Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Tidsplan

Årstal | 1177

Årstid | Vinter

Måned | December

Latest topics
» Requests and Permissions ♕ Lucius
Søn nov 18, 2018 7:29 pm by Lucius

» Care & Comfort ♕ Elena
Tors nov 15, 2018 9:12 pm by Elena

» The Blessed Children
Søn nov 11, 2018 5:31 pm by Gæst

» Business, not pleasure (Alexei)
Fre nov 09, 2018 10:51 am by Zachariah

» I do, or not. - Alexei.
Ons nov 07, 2018 12:44 am by Alexei

» The Help of a Friend ♕ Emelia & Elena
Fre nov 02, 2018 7:03 pm by Elena

» Emnesøgning til ny fyr!
Tors okt 25, 2018 6:45 pm by Emelia

» When marriage is a thing...(Ria)
Tors okt 11, 2018 3:55 pm by Zachariah

» A plan for freedom- Elena
Tirs okt 09, 2018 5:39 pm by Emelia

Top posting users this month
Statistics
Der er i alt 124 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Hel

Vores brugere har i alt skrevet 4483 indlæg in 515 subjects

Share | 
 

 Maybe I'm foolish...(Alexei)

Go down 
Gå til side : Previous  1, 2
ForfatterBesked
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Søn jul 22, 2018 6:18 pm

Alexei stak lidt i sin mad, tog en sidste bid af kødet og samlede bestikket på tallerkenen, hvilket indikerede, at han nu havde spist færdigt. Stemningen var ikke let på samme måde længere, grundet emnet, de var kommet ind på. Alexei havde tænkt tilbage på sin barndom, hvilket aldrig ligefrem gjorde ham i godt humør. Derfor var han heller ikke sulten længere. Men han havde også spist, så det var ikke fordi han blot havde mistet appetitten. Han havde fået nok mad indenbords til efterhånden at være mæt alligevel.
Krig havde hærget folket så længe, at de næsten ikke kendte til andet. Og nu lurede krigen igen om hjørnet, hvilket truede med at fratage folk den frihed, de endelig havde fået tilbage, efter mange års krig. En frihed, mange knap nok havde nået at forstå og udnytte, fordi mange stadig levede i frygt. Alexei ville for alt i verden undgå en gentagelse af fortiden, men desværre lå det ikke kun i hans hænder. Derfor var denne middag heller ikke blot selskabelig. Det var vigtigt for ham at skabe et forhold til de andre slægter. Hvis man havde noget som helst håb om at skabe en længerevarende fred, måtte man først nå ud til de andre slægter og opnå en fælles forståelse af hinanden, en fælles accept og forhåbentlig, med tiden, en fælles omsorg. Omsorg overfor andre end blot sine egne slægtsfæller.
Alexeis far havde afholdt ham fra at have nogle som helst venskaber eller mennesker i hans liv, så efter farens død havde han endelig kunne skabe kontant til andre folk. Og det gjorde han hver dag. Nye bekendtskaber fik han ofte, om end naturligvis ikke kun gode. Det var den mand han var, og det var også, hvad der havde fået ham så langt i livet; en villighed til at skabe nye bekendtskaber og charmen til at opnå netop dette. Hvis han kunne benytte sine taleevner til at sikre alliancer og hjælpe med at fremme fred iblandt slægterne, ville han da med glæde gøre alt, hvad han kunne.
Han nikkede blot til Zachariahs kommentar om, at han var glad for, at de lige fik snakket om det. Han følte det ikke nødvendigt at besvare denne kommentar. I stedet så han, hvordan også denne lagde bestikket fra sig, som om han heller ikke ville have mere mad. Forhåbentlig var han blevet mæt og ikke blot havde mistet appetitten. Det gik ikke, at Alexeis gæst gik fra hjemmet sulten.
Han nikkede så endnu en gang, ved konstateringen om betydningen af de magtfulde Redwoods plads i debatten om slaveri. Han kunne kun erklære sig enig, om end han ville mene, at det betød meget, hvor alle stod i den debat, ikke kun Redwoods. Han forstod dog godt, at folk – især tidligere slaver – ville tænke på Redwood-slægten som det første, inden for det kontroversielle emne, da disse havde siddet på magten, da slaveriet havde fundet sted. De havde naturligvis også siddet på magten, da det blev afskaffet, men da var skaden allerede sket, og det ville for evigt plette deres slægtshistorie.

Zachariah rettede sig op og Alexei syntes at fornemme en ændring i hans sindstilstand. Han virkede ikke længere ligeså nedtrykt og plaget. Hvilket jo kun var en god ting. Da han så åbnede munden igen, kom der bestemt også noget helt andet ud. Han tænkte lidt over spørgsmålet og trak en smule på skuldrene. "Der er selvfølgelig Det Gyldne Teater, hvor du finder de bedste optrædende. Det er så sandelig et besøg værd – jeg skal med glæde ekskortere dig, hvis du ønsker det. Hvis du er tørstig, kan jeg klart anbefale Kroen Krystalsten, hvor krystalsten lyser hele kroen op i de smukkeste farver, hvilket også virkelig er et særsyn."
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tors jul 26, 2018 9:06 am

Nogen gange måtte man lære at lægge det mørke fra sig og fokusere på de bedre ting. Det var en evne Zach havde lært sig selv...Eller måske var han født med den. Så vidt han vidste, havde han altid været sådan. Ikke fordi det fjernede alle de dårlige ting i verden eller fordi han ikke kunne føle noget negativt. Men i stedet for at svælge i det, gled han som regel videre i noget der virkede mere behageligt eller positivt. Det gjorde måske også at han ikke altid fik bearbejdet sine dårlige følelser eller minder. Men ærlig talt havde de fleste Naailas, ud over de nyeste børn, oplevet noget forfærdeligt. De ville ende med sidde og snakke om det fra nu og til næste årti, hvis de først gik i gang og skulle sætte ord på alt. Nej. Mange ville bare gerne glemme. Og det modsatte Zach sig ikke, selv om han på visse dage godt kunne gribes af et behov for...At gengælde. Eller vrede.
Men i dag var det ikke sådan.
"Ah...Jeg er bange for et teater er spildt på mig...Jeg kan slet ikke sidde stille så længe" For ikke at snakke om hans kulturelle uddannelse var lig nul. Han ville ikke ane halvdelen af hvad der foregik og blot gøre Alex forlegen eller give ham et dårligt ry i byen. Han kunne ikke gengælde denne venlighed med sådan noget.
Zach kiggede hen over bordet et øjeblik, men med en mere eller mindre fuld mave følte han sig i godt humør. At gå på en kro virkede...Både som en god ide og en dårlig ide. Folk brød sig stadig ikke om en Naaila og et sted, hvor folk sikkert drak sig bedugget, ville det formentlig ende i en dårlig situation. Det endte med at Zach rystede svagt på hovedet, uden helt at svare på det. Det gjorde intet. Han var ikke van til den slags luksus, så det var ikke fordi han rigtig havde noget afsavn ved at fravælge det.
"En anden ting er..." Han så over mod Alex igen og drejede sig lidt i stolen, så han var rettet mere mod ham. Smilet voksede lidt igen, men denne gang på en charmerende måde.
"...Inden jeg tager hjem. Vil generalen måske tage en træningskamp med mig?" foreslog han. Han mente selvfølgelig inden han tog hjem fra byen. Hvilket kunne være når som helst, så Zach var virkelig åben for hvornår Alex havde tid - hvis manden overhovedet var interesseret.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tors aug 02, 2018 1:14 pm

Alexei havde lært med tiden, at man ikke kunne holde fast i fortidens sorger. Dette gjorde det blot umuligt at leve i nutiden og nyde livet. Specielt, når man havde så meget følelsesmæssigt bagage, som han nu engang havde. Da først han havde lært denne lektie, var det også automatisk blevet så meget nemmere for ham at forblive positiv og optimistisk en stor del af tiden. Han var blevet en noget så tålmodig mand, som altid holdt hovedet koldt i svære situationer. Som forlængelse af dette, var han også blevet rigtig god til at forsikre folk om diverse ting og sager. Han havde dermed også lært at udnytte dette, når han skulle overbevise nogen om noget særligt. Dette betød dog ikke, at han ikke mærkede vreden syde i ham, når hans tanker alligevel strejfede hans far. Det betød ganske simpelt, at han bare sjældent lod faren få hold i hans tanker. Han var ikke dét værd.
Han så på Zachariah, da denne besvarede Alexeis forslag. Han lo lidt, da Zachariah bemærkede, at han slet ikke kunne sidde stille så længe. Så nikkede han og talte med et smil på læberne. “Nej, så er teatret måske ikke det mest oplagte sted for dig.” Han smilte endnu til ham, da han havde talt færdigt. Så afventede han tålmodigt, hvad hans næste ‘træk’ ville være. Han svarede ikke på forslaget med kroen, men Alexei gik ud fra, at hans rysten på hovedet måtte tages som et nej til dette, ligeså. Det var såmænd også fint med Alexei. Han behøvede ikke foretage sig noget særligt. For hans skyld, kunne de sagtens bare sidde og tale sammen. Lære hinanden lidt bedre kende, måske. Alexei var altid åben for at lære mere om folk og lære nye folk at kende. Han var som regel en ret god judge of character, og Zachariah virkede umiddelbart som en god nok mand.
Ikke længe efter, åbnede Zachariah igen munden og påbegyndte en sætning. Han rettede sig lidt i stolen, hvilket automatisk fik Alexei til at rette lidt på sin stilling, også. Zachariah sendte ham et smil, som han ikke kunne lade være med at gengælde mildt. Han løftede øjenbrynene, da den anden så færdiggjorde sin sætning. Et spørgsmål om en træningskamp. Alexei var aldrig imod en omgang sparring, men han var dog lidt i tvivl om dette kunne være et potentielt minefelt. Måske ville Zachariah blive rasende, hvis han tabte og så var den potentielle alliance og venskab ødelagt. Dog virkede han ikke som en sådan type person. Derfor konkluderede Alexei også for sig selv, at det næppe ville gøre nogen skade. Desuden var det yderst uhøfligt at afslå en invitation fra sin gæst. Derfor nikkede han lidt, mens han trak en smule på skuldrene. “Du siger bare til. Det vil være mig en fornøjelse.” Han smilte atter til manden overfor sig.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Fre aug 10, 2018 3:05 pm

Zachs smil voksede en anelse. Det var så blandet. Alle vidste Redwoods var krigsmaskiner, der ofte kunne jonglere mere end et våben eller deres næver. Måske var det også, hvad der i sin tid havde givet dem evnen til at kunne indfange Naailas og gøre dem til slaver. Men uanset om det var derfor eller ej - på en eller anden måde måtte Naailas næsten også havde ladet det ske - var Zach fascineret af det. Ganske enkelt fordi han selv var utroligt lærenem. Han kunne ikke forklare hvorfor. Helt fra barnsdom havde han blot skulle se andre gøre ting og øve sig på det i kort tid, før han selv blev lige så god som sin læremester. Han var både blevet rost og hadet for sin evne, for som barn var han ofte bedre end alle de andre til fysiske ting. Eller, nok mere som ung end som barn. Selvfølgelig havde det også givet sine fordele som slave. Jo hurtigere man havde forstået fidussen og kunne udføre et job godt, jo færre gange modtog man sin Herres vrede og straffe. Da han havde været barn, var straffen ofte gået videre til forældrene...
Zach rømmede sig svagt og skubbede sig ud fra bordet, kun for at rejse sig. Han vidste ikke om han overtrådte nogle etikkette-regler lige nu, men Alex så ud til at være plantet i sin stol og Zach bugnede med energi der trængte til at blive brugt.
"Så vil jeg endnu en gang sige tak for den lækre mad. Og..." han så hen over bordet et øjeblik. En kamp liiiige nu var nok ikke en god ide. De havde lige spist. I værste tilfælde ville en af dem ende med smerter i maven. Zach gjorde i hvert fald, alt efter hvor mæt han var. Og takket være den gode mad, måske lidt for mæt.
"...Så ser jeg frem til den kamp lidt senere. Jeg trænger til at strække benene, men jeg ville ikke kunne tvinge dig med, hvis du foretrækker at side her. Så...Jeg ved ikke om det er farvel eller om jeg, alt efter om jeg går alene eller ej, er velkommen tilbage senere?" spurgte han i stedet. Han anede ikke hvordan man spurgte om den slags på en høflig og ikke så kluntet måde. Selv derhjemme boede han alene i et lille hus i træerne, så det var ikke fordi han snakkede folk dagen lang til at starte med. Men som regel, alt det han manglede med dannelse, kunne han gøre op for i kamp. Og det var derfor han var general og ikke leder. Det, og så at Imania havde haft mere held og erfaring på det punkt. Det var ikke en ting Zach rigtig havde overvejet.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Søn aug 12, 2018 2:55 am

Redwoods var krigsmaskiner, det var sandt. Deres slægtsevne gjorde dem i stand til at transformere deres lemmer om til ethvert våben. Desuden kunne man ikke skade dem på armene og benene, hvilket blot gjorde dem endnu mere frygtløse og farlige i kamp. De havde haft den stærkeste hær, som var skabt til krig og kamp. Derfor var det heller ikke rigtig nogen overraskelse, at de havde domineret over de andre slægter. De havde fysisk været den stærkeste slægt, hvilket gav dem rig mulighed for at regere. Og det havde de da så sandelig også gjort. Selv efter flere forsøg på at smide dem af tronen, sad de der endnu. Charles Redwood var konge over Redhawk City. En konge af Redwood-slægt, som tingene altid havde været. Det ville sandsynligvis også fortsætte på den måde, længe efter Charles ikke længere sad på tronen. Men det var selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed. Charles var endnu ung, så han ville nok være konge over Redhawk City mange år ude i fremtiden.
Alexei betragtede rolig og afventende Zachariah, som denne rømmede sig og skubbede sig ud fra bordet. Han rejste sig, som Alexei blev siddende lidt. Han havde ikke noget imod, at han rejste sig, selvom det var lidt usædvanligt. Han vidste desuden udmærket godt, at Zachariahs opvækst ikke havde været noget nær hans egen. Slaver lærte ikke kutyme, som rigmandssønner gjorde. Selv rigmandssønner som Alexei, hvis far var absolut ligeglad med ham.
Han nikkede, som svar til den første del af Zachariahs kommentar. Han sagde dog ikke noget, da det var tydeligt, at Zachariah ikke havde talt ud, men blot holdt en pause mellem sine ord.
Han hørte de fortsættende ord og rejste sig så også selv op, på en helt rolig manér. Han havde ikke det store behov for selv at gå en tur, men ville med glæde gøre dette alligevel, for at holde Zachariah med selskab. "Du skal altid være velkommen her." Han holdt en pause, som han sendte ham et charmerende smil. Hans charme var ikke reserveret til kvinder alene, selvom han skruede ekstra op for dem omkring det kvindelige køn, da han ofte håbede på noget ekstra fra dem også. "Jeg vil med glæde holde dig med selskab, hvis du ønsker det." Han skubbede stolen ind, og hvilede den ene hånd på dens ryglæn, mens han betragtede Zachariah. Igen var han rolig og afventende, med et charmerende smil på læberne.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Man aug 13, 2018 3:17 pm

Damn...
Zach havde en fornemmelse af han havde overtrådt en eller anden fin regel. Han vidste ikke hvilken. Måske for at have rejst sig for tidligt? Uanset hvad var der intet at gøre ved det nu og han var på en måde ivrig efter at komme væk herfra og hive det hele ned på et niveau, hvor Zach bedre kunne deltage. Det niveau, der passende for den almindelige borger. For at gøre det, var det bedst at trække sig selv og værten med ud fra denne ellers overdådige scenarie. En gåtur virkede pludselig som en god ide, af flere årsager.
Og for at toppe den halvt akavede situation, for Zach, endnu værre...Skulle Alex eje en hvis charme. Zach havde fanget sig selv i at kigge - måske næsten stirre - på Alex, før han med en svag rømmen så ned på bordet foran sig igen. At være...Til mænd...Var ikke nemt. Det var ikke socialt accepteret og ikke noget man var åben omkring. For Zach betød det et ikke-eksisterende sexliv og en voksende ensomhed. Og utallige kommentarer om, hvorvidt han ikke snart burde finde sig en passende brud til hans tomme hus. Han vidste han havde et ansvar over for slægt, for at hjælpe den med at vokse, men...Han kunne ikke. Han havde prøvet at være sammen med kvinder, men det var...Forkert. Kvinderne var fantastiske. Nej, det var ganske enkelt fordi de var kvinder, ikke på grund af deres personlighed, at han havde oplevet mindre end heldige situationer. Kvinder tog det tydeligvis som en fornærmelse, hvis den ikke stod klar til leg efter et langt forspil.

Han rystede svagt på hovedet for at jage tankerne på flugt. En næsten umærkelig bevægelse, der kunne betyde hvad som helst, hvis den endelig blev bemærket.
"Du må også godt selv ville noget, ved du nok?"
Det var en sær ting at sige. Men det gik faktisk Zach lidt på. Hvordan Alex hele vejen igennem havde ladet Zach komme til og gøre lige hvad han ville. Som om Alex ikke selv ejede lyster eller ønsker. Måske var det blot godt værtskab, men dette var trods alt Alex' hjem. Alex burde sætte grænserne, ikke Zach.
Måske var det lige så meget et udtryk for en pludselig irritation der havde gjort sit indtog. Zach var ikke god til negative følelser...Så jo før de kom ud herfra, jo bedre.
Zach var i hvert fald ikke langsom til at forlade sin stol, som han allerede havde rejst sig fra og sende Alex et lige så livligt smil, omend Zach måske ikke ejede den samme charme som manden selv. Alligevel ønskede han at gengælde det, på den ene eller anden måde. Ganske enkelt fordi han ikke kunne lade være.
"Du må gerne gå med, hvis du selv ønsker ikke. Ikke fordi jeg ønsker det af dig" sagde han så, i følgeskab med de ord han havde udtalt tidligere. Så slog han ud med armene og smilet voksende.
"Jeg ville nødig blive kendt som generalen der manipulerende med den anden general?"
Zachs øjne lyste op i dril.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Man aug 13, 2018 4:20 pm

Alexei kunne ikke lade være med at more sig lidt over Zachariahs udtalelse. Han virkede næsten irriteret over, at Alexei havde ladet ham føre an og bestemme diverse ting. Dette var morsomt for Alexei, der altid havde lært, at dette var præcis, hvad en god vært skulle gøre. Hans opførsel ville have været formidabel omkring enhver højt-rangeret Redhawk-borger. Men Zachariah var anderledes. Og det var egentlig ikke en negativ ting. Måske Alexei kunne være mere sig selv omkring ham, så, og mindre af den offentlige personlighed, som han havde lært at sætte op ifølge med sin rang og velstand. Det kunne måske være en rar afveksling. Når han ikke legede den perfekte vært eller selskabsgæst, var han egentlig også meget anderledes. Han kunne være noget så dominerende til tider, hvilket krævede meget undertrykkelse, når han satte den offentlige facade op.
Han så gæstens livlige smil, der var et svar på Alexeis eget smil. Personligt havde Alexei i hvert fald også altid svært ved ikke at gengælde et smil, hvis nogen sendte ham sådan et. Det var vel bare en naturlig respons at imitere andre mennesker. Man gjorde det i virkeligheden hele tiden, om end ikke med store ting. Bare små ting, som et smil, et vink eller en kropsbevægelse. Dette var også et tegn på empati overfor personen, som man imiterede, og det kunne jo kun være en positiv ting.
Han lyttede til de næste ord, der kom ud af Zachariahs mund. I mellemtiden havde han også rejst sig og stillet sig op ad sin stol. Da Zachariah havde talt ud og stod med et lidt drillende glimt i øjnene, gik Alexei hen til ham og lagde en hånd på hans ene skulder. Så kiggede han ham ind i øjnene, med det samme drilagtige glimt og sit skæve smil. "Tro mig, jeg er ikke så nem at manipulere." Han sendte ham et blink. Faktisk, var Alexei som regel den manipulerende person i et selskab. Han manipulerede ikke folk på en direkte udnyttende måde. Han manipulerede med sin charme, på en sådan måde, at folk yndede at være omkring ham hele tiden og støttede ham, i hvad end han havde brug for støtte i. Hans charme var manipulerende i sig selv, da han vidste præcis, hvordan han bedst skulle benytte den. Og dette blev ofte gjort på unge, attraktive kvinder. Han kunne aldrig finde på at få dem til at gøre noget, som de ikke havde lyst til, men han var god til at frembringe en lyst i andre, som de måske ikke havde forventet var der. Hans charme var en endnu mere værdifuld evne, end hans reelle evne. Som, sjovt nok, også omhandlede manipulation af folks følelser. Dette var dog en ganske alvorlig manipulation, men dog af krigsrelaterede følelser, i stedet for følelser af anerkendelse, beundring og lignende.
Alexei lod hånden slippe Zachariahs skulder igen, som han trådte et skridt tilbage og kneb øjnene en smule sammen. Så smilte han stort og vendte ryggen til sin gæst, for at bevæge sig mod gangen. Han stoppede kort op, ved udkanten af spisestuen og kiggede tilbage mod Zachariah. "Kommer du?" Hans tonefald bare præg af hans lidt drilagtige humør, som han fortsatte ud i gangen. Han regnede kraftigt med, at Zachariah fulgte efter ham, da det jo havde været hans forslag at gå en tur, til at begynde med.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Man aug 13, 2018 6:38 pm

Zach havde ikke tænkt over på samme måde før, men Alex var enormt charmerende. Havde det været sådan helt fra da Zach havde mødt manden, eller var det en ting der lige var opstået? Det var svært at sige og Zach måtte hanke godt op i sig selv for ikke at gengælde det lidt for velvilligt. Han var ikke van til det, for at være ærlig. Faktisk var alt seksuelt et lidt uvant område for ham - men selve indledningen, der inkluderede flirteri og charme, var lige så uvant. Så for en gangs skyld følte han sig en smule usikker. Usikker på hvad det betød og om Zach lagde mere i det, end han burde, på grund af hans egne præferencer. Det var uden tvivl tilfældet. Også selv om hånden mod hans skulder nærmest føltes brændende. Da Alex slap ham og vendte ryggen til ham, gav det ham muligheden for lydløst at trække vejret dybt og prøve at ryste det af sig. Hvis det fortsatte på denne måde, var det jo dømt til at gå galt. Det kunne være en fin ting Redwoods ville få imod ham...Imania ville være tvunget til at skille sig af med ham.
For slet ikke at snakke om Zach faktisk havde nydt besøget her, bare på et rent venskabeligt niveau. Det kunne være meget fikst at kunne gentage det og sige Redwoods general var en bekendt. En kontakt. Det slog ham slet ikke at Alex måske lige så meget legede med ham.

Han så op og satte i bevægelse pludseligt, da det gik op for ham at Alex ventede på ham. Smilet vendte naturligt tilbage og blot det at smile, kunne jage bekymringerne på flugt.
"Betryggende" bemærkede han forsinket, til kommentaren om at Alex var svær at manipulere rundt med. Han indhentede dog hurtigt sin vært og trådte ud af lokalet. Heldigvis var huset ikke større, end Zach kunne huske vejen tilbage mod hoveddøren, som han gik ud fra de ville forlade huset igennem.
"Du kan fortælle mig nabolagets små hemmeligheder mens vi går" foreslog han i den samme drillende tone som før.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tirs aug 14, 2018 2:00 am

Alexei kunne aldrig finde på bevidst at lege med Zachariahs følelser. Han havde dog ikke den mindste anelse om, at Zachariah ikke var til kvinder, som Alexei selv. Men det havde han selvfølgelig heller ingen mulighed for at vide. Homoseksualitet var et tabu, så Zachariah talte næppe højt om det med særlig mange; om nogen, overhovedet. Man kunne komme slemt til skade, hvis den slags informationer nåede ud til de forkerte mennesker. Hvilket var noget, som Alexei heller aldrig ville ønske for sin gæst. Han kunne såmænd udmærket godt lidt Naailas-generalen, indtil videre. Og dette ville så sandelig heller ikke blive ændret, på grund af hans seksualitet. Hvis han altså en dag skulle finde ud af denne. Alexei havde først hørt om homoseksualitet, da han var i midten af teenageårene eller deromkring, men som han lærte lidt mere om det, havde han ikke kunne se, hvorfor det var så stort et tabu. Han var ikke personligt tiltrukket af andre fyre, men hvis han havde været, burde det da ikke blive set sådan ned på. Ja, det burde det jo stadig ikke, selvom han var heteroseksuel. Han havde intet imod dette, da han ærligt talt bare bifaldt attraktion i det hele taget. Folk skulle kunne handle på deres tiltrækning, det var hans holdning. Såfremt det var gensidigt, selvfølgelig. Han gik bestemt ikke ind for at påtvinge sig selv på andre. Selv havde han aldrig gjort det og havde ikke i sinde nogensinde at gøre dette. Sex skulle være med samtykke fra begge parter som indgik, eller ikke overhovedet. Han var en mand af ære, trods alt. Derfor kunne han heller aldrig finde på at røbe Zachariahs hemmelighed, hvis han nogensinde opdagede eller fik fortalt denne. Han vidste, på trods af hvad han syntes, at majoriteten af folk ikke brød sig om det, så han ville aldrig lade disse selvsamme folk vide noget, som kunne sætte Zachariah i fare. En mand, som han håbede var på vej imod et spirende venskab.
Alexei tog sine sko på igen, da han nåede gangen. Han trak derefter sin jakke på, mens han bemærkede Zachariah, der kom op bag ham. Så åbnede han døren lidt, for at bedømme om det stadig regnede. Det syntes det ikke at gøre, så han besluttede sig for at tage chancen og efterlade paraplyen derhjemme. Han bevægede sig ud i regnen og fik lukket døren efter dem, da Zachariah var kommet ud ligeså. Hvad der var at vise frem, kunne han egentlig ikke lige komme på, men de kunne jo bare gå en tur. Zachariah kunne endda få lov at bestemme hvor, når nu Alexei havde set det hele så mange gange. Hvis da ikke han blev utilfreds endnu en gang, ved at få valget.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Ons aug 15, 2018 9:09 am

Alex havde ikke svaret ham, men hvad der var kilden til tavsheden, vidste Zach ikke. Han trak vejret dybt, mens han trak sine egne varme sko på. Redhawk var koldt. Derhjemme kunne han løbe rundt uden sko på hele dagen, men her var det en umulighed. Stenene, jorden, virkede altid kold. Selv i den såkaldte sommer, der kun nåede op på halvdelen af varmen derhjemme. Han havde hurtigt vænnet sig til varmen derhjemme og havde svært ved at håndtere kulden her. Det hele virkede lidt trist og vådt og kedeligt. Derhjemme var det den samme årstid året rundt, så alt var grønt og spirende.
Zach tog sin jakke også og tog den på, samtidig med at han trådte ud af døren. Selv om det ikke regnede, lå der den kolde fornemmelse af fugt i luften. Blikket gled automatisk op mod den overskyede himmel, mens Zach gøs svagt for sig selv. Den friske luft skubbede nogle af de akavede situationer inde i huset væk. Og kølede ham ned, oven på Alexs lidt for store charme. Det var jo ikke nyt for ham...Okay, det var nyt, at han følte sig så...Tiltrukket...Eller nysgerrig, om ikke andet. Men han var van til at underminere det. Van til at presse det ned, væk og ude af syne. Det skulle han jo bare fortsætte med.
At lade som ingenting var en af hans evner, trods alt.

Igen fandt Zach sig i en situation, hvor han skulle føre samtalen. Det var normalt ikke et problem, men oven på alle indtrykkene i aften, fandt han sig en anelse stille. I stedet, som gåturen startede, gled hans blik over de store huse omkring dem. Ikke at mørket lod Zach se alle detaljerne. Men på den anden side kunne mørket gemme hans egne lilla øjne, og dermed ikke sætte Alex i forlegenhed, hvis de stødte ind i nogen.
"Nogle af husene virker tomme, som vinduerne er helt mørke. Er området meget tomt eller sover folk tidligt?" spurgte han så, for endelig at bryde stilheden. Han måtte modarbejde stilheden, inden den sammen med det dystre vejr borede sig ind i hans indre som våde orme.
At gå var ellers rart, lige hvad Zach havde brug for. Automatisk slog han blikket ned, da nogen så ud til at gå imod dem.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tors aug 16, 2018 4:01 am

Det var klart, at Redhawk kunne virke koldt for en person, som ikke selv boede der eller kom der ofte. Alexei mærkede det ikke rigtig længere, da han havde boet i det hele sit liv. Han var vant til vejret, som havde det med at være på den lidt kølige side. Regn så de også en del af, men det var jo bare en smule vand. Ikke noget, der gjorde Alexei noget. Med mindre han havde vigtige møder. Det kunne skam godt være en smule belastende, hvis man blev drivvåd, når man var klædt på til et fint møde. Men det var jo bare, hvad det var, og det var der ikke så meget at gøre ved. Regn og slud var en del af tilværelsen; i hvert fald, når man boede i Redhawk. Måske Zachariah fandt det trist, hvilket Alexei egentlig ikke ville kunne bebrejde ham. Men forhåbentlig var Alexeis selskab nok, til at fjerne Zachariahs fokus fra det kedelige vejr.
Han nød i hvert fald Zachariahs selskab til fulde. Naaila-generalen var en forfriskende forandring. Han var anderledes, end alle de andre folk i Alexeis omgangskreds. Han var på en eller anden måde en lidt flyvsk personlighed. Alexei kunne ikke forudse, hvad han ville gøre og sige på noget tidspunkt. En evne, han ellers havde finpudset over sit 29 år lange liv. Men Zachariah overraskede ham. Måske han ikke gav udtryk for det, da han var en meget rolig og fattet mand, men det betød ikke, at han ikke følte det. Det var dog ikke negativt, på nogen måde. Det var rart at blive lidt overrasket en gang i mellem. Specielt, når man så sjældent blev det.
Alexei kunne ikke være meget mere ligeglad med, om nogen så ham sammen med en Naaila. Han havde godt nok et vist omdømme, men alle der kendte ham vidste også, at han havde holdninger, som kunne gå imod den udbredte holdning, og han gik ikke på kompromis med sine principper. Han forsvarede desuden altid sine venner, og han håbede på snart at kunne kalde Zachariah en ven. En ven, som i samme øjeblik stillede ham et spørgsmål.
"Der er en del tomme huse, da de fleste ikke har råd til at bo i dette område. Hvorfor man ikke laver dem om til diverse steder, der kan gavne samfundet som helhed, forstår jeg ikke. Hvis bare alle de mere velhavende beboere ville donere lidt, kunne man f.eks. få lavet et herberg, hvilket kunne hjælpe en masse mennesker." Det kunne måske lyde dobbeltmoralsk, at han ikke bare havde lavet sit eget hjem om til noget i den dur. Han havde skam tænkt over det utallige gange, men… på trods af, hvad han gav udtryk for og nok udstrålede, var han en sentimental mand. Mere end han brød sig om, egentlig. Han havde aldrig kendt sin mor eller morens familie og alligevel kunne han ikke få sig selv til at ændre på huset, som de havde boet i så længe. Det var hans arv. Måske med tiden, men han var ikke klar til en så stor ændring endnu. Donere penge ville han dog hellere end gerne.
Alexei lagde hånden på Zachariahs skulder i en beroligende gestus, da han bemærkede, hvordan denne slog blikket ned. Han havde godt bemærket skikkelsen, som bevægede sig imod dem, men så intet problem i dette. Som skikkelsen kom nærmere, genkendte Alexei denne som en af de andre beboere i området.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tors aug 16, 2018 2:59 pm

Hmmm. Ædle værdier, Alex gav udtryk for. Zachs blik var gledet hen over et af de tomme huse. Hvis blot...Zach havde boet i undergrunden, da han først var ankommet til byen. Det havde været en vinter og han havde ikke tænkt over at han kunne sne inde - og dermed ikke forlade byen igen. Eller overvejet præcis hvor koldt det kunne være. Hvis ikke det havde været for en venlig kvinde, der hjalp sårede der, havde Zach ikke haft noget sted at være. Han ville sikkert være frosset ihjel, sultet. I stedet havde han en fornemmelse af hvor mange lag der var i byen, som han bevægede sig igennem dem alle. Det var jo ikke fordi Dark Darphne var uden sine lag og hierarki. Det opstod naturligt. Men ingen var direkte rige endnu, så afstanden mellem de forskellige klasser var ikke så stor. Desuden var flugten og tiden som slave stadig i frisk erindring, så mange var villige til at hjælpe hinanden. Det var i hvert fald Zachs fornemmelse af byen.
Ja, hvis bare. Det kunne også være fedt hvis Naaila ejede et hus i byen. Det kunne styrke en mulig alliance eller i det mindste fred, mellem slægterne. Måske endda handel. Måske skulle han foreslå Imania det?

Det var en bevidst handling. Det lå ikke til Zach at se ned i jorden, som om han var genert anlagt eller havde noget at skjule. Selv om han netop havde noget at skjule. Derhjemme havde alle samme øjenfarve og der blev i stedet bemærket, hvis folk med andre øjenfarver besøgte stedet. Men her var han outsideren og når han rejste alene, var det nemmere at holde blikket nede og forsvinde i mængden, eller i skyggerne. Han havde rejst på mange veje, der ikke officielt var de hurtigste ruter mellem byerne.
Alligevel var det ikke noget han havde givet mange tanker. Han gjorde det bare. Fordi det var nemmest. Han havde slet ikke overvejet at Alex ville opfange det. Men selvfølgelig. Zach begyndte efterhånden at forstå manden var meget observant. Til at starte med forvirrede hånden ham dog blot og han så op mod Alex, da han mærkede hånden mod sig. Hvad? Skulle de en anden vej? Havde han gjort noget forkert?
Da skikkelsen gik forbi dem, var Zach i tvivl om hvad han skulle gøre. Det var ikke fordi han gik i panik - man han havde set op. Måske var det ikke sandsynligt at vedkommende ville hverken bemærke det, tænke over det eller have noget imod det. Men for Zach var det stadig en risiko. Og om ikke andet kunne det gå ud over Alex. Hvorfor fulgtes manden med en Naaila?

Men der skete jo ikke noget. Zach så et gulligt skær lyse i aftenens svage lys, da vedkommende så over på dem og nikkede svagt, som i en hilsen. Formentlig mere til Alex, eller måske var vedkommende bare venlig. Men han stoppede ikke op. De fik lov til at gå videre i fred.
Det var jo ikke fordi Zach var bange af sig. Selv om...Måske, hvis han skulle beskrive sin største frygt, var det at blive slave igen. Eller blive antastet af nogen for sin slægt. Måske en underlig kombinering, når han samtidig rejste velvilligt rundt i hele landet. Alligevel havde det været beroligende at...Mærke...Nogen støttede ham. Faktisk havde overraskende mange Redwoods vist sig venligt stemte. Eller, i hvert fald ikke direkte fjendtlige, omend nogle af dem også var ret forsigtige.
Nej. Zach ville nok ikke have overtænkt situationen så meget, havde Alex ikke lagt en hånd på ham. Hånden havde gjort ham dobbelt så opmærksom på hvilken situation han potentielt stod i. Og alligevel tog han sig i at ønske, at Alex ikke fjernede hånden. Det var dumt.

Zach trak vejret dybt og sendte Alex et smil. Og så, som om der intet var sket eller noget var at bemærke om situationen, vendte Zach tilbage til emnet fra før.
"Ja...Ja, det kunne være fantastisk. Første gang jeg vendte tilbage til byen brugte jeg tid i Undergrunden. Hos de fattigste og dårlig stillede. Desværre tror jeg ikke et par huse helt fjerner det...Men det tæller. Hvis man blot kan ændre mulighederne for nogle, hvorfor så ikke?" bemærkede han roligt. Zach kom altid til byen uden planer for, hvor han ville ende med at sove eller spise. Rig var han ikke, så det hele var altid meget spontant. Men han havde da ikke taget skade af det endnu. Men dem der boede i byen, dem der kæmpede for deres plads og overlevelse. De kunne bruge det.
"Jeg tror jeg kan skrive under på dagens mission var en succes. Jeg fik både snakket med Charles og bekræftet hvilken slags mand Redwoods general er" Han blinkede drillende til Alex, skønt præcis hvilken mening der var bag ordene, var ukendt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Lør aug 18, 2018 6:09 pm

De færreste folk fra Redhawks overklasse bevægede sig til undergrunden. Dette var de jo alt for fine til, hvis de altså selv skulle sige det. Men Alexei var ikke som alle andre. Han havde besøgt undergrunden utallige gange i løbet af sit liv. Ja, selv bare i løbet af det sidste år. Han foretrak at kende til alle dele af Redhawk, de gode såvel som de dårlige. Måske man egentlig heller ikke kunne kalde det for godt og dårligt, men snarere rigt og fattigt. Man kunne dog ikke komme udenom, at der var langt mere kriminalitet i de lidt fattigere områder af Redhawk. Men dette afskrækkede ikke Alexei. Han havde aldrig været nem at skræmme væk og var da bestemt også i stand til at tage sig af sig selv – og andre, hvis dette skulle være nødvendigt. Han var dog ikke typen, der startede slåskampe på kroer og lignende. Det var han alt for rolig af natur til. Han tog som regel ikke ord personligt, selv hvis de var ment sådan. Han var svær at hyle ud af den og få op i det røde felt. Hvis han blev mødt af modstand under ture til undergrunden, f.eks., mødte han heller ikke dette med ukontrolleret vrede og aggressioner. Han var fattet og havde styr på situationen. Han kæmpede ikke med vrede, men en rolig kalkulerende adfærd, som nogle gange endda kunne hyle hans modstandere eller overfaldsmænd ud af den. Hvilket jo kun var en positiv ting.

Det var ikke svært for Alexei at regne ud, at Zachariah slog blikket ned, så skikkelsen ikke ville kunne se hans øjne. Den lilla øjenfarve var ikke altid lige populær blandt de andre slægter. Dette var Alexei helt bevidst om. Han havde lagt øre til alle slags brok og storsnudede meninger. Om alle de andre slægter, egentlig. Hvis der var én ting, som de højtstående Redwoods kunne finde ud af, var det at bitche om alle de andre slægter. Og selvom Alexei ikke gjorde sig i den slags, havde han alligevel hørt på en hel del af dette igennem sit liv. Især efter at have fået stillingen som general, hvortil han ofte var i selskab med adelen. Oftest holdt han bare munden lukket eller undskyldte sig, som han fandt bedre selskab. Hvilket dog kunne være en udfordring.
Da Alexei ikke ville have Zachariah til at føle sig utilpas eller uvelkommen, lagde han en beroligende hånd på dennes skulder. Først reagerede Zachariah næsten forvirret, som han så op på Alexei. Til dette sendte Alexei ham blot et varmt smil, inden han vendte opmærksomheden mod skikkelsen, der var kommet tættere på. Denne nikkede i en hilsende gestus, som Alexei besvarede på samme måde. Der blev dog ikke stoppet op fra nogen af dem og Alexei nåede lige at genkende, hvilken af hans naboer det var, inden skikkelsen var forbi dem.

Alexei lod sin hånd hvile på Zachariahs skulder i noget tid efter skikkelsen var nået forbi dem. Dette var som en usagt måde at kommunikere til Zachariah, at han ikke havde det mindste at bekymre sig om. I hvert fald ikke så længe han var i Alexeis selskab. Han skulle såmænd heller ikke bekymre sig om Alexei selv. Han havde rigeligt erfaring i at navigere sig igennem sine slægtsfællers holdninger og skepticisme. Noget, som han var blevet ganske talentfuld til med årene. Dette var nok især som følge af hans opmærksomme og detaljeorienterede natur, der indsamlede alle de informationer, han overhovedet kunne og huskede dem. Han gemte alle informationer væk til senere brug. Derfor var det også en utrolig god hukommelse, der fulgte denne evne, for at han kunne huske størstedelen af, hvad han erfarede og opdagede.
Endelig trak han dog hånden til sig med en rolig bevægelse. Han ville heller ikke overskride nogle af Zachariahs grænser eller give det forkerte indtryk. Måske Zachariah ville overanalysere visse af hans handlinger, fordi Alexei ikke tænkte på dem på samme måde, som Zachariah måske kunne gøre i form af hans seksualitet. Men alt dette kendte Alexei endnu intet til og vidste derfor heller ikke, at der var noget ekstra at tage hensyn til.

Alexei gengældte automatisk Zachariahs smil, inden han lyttede opmærksomt til ordene, som forlod mandens læber. Han nikkede, da Zachariah havde talt ud. Så smilte han atter, hvilket også kom til udtryk da han svarede. "Enhver lille smule tæller, ja. Så, forhåbentlig kan der sættes en proces i gang." Han holdt en lille pause, som han overvejede Zachariahs ord om at tilbringe tid i Undergrunden. "Og hvis du ikke kan finde logi i Undergrunden en anden gang, er mit hjem åbent for dig til enhver tid." Måske det var lidt hurtigt at komme med et så stort tilbud, men Alexei var en åben og imødekommende person. Og Zachariah havde kun givet ham et godt indtryk af sig selv, indtil videre, så han så ingen grund til ikke at hjælpe ham, hvis han fik muligheden.
Han lo lidt, som Zachariah kaldte dagen for en succes og nævnt noget om, hvilken mand Redwoods general var. Så løftede han det ene øjenbryn en smule, som et drillende smil spillede om hans læber. "Kun gode bekræftelser, håber jeg." Også han blinkede drillende, efter at have talt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Søn aug 19, 2018 9:57 am

Zach så sig over skulderen, blot for at bekræfte at skikkelsen faktisk gik. Alex havde sikkert fået den forkerte indstilling til Zach, med en tro om at Zach var bange for sine omgivelser eller med-mennesker. Men selv om det ikke var tilfældet, var det også dumt at løbe igennem byen med et stort flag og bede om opmærksomhed. Han havde en gang oplevet i byen, at nogen var stoppet op og direkte kastet en sten efter ham. Det var øjnene der gjorde det. Ikke blot farven, men de evner man sagde en Naaila kunne have. Det var selvfølgelig uvidenhed. Naailas kunne skabe smerte i modparten, ved øjenkontakt, men kun dem der havde trænet denne evne. Mange kunne slet ikke den slags. Der ud over skete det ikke bare ved normal øjenkontakt, men var nærmest en ting der kunne aktiveres med viljen. Nej, hvis der var noget folk skulle frygte og som Naailas ikke kunne styre, var det deres blod. Det var giftigt for alle andre. I virkeligheden, som de boede i en tropisk skov, var de vel...Slanger? Giftige, slanger sig op og ned af træerne og med et blik der kunne dræbe. Tanken var underholdende. Slanger var det sidste der havde generet dem i deres nye hjem. Ud over selve bidet, det gjorde selvfølgelig ondt. Men slangerne var dem der var døde af det, ikke omvendt.

Zach så tilbage mod Alex. Sikke en forfærdelig mand. Charmerende, beskyttende...Var det beskyttelse? På en måde havde det vel fungeret på flere måder. Om Redwoods mente Naailas skulle være frie eller vende tilbage til deres stand som slaver, ville en Redwoods hånd virke beskyttende. Enten som i de faktisk beskyttede vedkommende...Eller ejede dem. Zach skammede sig en anelse over den tanke. Hvor kom den overhoved fra?
Men det var vel ikke helt løgn. Men at tro Alex havde haft den mening, var trods alt ikke noget Zach kunne tro på. Det hele kunne være et skuespil, men manden virkede venlig. Charmerende venlig.
Nej, Alex var...Sød. Nuttet, nærmest. En lille bjørn, man havde lyst til at stikke til, for at se om den kunne reagere med andet end den dybe ro. Mon Zach skulle finde en pind og stikke til den?
"Måske følger jeg dig op på det" påpegede han med et smil. Han kunne ærlig talt ikke sige om han ville nyde det. At...Presse sig ind i en andens hjem på denne måde. Det var en anden verden. Zach ville blot være en ulejlighed og vedblive at gøre tingene forkert.
"Men så ender du med at skulle lære mig hvordan man begår sig. Ellers er jeg et pinligt selskab for dig" tilføjede han en anelse tænkende, som blikket gled ud over deres omgivelser igen. Zach havde fornemmet den akavede stemning efter maden. Det var ikke noget han ville gentage, men at direkte spørge hvad man havde gjort galt og skulle rette op på var...Well. Det var ikke Zachs verden. Han var ikke sikker på han ønskede at følge alle de regler der uden tvivl var. Selv hvis han nogensinde skulle lære dem at kende.

Smilet voksede. Med skulderen skubbede han let til Alex, mens han rystede svagt på hovedet.
"Hvem ved?" drillede han tilbage.
"Lad mig se..." Han holdt en hånd op foran sig og tog fat i sin ene pegefinger.
"...Jeg har lært at Generalen er...Manipulerende, indelukket, alt for rolig til at være et almindeligt menneske, med et blødende hjerte for de mennesker, han har ansvaret for og charmerende nok til at vælte alle af benene...Fortæl mig hvis jeg rammer rigtigt..."
Intet af det var ment som noget negativt eller hån. Hvilket burde være læseligt ved...Alt...Ved Zach lige nu. Helt fra den måde han havde ført fingrene i vejret ved hver ting han nævnte, til smilet, tonen og lysene i hans øjne. Han så tilbage mod manden ved sin side for at bedømme reaktionen på drilleriet.
"Oh! Og gæstfri! Næste gang tager jeg alle mine venner med og fylder dit hus med Naailas!" tilføjede han sigende.
Fordi det var et realistisk scenarie.

Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tirs aug 21, 2018 2:10 am

Alexeis var en meget kontrolleret person, der altid syntes at vide præcis, hvad han skulle sige og altid var charmerende, samtidig med at være utrolig velovervejet. Grundet disse persontræk, var han dog godt klar over, at en del folk mistænkte alt dette for at være en facade, i hvert fald når de lige havde mødt ham. Han var for rolig, var en af de ting, som han ofte havde fået at vide. De færreste ting kunne hyle ham ud af den. Det var godt nok ikke længe siden, at noget sidst havde formået at gøre netop dette, men udover den episode havde han ikke oplevet noget lignende i, hvad der føltes som flere år. Kassandra havde nogle gange kunne få ham til at miste roen, der lå over ham, men det var også fordi han holdt af hende.
Et par uger inden denne aften, havde Alexei desuden haft et meget overvældende møde med en kvinde fra hans fortid. Han havde kendt den slægtløse Elena, mange år forinden, da de begge var unge. Han havde været i starten af sine teenageår, mens hun havde været nogle år yngre end ham. Hun havde været slave i hans husholdning, og han var hurtigt begyndt at elske hende, som var hun hans egen lillesøster. Han havde beskyttet hende fra sin fars voldelige tendenser, ved at lade slagene blive rettet mod sig selv i stedet. Han havde været villig til at gøre alt for hende, så meget havde han elsket hende. Og så, en dag, var hun forsvundet ud af hans liv for evigt, på hans fars ordre om forflyttelse. Eller, dette havde Alexei i hvert fald troet. Han havde mødt hende ved et tilfælde og havde følt sig tiltrukket af hende, uden at kende til hendes sande identitet. Og hun havde forsøgt at vildlede ham, fordi hendes far havde sendt hende væk med grusomme løgne om Alexei. Hun havde haft planer om at bedøve ham og efterlade ham i Undergrunden, hvilket det dog aldrig kom til. I stedet var de kommet alt for tæt på at have sex. Det ville uden tvivl have været sket, hvis ikke han havde opdaget hendes slavetatovering i sidste øjeblik, som han tydeligt huskede fra da de var yngre.
Lige siden den aften havde han haft svært ved at være rolig, i hvert fald når han var alene. Han kunne ikke tilgive sig selv for at have behandlet Elena som endnu en smuk kvinde han ville have, når hun var så meget mere. Og det værste af det hele, var det faktum, at han ikke længere kunne se hende som den lille pige, på grund af hans egne handlinger. Så nu gjorde han hvad end han kunne, for at tænke på andre ting. Og Zachariahs selskab var en fantastisk adspredelse, fordi han netop nød dette så meget.

Han kunne ikke lade være med at tænke, at det næsten ville være en skam at ændre noget som helst ved Zachariah. Manden var jo så forfriskende anderledes fra alle de andre i Alexeis omgangskreds, at han nødigt skulle forvandles ind til endnu en i flokken. Han havde ikke spor imod hans små mangler indenfor etikette, men han vidste til gengæld godt, at de færreste var ligeså overbærende overfor den slags faux pas, som Alexei selv var, desværre. "Dit selskab er yderst forfriskende, så hvorfor skulle jeg ønske at ændre en eneste ting ved dig?" Han smilede charmerende og varmt til Zachariah. Han mente jo også hvert et ord. "Åh, men apropos. Det er efterhånden blevet ret sent, så du skal være velkommen til at overnatte hos mig i nat også, hvis du har lyst." Han ønskede ikke at sende manden på vej i dette mørke og fremmede sted. Desuden havde han intet imod selskabet og havde jo rigeligt af plads.

Alexeis smil voksede også, som han mærkede Zachariahs skulder give ham et let skub og så denne ryste svagt på hovedet. Han kommenterede ikke på det første, da Zachariah fortsatte med at tale kort efter. Han betragtede ham, som en hånd kom op, hvorefter han begyndte at føre en finger i vejret, hver gang han nævnte et karaktertræk ved Alexei. Alexei, som blot smilede skævt, mens han lyttede og betragtede manden opmærksomt. Manipulerende, ja. Han var ikke åbenlys omkring dette og brugte det ikke negativt, men han var det dog. Han var også indelukket på en måde, som kun tillod meget få mennesker at se alle sider af ham. Måske i virkeligheden kun én enkelt person. Han lo, da Zachariah kaldte ham for rolig til at være et almindeligt menneske og igen, da han kommenterede på hans charme. Han skulle til at svare, da Zachariah tilføjede endnu et punkt. Så kunne han endelig svare. "Du glemte mit djævelsk gode udseende." Han stak næsen i sky med påtaget og overdrevet forfængelighed. Så lo han lidt over sig selv og rettede atter blikket mod Zachariah. "Og det lyder festligt, for resten. Jeg ser frem til det." Han blinkede drillende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tirs aug 21, 2018 3:40 pm

Elena. Dette var en kvinde de havde tilfælles, uden at vide det. Zach havde været slave her i byen og Elena havde været som en søster for ham, da de var børn. De havde leget sammen, når de havde fået muligheden og Zachs familie havde været et safe-heaven for hende. Ikke fordi de, som slaver, nødvendigvis blev behandlet bedre. Men Zach havde været et adspredende selskab for hende, en tryg favn, når tingene blev overvældende. Noget, der nok var gået begge veje. Det var et års tid siden han havde set hende, hvor hun havde opsøgt Naailas nye by. Det havde været...Fantastisk. At se hende igen. At se hun havde det godt. Ikke at han rigtig havde set hende siden, hun havde snakket om at bo i Redhawk eller i hvert fald i denne ende af landet. Så vidt han huskede.

Alexs ord var...Ahh.
Zachs blik gled ned til jorden. Måske var det nemmere, hvis Zach havde været specielt religiøst. Bedt om tålmodighed og styrke til at komme den selv charme, som Alex pralede med. Eller udseendet. Eller ordene. Zach var ikke så desperat, at han blev forelsket eller tiltrukket af hvem som helst. De fleste mænd var bare det. Almindelige mænd. Præcis som kvinder var kvinder. Men Alex fjernede den sikkerhed fra ham og gjorde ham...Forvirret. Eller usikker. Eller...Med en længsel mod noget han ikke rigtig havde haft før. Men samtidig kunne han ikke reagere på det. Det ville han aldrig kunne. Alligevel blev det svære og svære. Logikken fortalte ham at han burde forlade Alex tidligt og da slet ikke sove hos manden. Men det var svært at ignorere en instinktiv lyst til at blive alligevel.
"Oh...Ja. Vi burde nok gå tilbage"
Zach stoppede op og greb chancen for at skifte emne. Han så sig tilbage, før han pegede sig over skulderen med tommelfingeren. Skulle de gå samme vej tilbage eller kendte Alex en anden vej?
"Måske skal vi også udsætte vores lille træningskamp" bemærkede han roligt. Det havde lagt en dæmper på hans ellers uudslettelige energi. Han svarede ikke helt på om han kunne sove hos manden. Mest fordi han ikke selv kunne beslutte sig.

Det var et voksende venskab. Det var jo der...Var så svært. Zach kunne aldrig lade det hele falde på gulvet. I hans tanker var der kun en mulig reaktion på Zachs seksualitet og det var...Had. Hån. Afstand. Måske endda rygter, der kunne ødelægge så meget mere. Både en Naaila og...Anderledes. Men som han tænkte det, kunne han ikke se som Alex som typen. Manden ville formentlig tage afstand, men at sprede rygter? Nej. Selv om manden var unormalt åben og accepterende over for både en fremmede mand og så en Naaila af det, var der altid en grænse. Og denne ting var som regel de fleste grænse, hvis Zach overhoved var nået så langt.
Ikke at han rigtig havde ladet det komme frem før. Måske en gang eller to, uheld som han var blevet tiltrukket. Heldigvis til ligegyldige mænd, der ikke havde ødelagt for meget. Eller noget. Hans mor havde fundet ud af det, den ene gang, men...Hun havde et stort hjerte. Bad ham blot om at være forsigtig. Selv om Zach kunne mærke hendes skuffelse over mangel på børnebørn. Hans syge mor...Der var så meget Zach burde leve op til. Hvorfor skulle han også lige tænke over de ting nu? Han kunne tænke over dem, når han rejste alene eller når han kom hjem til sit lille sted.
"Du burde også komme til...Til vores by, en dag" han havde været så forsigtig med at afsløre stedet for mange. Han havde været ved at indrømme det direkte, uden at tænke sig om. Spørgsmålet var om det gjorde en forskel. Visse folk vidste hvor de boede og det ville snart være en hemmelighed alle kendte, som handlen til deres by voksede. I hvert fald jo længere syd på man kom.
Siden alt det med charme og udseende var en bombe for Zach, valgte han slet ikke at svare på det. I stedet skiftede han fuldstændig emne.
"Vi lever...På vores egen måde. Jeg tror du vil finde det interessant. Også selv om folk vil stirre på dig. Du ved...Gule øjne" bemærkede han med et voksende smil og et nyt glimt i øjet.
"Men de kan nok heller ikke stå for din charme..." bemærkede han lige så roligt. Det slog ham ikke at der implicit lå i den sætning, at Zach heller ikke kunne. Men så igen, det var måske ingen stor overraskelse.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Ons aug 22, 2018 7:30 pm

Alexei lagde mærke til, da Zachariahs blik gled ned til jorden. Han kunne af gode grunde ikke vide, hvad der løb gennem mandens tanker. Han syntes dog ubevidst at opfange en følelse af frustration med sin evne. Han skubbede dog hurtigt dette væk. Zachariah var en gæst og forhåbentlig en fremtidig ven. Han var ikke en fjende, som Alexei behøvede at bruge sine evner på. Dette havde dog heller ikke været bevidst. Hans evne var en del af ham, og han kunne ikke undgå at opfange nogle følelser en gang imellem. Han vidste heller ikke, hvad Zachariah mon kunne være frustreret over, men havde ikke i sinde at spørge ind til dette heller ej. Det ville kræve, at han afslørede hans luskede evne, hvilket måske ville gøre manden mistænksom og påpasselig omkring ham. Dette ønskede han jo ikke.
Alexei nikkede til Zachariahs ord, uden at svare yderligere. Så bevægede han sig hen imod en anden række huse, som de kunne komme bagover og hjem hurtigere. Han sørgede selvfølgelig for at have Zachariah med sig, som han bevægede sig hjemad fra en anden vej, end de kom fra. Han kunne ligeså godt vise lidt mere frem på tilbagevejen, selvom der ikke var så meget turguide over ham, som han nød blot at snakke med Zachariah i stedet. Det var heller ikke fordi kvarteret var så interessant igen, så de han gik næppe glip af noget.
Ved de næste ord ud af Zachariahs mund, nikkede Alexei endnu en gang. Han havde godt lagt mærke til, at han ikke havde fået et klart svar på tilbuddet om at huse Zachariah for natten, men det hastede heller ikke. I første omgang kunne de jo blot finde tilbage til hjemmet, så kunne Zachariah altid give ham et svar.
"Det er nok meget fornuftigt." Han svarede med et roligt smil om munden, der blev der, som de bevægede sig videre.

Det var ikke fuldkommen til at vide, hvordan Alexei ville reagere, hvis han fandt ud af Zachariahs seksualitet. Én ting var sikkert: han ville aldrig afsløre dette for andre. Det var ikke hans hemmelighed at fortælle videre. Selvfølgelig var han loyal overfor sin slægt og sin konge, men han ville ikke kunne se, hvorfor den viden skulle være relevant for Charles, alligevel. Og da slet ikke, så længe de ikke var i krig mod The Naailas. Alexei ville heller ikke kunne hade manden, blot for at være den person han var; elske dem, som han nu engang elskede. Det burde ikke hånes, for det var jo ikke noget, som han kunne kontrollere. Éns hjerte levede sit eget liv, og det var der ganske enkelt ikke så meget at gøre ved. Ville han tage afstand til manden, blot fordi han havde fundet ud af en sådan hemmelighed om denne? Tvivlsomt. Måske han ville tænke lidt mere over sin behandling af manden og prøve at begrænse sin charme en smule, så han ikke gav denne falske forhåbninger. Men han ville ikke behøve at tage afstand til ham, bare fordi han var interesseret i mænd, i stedet for kvinder. Hvis han kunne være venner med kvinder, som var interesserede i mænd, hvorfor skulle han så ikke også kunne være venner med mænd, som var interesserede i mænd? Det gjorde jo ingen forskel for Alexei selv.

Alexei så hen på Zachariah med løftede øjenbryn, da han så godt som inviterede ham til sit hjem. Naailas' hjem. Han svarede ikke på hans drillende kommentar omkring hans gode udseende, men det var nu også helt fint. Alexei tænkte blot, at de fleste mænd ikke var gode til at indrømme den slags om andre mænd, alligevel. Netop fordi det kunne misforstås, ligegyldigt hvilken seksualitet man nu end havde. Mange mænd havde svært ved at afgøre, om andre mænd så godt ud. Eller også ville de i hvert fald ikke indse, når de godt kunne se dette i andre mænd.
"Det lyder som en yderst tiltalende invitation. Såfremt de alle falder for min charme, selvfølgelig. Jeg skulle gerne kunne forlade stedet i god behold efterfølgende." Han blinkede til Zachariah. Han forventede ikke, at en Redwood ville være særlig velkommen iblandt en så stor mængde Naailas. Det havde trods alt været hans slægt, som havde holdt dem som slaver. Men han kunne jo kun håbe, at de ville indse, at Alexei ikke var hans slægt. Han var en del deraf, men han var ikke ansvarlig for fortiden og havde da heller aldrig bifaldt den barbariske tradition for slaver.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Ons aug 22, 2018 8:51 pm

Zach havde en fornemmelse af det ville vende tilbage. Måske ofte. Så hvis han var indstillet på at opbygge et venskab med Alex, måtte han håndtere sine...Følelser...Eller lyster. Han måtte prøve at finde andre måder at komme af med frustrationen eller ganske enkelt komme ud med det. Snakke med Alex om det, så det ikke kunne nå at ødelægge noget. Men det var også bare en stor risiko. Og krævede absurd meget tillid for faktisk at blive sagt højt...Og vide det blev håndteret på en voksen måde. Desuden havde Zach en god ide om at Alex ville tage afstand. Eller som minimum skrue ned for charmen og de små bevægelser, ordvalget. Det var ikke noget Zach var klar til at give op på endnu. Man havde vel alle sine små fornøjelser og dette var en af Zachs. Bare...Lidt endnu. Måske bare for i aften. Eller næste gang de mødtes, hvornår det så blev. Zach ville næppe vise sig, når det blev vinter igen. Det var ganske enkelt...For koldt. Og uden noget at varme sig på...
Hvad der før var en frustration, fik nu hans fantasi til at løbe løbsk. Han smilte svagt for sig selv, havde en fest som Alex ikke var en del af...Well. Ikke direkte i hvert fald.

"Hm?" Han så tilbage på Alex og formåede endelig at smile stort igen. Oprigtigt. Det store, varme smil han altid foretrak at møde folk med. Eller i hvert fald næsten lige så stort. Alt taget i betragtning, var dette smil måske lidt større. Zach trådte et par skridt foran, så han gik en anelse foran, før han vendte sig om og, mens han gik baglæns, slog ud med armene. Smilet blev skævt, som det trak sig til den ene side og øjenbrynene tog deres egen lille dans op og ned i panden.
"Altså...Jeg er hovedansvar for deres sikkerhed...Selv om jeg er her..." Han så frem for sig et øjeblik, som om der var noget der ikke helt passede sammen, før han trak på skuldrene.
"...Så hvis jeg nu viser dig rundt, er der ingen der tør at gøre dig noget. Selv om jeg finder tanken om en domineret general ganske underholdende. Det er ikke ofte en Redwood tager sådan en position, vel? Du lader ikke kvinderne ride øverst?"
Det var flabet. Meget flabet. Og måske en anelse over en usynlig grænse. Men Zach havde ikke kunne holde det inde. Han havde et behov for at vide mere. Mere om Alex. Se om han kunne rynke lidt på det rolige og afslappede ansigt. Desuden var det uskyldig drilleri. Det var jo en mandeting. At prale over sine - kvindelige - erobringer.
"Om ikke andet. Der vil uden tvivl være folk der stirre. Eller hvisker. Præcis som der er her i byen, når jeg går igennem den. Men rent fysisk har du intet at frygte. Det ville skabe en politisk situation af proportioner...Imania vil slå mig ihjel" Det trak i hans underlæbe, som han skar en grimasse over uheldigheden ved sådan en situation. Det ville Zach aldrig kunne udsætte nogle af dem for. Midt i samtalen havde han været tæt på at falde over et eller andet - en sten vist? - hvilket havde fået ham til at vende sig og i stedet gå normalt ved siden af Alex igen. Det ville være et andet problem. Hvis Zach faldt lige her, lige nu. Ud over det akavede i at vise sig så klodset foran Alex, var der risikoen for blod.


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tors aug 23, 2018 4:36 pm

Alexei bemærkede måden, hvorpå Zachariah gik og smilte svagt for sig selv. Han sagde dog ikke spor til det, men lod blot smilet smitte en smule af på ham selv. Zachariah havde en smittende personlighed. Når han var glad, kunne man ikke undgå at glædes med ham. Når han drillede, drillede man automatisk tilbage. Hvis han var præget af sorg eller tristhed, kunne man sikkert heller ikke undgå at føle dette med ham. Måske dette i virkeligheden var måden, hvorpå manden kunne manipulere andre. Ved hans blotte personlighed og humør, der smittede af. Det syntes i hvert fald at være effekten på Alexei. Han kunne selvfølgelig ikke vide, om Zachariah havde den effekt på alle, der mødte ham. Men han kunne heller ikke se, hvorfor effekten skulle være stærkere på ham, hvis den ikke var det på andre. Godt nok havde de talt om Alexeis charme, men det var tydeligt, at Zachariah ikke var foruden sin helt egen charme. En helt naturlig, livlig og optimistisk charme. Den var anderledes fra Alexeis afslappede, flirtende charme. Hans charme syntes at forføre, selv når han ikke tænkte videre over det. Men det var vel bare blevet en vanesag efterhånden.

Som Zachariah gjorde brug af den omtalte charme og sendte Alexei et stort, oprigtigt smil, besvarede Alexei det med et stort smil ligeså. Et større smil, end hvad der normalt fandt vej til hans læber. Dette smil var der heller ikke lagt nogle tanker i; det var blot en automatisk reaktion på Zachariahs eget smil.
Han betragtede ham, da han gik lidt op foran Alexei og vendte sig om. Han gik baglæns, mens han slog ud med armene. Ved det skæve smil og hans øjenbryns lille dans, kunne Alexei ikke lade være med at lukke en kort, klukkende latter ud.
Endnu en kort latter forlod hans læber, da Zachariah syntes at indse, at der var lidt problemer med hans logik angående The Naailas' sikkerhed i hans fravær. Han trak dog bare på skuldrene og Alexei smilte.
Hans smil fortsatte, da Zachariah talte videre. Til sidst måtte han dog give efter for en lidt overrasket mine, med løftede øjenbryn. Han kom sig dog hurtigt over overraskelsen og genfandt fatningen. Han smilte et skævt smil. Den slags smil, som sædvanligvis blev brugt på en lokkende måde overfor attraktive kvinder. "Sjældent." Han blinkede drillende til Zachariah. Og det var sandt. Det var da sket før, men ikke ofte. Han var som regel yderst dominerende i soveværelset – hvem end soveværelset nu engang måtte tilhøre. Selvfølgelig ikke på en truende måde, men dominerende alligevel.
Han nikkede til de næste ord, med et smil. Og smilte da også blot, da Zachariah vendte sig om og gik normalt ved siden af Alexei igen, midt i samtalen. "Stirren og hvisken kan jeg leve med. Det er ikke noget, jeg ikke har oplevet før." Han sendte Zachariah endnu et blink, som antydede at det var en lidt anden slags stirren og hvisken, han var vant til. "Og vi kan i hvert fald ikke have, at Imania lader sin vrede regne ned over dig. Ikke, når jeg nu nyder dit selskab sådan." Han sendte et charmerende smil i Zachariahs retning.
Der var ikke langt til Alexeis hjem nu.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Tors aug 23, 2018 6:23 pm

Alex var ikke den store samtalepartner. Zach kunne sagtens holde samtale i gang selv, men det blev svære, jo mere...Jo mere alt!
Han vædede sine læber lidt. Hver gang han besluttede sig for, at han kunne ignorere det og behandle Alex som alle andre, gjorde manden det. Sagde ting. Drillede. Var charmerende. Nuttet, ligefrem. Zach ønskede ikke at kende til de kvinder, Alex var sammen med. Og alligevel fyldte det mere på Zachs private fantasier, at vide Alex var den dominerende type. Den der tog kontrollen. Det lød...Godt. Zach kunne lide tanken. Kunne lide tanken om at Alex tårnede sig op over...
Han brød tanken. Det var tanker for en privat stund. Lige nu risikerede han bare at forsvinde i dagdrømme og ikke give den fysiske tilstedeværende Alex nogen opmærksomhed. Og virkeligheden var selvfølgelig bedre end blot en fantasi.

Alligevel trak det ham et andet sted hen. Det var ikke til at sige om andre var til...Den slags...Fordi i dette samfund gjorde alle for at skjule det. Mon Alex nogensinde havde prøvet det? Eller kunne overtales? Zach var ret overbevist om Alex var til kvinder. Han virkede som manden. Manden der gjorde det hele rigtigt. Måske skulle han afprøve. Spille et spil med Alex, nu hvor manden virkede så åben og accepterende. Det var en risiko...Men hvor man aldrig afprøvede noget, opnåede man heller aldrig noget.
Jo mere Zach tænkte over det, jo hårdere slog hans hjerte.
Han sendte Alex et smil og trak let på den ene skulder.
"Det tvivler jeg ikke på" svarede han lavmælt, som han lænede sig længere ind mod Alex for et øjeblik. Så snart ordene var leveret, trak Zach sig lidt væk igen. Ville ikke bryde nogle usynlige grænser. Ikke for meget, i hvert fald.
Nyder selskab...Damn...
Han formåede at finde en noget at holde samtalen igang med, til de nåede Alexs hjem igen. Zach havde sin taske indenfor, så det var derfor han havde ventet. Hvis alt gik dårligt, skulle Zach i det mindste have sine ting, inden han gik.

Så de nåede huset og en naturlig pause på deres samtale. Den var gået overraskende godt. Zach følte sig godt tilpas i Alexs selskab, selv om...Så meget. Zach havde aldrig følt sig så usikker før, eller i det hele taget gennemgået så mange følelser og tanker på blot en gåtur. Han var ikke sikker på hvad det betød, men han frygtede det.
Zach stoppede op, da de nåede ind i entreen igen. Han trak vejret dybt og så over på sin taske et øjeblik. Der var noget han ville, men hvordan?
Han så op på Alex igen med et smil.
"Tak for gåturen. Maden. Det hele, faktisk. Jeg har sat pris på din gæstfrihed..."
Han skiftede vægten fra det ene ben, til det næste. Okay. Han var bare nød til at sige det. Få renset luften. I hans optik virkede det som om Alex havde flirtet en hel del, men han turde ikke håbe noget. Sandsynligheden var så lille.
Af en eller anden grund stolte han på Alex. Han havde endda røbet han var en slave til manden.
"Hør...Jeg bliver nød til at sige noget mere...Det er lidt vildt. Hvor mange klicheer kan man proppe over hovedet på en person? Jeg er Naaila, tidligere slave, uden uddannelse og mange andre ting. Og du har allerede været så...Accepterende...Over for det hele..." Han slog let ud med armene. Rastløst tog han et skridt tættere på sin taske. Blot hvis han nu fik brug for at skynde sig ud eller noget.
"Og jeg håber ikke dette bliver prikken over i'et eller noget. Men samtidig er det ikke noget jeg har nemt ved at ignorere..."
Hvor længe kunne han tale udenom og indirekte undskylde for noget?
"...Eller noget man sådan lige indrømmer...Nogensinde...For nogen som helst...Det er kun fordi du..." Han holdt sine hænder op foran sig og knyttede dem i en halvt frustreret gestus. Så sænkede han sine arme igen og slappede af i skuldrene. Hans blik gled rundt, men de virkede til at være alene...Ikke?
"Jeg er til mænd. Og det er helt fint hvis du finder det ulækkert eller uudholdeligt eller forkert. Men jeg kan skrive under på din charme virker på mere end kvinder og jeg ville ikke have der...Skulle opstå...Alt muligt...Hvis du forstår. Det har været sådan hele mit liv og jeg ved bedre, end tro en mand som dig skulle have en interesse i den retning. Og faktisk har du også magten over resten af min karriere, i din hule hånd. Så selv hvis du ikke bryder dig om det...Håber jeg det er noget der bliver mellem os to alligevel" bemærkede han så opgivende. Der. Han havde sagt det højt. Hans største hemmelighed. Han havde været nød til det. Zach var en mere impulsiv type og hvis han fik muligheden for at hænge ud med Alex igen, kunne han ikke love han kunne holde sig helt fra at gøre...Et eller andet. I det mindste sådan her, blev det ikke et stort svigt senere og Alex kunne allerede nu bedømme om det skulle ødelægge muligheden for et venskab eller ej.
Noget dødt gled ind over Zachs øjne, som han ikke kunne andet end vente på bedømmelsen og frygte det værste. Det fik noget til at stramme om hans hjerte. Det var ubehageligt.
Faktisk var det slet ikke til at trække vejret.
Han slog ud med armene igen og trak i et af sine sædvanlige smil. Forsvar nr. 1. Joke om det.
"Hey. Jeg overvejede at kysse dig et øjeblik. Man kan ikke vide om man kan lide det, før man har prøvet det, vel? Men jeg tænkte det var for aggressiv en måde at gøre det på!" Han rømmede sig svagt. Jah...Måske skulle han bare se sig selv ud...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Lør aug 25, 2018 1:46 am

Man ville hurtigt opdage, at Alexei var en rolig mand. Faktisk, havde Zachariah allerede kaldt ham 'alt for rolig til at være et almindeligt menneske'. Hvilket nok heller ikke var helt ved siden af. Det havde krævet mange år med voldsomme tæsk fra en dybt alkoholisk far at lære evnen til at være så rolig. Nogle gange overraskede han nærmest sig selv, så han kunne snildt forestille sig, at han måtte være et mysterium overfor andre mennesker. Han var heller ikke ubekendt med folk, der blev frustreret eller direkte provokeret af hans fuldkomne rolighed. Men det var rolighed, ikke afslappethed. Han var rimelig meget aldrig afslappet, da hans opmærksomhed og sans for detaljer var så skærpet, at han havde svært ved at slå det fra. Han observerede alt og gemte det i sin hukommelse, hvis han nogensinde skulle få brug for noget af det igen. Dette gjorde ham en farlig fjende eller modstander, men en fantastisk ven eller kompagnon. Og dog. Det havde også sine ulemper. Fordi han altid var i færd med at observere alt, ved sine omgivelser, var han ikke altid lige god til at føre samtaler. Han kunne sagtens føre lange, udførlige samtaler. Men det gjorde han bedst i kontrollerede og faste omgivelser, hvor han ikke behøvede at fokusere på disse, men kunne fokusere på samtalepartneren i stedet. Hvis Zachariah besluttede sig for at blive ved ham, ville han også kunne se dette.

Hans blik var rettet mod Zachariah, selvom han kiggede rundt på omgivelserne fra tid til anden. Han så derfor også både smilet, denne sendte ham, samt det svage træk på skulderen. Han hørte også sagtens hans lavmælte ord, som næsten virkede… flirtende. Især, når man tog måden, hvorpå han kort lænede sig længere ind mod ham, i betragtning. Det fik Alexei til at tænke lidt over Zachariahs adfærd hele aftenen igennem. Han ønskede ikke at antage noget som helst, men han kunne alligevel ikke lade være med at have sine mistanker. Ikke kraftige mistanker, overhovedet, men bare en flygtig undren, som passerede forbi hans tanker.

Efter at have gået en smule længere, nåede de endelig til Alexeis hjem igen. Zachariah havde sørget for at holde samtalen i gang, mens Alexei ikke havde bidraget med nær så meget. Men han var også blevet endnu mere tænksom. Det havde ikke krævet mere end det lille tegn, for at sætte hans opmærksomme og eftertænksomme hjerne i gang med at spekulere. Han insisterede dog indvendigt på at skubbe spekulationerne fra sig. Hvilket var lykkedes ham, inden de nåede til hjemmet. Han behøvede ikke at spekulere over den slags. Selv, hvis hans mistanker viste sig korrekte, var det jo fuldkommen ligegyldigt. Han var okay med det. Han var faktisk helt okay med det. Han kunne godt lide Zachariah, og det havde intet at gøre med mandens seksualitet, om Alexeis mistanker så var korrekte eller ej.
Deres samtale holdt en naturlig pause, som de trådte indenfor i husets entré. Alexei holdt døren åben for Zachariah, hvorefter han selv trådte ind af den. Man kunne trods alt sagtens være en gentleman, selvom der ikke var nogle kvinder i nærheden. I virkeligheden burde man altid opføre sig på den manér. Han lukkede døren efter dem. Kokken havde fået fri efter deres måltid, hvor han først havde ryddet op efter dette. Og han havde været den eneste i hjemmet på det tidspunkt, så de var nu de eneste tilstede. Alexei bemærkede Zachariahs blik, der flygtigt fandt vej til hans taske. Dette fik Alexei til at rynke lidt på panden. Mon han var på vej ud ad døren?
Kort efter rettede han dog sit blik tilbage mod Alexei, som han også sendte et smil. Alexei gengældte dette smil og lyttede så til mandens ord taknemmelige ord. Hans smil var beskedent og han rystede affejende med den ene hånd. "Der er ingen grund til at takke." Det var selvfølgelig bare almen høflighed, men Alexei ønskede i hvert fald ikke, at Zachariah følte sig dårligt tilpas. Han ville ikke have, at han fik dårlig samvittighed over gæstfriheden eller noget i den dur. Og han så ikke ud til at være helt tilpas. Men det kunne selvfølgelig også være af andre årsager, som Alexei af gode grunde ikke kunne kende til.

Alexeis opmærksomhed veg ikke fra Zachariah, som denne atter åbnede munden. Og ligeså snart han begyndte at tale, fandt Alexeis tanker endnu en gang tilbage til den forhenværende tankestrøm. Han havde lyst til at forsikre ham om, at han blot var den mængde accepterende, som han syntes alle burde være. At Zachariah kunne være tryg og tilpas i hans selskab, da han ikke ville dømme ham på nogen af tingene. Men han sagde ikke et ord. Han stod blot vendt mod manden, med et blik, der ikke veg fra denne og et tænksomt ansigtsudtryk, som ikke afslørede en eneste af hans tanker. Han havde lært at lægge sit ansigt i præcis de rette folder, så folk ikke vidste spor af, hvad han tænkte. Han gjorde det knap nok med vilje længere. Men han gjorde ofte brug af dette, når han afventede flere ord og sætninger. Hvilket han netop gjorde nu.
Zachariah begyndte at næsten at mumle, som han blev ved med at snakke udenom. Og for hvert ord, syntes Alexei at blive mere og mere forsikret om, hvad der var i vente. Han lyttede til de lidt plaprende ord, som egentlig var et ganske kært træk, mens han prøvede at forberede sig. Hvad skulle han sige? Hvad skulle han gøre? Det var en vanskelig og ekstremt fintfølende situation.
Og så kom ordene. Efterfulgt af en hel række af andre ord. Ord, som gjorde det vanskeligt for Alexei at bevare det neutrale udtryk i ansigtet. Han brød sig ikke om, at Zachariah måtte kæmpe med den slags tanker. Og han brød sig slet ikke om viden om, at den slags tanker var begrundede. Mange andre ville se ned på Zachariah efter den afsløring. Afsky ham, ligefrem. Og Alexei hadede, at dette var tilfældet.
Han bed mærke i kommentaren om hans charme og hans interesser. Han havde ikke bevidst forsøgt at charmere sig ind på Zachariah og havde heller ikke søgt at være flirtende. Det var hans natur, og den syntes at have spændt ben for ham i dette tilfælde. Han ville ikke give Zachariah falske forhåbninger.
Alexei sagde stadig ikke noget, fordi han ikke var sikker på, om Zachariah havde talt ud. Lidt efter slog han dog ud med armene og lod et smil finde sine læber. Han jokede med en lyst til at kysse Alexei, hvilket alligevel fik denne til at knibe øjnene en minimal smule sammen. Flygtigt strejfede tanken ham, at han skulle have gjort dette. Alexei ville aldrig selv foreslå det, men ville heller ikke have bebrejdet ham for at gøre et forsøg. Det var en naturlig impuls, som Alexei skam kendte alt til.
Endelig syntes Zachariah at have talt ud, som han rømmede sig. Alexei betragtede ham et øjeblik, inden han satte i bevægelse. Han trådte helt hen til ham og lagde armene om ham i en omfavnelse. Han kæmpede stadig med at finde de rette ord, så for nu håbede han på at fjerne lidt af mandens panik ved en betryggende omfavnelse.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Lør aug 25, 2018 10:04 am

Han vidste ikke hvad der var det værste. Blikket, det neutrale ansigt eller stilheden. Og dog slog det alt andet. Selv om han ikke anede, hvordan Alex ville reagere, stod manden i det mindste og lyttede. Og selv om Zach ikke var van til at indrømme disse ting om sig selv, og da slet ikke til folk han kun havde kendt mindre end en dag, havde han alligevel gjort det. Faktisk havde han indrømmet alt for Alex i dag. Hvorfor? Når han blandt andre ignorerede de selv samme ting og lod optimistmen styre, havde han denne sene eftermiddag og aften afslørede alle sine største hemmeligheder. Okay, der var kun to. To ting han aldrig snakkede om, aldrig nævnte og altid gemte. Sin slavetatovering, bag den evigt langærmede trøje og sin seksualitet. Måske var det fordi Alex gang på gang havde...Ja. Bare lyttet. Bare accepteret. Selv om emnerne var ubehagelige, havde Zach alligevel fundet et sted at kunne sige dem højt, måske uden at blive dømt for dem. Det fandt man ellers ingen steder.
Han måtte virke svag. Som han havde krænget sit hjerte ud på den ene eller anden måde. Det var noget af et første-dags-indtryk Alex måtte have af ham.

Han fik endelig talt færdig. Alex måtte have undret sig midtvejs over hvad Zach snakkede om. Men dette var ikke det samme som slavestatus. Det var værre. Som en slave var man stadig praktisk at eje. Homoseksuelle kunne bare klynges op, deres karrierer og liv ødelægges og folk ville tage afstand. Det var faktisk meget værre. Selvfølgelig var Zach en omvandre kliche på det punkt. Det hele i en, kæmpende med at finde sin plads i resten af verdenen også. For han havde sin plads derhjemme. Men her? Ikke så meget. Alligevel blev han ved med at rejse. Han ønskede at vise folk at en Naaila ikke var farlig. Hvor mange kunne nu ikke skrive under på, at de havde set og måske mødt en, uden der var sket noget?
Også selv om folk næppe ville vende det på den måde, hvis de først havde besluttet sig for at hade dem.

Der.
I en situation som denne var Zach selv meget opmærksom på dem, han delte rum med. Alex havde knebet øjnene sammen, blot en anelse. Men det var ikke en rynke på næsen. Hvad nyttede det at bemærke det, og så ikke vide hvad det betød? Ville Alex overhoved reagere eller vedblive lige så neutral og fattet som hele aftenen?
Det kriblede i Zachs krop. Rastløs energi, der samledes i hans mave og sikkert snart ville ende i en fight-or-flight situation. Evig stilhed var trods alt...Også en reaktion. Og Zach havde ingen grund til at tro det var en positiv en.
Da Alex trådte over til ham, vidste han ikke hvad manden ville. Automatisk tog han et halvt skridt bagud, men Alex var det skridt hurtigere og slog armene om Zach inden denne kunne nå at flygte. Zachs krop stivnede ved den pludselige omfavning. Den forvirrede ham. Han krammede aldrig med folk. Jo, en kvinde hist eller her. Hans mor. Elena. Andre derhjemme. Men næsten aldrig mænd og aldrig i en situation som denne her. Det var klart hans første reaktion var at blive anspændt. Hans muskler var klar til aktion, hvis der skulle ske noget mere, noget uventet, noget uønsket.

Men det skete aldrig, gjorde det vel? Måske var det hele blot sekunder, men i Zachs halvt panikkede situation trak det hele ud. Alex blev stående og der gik ikke lang tid før Zachs krop forrådte ham og sank lidt sammen mellem de muskuløse arme. Åh ja, det var en detalje han ikke lod sig overse. Lidt tøvende satte han først sine hænder mod Alexs sider, før de gled rundt og blev til en gengældt omfavning. Han greb situationen - Alex kunne ikke være for forfærdet, hvis han ligefrem inviterede til et kram, oven på den afsløring. Også selv om Zach ikke måtte lægge for meget i det og mindede sig selv om det, greb han alligevel situationen og tillod sig at hvile sit hoved mod mandens skulder. At trække vejret dybt og notere sig mandens duft. Duft af mand. Kvinders dufte var...Lettere. Men en mands var lidt tungere, lidt dybere og så meget mere hot. Zach kunne ikke lade være med at grine svagt for sig selv. Han var så meget på spanden, når han næsten kunne blive lystig bare af et kram. Men Alex var en drøm i et. Kvinderne var heldige...
Han sank.
"Jeg ved ikke hvad dette betyder..." Hans stemme var lavmælt. Der var ikke grund til mere, for Alex stod lige ved siden af ham. Ragede de centimeter over ham, som manden faktisk var lidt højere end Zach selv. Selvfølgelig.
"...Men det er ikke klogt at kramme en, der lige har nævnt han har en ting for mænd" Påpegede han sigende, omend han ikke selv gav slip. Ikke med det samme. Han ville ikke trække det så langt, at Alex ville finde det grænseoverskridende...Men det var ikke helt løgn. Alex havde krammet en mand, der lige havde indrømmet han var mere eller mindre tiltrukket af ham. I hvert fald...Han havde indrømmet, havde han ikke? Havde hans ord været klare nok? Han vidste jo knap nok selv hvad han følte eller havde lyst til.
Zach trak sit hoved tilbage og så op på Alexs ansigt. De mørkelilla øjne gled ned over ansigtet.
"Undskyld...Bare en gang...Og så skal jeg nok respektere dine grænser bagefter, okay?" han sagde det hurtigt, så Alex ikke kunne nå at reagere og han ikke selv kunne nå at tænke sig ud af det. Som han pressede sine læber mod Alexs i en pludselig og lettere hungrende bevægelse.
Det var noget Zach havde haft lyst til hele aftenen. Det vidste han nu, som sommerfulgene tog en dans i hans indre. Men han ville heller ikke holde kysset for længe, da han ikke ville risikere at ødelægge noget. Damn, han havde jo presset Alex ud i en del i aften. Forhåbentlig var dette heller ikke dråben. Bare denne ene gang...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Konge af Redhawk City og the Redwoods
Antal indlæg : 162
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Man aug 27, 2018 5:17 pm

Det var mærkeligt. Selvom Alexei ikke var tiltrukket af mænd og selvom dette egentlig var for det bedste i det samfund, som de levede i; strejfede en spøjs tanke ham alligevel. Han var ikke fysisk tiltrukket af Zachariah eller nogen mand, men som Zachariah så godt som indrømmede, at han var interesseret i Alexei, var der alligevel noget i Alexei, som næsten ønskede, at han kunne føle det samme. Han kunne vældig godt lide Zachariah, så måske det kunne have været blevet til noget, hvis han havde været til mænd. Men det var han ikke. Han var egentlig heller ikke ligefrem typen, der var interesseret i et fast forhold, men det syntes han helt at have glemt, som de andre tanker strejfede hans sind. Ironisk, at den eneste gang han syntes at glemme, at han ikke var interesseret i et fast forhold, var når han ikke var interesseret i et fysisk forhold heller ej.

Da Alexei endelig satte i bevægelse, efter at have lyttet til alle Zachariahs mange halvpaniske ord, bevægede han sig over mod Zachariah. Denne trådte dog et halvt skridt tilbage, som om han frygtede lidt for Alexeis reaktion og kommende handlinger. Hvilket selvfølgelig gav god mening ud fra et logisk standpunkt, men han brød sig alligevel ikke om, at der skulle overhovedet tænkes den slags ting om ham. Han var ikke den slags person. Han var dog hurtigere end Zachariah, og nåede at hive ham ind til sig, inden han kom for langt tilbage og væk fra ham. Da han havde slået armene om han, blev Zachariah helt stiv i kroppen. Han besvarede ikke hans omfavnelse i, hvad der føltes som et stykke tid. Alexei var ikke så vant til fysisk nærkontakt, med mindre det var seksuelt. Omfavnelser delte han sjældent ud af og fik dem også sjældent. Men på trods af dette, havde det syntes at være en naturlig impuls for ham at trække Zachariah ind i en omfavnelse. Måske dette netop var fordi, han vidste, at han ikke kunne give ham andet fysisk.

Endelig besvarede Zachariah omfavnelsen, ved ligesom at synke lidt sammen og ind mod ham. Alexeis arme forblev rundt om ham, og han holdt omfavnelsen. Han kunne mærke, hvordan Zachariah tøvede med at gengælde omfavnelsen. Han satte sine hænder mod Alexeis sider, hvor de dog ikke blev længe, inden han lod dem glide rundt om manden. Alexei mærkede samtidig, hvordan Zachariah begyndte at hvilke sit hoved mod mandens skulder, og han gjorde intet ved dette. Det var en øm omfavnelse. Afsløringen havde sådan set kun fået Alexei til at holde mere af den anden general, da han havde betroet ham med diverse personlige informationer og hemmeligheder. Dette var beundrelsesværdigt i Alexeis øjne. Så selvom han ikke kunne være der for Zachariah på den måde, som denne måske ville have foretrukket, havde han uden tvivl planer om at være der for ham på andre måder. Han ville være en god ven af manden, hvis denne gav ham lov til dette.

Han blev trukket ud af sin tankegang, da han mærkede Zachariah komme med et svagt grin, der tydeligvis var mest henvendt til ham selv. Kort efter åbnede han dog munden. Han erklærede, at han var uforstående overfor omfavnelsen, hvilket Alexei næppe kunne bebrejde ham. Det var en forvirrende situation, og dette var naturligvis endnu mere forstærket hos Zachariah, da det var hans hemmelighed, der var tale om. Denne fortsatte sin sætning og det blev Alexeis tur til at lukke en latter ud. Denne var en lavmælt latter, som dog sagtens var høj nok til at blive hørt at Zachariah. Hvilket vel egentlig også var meningen. "Det har du måske en pointe i." Han gav dog ikke slip på ham med det samme. Det slog ham dog, at omfavnelsen måske bragte Zachariahs tanker hen i en seksuel retning, hvilket måske kunne anes i hans ord. Så han begyndte at løsne sit greb om manden en smule, men uden at give slip.
Samtidig trak Zachariah dog sit hoved tilbage, så han kunne se op på Alexeis ansigt, der var en smule hævet over hans eget, da Alexei var en ganske høj mand. Alexei betragtede ham tilbage og så hans øjne glide ned over hans ansigt, som han atter åbnede munden. Han undskyldte, og Alexei hævede straks øjenbrynene lidt, i et spørgende udtryk.
Han fortsatte hurtigt sine ord, og Alexei opfangede straks hans intentioner, inden han overhovedet havde nået at presse sine læber mod hans. Han kunne dog ikke nå at stoppe ham, hvilket han nok heller ikke ville have gjort.

Instinktivt var han ved at besvare kysset, men han holdt sig dog tilbage fra dette. Han ville ikke give Zachariah endnu flere falske forhåbninger, end han sikker allerede havde givet denne. Kysset gjorde det endnu mere klart, at han ikke kunne tænde på en mand. Han havde været ved at kysse tilbage først, men det var ganske enkelt et instinkt, når han blev kysset. Og dette forsvandt, da han fik tid til at indse, hvilken situation han rent faktisk var i. Han skubbede ham dog heller ikke væk først, men gav blot slip på ham, for i stedet at placere en hånd på hver af hans skuldre. Han rømmede sig lidt og trak så sit ansigt lidt tilbage, så han fik adskilt deres læber. Han så på Zachariah med et lille smil, der næsten syntes at udtrykke hans ærgerlighed. Han ønskede ikke at såre sin nye vens følelser, men han kunne jo heller ikke lyve overfor ham – og han kunne da slet ikke lyve overfor sig selv.
"Jeg er ked af det, men jeg er desværre ikke tiltrukket af mænd, ligegyldigt hvor meget jeg nyder dit selskab." Han holdt hænderne på hans skuldre, mens han kiggede ham ind i øjnene. Han håbede virkelig ikke at Zachariah ville tage det personligt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Zachariah

avatar

Titel : Administrator - Leder af The Naailas
Antal indlæg : 335
Reputation : 2
Bosted : Dark Daphne Forest, i et hus i træerne.

IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   Man aug 27, 2018 6:32 pm

Zach var ikke klamrende. Han havde fået mere, end han normalt kunne få. Ikke bare i forhold til accept og forståelse, et muligt venskab, men også i form af...Nærvær. Krammet havde haft noget næsten intimt over sig og selv om Zach naturligt brød kysset og ikke pressede sig mere på, da Alex satte hænderne på Zachs skuldre, var det trods alt et kys mere end normalt. End...Næsten nogensinde. Zach arbejdede stadig på det. Forvisningen om en form for evig ensomhed og uden mulighed for at få fast forhold og al den slags. Måske var han en dag nød til at finde en kone, blot for at opretholde en form for status eller respekt. Men hans tiltrækning ville altid ligge i mænd.
For Zach virkede Alex helt alvorlig, som han stod der med hænderne på hans skuldre og så på ham. Som var Zach et uartigt barn der skulle irettesættes af en forældre. Det gjorde dog ikke noget. Zach følte sig i et overraskende godt humør, trods han på en eller anden måde var blevet afvist. Måske fordi det ikke brød med hans forventninger - faktisk var det hele gået over al forventning. Også selv om han nok altid ville have et godt øje til Alex. Det var noget andet end Lucius...Den mand havde været til det hele. Men gift. Der var bare ingen held i kærligheden - eller blot i sex.

Zach klappede en gang på en af Alexs hænder, før han trådte baglæns i et forsøg på at komme fri fra grebet.
"Jeg ved det godt. Og alligevel har du givet mig mere end jeg kunne håbe på. Jeg er langt fra skuffet. Faktisk, blot det at du har lyttet og accepteret, har været stort. At du ikke engang bliver sur..." Zachs ene finger gled over hans underlæbe, som svælgede han i fornemmelse af Alex for lidt siden. Han kunne stadig mærke et fantomkys på sine læber. Smage Alex. Han vædede sine læber ved tanken og sendte Alex et drillende og flirtende blik, før han blinkede og vendte sig om. Han gik over til sin taske i nogle energirige skridt og tog den. Svang den over den ene skulder. Havde han glemt andet? Han så sig kortvarigt rundt, før han vendte sig om mod Alex igen.
"Som lovet. Kun denne ene gang. Skulle vi mødes igen, vil jeg lade som om intet er sket. Dette er min byrde og ingen andres. Så gå ikke og få medlidenhed eller andre tanker i den retning, okay? Og i forlængelse af det, sover jeg her ikke. Ikke på grund af dig...Men for min egen skyld. Måske en anden gang" Han trådte over mod Alex igen, men på intet tidspunkt kom han så tæt på, som de havde været før. Der var som opstået en usynlig grænse Zach nægtede at krydse igen.
Han vidste at han ville fortryde. Og svælge i det hele, hvis han sov i samme hus med Alex, men uden mulighed for...At se. Eller røre. Det var bedre at komme ud og bruge den opbyggede indre energi på noget andet. En lang løbe tur, som et eksempel. Der var mange måder at fordrive seksuel energi på. Måske var det medvirkende til at Zach var sådan et energibundt? Nah. Det lå bare i hans natur. Der var ingen pointe i at sidde stille hele dagen. Specielt ikke hvis man boede alene.
Et klap på overarmen. Det var hvad Zach kom med, som en form for farvel, før han gik over til døren. Han åbnede den. Der var ingen grund til at blive længere. Zach skulle finde et andet sted at sove alligevel, og så ville han nok snart rejse hjem til skoven igen. Dette besøg til Redhawk havde været mere interessant end nogle af de foregående - og det skyldtes ikke engang at han havde mødtes med Charles.
"Vi ses!"
Og med det var han ude af døren. Den friske, kølige luft slog noget af varmen ud af Zach og han gøs svagt. Det klarede hans tanker.
Mon Alex faktisk havde haft noget imod det? I så fald havde han ikke vist det. Og des mere grund var der til ikke at trænge sig på.
Som han gav sig ned i byens lavere lag, så han op mod den mørke himmel, som natten var ved at have overtaget. Han trak vejret dybt.
Han havde taget en del risici i dag. Og han havde fundet Alex, en mand der havde virkede forstående og åben. Måske var han gået for langt her til sidst. Men han fandt det i sig, at han...Ikke fortrød det mindste. Hans tunge gled over hans læber igen.
Ja. Det kys skulle nok holde ham kørende et stykke tid. Synd han ikke kunne få et igen næste gang.

//Out


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Maybe I'm foolish...(Alexei)   

Tilbage til toppen Go down
 
Maybe I'm foolish...(Alexei)
Tilbage til toppen 
Side 2 af 2Gå til side : Previous  1, 2

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Redhawk City :: Amber Eye District :: Redwood's mansion-
Gå til: