Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Tidsplan

Årstal | 1177

Årstid | Vinter

Måned | Januar

Latest topics
» What to put here hmmm oh right !!Søgning!!
Today at 3:25 pm by Jessica

» Træder af som admin - Charles (Admin-nyhed)
Tors apr 19, 2018 8:05 am by Zachariah

» Just do it like this! (Raven)
Ons apr 18, 2018 9:52 pm by Raven

» Lad os starte! Igen!
Ons apr 18, 2018 4:09 pm by Charles

» You are always here when i need you.. so i'm SO sorry! - Emma
Man apr 16, 2018 11:14 pm by Emma

» Forårsmarked (Åben for alle)
Søn apr 15, 2018 5:44 pm by Margnus

» Fravær - Lucius
Lør apr 14, 2018 1:05 pm by Lucius

» The Blessed Children
Lør apr 07, 2018 9:20 pm by Gæst

» Gæstevenligt reklameboard?
Lør apr 07, 2018 9:19 pm by Gæst

Top posting users this month
Zachariah
 
Charles
 
Margnus
 
Raven
 
Kassandra
 
Emma
 
Jessica
 
Cayden
 
Hydra
 
Lucius
 
Statistics
Der er i alt 121 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Mayelle

Vores brugere har i alt skrevet 4241 indlæg in 489 subjects

Share | 
 

 Undisclosed Desires - Alexei

Go down 
Gå til side : Previous  1, 2
ForfatterBesked
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 98
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Fre okt 13, 2017 1:50 am

Selvom han inderligt prøvede, kunne Alexei ikke benægte sin krops tilstand i dette øjeblik. Han havde meget kort forinden været utroligt tæt på at få ryddet de sidste tre stykker tøj, der adskilte deres nøgne kroppe fra hinanden, af vejen - hans bukser og underbukser samt hendes underbukser. Skjorten var nok også røget helt af, selvom den ikke teknisk set ville være i vejen for selve akten. Og hans krop, der allerede havde været i en velfungerende stilling til dette, ovenpå hende, var stadig spændt op af seksuel spænding. Selvom hans sindstilstand havde ændret sig på nogle få sekunder, kunne hans krop ikke følge med i ligeså hurtig fart. Han trak stadig vejret tungt og hans hjerte galoperede derudaf. Desuden var resten af hans krop heller ikke faldet til ro endnu, hvilket han også blev pinligt bevidst om, som han skyndte sig at fjerne sig fra hende. Han havde trods alt siddet presset ned mod hende på en sådan måde, at hun umuligt kunne undgå at mærke dette. Han sad ved nu siden af hende, med flakonen i den ene hånd, og prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning, puls og resten af sin krop, mens han rettede blikket mod hende. Flakonens indhold gjorde ham endnu mere rundt på gulvet og forvirret, end han allerede var, og det sagde ikke så lidt. Han følte sig fuldkommen uforstående, og kunne ikke se et scenarie, der kunne forklare kvindens - Elenas, måtte han minde sig selv om, selvom han egentlig var smerteligt bevidst om dette faktum - handlinger. Som han så på hende, slog hun blikket ned på en skyldig manér, som kun forsikrede ham endnu mere om, at hun havde haft planer om at bruge dette sovemiddel på ham. Et faktum, der ikke blot gjorde ham forvirret, men direkte fortvivlet. Han vidste ikke, hvad han dog havde gjort hende, for at fortjene den opførsel fra hendes side af, men han var uendeligt ulykkelig over det. Det sidste han nogensinde ville, var at være skyld i nogen som helst smerte fra hendes side af. Det kunne han ikke nænne, for han ville altid have en helt særlig plads i sit hjerte reserveret til kun hende.
Faktisk, var hun en af de absolut eneste mennesker, der nogensinde havde fået en plads i hans hjerte. Han kunne da godt bryde sig om folk og måske endda ligefrem holde af dem, men han huskede ikke, hvornår han sidst havde følt reel kærlighed overfor en anden person. Det var faktisk meget sandsynligt, at Elena var den sidste person han havde åbnet sit hjerte for, og tilladt sig selv at elske. Det var selvfølgelig også endt ulykkeligt, da hun var forsvundet ud af hans liv, og dette havde blot gjort ham endnu mere aflukket og følelsesmæssigt distanceret.
Han havde altid været klar over, at hun ikke havde forladt ham af egen fri vilje. Hendes forsvinden ud af hans liv, havde været endnu et af hans fars brutale, modbydelige påfund, som altid var centreret omkring nye måder at knuse Alexeis sjæl, sind og hjerte på. Han forstod stadig ikke, hvordan en mand, der tilsyneladende havde været en god mand, kunne ændre sig så markant. Det burde være umuligt. Men han havde lært, at han aldrig ville kunne blive klog på sin far, og det var heller ikke noget han kunne holde ud at bryde sit hoved for meget med.

Han betragtede hende opmærksomt, som hun sad med armene knugede omkring sine ben, hun havde trukket tæt op til sig. Det virkede næsten som om hun prøvede at forsvinde ind i sig selv, så hun ikke skulle forholde sig til den tydelige skyld, hun følte. Som hun atter kiggede op og fandt hans øjne, havde de øjenkontakt i noget tid. Det var en øjenkontakt, der var så uendelig forskellig fra deres tidligere øjenkontakt, som havde været fyldt til randen med begær. Nu var det to plagede sjæle, der ikke vidste, hvordan de skulle opføre sig omkring hinanden. Hvad de skulle sige og gøre.
Han bemærkede hendes skælvende hænder, og var nødt til at slå blikket ned. Det smertede ham inderligt, at se hende sådan. Han havde alle år siden deres adskillelse forestillet sig at møde hende igen, men det havde da så sandelig aldrig foregået på nogen måde der bare mindede om dette. Hvis han bare i det mindste kunne forstå baggrunden for, hvorfor hun havde handlet som hun gjorde, ville det hele måske give mening - eller i hvert fald bare en smule mere mening. Så, som han prøvede at granske alle afkroge af sin hjerne, for at finde et muligt svar på dette, beholdt han også sit blik sænket mod sengen under ham.
Han havde altid behandlet hende godt. I realiteten, havde han nok været den i hendes liv - i hvert fald dengang - der havde behandlet hende bedst. Derfor gav hendes åbenlyse modvilje overfor ham heller ikke mening, og han måtte derfor tænke i andre baner. Han tænkte over deres adskillelse, og hvordan svaret næsten kun kunne ligge deri. Pludselig kunne han mærke vreden dulme i ham, for første gang. Det var dog ikke en vrede, der var henvendt hende. Vreden han følte var henvendt hans far, da han indså, at der ikke kunne være en anden forklaring på hendes følelser imod ham. Hans far havde gjort eller sagt - eller, sandsynligvis, begge dele - noget til/mod hende. Noget forfærdeligt. Desværre, var dette kun alt for nemt at forestille sig, og han begyndte nu at overveje, hvilke forfærdeligheder faren mon havde udsat den unge Elena for. Det gjorde ondt på ham, at forestille sig alle de forskellige scenarier, der gradvist blev værre og værre. Til sidst kunne han ikke holde det ud mere, og han rystede på hovedet, i et latterligt forsøg på at ryste billederne fra sig. Men han måtte vide det, for at forstå det. "Hvad gjorde han ved dig?" Han forklarede ikke hvilken 'han' han hentydede til, for dette burde være smerteligt åbenlyst for dem begge. Hans stemme var tøvende med en tone der både var præget af vrede og fortvivlelse. Kun den ene af disse følelser var dog rettet mod hende, og han håbede ikke, at hun blev skræmt af ham. Han kunne aldrig finde på at lægge en hånd på hende.

Og dog, havde han haft sine hænder adskillige steder på hendes krop, kort forinden. Intime steder af hendes krop, havde han været igang med og parat til at undersøge nærmere, med sine øjne såvel som sine hænder og endda læber. Nu bidragede tanken om dette kun til hans fortvivlelse. Han regnede egentlig ikke med, at hun ikke havde prøvet at være intim med en mand før, for hun var jo trods alt en utrolig smuk kvinde, som han desværre var alt for bevidst om. Men han havde da så sandelig aldrig i sine værste mareridt overvejet, at han skulle blive en af de mænd, der havde bidraget til at slå skår i hendes uskyld. Den uskyld, der først og fremmest havde draget ham til hende, som instinktivt havde fået ham til sætte hendes behov før sine egne og havde skabt et ønske i ham, om at beskytte hende for enhver pris, mod alle livets onder. Han hadede sig selv, for at have set hende som en tilfældig kvinde, som han havde fantaseret om at gøre unævnelige ting med. Han hadede sig selv, for at have ladet sig selv føle sig så seksuelt tiltrukket af hende, og for ikke at have indset, hvem hun var. Men mest af alt hadede han sig selv, fordi han havde været så ekstremt dum og hormonkontrolleret, at han havde ødelagt sit syn på hende. Selvom han kæmpede for det, kunne han ikke løfte blikket og se på hende, uden at se billeder af de ting de allerede havde lavet, og endnu værre; ting, han stadig lystede efter at gøre ved hende. Han ville ikke se hende på den måde, men det var for sent at rette op på nu, og hun kunne aldrig mere kun være den lille pige fra hans fortid, med øjne så fulde af uskyld, at tanken om dette møde aldrig ville finde sted i hendes tanker. Han havde kun ønsket at skærme hende for den ubarmhjertige verden, og kunne ikke udholde tanken om hende sammen med mænd, fordi hun ikke fortjente at blive behandlet som endnu en af de kvinder, mænd brugte for sex, og derefter aldrig ønskede at støde på igen. Mænd som ham selv. Hun skulle have været skærmet for ham, og det ville altid være hans skyld, at dette ikke var tilfældet.

Han mærkede sine øjne blive fugtige af tårer, selv inden han tog sig sammen til at møde hendes blik, der også var blanke af tårer. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde fældet en tåre, og dette var aldrig hændt i hans voksne liv, dette vidste han med sikkerhed. Allerede fra barnsben af, havde han lært, at han ikke skulle græde. Gråd gjorde blot hans far endnu mere ond i sulet, og tæskene endnu flere, så han havde lært at være immun overfor gråd. Indtil nu. Tanken om, at hun skulle have rendt rundt i alle disse år og hadet ham, var langt mere smertefuldt end noget andet hans far nogensinde havde budt ham. Han havde registreret alle hendes ord, men havde ikke bidt så meget mærke i selve ordene, som i tonen de blev sagt i. Hun lød så skrøbelig, at det var første gang han kunne se den velkendte pige fra sin fortid i hende. Han rakte instinktivt ud for at tage hendes hånd, men stoppede få centimeter fra den, og trak selvbevidst hånden til sig igen. Hans berøringer mod hendes hud kunne aldrig være de samme igen. Den første tåre gled ud af øjenkrogen og ned ad hans kind. "Jeg er så ked af det. Jeg burde have vidst, at det var dig. Jeg ved ikke hvordan, men jeg burde have vidst det. Jeg burde aldrig have..." Han gik i stå, som han løb tør for ord. Hvordan skulle han nogensinde kunne undskylde for at have været så opsat på at få hendes krop, at hendes indre ikke havde været nogen reel faktor? Måske kunne han have indset hendes identitet noget før, hvis ikke han havde sådan et umætteligt behov for sex og smukke kvinder. Han var forstyrret, dette gik mere og mere op for ham, og intet han kunne sige, ville kunne råde bod på dette.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 109
Reputation : 0
Bosted : Groundstone, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Søn okt 15, 2017 4:20 pm

Hvad gjorde han ved dig?
Ordene ramte hende som et koldt pust, mod hendes varme hud. Som var det et endelig bevis på, at han ingen konkret indblanding havde i hendes bortvisning, og dét faktum, at hun blev sendt tilbage i den forfærdelige fangelejr, efter et øjebliks 'frihed'. På den ene side fyldte det hende nu med en glæde over, at Alexei's opløftende ord dengang altid havde været ligeså ærlige som de havde lydt, og at han aldrig havde ønsket at såre hende. På den anden side, udgjorde netop hans sandsynlige uskyldighed, at det nu var hende, der havde såret ham. Som han sad der, med flakonen i sine hænder, mærkede hun en knude samles i sit bryst, af skyld og ydmygelse. Hun havde ladet det hele gå over gevind, og havde udnyttet ham. Først havde det virket som en 'harmløs' spøg, men så snart hun havde fastlåst ideen om at indvie i sex med ham, uden at identificere sig selv, havde hun - på mange måder - frataget ham et reelt 'valg'. Hun havde skjult sig selv bag en maske af selvtillid og frigørelse, og havde lagt sit rigtige jeg bag sig, for første gang i sit liv, trods hun havde forsøgt mange gange før.
Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Hvilke ord ville dog række langt nok? Derfor tvang hun blot øjnene nedad igen. Det var så uendelig hårdt at se ham i øjnene nu, trods hun havde været så god til at fastholde kontakten før han havde genkendt hende. Der var så megen smerte i hans blik. Smerte påført af hende. Hendes hævngerrighed havde drevet hende før, men nu, var der intet foruden en skyldfølelse og frastødthed, over sin egen kropslige lyst og hæmningsfrihed, tilbage.

Hans hånd havde nærmet sig hendes, men var blevet stoppet og trukket tilbage. Bevægelsen havde været harmløs, men bemærkelsesværdig for hende. Før havde de været så fysisk forbundet. Nu, tolkede hun hans distance som et tydeligt tegn på dét hun havde ødelagt. For hende, var båndet mellem dem, skåret over for længe siden, men for ham...- Hvis blot hun havde konfronteret ham med det samme og fået sandheden ligeud. Så kunne han måske have haft en del i hendes liv, og udfyldt dén plads han havde haft engang, men nu var det hele beskadiget, og - i hendes øjne - ganske fortabt. Det havde været så let at tænke på ham som én hun nemt kunne udnytte og forlade før, men nu havde hun fået en smag på sandheden, og var derfor klar over sin egen store fejltagelse.

Snart forlod en absolut uventet undskyldning hans læber, og hun tvang sit blik til at møde hans. En tårer gled netop da ned over hans kind, og hun mærkede knuden i sit bryst røre på sig igen. Dén smerte hun udsatte ham for var ulidelig. Hun havde ønsket, så desperat, at få hævn over ham, men, for en sjælden gangs skyld, var det ikke hende der var offeret. Uanset hvad hans ord så måtte påstå. Hastigt rystede hun derfor på hovedet, så det lyse hår rørte lidt på sig.
"Stop..." Sagde hun, bestemt, men ikke hårdt. Hun blinkede tårene en smule væk fra sine øjne, af frygt for at en eneste ville forlade dem. Hun følte ikke, at hun havde ret til det i denne situation. Hun rettede sig lidt mod ham, og sænkede derved sine ben, så hun sad i en mere ret stilling - stadig knugende tæppet ind til sig, så han ikke var nødsaget til at se på hendes krop yderligere, nu hvor han lod til at være i konflikt med sig selv. Hun forsøgte virkelig at være stærk, og derfor sank hun en klump i sin hals, før hun vovede at lade flere ord glide over de, nu lidt tørre, læber.
"Stop med at undskylde," Hun så på ham, med et lidt flakkende blik. Som var det en kamp for hende, blot at tale, "Det er mig, der aldrig burde have ladet det gå så langt. "Jeg...-" Hun tøvede, og bed sig kortvarig hårdt i læben. Så hårdt, at hun syntes hun kunne smage en smule blod, i sekunderne efter. [color=#ff9999]"Jeg har været selvisk, og fandens naiv. I årevis har jeg anklaget dig for ord og handlinger, som nok aldrig nogensinde er været dine.." Igen stoppede hun sig selv. Hun rystede på hovedet, og følte sig endelig nødsaget til at slå blikket nedad. Det var hårdt... Fandens hårdt.
"Jeg har forvoldt en uskyldig person skade..." Endelig kunne hun ikke holde en tårer tilbage. Måske havde hun ikke såret ham fysisk, men hun udnyttet ham på måder, der var langt værre, og mere korrupte. Den gled derimod stædigt ned fra hendes øjenkrog og den ene bløde kind. Hun forsøgte dernæst igen at møde hans øjne, "Alexei... Jeg ville tage det hele tilbage hvis jeg kunne... Men det eneste jeg kan tilbyde dig, er at jeg aldrig vil genere dig igen. Du behøver aldrig lægge øjnene mod mig... Det lover jeg. "
Sommetider havde hun undret sig over hvorfor hun aldrig havde forladt Redhawk City, efter krigen. Men måske var Alexei en underbevidst del af det. For aldrig havde hun følt sig så villig til at forlade byen, som ved tanken om, at han ønskede det for hende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 98
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Ons okt 18, 2017 5:11 am

Alexei havde i sandhed aldrig haft i sinde at såre Elena, på noget tidspunkt. Hverken dengang de først havde kendt hinanden, dengang de forsvandt ud af hinandens liv, eller nu, hvor de havde fundet hinanden. Nu, hvor han endelig havde fundet hende, der ellers havde været tabt for ham i alle de mange år. At såre hende på nogen måde var altså det sidste han ønskede. Da hun var forsvundet ud af hans husholdning og som følge deraf også hans liv, havde han derfor også været forfærdet, fordi hans far havde skaffet sig af med hende, som så mange slaver før hende. Og det værste var, at han ikke have haft den fjerneste idé om, hvordan hun var forsvundet ud af hans liv. Han havde aldrig vidst, hvad hans far havde budt hende, og han havde altid bare håbet på det bedste - at hun var blevet ‘fyret’ som slave og sendt videre til en ny husholdning, som forhåbentlig behandlede deres slaver meget bedre end Alexander Guerra gjorde. Og han havde skam prøvet at finde ud af, hvad der var hændt hende. Han havde fået flere omgange tæv i forsøget på at få det lokket ud af sin far, men det havde alt sammen været forgæves. Hans far havde været vag, pænt sagt, og havde sandsynligvis nydt at se sin søn fortvivle over den uvidenhed, han måtte slå sig til tåls med.
Men Alexei foragtede uvidenhed, det gjorde han virkelig. Det var også derfor, at han ville høre Elenas udlægning af situationen. Han ville finde ud af, hvad der var foregået, selvom der var gået så mange år efterhånden. Desværre, virkede hun ikke til at vide hvad hun skulle sige. Hun kiggede blot ned, hvilket de begge syntes at gøre en del nu. Han valgte dog at lade være med at presse på. Han kunne prøve at få nogle svar ud af hende på et andet tidspunkt, når alting ikke var helt så hektisk som på nuværende tidspunkt.

I stedet bemærkede han, gennem sine tårer, at hun endelig fik tvunget sig selv til at kigge op på ham. Han kunne nemt se, hvordan det smertede hende at se ham være i smerte, men han kunne ikke bare slukke for sine følelser. Og dette var ellers ikke fordi han ikke ønskede det. Han ville hjertens gerne kunne slukke for sine følelser, så han ikke behøvede at være så ambivalent omkring situationen - lykkelig over at se Elena igen, ulykkelig over alt der var hændt imellem dem, denne aften såvel som altid. Men dette var ikke muligt, og derfor måtte han blot prøve at lægge en dæmper over dem, så han ikke hældte salt i såret for Elena. Han kneb derfor øjnene i for en tid, og kæmpede for at få kontrol over sine følelser. Men eftersom han så sjældent kom i kontakt med sine følelser, var det også endnu sværere at vide, hvordan han skulle håndtere dem, nu hvor han rent faktisk lod dem komme op til overfladen. Da han åbnede øjnene igen, havde han dog fået kæmpet sig frem til at stoppe for tårekanalerne. Hans øjne var stadig fugtige, men der var ikke flere tårer i øjenkrogene, og han ville ikke tillade flere undslupne tårer. Han huskede ikke den sidste gang han græd, og han havde ikke i sinde at gøre det til en vane. Alt han kunne gøre, var at undskylde.

Han så hende ryste på hovedet, og han rynkede lidt på panden. Da hun talte, var hendes stemme bestemt, selvom hun ikke lød hård. Hun bad ham om at stoppe, som hun begyndte at blinke kraftigt. Hun rettede sig op, og per automatik rankede han også ryggen lidt mere. Derefter begyndte hun at tale igen, og hun startede med at gentage sin formaning om at han skulle stoppe. Da hun snakkede videre, syntes hun ikke at være i stand til at tale færdigt, før hun måtte stoppe for at bide sig i læben. Han lyttede opmærksomt til hendes ord, mens han betragtede hende intenst. Han måtte dog lukke øjnene i et øjeblik, da hun begyndte at tale om måden, hvorpå hun havde beskyldt ham for handlinger og ord i alle årene siden deres adskillelse. Han vidste at det kun kunne være hans fars gøren, at hans far havde bildt hende alt muligt ind, for at hun skulle hade ham. Som om det ikke var nok for ham, at smide hende ud af hans liv, så skulle han også sørge for, at hun aldrig skulle have lyst til at finde vejen tilbage ind i hans liv igen. Som hun talte videre, efter nogen tøven, så han endelig hende fælde en tåre også. Og ligeså ondt som det sikkert gjorde på hende, at se ham fælde en tåre, ligeså ondt gjorde det på ham, når situationen var omvendt. Han måtte bide tænderne sammen, for ikke at lade sine følelser få hold igen.
Da hun havde talt færdigt, sagde han ikke noget i det første stykke tid. Selvom han ikke kunne finde ud af, hvordan han skulle opføre sig omkring Elena, nu hvor de havde gennemgået en masse indenfor meget kort tid, betød det ikke at han ikke var ovenud lykkelig for at se hende igen. Han kunne ikke vide sig sikker på hendes psykiske velbefindende endnu, og det var i hvert fald tydeligt, at hun ikke havde det særligt fantastisk i øjeblikket. Men det var også på grund af situationen de var havnet i, og det kunne han på ingen måde bebrejde hende. Fysisk virkede hun dog i god stand. Faktisk var hendes fysik utroligt god, som han selvfølgelig havde bemærket, selvom han prøvede at glemme dette - hvilket var utrolig svært, når hun sad foran ham, kun dækket af et sengetæppe.

Han rystede den tankerække fra sig og åbnede endelig munden. "Jeg har tilbragt en stor del af mit liv med undren, bekymring, savn og håb. Undren over hvad der hændte pigen, som jeg holdt mere af end nogen anden i mit liv, bekymring og savn for selv samme pige og håb for at denne unge pige kun mødte medgang i sit liv fremover, og at hendes liv kun ville blive bedre efter at have undsluppet Guerra-husholdningen. Jeg har brugt hver dag siden du forsvandt ud af mit liv på at ønske, at du en dag ville finde vej tilbage ind i mit liv. Til denne dag, er du uden tvivl en af de vigtigste personer i mit liv, og der er absolut ingen chance for, at jeg lader det bedste der nogensinde er sket mig, forsvinde ud af mit liv for anden gang, når jeg endelig har fundet dig igen." Han holdt en kort pause, inden han atter talte. "Vi har begge begået nogle fejl, men der er intet jeg hellere vil, end at bevæge os videre, at tilgive og glemme."
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 109
Reputation : 0
Bosted : Groundstone, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Ons okt 18, 2017 10:55 pm

Den unge kvindes knoer blev gradvist hvide, som hun knugede tæppet, hårdt og kontrolleret ind til sig. Der var noget betryggende i at fastholde stoffet mod den, delvist nøgne, krop, mens hun, med en sammenbidt kæbe, lyttede til hans nye strøm af ord. Der var intet hårdt eller ondsindet i hans tone. Det havde der aldrig været, når han havde henvendt sig direkte til hende - ikke dengang, ikke nu. Trods de fleste ikke ville have kunne finde noget slemt ved netop hans nuværende blidhed, ønskede Elena, paradoksalt, en hårdere behandling. Fejlen var hendes, og trods hun ikke havde fortjent hårde ord og slag som barn, følte hun et instinktivt behov for hårdhændethed, eller i det mindste vrede, nu. Alligevel var intet i Alexei's adfærd, som han talte, aggressivt. Kun tankerne om hans far, havde syntes at vække lidt vrede i de betagende, ravgyldne øjne. Hvordan kunne hun nogensinde have anklaget denne person for noget ondt? Det var helt absurd, og Alexei's rolige opførsel, trods det emotionelle pres, understregede détte til fulde.

Hun forsøgte at vedvare sit blik mod ham, som han talte. Dog havde hun lyst til at cutte ham af flere gange, fordi hans ord stak hende for direkte i hjertet, og forsøgte at drive hendes skyld på flugt. Det lykkedes hende dog, at forholde sig stille, trods hun ikke brød sig om de empatiske sætninger der flød fra dé læber, hun for kort tid siden, havde kysset. Havde han virkelig savnet hende gennem alle dé år hvor hun, konstrasterende, havde bandet over ham? Dog kunne hun nu endelig erkende, at hun måske havde savnet ham mere end hun havde kunne indrømme overfor sig selv. Da hun genså ham igen, havde hun trods alt ikke kun været fyldt med hævngerrighed.. Nej, hendes attraktion og fiksering havde skyldtes noget dybere.
Hun bed sig i læben, som han omtalte hende som en pige han havde 'holdt mere af end nogen anden i sit liv'. Hvordan kunne det virkelig være hende? I Elena's øjne kunne hun bestemt ikke det bedste der nogensinde var sket for ham. Hun var blot en lille brik i et kæmpe spil - ligegyldig. Engang havde hun næret meget håb i sin lille, skrøbelige krop, men hun var blevet skeptisk med årene. Tanken om at få den mindste form for håb om en bedre fremtid, eller om at have en større del i andres liv, gjorde næsten desideret ondt på hende. Når der var meget at holde af, var der ligeledes meget at miste.

"Jeg har intet at tilgive dig Alexei..." Lød det endelig fra hende, som hun forsøgte at klare sin stemme. Hun havde indset dén realitet i dag, selvom hun burde have set det for længe siden. Han havde aldrig gjort hende ondt. Hun havde derimod valgt at tro det værste af ham, selv da hans godhed fortalte en anden sandhed.  "Hvad der er hændt, er min skyld. Måske ikke dengang, men siden vores veje krydsede hinandens igen." Skyldigt slog hun blikket ned mod sit skød. Tårerne, der stadig prydede de store øjne, forsøgte hun at balancere. Som kunne hun kontrollere dem fra at falde.
Snart lod hun dog endelig blikket falde på ham igen.
Nu med en mere skarp tone. "Forstår du ikke hvad jeg har gjort? Hvordan jeg, havde alle chancer for at fortælle dig sandheden, men blot 'legede' med dig?" Inderligt forsøgte hun at banke lidt rationalitet i hovedet på ham, og hun kunne ikke lade være med at nikke lidt mod flakonen. Som altid, galt det om at skubbe folk væk. På mange måder havde hun brugt sin magt over hans uvidenhed som et våben mod ham, og hun kunne ikke se nogen forløsning, trods 'tilgivelse', i virkeligheden stod til ham. Derfor forsøgte hun at tage en 'nem flugtvej'.
"Jeg er ikke dén lille, uskyldige pige jeg var engang. Det vidner denne aften om... Jeg er korrupteret. Og jeg fortjener ingen undskyldning." Hun forsøgte at virke stærk og kontrolleret. Alligevel var der en mild, næsten uhørlig, skrøbelighed i hendes stemme.


Sidst rettet af Elena Lør okt 21, 2017 1:59 pm, rettet i alt 2 gange
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 98
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Lør okt 21, 2017 12:04 am

Alexei bebrejdede ikke Elena for at tro på Alexanders ord, for alle de år siden. Han vidste udmærket godt, at hun havde været igennem alt for meget møg i sit liv, allerede dengang. Derfor var det heller ikke så mærkeligt, at hun ville vælge at tro på de negative ting, hun blev fortalt, når hun ikke var vant til meget andet end negativitet. Når man ikke havde mødt meget - hvis overhovedet noget som helst - medgang i sit liv, men snarere modgang hele vejen, gav det kun mening, at man ikke troede på reel medgang, når man mødte den. Dette var ikke en følelse, som Alexei var ubekendt med. Han havde selv oplevet langt mere modgang end medgang i de første mange år af sit liv, mest af alt på grund af hans far. Det havde derfor også været vanskeligt for ham at have tiltro til livets goder, specielt lige efter farens død og Alexeis ‘frigørelse’. Men han havde lært at være mere åben med tiden, selvom han stadig kæmpede med netop dette. Og det var også meget muligt, at Elena også havde ændret sig med tiden, men at hun blot havde holdt fast i nogle af de slemme ting fra hendes fortid. Det kunne han ikke bebrejde hende for, for han forstod det fuldstændigt. Derfor var han heller ikke vred på hende, på nogen måde. Hun var et offer for omstændighederne, og det var blandt andet omstændigheder, som Alexeis far havde kreeret.

Han iagttog hende, som han talte, og bed mærke i enhver bevægelse og flakken med øjnene. Derfor bemærkede han naturligvis også, da hun bed sig i læben, netop som han omtalte hende som det bedste der nogensinde var sket ham. Dette kunne tyde på, at hun ikke troede på hans ord, eller ikke ville indse at han mente dem. Dette var ikke underligt, igen i forhold til hendes baggrund. At blive betegnet som noget så vidunderligt, måtte være en af de slags gode ting, man ikke altid ville stole på, med en baggrund som Elena - og Alexei, for den sags skyld. Derfor var hendes ord også næsten præcis, hvad Alexei selv havde tænkt. Han havde intet at tilgive hende, for hendes følelser var fuldkommen naturlige. Klart, hun kunne have håndteret situationen på en bedre måde, men det var menneskeligt at fejle. Og det var ikke en fejl, som ikke kunne ses forbi og tilgives.

Da hun talte videre, slog hun blikket ned. Han havde hurtigt opdaget, at dette var en bevægelse, der gav udtryk for skyldfølelse. Han sagde intet, da han syntes det kun var rimeligt at lade hende tale ud, ligesom hun havde ladet ham. Det var heller ikke svært for ham at lade hende tale ud, selvom det havde virket til at være lidt mere vanskeligt for hende. Han var en tålmodig mand, og han kunne naturligvis vente på en færdiggjort sætning - eller flere færdiggjorte sætninger. Hun bevarede blikket slået ned i noget tid, før hun endelig så op på ham igen. Da hun åbnede munden, var hendes tone dog skarpere. Han bevægede ikke en mine, men kiggede blot intenst på hende. Han lod ikke en lyd slippe ud af sin mund, før hun var færdig med at tale. Han syntes at ane en skrøbelig undertone i hendes ord. Da hun atter tav, gik der ikke længe, før han endelig tillod sig at åbne munden. "Der er meget du kunne have gjort anderledes, Elena, det vil jeg ikke benægte. Men jeg bebrejder dig ikke. Du siger, at du ikke har noget at tilgive mig, og jeg kan kun sige det samme. Vi har begge været igennem meget i vores fortid, og det har formet os - på godt og ondt. Desværre, er dette et af de tilfælde, hvor det dårlige kommer til overfladen, og det må man bare tage med. Vi er kun mennesker, Elena." Han var komplet rolig og fattet i sin tone. Efter at have betragtet hende i noget tid, skubbede han endelig sine reservationer til side, og drog sin krop fremad, så han kunne trække hende ind i en omfavnelse. Han ignorerede alle hans forrige bekymringer omkring manglende påklædning og lignende. Fysisk nærvær syntes at være nødvendig, og der var trods alt andre former for fysisk nærvær end blot seksuelt. Ofte var denne form for fysisk nærvær mindst ligeså god.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 109
Reputation : 0
Bosted : Groundstone, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Lør okt 21, 2017 2:29 pm

Hendes halvhjertede forsøg på at skubbe ham fra sig, og få ham til at erkende hendes korrupterede handlinger, lykkedes tilsyneladende ikke. Nej, Alexei sad dér - opmærksom, og stabil, og lyttede til hendes ord, uden en synderlig ændring i hans stålfaste mimik. Han havde tydeligvis sat sit hjerte og hjerne for noget, og hun var både imponeret og irriteret over hans vilje til at komme videre, og, muligvis, lukke hende ind i sit liv igen. Hun betragtede ham, med sine store øjne. Trods tårerne var svundet lidt ind, havde de efterladt dem blanke, og lidt varme; som havde de grædt i timevis. Det var sjældent at hun viste sine følelser så åbent, og ukontrolleret. Men ved at blive konfronteret med én der kendte hende, da hun var mest sårbar og følsom, var det som om nogle gamle, uskyldige sider af hendes personlighed, brød overfladen.

Hun lyttede til hans ord, som de gled over hans læber. Igen, kunne hun næsten ikke begribe hans godhed og stædighed. Ganske vist erkendte han hendes fejltrin, men der var ingen bebrejdelse i hverken hans stemme, eller hans ord. Det forekom hende absurd, trods hun vidste at han havde ret i visse ting..- Man kunne ikke forhindre de dårlige sider i at udspringe. Især ikke, når man havde en plaget sjæl, og en hård barndom.
Hun sank dog en klump i halsen, og mumlede: "Min fortid bør ikke undskylde dårligt adfærd, Alexei...". Hun brugte aldrig sin fortid som en undskyldning, trods hun, inderst inde, vidste, at den bestemt lå tynget over hende, hvért sekund af hvér dag.
Roligheden i hans stemme, og hans ytringer, rystede dog på en lille gnist, i hendes bryst. Trods hun sad og knugede et tæppe ind til sig af ydmygelse over sin blottethed og frigørelse, begyndte hun derved, at mærke en lille glød af håb... For de fleste personer der mødte hende og dømte hende ud fra hendes slavetatovering og fortid, forekom hun ganske fortabt. Selv for hendes bekendte, der havde tilbudt hende at rejse væk fra Redhawk City og få et 'nyt liv', havde haft en skygge af tvivl over deres øjne, når hun, stålfast, havde sagt at hun ville blive boende. Hun tilhørte én af dé slaver som ikke forsøgte at komme videre med deres liv, men sad fast i kløerne på deres egne usikkerheder. Men nu...- Nu var der ingen bebrejdelse hos Alexei. Han tilgav hende og udviste en godhed, der var en sjældenhed i hendes unge liv.

Hun havde kastet blikket ned, i øjeblikkene før hun mærkede en bevægelse i madrassen. Før hun vidste af det, havde han trukket hende ind i sin favn. I det første øjeblik stivnede hendes krop en smule over kontakten. Afstand, kontakt, afstand, kontakt...; det havde været et spil før, men nu var situationen helt anderledes. Hvad der mødte hende var ikke en seksuelt, higende fysisk kontakt. Det var derimod noget mere beroligende. Som hun mærkede hans duft, og varme, blev hun mindet om dét de engang havde haft sammen, og som havde betydet så fandens meget for hende. Trods skeptikeren i hende fortalte hende, at de ikke ville mødes igen efter dénne aften, og at de ikke ville få del i hinandens liv, kunne hun ikke lade være med at smide sine bekymringer i détte øjeblik.
Hun glemte alt om at holde tæppet oppe, og klyngede blot armene omkring ham. Ansigtet begravede hun mod hans skulder, og tårerne fik, i et øjeblik, frit løb. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde lukket alt ud på denne måde; og uden tvivl ville Alexei's skjorte blive vædet med en slægtsløs' tøs tårer. Men lige nu var hun ligeglad... Hun ønskede altid at fremstå stærk, men nu var hun noget meget vigtigere. Hun var reel.

"Jeg skulle aldrig have troet på ham..." Mumlede hun. Tårerne, og hendes 'begravede' ansigt, gjorde hendes stemme lidt utydelig,
Snart løftede hun sit ansigt en smule og så op på ham, "Det var måske bare nemmere at tro på en ond løgn, end at skulle længes efter dig for evigt..." Dengang havde der ikke været en ende på slaveriet i hendes øjne.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 98
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Søn okt 22, 2017 1:43 am

Når Alexei først havde sat sig noget for, var det noget nær umuligt at få ham til at ændre mening eller afvige fra dette. Derfor kunne Elena også prøve ligeså tosset hun ville, på at få ham til at bebrejde hende for aftenens situation og erkende hendes såkaldte 'korrupte natur'. Men det ville ikke ske. Han bebrejdede hende intet, og dette ville ikke pludselig ændre sig, ligegyldigt hvor meget hun forsøgte at skubbe til ham - metaforisk. Og han forstod vel egentlig godt, at hun havde et behov for at blive straffet for sine handlinger, for han havde det trods alt på samme måde. Men for ham, vidnede dette blot om hendes natur, på en helt anden måde end det tilsyneladende gjorde for Elena selv. Det påviste blot, at hun angrede sine handlinger, og at hun var villig til at bøde for sine fejl. Dette var et karaktertræk, Alexei kun kunne beundre og respektere.

Han hørte naturligvis hendes mumlende ord, og rystede stille på hovedet. "Selvfølgelig påstår jeg ikke, at en hård fortid giver fripas til alverdens dårlige gerninger i ens fremtid, men i visse tilfælde, må det dog alligevel tages med i betragtning. Og dette er et af de tilfælde, Elena. Dine handlinger var baseret på løgne, du blev tvangsfodret for mange år siden, da du endnu var for ung til virkelig at kunne skelne mellem løgn og sandhed. Enhver ung pige, der ikke havde mødt nogen reel medgang i sit liv ville sandsynligvis have troet på løgne, de blev fortalt. Nogle gange er vi så vant til det dårlige i livet, at vi ikke kan indse det gode der uundgåeligt vil vise sig." Alexei havde hele sit liv forsøgt at være netop den godhed hos andre, som han aldrig selv havde oplevet som barn, og han havde enhver intention om at fortsætte på den måde, resten af sit liv. Hvis han kunne hjælpe, selvom det måske var minimalt, på at gøre verden til et bedre sted, ville han med glæde gøre sit.

Endnu engang havde hun ladet sit blik falde, inden han valgte at læne sig fremover og trække hende ind i en tæt omfavnelse. Hendes krop var stiv mod hans først, hvilket ikke var andet end, hvad han havde forestillet sig. Det havde heller ikke ligefrem været let for ham, bare at læne sig forover og trække hende ind til sig. Mest af alt på grund af deres forrige handlinger og berøringer. Men han havde tvunget sig selv til at se forbi disse, og han troede på at hun kunne gøre det samme. Derfor forventede han også at hun ville blødne op overfor ham, når først hun tillod sig selv at mærke hans arme omkring sig. Og ganske rigtigt, efter det første chok, som man kaldte det, lagde hun sine egne arme omkring ham og klyngede ham ind til sig. Hun begravede ansigtet i hans skulder, og han holdt hende blot tæt ind til sig, mens han flyttede den ene hånd op til hendes hoved, hvor han begyndte at 'ae' hendes hår på en beroligende manér. Han mærkede hendes krop ryste fra gråden, der endelig virkede til at få frit løb hos hende, og bemærkede også den varme fornemmelse af tårer, der bevægede sig ned i hans skjorte. Og han kunne ikke være mere ligeglad med sin skjorte. Den tog næppe skade af nogle tårer, og hvis den gjorde, var hun alligevel vigtigere end en skjorte. Langt vigtigere. Hun var vigtigere end alt andet, følte han i dette øjeblik.

Snart mumlede hun ind i hans skjorte, og gråden samt det faktum at skjorten tog noget af lyden, gjorde det lidt vanskeligt for ham at forstå, hvad hun sagde, men han syntes alligevel at få det til; 'Jeg skulle aldrig have troet på ham'. Noget, han selvfølgelig ikke kunne erklære sig uenig i, men som han heller ikke bebrejde hende, af alle de førnævnte årsager. Han valgte dog at lade være med at kommentere på det. Da hun så løftede hovedet og så ham ind i øjnene, mens hun atter åbnede munden, så han hende blot ømt ind i øjnene. Endnu en gang svarede han hende ikke, men rystede blot lidt stille på hovedet. Han forstod hende fuldt ud, og han havde kun harme overfor situationen, som hans egen far havde skabt. Hende, skubbede han blot tættere på sig, med hånden på hendes baghoved, så han kunne placere et varmt og blidt kys på hendes pande. Hun betød så meget for ham, og han kunne ikke lade være med at prise sig lykkelig over, at han endelig havde fundet hende igen.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 109
Reputation : 0
Bosted : Groundstone, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Man okt 23, 2017 3:55 pm

Nogle gange er vi så vant til det dårlige i livet, at vi ikke kan indse det gode der uundgåeligt vil vise sig - Trods hun var en helblodet skeptiker, forsøgte hun at finde trøst i hans ord. For hun havde trods alt fundet ham, og ved at se ham i øjnene og mærke hans tilstedeværelse, fornemmede hun dén velkendte godhed der havde svøbt hende som barn, når hun var i hans selskab. Hans ord var fyldt med håb og vilje, og beviste, at selv hvis man havde været underkuet af forfærdelige omstændigheder, behøvede man ikke være et offer hele sit liv. Man kunne godt tro på godhed, selvom man havde oplevet megen modgang.

Dén tryghed hun fandt i hans favn, var så fremmet for hende, efter alle de års adskillelse. Det var sjældent at hun lod nogen komme så tæt på, og omfavne hende når hun var på sit svageste. Som barn, havde hendes følelser været tydelige. Især når hun oplevede sine 'episoder', hvor hun var med at miste besindelsen. Som voksen, havde hun, derimod, lært at foregive styrke, og ikke lade nogen se når facaden faldt. Alligevel, føltes det så rart og varmt, som han strøg hendes gyldne lokker, at hun ikke havde lyst til at give slip. For øjeblikket kunne ende, og han kunne forsvinde ud af hendes liv igen. I sidste ende, holdt hun måske for meget af ham, til at lade ham tage del i sit liv. Det virkede måske counter-intuitivt, men Elena havde aldrig været desideret rationel, i sine selv-destruktive beslutninger.

Som hun havde løftet hovedet og vendt de store, våde, og lidt røde, øjne mod ham, mødte hendes blik et ømt udtryk. Igen, var der ingen vrede ord, formandende bemærkninger, eller hårdhed i hans blik. Hun vidste at hun selv ville have reageret langt mere aggressivt i situationen, hvis hán havde manipuleret med hende. Hun havde opbygget et forfærdeligt temperament. Alexei's baggrund havde nok lært ham en anden form for selvkontrol. Noget der, i Elena's øjne, var vanvittigt imponerende.
Snart strejfede hans læber hendes pande, og et mildt, lidt sørgmodigt smil, strøg over hendes ansigt, og fik dé små smilehuller til at vise sig under de lidt tåre-klistrede kinder. Der var noget ved hans blide berøringer der gav hende et spinkelt håb, og lidt afkobling fra hendes skam. Hun lagde, kortvarig, en hånd mod hans kind, og strøg den mildt, før hun rakte ned efter tæppet og trak det lidt op mod sig igen. Hun lod det dog også lige strejfe hendes kinder, for at tørre dem lidt af, så hun kunne få lidt kontrol over sig selv igen.

"Måske..." Begyndte hun lavmælt "Måske skal jeg lige tage tøj på, og følge dig ud af undergrunden...-" Hun vidste at han havde et kort med sig - hun havde trods alt udformet det selv -, men hun vidste også at personer med gyldne øjne nemt kunne komme i problemer hérnede, hvis de gik alene. Hun vidste at han ikke kunne blive her for evigt, og hun havde brug for at samle sig selv.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 98
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Tors okt 26, 2017 11:30 pm

Alexei var ikke vant til at være tæt med en anden person, på denne måde. Klart, han var velkendt med fysisk tæthed med det modsatte køn, men det var ikke denne slags tæthed, nærvær. Dette var intimt på en helt anden måde, og det var så meget mere værd, end den anden slags tæthed. Dette var nemlig ikke noget man kunne have med alle og enhver, men var derimod en ganske sjælden ting, i hvert fald i Alexeis liv. Sex, dét kunne han have med rimelig meget alle og enhver, for det krævede ikke en dybere forbindelse. Han havde selvfølgelig hørt, at dette skulle gøre oplevelsen endnu bedre, men han havde endnu ikke haft den fornøjelse. Han havde aldrig rigtig været forelsket, og havde aldrig været i et ordentligt forhold. Det havde aldrig virket som en mulighed for ham, overhovedet. Han havde aldrig været i stand til at føle sig tæt på nogen, ikke på den måde. Det var svært for ham at lukke folk ind i sit liv generelt, også hvis der ikke var noget romantik involveret. Det havde det altid været, fordi han ikke havde haft mulighed for at lære dette fra barnsben af. Grundet hans far, var han rimelig afskærmet fra andre folk, specielt på et følelsesmæssigt niveau. Elena var den første person han virkelig havde knyttet sig til, selvom han generelt havde haft et ret godt forhold til de fleste af husholdningens kvindelige slaver. De havde været gode ved ham, og havde vist ham en medfølelse og venlighed, som han ikke havde stødt på andetsteds. Han havde været ret aflukket fra verden udenfor deres palæ, takket være hans far, og derfor kendte han kun til sin fars modbydelige luner. Slavinderne havde lært ham at genkende og til en hvis grad udvise medfølelse og godhed. Disse karaktertræk var kun blevet udviklet med årene, og han besad nu begge dele i høj grad, men dette ville nok ikke have været muligt uden de indflydelser. Derfor havde han også holdt af slavinderne, der kom i huset, i hvert fald langt størstedelen af tiden. Men Elena havde været anderledes. Hun havde været den første, som han virkelig havde holdt af. Elsket, ligefrem. Han havde aldrig elsket sin far. Mange ville måske påstå, at man altid elsker sine forældre, selvom man måske ligeledes kan hade dem til tider, men Alexei ville alligevel vove at påstå, at han aldrig havde elsket sin far. Lige fra dag et af, havde faren ikke budt Alexei andet end ondskab og misbrug. Hvordan skulle Alexei kunne elske dét?

Men Elena havde været hans livs store kærlighed. Ikke på en romantisk måde, men bare i den forstand, at han ikke havde elsket nogen højere end hende, helt op til denne dag. Hun havde været det vigtigste i hans liv, og han havde påtaget sig en storebrors-rolle overfor hende. Hun ville også være den eneste lillesøster han nogensinde kunne få, eftersom hans mor var død i barselssengen, og hans far havde været en uhumsk drukkenbolt. Hvis nogen, imod alle odds, skulle have været villig til at gå i seng med ham, kunne Alexei kun håbe, for deres skyld, at det ikke havde resulteret i et barn. Intet barn fortjente at leve uden en far, selvom han alligevel ville argumentere for, at det trods alt var bedre at have ingen far, end at have Alexander Guerra som far. Så han kunne selvfølgelig ikke udelukke muligheden for, at han måske havde en lillesøster eller lillebror et eller andet sted, men han fandt det højst usandsynligt, og havde desuden ingen måde at finde ud af dette på, med mindre vedkommende i så fald selv opsøgte ham.

Han blev revet ud af sin tankerække, da han mærkede Elenas lille hånd mod hans kind. Han lænede sig instinktivt lidt ind mod den, og nød følelsen af den intime tæthed, de delte. Det havde været manglende i hans liv, det blev smerteligt klart. Han kneb øjnene i, kortvarigt, som hun nævnte, at hun ville tage tøj på. Han skældte dog samtidig sig selv ud, indvendigt, fordi han ikke ville tænke mere over hele den episode. Det var sket, og nu måtte de bare bevæge sig forbi det og glemme, så godt som muligt. "Jeg vil ikke udsætte dig for unødvendig fare, så hvis du skal et andet sted hen, følger jeg dig på vej, og ellers bliver du her. Jeg fandt herhen uden problemer, jeg kan også finde tilbage."
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 109
Reputation : 0
Bosted : Groundstone, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Fre okt 27, 2017 10:09 pm

Det var længe siden hun havde følt sig så psykisk drænet som nu. Men man brugte faste, hårde arbejdsrutiner på at fastholde emotionel stabilitet i sit liv, var det måske ikke så besynderligt, hvor udmattende det kunne være, endelig at åbne op for de mere intense følelser. Skyldfølelsen og skammen syntes at dominere, i hendes slanke skikkelse, trods hendes håb forsøgte at kradse den tykke mur op, som hun havde brugt årevis på at bygge. Det var nemmere at fastholde de negative følelser, ; de var mere håndgribelige for hende. Alligevel mærkede hun - ved at være så uendelig tæt på en mand der havde fungeret som et anker for hende som barn - en gammel tryghed og varme, som hun havde savnet.
Som hendes hånd rørte hans kind, mærkede hun varmen fra hans hud, brænde mod håndfladerne. Selvom hendes berøring var ufattelig blid, vidste hun, at hendes hænder måske var en tand mere ru end dém han normalt blev rørt ved. For hvem ville kunne modstå denne mand? Hun skammede sig over sin tiltrækning til ham, men indså nu endelig, at den havde fundament i noget mere end blot fysikken. Mens hun skubbede andre mænd fra sig, havde hun været helt komfortabel ved tanken om at være sammen med ham... Noget, i hendes indre, havde vel stolet på ham, trods hendes hjerne forsøgte at bilde hende andre ting ind. I øjeblikkenes hede, havde hun troet at hendes krop handlede irrationelt, men...- Måske havde den vidst at han ikke ville skade hende, og at han virkelig, ikke var dét monster, hun havde tegnet ham som. Måske havde sandheden lavet en kløft mellem dem seksuelt, men den fysiske kontakt var der stadig. Det sås, da han kyssede hendes pande, og som hun rørte ved ham nu. Det føltes så normalt, selvom selve situationen var absolut abnormal.

Som hun så på ham, med sine halvrøde øjne, vidste hun, at hun havde brug for distance. Aftenens begivenheder smertede hende, til en ulidelig grad, især efter hans godhed virkelig kom til syne i hans reaktioner, og mangel på samme. På mange måder, ønskede hun det bedste for ham, og hvis hun kunne, ville hun have slettet dette møde komplet fra hans hukommelse. Han ville få det bedre uden hende i sit liv.- Det var hendes mening. Hun var for kompliceret og ubehersket, når stærke følelser kom i spil, og hendes følelser overfor ham, fra levnet fra hendes kærlighed til ham som barn, og hendes nuværende skam, var for kraftfulde, til at hun kunne beherske dem fuldstændig lige nu.
Hun smagte lidt på hans ord. Nej, hun ville ikke lade ham følge hende på vej. For hun ønskede ikke at han skulle finde hende igen. Det var selvisk af hende. Umådelig selvisk. Men hun følte, at hun traf den rigtige beslutning for dem begge. Hun betvivlede heller ikke, at han kunne klare sig selv, hvis der opstod problemer på vej ud. Derfor rystede hun mildt på hovedet, så den lyse hårpragt rystede på sig. Hun svøbte tæppet om sig, og rejste sig endelig op.
"Ved nærmere eftertanke, bliver jeg her." Hun løftede hans bælte fra gulvet, og rakte ham det, med en spinkel hånd. Et lille, skrøbeligt smil omfavnede hendes læber,"Jeg er i sikkerhed her." Forsikrede hun ham om, før hun tilføjede: " Men lad mig, i det mindste, føre dig til døren..."

-
Før hun lukkede døren mellem dem, lod hun sine øjne møde hans. På mange måder, var hun sikker på at det var sidste gang hun ville kigge ind i dem, uanset hvor meget hun ville ønske at finde ham igen. Hun svøbte tæppet tættere om sig, og sendte ham et forsigtigt smil.
"Så fandt du alligevel ud af mysteriet." Noget lidt selvironisk og akavet, fik hende kortvarig til at slå blikket ned mod sine fødder. Dernæst mødte hun hans øjne igen,
"Pas på dig selv, Alexei.". Hun lukkede døren, og netop da låsen klikkede, samledes et væld af tårer sig påny i de blågrønne øjne.

//OOG: OUT//
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   

Tilbage til toppen Go down
 
Undisclosed Desires - Alexei
Tilbage til toppen 
Side 2 af 2Gå til side : Previous  1, 2

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Redhawk City :: The Underground-
Gå til: