgelig. Han gik bestemt ikke ind for at påtvinge sig selv på andre. Selv havde han aldrig gjort det og havde ikke i sinde nogensinde at gøre dette. Sex skulle være med samtykke fra begge parter som indgik, eller ikke overhovedet. Han var en mand af ære, trods alt. Derfor kunne han heller aldrig finde på at røbe Zachariahs hemmelighed, hvis han nogensinde opdagede eller fik fortalt denne. Han vidste, på trods af hvad han syntes, at majoriteten af folk ikke brød sig om det, så han ville aldrig lade disse selvsamme folk vide noget, som kunne sætte Zachariah i fare. En mand, som han håbede var på vej imod et spirende venskab.
Alexei tog sine sko på igen, da han nåede gangen. Han trak derefter sin jakke på, mens han bemærkede Zachariah, der kom op bag ham. Så åbnede han døren lidt, for at bedømme om det stadig regnede. Det syntes det ikke at gøre, så han besluttede sig for at tage chancen og efterlade paraplyen derhjemme. Han bevægede sig ud i regnen og fik lukket døren efter dem, da Zachariah var kommet ud ligeså. Hvad der var at vise frem, kunne han egentlig ikke lige komme på, men de kunne jo bare gå en tur. Zachariah kunne endda få lov at bestemme hvor, når nu Alexei havde set det hele så mange gange. Hvis da ikke han blev utilfreds endnu en gang, ved at få valget.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 310
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Ons aug 15, 2018 9:09 am

Alex havde ikke svaret ham, men hvad der var kilden til tavsheden, vidste Zach ikke. Han trak vejret dybt, mens han trak sine egne varme sko på. Redhawk var koldt. Derhjemme kunne han løbe rundt uden sko på hele dagen, men her var det en umulighed. Stenene, jorden, virkede altid kold. Selv i den såkaldte sommer, der kun nåede op på halvdelen af varmen derhjemme. Han havde hurtigt vænnet sig til varmen derhjemme og havde svært ved at håndtere kulden her. Det hele virkede lidt trist og vådt og kedeligt. Derhjemme var det den samme årstid året rundt, så alt var grønt og spirende.
Zach tog sin jakke også og tog den på, samtidig med at han trådte ud af døren. Selv om det ikke regnede, lå der den kolde fornemmelse af fugt i luften. Blikket gled automatisk op mod den overskyede himmel, mens Zach gøs svagt for sig selv. Den friske luft skubbede nogle af de akavede situationer inde i huset væk. Og kølede ham ned, oven på Alexs lidt for store charme. Det var jo ikke nyt for ham...Okay, det var nyt, at han følte sig så...Tiltrukket...Eller nysgerrig, om ikke andet. Men han var van til at underminere det. Van til at presse det ned, væk og ude af syne. Det skulle han jo bare fortsætte med.
At lade som ingenting var en af hans evner, trods alt.

Igen fandt Zach sig i en situation, hvor han skulle føre samtalen. Det var normalt ikke et problem, men oven på alle indtrykkene i aften, fandt han sig en anelse stille. I stedet, som gåturen startede, gled hans blik over de store huse omkring dem. Ikke at mørket lod Zach se alle detaljerne. Men på den anden side kunne mørket gemme hans egne lilla øjne, og dermed ikke sætte Alex i forlegenhed, hvis de stødte ind i nogen.
"Nogle af husene virker tomme, som vinduerne er helt mørke. Er området meget tomt eller sover folk tidligt?" spurgte han så, for endelig at bryde stilheden. Han måtte modarbejde stilheden, inden den sammen med det dystre vejr borede sig ind i hans indre som våde orme.
At gå var ellers rart, lige hvad Zach havde brug for. Automatisk slog han blikket ned, da nogen så ud til at gå imod dem.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 108
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tors aug 16, 2018 4:01 am

Det var klart, at Redhawk kunne virke koldt for en person, som ikke selv boede der eller kom der ofte. Alexei mærkede det ikke rigtig længere, da han havde boet i det hele sit liv. Han var vant til vejret, som havde det med at være på den lidt kølige side. Regn så de også en del af, men det var jo bare en smule vand. Ikke noget, der gjorde Alexei noget. Med mindre han havde vigtige møder. Det kunne skam godt være en smule belastende, hvis man blev drivvåd, når man var klædt på til et fint møde. Men det var jo bare, hvad det var, og det var der ikke så meget at gøre ved. Regn og slud var en del af tilværelsen; i hvert fald, når man boede i Redhawk. Måske Zachariah fandt det trist, hvilket Alexei egentlig ikke ville kunne bebrejde ham. Men forhåbentlig var Alexeis selskab nok, til at fjerne Zachariahs fokus fra det kedelige vejr.
Han nød i hvert fald Zachariahs selskab til fulde. Naaila-generalen var en forfriskende forandring. Han var anderledes, end alle de andre folk i Alexeis omgangskreds. Han var på en eller anden måde en lidt flyvsk personlighed. Alexei kunne ikke forudse, hvad han ville gøre og sige på noget tidspunkt. En evne, han ellers havde finpudset over sit 29 år lange liv. Men Zachariah overraskede ham. Måske han ikke gav udtryk for det, da han var en meget rolig og fattet mand, men det betød ikke, at han ikke følte det. Det var dog ikke negativt, på nogen måde. Det var rart at blive lidt overrasket en gang i mellem. Specielt, når man så sjældent blev det.
Alexei kunne ikke være meget mere ligeglad med, om nogen så ham sammen med en Naaila. Han havde godt nok et vist omdømme, men alle der kendte ham vidste også, at han havde holdninger, som kunne gå imod den udbredte holdning, og han gik ikke på kompromis med sine principper. Han forsvarede desuden altid sine venner, og han håbede på snart at kunne kalde Zachariah en ven. En ven, som i samme øjeblik stillede ham et spørgsmål.
"Der er en del tomme huse, da de fleste ikke har råd til at bo i dette område. Hvorfor man ikke laver dem om til diverse steder, der kan gavne samfundet som helhed, forstår jeg ikke. Hvis bare alle de mere velhavende beboere ville donere lidt, kunne man f.eks. få lavet et herberg, hvilket kunne hjælpe en masse mennesker." Det kunne måske lyde dobbeltmoralsk, at han ikke bare havde lavet sit eget hjem om til noget i den dur. Han havde skam tænkt over det utallige gange, men… på trods af, hvad han gav udtryk for og nok udstrålede, var han en sentimental mand. Mere end han brød sig om, egentlig. Han havde aldrig kendt sin mor eller morens familie og alligevel kunne han ikke få sig selv til at ændre på huset, som de havde boet i så længe. Det var hans arv. Måske med tiden, men han var ikke klar til en så stor ændring endnu. Donere penge ville han dog hellere end gerne.
Alexei lagde hånden på Zachariahs skulder i en beroligende gestus, da han bemærkede, hvordan denne slog blikket ned. Han havde godt bemærket skikkelsen, som bevægede sig imod dem, men så intet problem i dette. Som skikkelsen kom nærmere, genkendte Alexei denne som en af de andre beboere i området.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 310
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tors aug 16, 2018 2:59 pm

Hmmm. Ædle værdier, Alex gav udtryk for. Zachs blik var gledet hen over et af de tomme huse. Hvis blot...Zach havde boet i undergrunden, da han først var ankommet til byen. Det havde været en vinter og han havde ikke tænkt over at han kunne sne inde - og dermed ikke forlade byen igen. Eller overvejet præcis hvor koldt det kunne være. Hvis ikke det havde været for en venlig kvinde, der hjalp sårede der, havde Zach ikke haft noget sted at være. Han ville sikkert være frosset ihjel, sultet. I stedet havde han en fornemmelse af hvor mange lag der var i byen, som han bevægede sig igennem dem alle. Det var jo ikke fordi Dark Darphne var uden sine lag og hierarki. Det opstod naturligt. Men ingen var direkte rige endnu, så afstanden mellem de forskellige klasser var ikke så stor. Desuden var flugten og tiden som slave stadig i frisk erindring, så mange var villige til at hjælpe hinanden. Det var i hvert fald Zachs fornemmelse af byen.
Ja, hvis bare. Det kunne også være fedt hvis Naaila ejede et hus i byen. Det kunne styrke en mulig alliance eller i det mindste fred, mellem slægterne. Måske endda handel. Måske skulle han foreslå Imania det?

Det var en bevidst handling. Det lå ikke til Zach at se ned i jorden, som om han var genert anlagt eller havde noget at skjule. Selv om han netop havde noget at skjule. Derhjemme havde alle samme øjenfarve og der blev i stedet bemærket, hvis folk med andre øjenfarver besøgte stedet. Men her var han outsideren og når han rejste alene, var det nemmere at holde blikket nede og forsvinde i mængden, eller i skyggerne. Han havde rejst på mange veje, der ikke officielt var de hurtigste ruter mellem byerne.
Alligevel var det ikke noget han havde givet mange tanker. Han gjorde det bare. Fordi det var nemmest. Han havde slet ikke overvejet at Alex ville opfange det. Men selvfølgelig. Zach begyndte efterhånden at forstå manden var meget observant. Til at starte med forvirrede hånden ham dog blot og han så op mod Alex, da han mærkede hånden mod sig. Hvad? Skulle de en anden vej? Havde han gjort noget forkert?
Da skikkelsen gik forbi dem, var Zach i tvivl om hvad han skulle gøre. Det var ikke fordi han gik i panik - man han havde set op. Måske var det ikke sandsynligt at vedkommende ville hverken bemærke det, tænke over det eller have noget imod det. Men for Zach var det stadig en risiko. Og om ikke andet kunne det gå ud over Alex. Hvorfor fulgtes manden med en Naaila?

Men der skete jo ikke noget. Zach så et gulligt skær lyse i aftenens svage lys, da vedkommende så over på dem og nikkede svagt, som i en hilsen. Formentlig mere til Alex, eller måske var vedkommende bare venlig. Men han stoppede ikke op. De fik lov til at gå videre i fred.
Det var jo ikke fordi Zach var bange af sig. Selv om...Måske, hvis han skulle beskrive sin største frygt, var det at blive slave igen. Eller blive antastet af nogen for sin slægt. Måske en underlig kombinering, når han samtidig rejste velvilligt rundt i hele landet. Alligevel havde det været beroligende at...Mærke...Nogen støttede ham. Faktisk havde overraskende mange Redwoods vist sig venligt stemte. Eller, i hvert fald ikke direkte fjendtlige, omend nogle af dem også var ret forsigtige.
Nej. Zach ville nok ikke have overtænkt situationen så meget, havde Alex ikke lagt en hånd på ham. Hånden havde gjort ham dobbelt så opmærksom på hvilken situation han potentielt stod i. Og alligevel tog han sig i at ønske, at Alex ikke fjernede hånden. Det var dumt.

Zach trak vejret dybt og sendte Alex et smil. Og så, som om der intet var sket eller noget var at bemærke om situationen, vendte Zach tilbage til emnet fra før.
"Ja...Ja, det kunne være fantastisk. Første gang jeg vendte tilbage til byen brugte jeg tid i Undergrunden. Hos de fattigste og dårlig stillede. Desværre tror jeg ikke et par huse helt fjerner det...Men det tæller. Hvis man blot kan ændre mulighederne for nogle, hvorfor så ikke?" bemærkede han roligt. Zach kom altid til byen uden planer for, hvor han ville ende med at sove eller spise. Rig var han ikke, så det hele var altid meget spontant. Men han havde da ikke taget skade af det endnu. Men dem der boede i byen, dem der kæmpede for deres plads og overlevelse. De kunne bruge det.
"Jeg tror jeg kan skrive under på dagens mission var en succes. Jeg fik både snakket med Charles og bekræftet hvilken slags mand Redwoods general er" Han blinkede drillende til Alex, skønt præcis hvilken mening der var bag ordene, var ukendt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   

Tilbage til toppen Go down
 
Maybe I'm foolish...(Alexei)
Tilbage til toppen 
Side 2 af 2Gå til side : Previous  1, 2

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Redhawk City :: Amber Eye District :: Redwood's mansion-
Gå til: