Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Tidsplan

Årstal | 1176

Årstid | Efterår

Måned | Oktober

Latest topics
» Elena's Plottråd! <3
Yesterday at 11:15 pm by Elena

» ♢ Emnesøgning for Cassius ♢
Yesterday at 10:25 pm by Jessica

» You're a Redwood and I can't trust you-Remus
Yesterday at 9:35 pm by Semira

» Undisclosed Desires - Alexei
Yesterday at 3:55 pm by Elena

» Friends or Strangers? - Zachariah
Yesterday at 2:02 pm by Elena

» Life or Death ~ Elena
Yesterday at 12:08 pm by Elena

» Maybe today... (Hayley)
Søn okt 22, 2017 8:35 pm by Hayley

» Maybe I'm foolish...(Alexei)
Søn okt 22, 2017 1:02 am by Alexei

» Emnesøgning!
Lør okt 21, 2017 9:02 am by Zachariah

Top posting users this month
Zachariah
 
Elena
 
Alexei
 
Hayley
 
Semira
 
Lucius
 
Remus
 
Look J
 
Emma
 
Charles
 
Statistics
Der er i alt 121 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Jessica

Vores brugere har i alt skrevet 4007 indlæg in 466 subjects

Share | 
 

 Undisclosed Desires - Alexei

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
Gå til side : 1, 2  Next
ForfatterBesked
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Undisclosed Desires - Alexei   Ons sep 20, 2017 1:53 pm

Sted: Et rimelig forladt område af Undergrunden
Tid: Sen aften
Vejr: Ikke relevant
Omgivelser: Netop détte område af undergrunden, er mere forladt, eftersom dets tidligere beboere fraflyttede for nogle år siden. Grundet dets snørklede placering, er det kun få der kender til stedets nøjagtige placering. Stedet består af nogle få værelser, som sandsynligvis engang blev brugt til kriminelle formål, - og efterfølgende til beboelse. Rygterne fortæller, at en ung kvinde, med slægtsløse øjne, som plejede at bo her, stadig tager brug af området i ny og næ. Derfor, er det vedligeholdt; trods det eftersigende ikke er hendes faste bolig.
Udseende:
KLIK + en dybblå cardigan af blondemateriale, og nogle korte, sorte ankelstøvler.

@Alexei <3

Hun pustede forsigtigt tændstikken ud, efter at have tændt det sidste stearinlys. Hernede, under jorden, var der intet håb om naturligt lys; hvorved der derfor, var brug for mange alternative lyskilder til at jage skyggerne bort... Og her i Undergrunden, var skyggerne utallige. Det var nok de færreste der besøgte stedet uden et formål; hvis man da så bort fra dem der ikke havde et valg. Men trods der var mange dunkle, fugtige steder mellem labyrinten af gange, hvor en rotte måtte pibe i ny og næ, var visse steder ganske beboelige, og tilmed hyggelige.
Ved krigens afslutning havde en gråhåret mand, og en lille, lyshåret pige med store øjne, søgt tilflugt i Undergrunden. De havde fundet en god krog, besiddende af et fællesrum og tre tilhørende værelser, som de straks begyndte at gøre i stand, og gøre til deres. Fugten fra væggene jagede de væk; og langsomt implementerede de afkastede eller selvlavede møbler. De etablerede et hjem. Et hjem som, den unge pige, selv ikke havde kunne forkaste efter mandens død. Ganske vist havde hun, dengang, været for usikker til at blive boende alene; men stedet besøgte hun stadig af og til, for at forhindre at det ville falde hen. Det var en form for tidskapsel for hende, og mindede hende om dén lille familie hun engang havde haft. De tre værelser bestod af entréen, der vel i grunden også fungerede som en spisestue med dets antikke træbord og lidt vakkelvorne, et kontor, med en masse medicinske bøger og remedier, og et soveværelse, med en bred seng. Det var ikke meget... Men stearinlysets skær, og de gode minder, gav det en atmosfære man skulle lede længe efter i Undergrunden. Ja, selv i Groundstone District.

Elena glattede den sorte kjole lidt ud med hænderne. Det var sjældent at hun bar tøj, der virkelig krammede sig flatterende ind til hendes kvindelige kurver, og derved var hun en tand for opmærksom på sin krop. Trods kjolen stoppede blot lidt over knæene, kunne hun ikke afholde sig selv fra at trække lidt ned i den i ny og næ. Det kunne ikke overraske nogen som kendte hende, at kjolen ikke var hendes, men blot én hun havde lånt af en af sine veninder. Nej, måske var den unge kvinde ikke forfængelig, men hun havde i sinde, at bruge alle de kneb hun kunne i aften. Endda det lyse hår, havde fået en tur med børsten, og foldede sig derved, klædeligt ned ad skuldrene og ryggen.
Hvad var planen? Hun gennemgik det hele for sig selv, en tyvende gang, mens hun bevægede sig roligt gennem 'entreen'. Beskeden hun havde sendt Alexei Redwood havde været kryptisk, og dog flirtende. Det var vel intet under at hun havde måtte recitere den til en af sine veninder, da hun selv var elendig til at stave, og skrev utrolig snørklet og barnligt. 'Hr. Redwood'; Sådan havde beskeden startet: Trods manden end ikke kender kvindens navn, får han nu en chance for at gøre sig fortjent til sandheden. Et smil gled over den unge kvindes buttede læber, som hun morede sig over sin egen sætning, som havde benyttet sig af nogle af dé formuleringer og ord de havde udvekslet sidst, For kvinden kan måske ikke forblive et mysterium for evigt. For hvem siger at det sjove, skal slutte der?. Beskeden var underskrevet X. Vedlagt var et kort, som ville føre ham herhen. Det var en snørklet rute, og hun var bestemt ikke helt sikker på at han ville dukke op. Mange i undergrunden havde trods alt nogle udeståender med The Redwoods, eller deres tilhænere. Var det dumt at føre ham til et sted der betød noget for hende? Måske. Men der var også noget poetisk ved det, i Elena's øjne. For så kunne hun måske lægge fortiden bag sig, og endelig komme videre i sit liv.

Hun lænede sig ind mod spisebordet, og placerede hænderne på pladen bag sig. Opmærksomt, betragtede de sløgtsløse øjne døren. De brændte med en energi, som hun sjældent havde oplevet før. En forventning, og spændning over hvad der måtte udfolde sig. Hun fugtede læberne, og strøg en hånd gennem sit hår.

Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Ons sep 20, 2017 5:56 pm

Påklædning ⚔ Klik her


Det kunne ikke benægtes, at Alexei havde tænkt på den unge kvinde han havde mødt på torvet nogle gange, siden hun havde forladt ham på bænken. Han havde blot betragtet hende gå, mens han havde lavet en aftale med sig selv, om at han nok skulle finde hende igen. Hun havde vist sig at være lidt af en udfordring, og han sagde aldrig nej til en værdig udfordring. Derfor havde han også været yderst tilfreds, da han havde modtaget en besked, der kun kunne være fra denne kvinde. Dette betød nemlig, at han ikke selv behøvede at finde hende, hvilket også ville være sværere for ham, end det havde været for hende, da hun var den eneste af de to, der havde fået oplyst den andens navn. Og dette var på trods af det faktum, at han havde skruet allermest op for sin charmerende side, hvilket ikke sagde så lidt. Det var sjældent, at kvinder ikke faldt for hans charme, og da især, når han gjorde sig så umage, som han havde gjort sig den dag. Men han var nu også overbevist om, at hun ikke havde været helt immun overfor ham, men blot havde kæmpet inderligt for ikke at lade så meget vise. Og det fik ham blot til at være endnu mere interesseret, fordi han gerne ville få hende til at sænke disse parader, der tydeligvis var nøje bygget op. Desuden var hun en smuk kvinde, og han ville hjertens gerne mærke hendes krop mod sin egen, som hans læber befandt sig på hendes egne. Indtil videre havde han kun mærket hendes læber mod sin tommelfinger, som han havde prøvet at drille hende med et let kærtegn, og mod sin kind, som hun havde efterladt ham på bænken, hvor de havde mødt hinanden. Så han havde ikke et øjeblik tøvet, da han fik hendes besked. Han havde vidst, at det var hende, fordi hun havde spillet på nogle af de ord de havde udvekslet, og ingen andre end de to, kunne vide hvad der var blevet sagt imellem dem. Så han var trukket i tøjet, hvilket var lidt finere end ved deres første møde. Denne gang, havde han nemlig været forberedt på forhånd, og vidste derfor at han skulle tage sig godt ud. Denne gang, skulle hun ikke kunne modstå ham, det var han fast besluttet på. Men måske det heller ikke ville blive så hårdt arbejde, når nu hun selv havde inviteret ham… Hjem? Han vidste ikke om det var hendes hjem, han var på vej til, eller hvordan og hvorledes, men han var også ligeglad. Han fulgte bare nøje kortet, hun havde vedlagt sin besked, og fandt frem til destinationen, nogenlunde uden problemer. Han var god til at færdes i skyggerne, og undgå problemer og besværlige typer. Og når han så endelig stødte på den slags, kunne han desuden sagtens finde ud af at klare sig selv. Både i almindelig kamp, men også med sine evner - slægts- såvel som individuelle. Selvom han ikke gjorde sig i at bruge disse, når han ikke behøvede. Han var for intelligent, til at starte optøjer, hvor disse var unødvendige. Han var faktisk ikke generelt en aggressiv mand, men snarere afregnet og overvejende. Når det kom til krig og kamp, gjorde han aldrig noget forhastet. Han overvejede alle muligheder, og vejede dem op imod hinanden. Dette var også hvad der gjorde ham til en så god krigsgeneral.

Han fiskede endnu en gang kortet op ad sin lomme, og betragtede det. Hvis han havde fulgt det ordentligt, skulle han befinde sig lige omkring det. Han spejdede efter en dør, der ville passe med kortet. Og der gik ikke mere end et par sekunder, før den dukkede op for hans øje. Han bevægede sig en smule hastigt, men helt roligt hen til den. Han kunne ikke lade være med at smile lidt, ved tanken om at se hende igen. Han havde følt sig godt tilpas i hendes selskab, næsten som om han allerede havde kendt hende, hvilket han tydeligvis ikke gjorde, til hans viden. Desuden løb hans tanker løbsk, med billeder af hvad aftenen kunne byde på, og dette behagede ham helt bestemt. Han løftede sin højre hånd og bankede bestemt på døren, mens han kraftigt håbede på at se hende åbne døren snarest.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Ons sep 20, 2017 8:24 pm

Som hun ventede, skævede hun roligt og fokuseret rundt i lokalet. Spisebordet, hun lænede sig mod, var som regel aldrig så ryddeligt som det var nu. Kun et par enkle, magre lysestager med deres flakkende ild, og en flaske vin med to grøntfarvede glas, var placeret på det. Vinen, var en af de mange gaver hun fik sig gennem sit arbejde. For oftest havde hendes patienter ikke penge nok, til at forære hende en mønt for hendes arbejde. De måtte give hende hvad de lige havde ved hånden, og hvis hun huskede tydeligt, var netop dénne flaske én af dem hun havde indbragt sig, efter at have plejet en af sine veninder på Groundstone's bordel, som havde været blevet slået gul og blå af en kunde. Den unge blonde kvinde, gjorde sig ikke meget i vin. I perioder, gav hun sig dog over til dets magt. For sommetider blev nætterne ekstra mørke, og ligeledes blev hendes tanker. Men denne flaske var ikke ment til at dulme sorgerne nu. Nej, snarere give hende lidt ekstra mod. Og måske en ekstra fordel...
En lille flakon var godt skjult i hendes kavalergang. Som healer havde hun adgang til mange medikamenter, og kunne således forgifte folk, ligeså let som helbrede dem. Planen var dog ikke at dræbe Alexei Redwood. Nej, snarre at give ham en lærestreg, med en omgang sovepulver. Hun ville dernæst berøve ham af hans kort, og efterlade ham i de forvirrende gange. Det ville tage ham timevis at navigere ud igen på egen hånd. For uanset hvor god man var til at finde vej, var détte sted ikke en brise at finde ud af igen.

Så snart det bankede på døren, følte hun sit hjerte gallopere af spænding. Hastigt kastede hun et blik over mod sin egen reflektion i det lange, lidt af-brugte spejl der hang til højre for døren. Hun kunne knapt nok genkende sig selv. Den sorte kjole smøg sig om de lidt brede hofter, og løftede hendes brystparti en tand højere op end hun var vant til. Det lange hår, hvilede glat over skuldrene, trods spidserne forsøgte at krølle sig en smule. Hendes kinder begyndte at blusse en smule, ved udsigten til dette 'møde'. Det samme gjorde øjnene, som glødede af en fremmet, næsten dyrisk energi.
Hun løftede fingrene for bordet, og gik roligt hen til døren. Før hun trak i håndtaget, tog hun en dyb indåndning ned i sine lunger, og samlede sig selv.
Synet der mødte hende var næsten endnu mere charmerende, end det havde været sidst. Alexei var, på mange måder, vokset sig attraktiv, med sine brede skuldre, det brune hår, og de gyldne øjne. Hun betragtede ham, som hun åbnede døren, og i et par sekunder, lod hun blot et kryptisk smil, glide over sine buttede, lidt rosa læber.
[color:a95c=ff9999]"Jeg er imponeret." Den unge kvinde, lod sit blik hvile mod hans øjne, før det - snart efter - gled ned af hans krop. Han var virkelig dukket op! Hun skulte sin overraskelse, bag et lidt listigt og udfordrende smil.
"Jeg har vel ikke et andet valg end at lade Dem komme ind.." Hendes stemme var mild, men den drillende tone lå i et let lag over hvert et ord. Snart trådte hun til side for at lade ham passere, hvorefter hun lukkede døren bag sig.

"Jeg skulle vist ikke have betvivlet deres ord sidst," Hun trådte et skridt hen mod spisebordet, så hun sikrede sig for at han var bag hende. For én vigtig ting havde hun noteret sig siden sidst... Hun ville ikke blive fanget for hurtigt af hans øjne.
"De sagde, trods alt, at De ikke ville glemme mig"  Hun vendte sig mod ham igen, og sendte ham et charmerende smil. Hendes matte øjne virkede mere nuancerede i skæret fra de flakkende stearinlys, "Så... I det mindste er De vist ingen løgner..."


Sidst rettet af Elena Tors sep 21, 2017 10:00 pm, rettet 1 gang
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Ons sep 20, 2017 9:30 pm

Som han stod og ventede på, at døren blev åbnet, kiggede han ned på kortet i sin hånd, som han ikke havde fået lagt væk endnu. Dette gjorde han så, ned i baglommen på sine bukser, der var ligeså sorte som skjorten de var sat sammen med, samt bæltet, der skulle holde dem på plads. Han håbede dog inderligt på, at det bælte ikke ville blive nødvendigt hele aftenen/natten, det kunne han ikke benægte. Ikke at der ville være nogen grund til at benægte dette. Han var tiltrukket af denne kvinde, som han endnu ikke kendte navnet på, og han delte med glæde hendes seng, hvis hun ville lade ham. Han kunne aldrig finde på at tvinge sig selv over hende, men han kunne stadig bruge alle sine charme-tricks på hende, og det plejede at være rigeligt, til at få kvinder med i seng. Han havde godt nok på fornemmelsen, at hun ikke ville være helt let at få til dette, men dette ville kun gøre oplevelsen så meget bedre. Hvis det så rent faktisk lykkedes ham, hvilket han var fast besluttet på, at det nok skulle, ville det være endnu mere tilfredsstillende, fordi han vidste at han havde formået noget, som der sandsynligvis ikke var mange andre, der havde formået. Ikke, hvis hun altid var på denne måde overfor det mandlige køn, i hvert fald. Og da han ikke kunne regne en grund ud til, at hun skulle have mere imod ham end andre af hans køn, kunne han ikke forestille sig at andet var tilfældet. Det var selvfølgelig muligt, at hun ikke altid opførte sig sådan overfor mænd, men han kunne blot ikke se en grund til, at han skulle være den eneste. Ikke med mindre hun vidste et eller andet om ham, som han ikke vidste, at hun vidste. Men hvad skulle det dog være? De kendte ikke hinanden, så vidt Alexei vidste. På trods af det faktum, at han et par gange havde syntes at genkende noget i hendes øjne, og måske endda hendes stemme, var han endnu ikke kommet på en mulig relation imellem dem.

Han blev revet ud af sin tankerække, som han hørte døren åbne foran sig. Han så op, og fik hurtigt øjenkontakt med den smukke kvinde, han havde mødt én gang før. Hun sendte ham et noget kryptisk smil, der dog ændrede sig til en mere udfordrende mine, da hun havde talt. Han kneb øjnene lidt sammen og smilte skævt, på sin mest gavtyveagtige manér. Så fugtede han sine læber med sin tunge, inden han talte. "Hvis De er imponeret nu, frøken, har De en helt igennem overvældende aften i vente." Han bed sig i læben, og kiggede hende endnu ind i øjnene, med et intenst blik, der kun indeholdt en smule af et drillende glimt. Det var en ufattelig selvsikker kommentar, men selvsikkerhed var også et attraktivt træk, så længe man ikke overgjorde det, og bevægede sig for langt hen i det arrogante. Det var desuden en form for varsling om, hvad han havde i sinde at få aftenen til at gå med, såfremt hun var med på den. Det kunne selvfølgelig tolkes på mange måder, og der kunne ligge meget bag hans ord, men i dette tilfælde, kunne det kun bevæge sig i en enkelt retning, og den var langt fra uskyldig.
Nu lod han så sine øjne glide fra hendes øjne og ned ad hendes krop. Hun så forfærdeligt godt ud, og af en eller anden grund, havde han ikke set det komme. Hun virkede måske bare ikke som typen, der ville gå i den slags tøj, i hvert fald ikke at dømme ud fra det sæt, hun havde haft på da de først mødtes. Men det var uden tvivl en positiv overraskelse, da han næsten ikke kunne fjerne øjnene fra hende igen. Den sorte kjole sad stramt om hendes krop, og gik hende til over knæene, så den var egentlig ikke decideret kort, men alligevel en hel del kortere end den kjole han før havde set hende i. Hun var slank, men med perfekt proportionerede kvindelige former, der både gik ud i nogle lidt bredere hofter, samt et flot sæt bryster. Bryster, han måtte tage sig sammen for ikke at dvæle ved, da den sorte kjole var relativt nedringet, hvilket igen var en forandring. Udover kjolen havde hun en blå cardigan, som passede godt til kjolen. Det var et pænt sæt, der komplimenterede hende godt, og dog fik det ham kun til at ville fjerne det fra hende, så han kunne se og mærke hendes krop indenunder.
Han så først ind i hendes øjne igen, da hun atter åbnede munden. Hun trådte derefter til siden, og han trådte ind, hvorefter hun kunne lukke døren bag ham. Han vendte sig derpå atter om imod hende, og talte igen. "Eftersom det var Dem, der inviterede mig hjem, giver det bedst mening." Han løftede drillende øjenbrynene, og sendte hende et charmerende smil.

Da hun talte igen, afbrød han ikke, men lod hende sige alt, før han selv sagde noget. "De bør aldrig betvivle mine ord. Jeg kunne aldrig finde på at lyve for en smuk kvinde, som Dem selv. Der er rigeligt at sige i sandheden. Som f.eks. at De ser helt igennem fantastisk ud, her til aften. Og de har endnu ikke gjort det muligt for mig at glemme Dem." Han trådte tættere på hende, og kiggede hende ind i de matte øjne, der var endnu smukkere i skæret fra stearinlysene.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Tors sep 21, 2017 10:33 pm

'Hvis De er imponeret nu, frøken, har De en helt igennem overvældende aften i vente'. Hans flirtende ord var så indhyllet i en indforstået undertone, at den unge, slægtløse kvinde, i et kort øjeblik, havde glemt hvor charmerende denne mand kunne være. Ofte når mænd var mere direkte, kunne man få en dårlig smag i munden, men med Alexei...- Hans formuleringer, klang og udtryk, gjorde det hele så sexet og naturligt, at han nok kunne få selv den mest dydige kvinde til at vise interesse. Elena forsøgte dog at holde sig selv i skak, trods hun næsten ikke kunne oversé hans små, sensuelle træk; som den måde hvorpå han bed sig i læben, eller hvordan hans gyldne øjne nærmest gnistrede med en flammende intensitet.  
Hun huskede dog sig selv på sin mission, og tilføjede - i sit indre - en lille kommentar til hans ord:  'Jeg kunne ikke sige det bedre selv.' Snart gled de store øjne lidt langsomt ned over hans krop. Trods det, udadtil, blot lignede at hun betragtede hans krop, havde hun et andet mål i sigte... Kortet. Hun kunne ikke se det i hans hænder, og drog derfor konklusionen at han måtte have proppet det i en lomme. En mental note blev taget; og hun vidste, at hun sandsynligvis måtte være nødsaget til at komme endnu tættere på Alexei Redwood, end forventet.
"De er sørme sikker på Dem selv." Svarede hun efter en stund. Selvom hendes øjne ofte havde noget naivt over sig, var der ikke mange spor af uskyldighed at hente i dét blik hun snart sendte ham.

Hun kunne ikke undgå at mærke hvordan hans blik, gled ned over hendes krop. Udtrykket i hans ansigt, kunne tyde på at hun havde ramt ham med sin beklædning. For trods hun selv havde følt sig akavet til mode, i det lidt mere 'udfordrende' outfit, var der noget ved måden han betragtede hende på, der fik hende til at føle sig mere selvsikker. Dén mand havde virkelig en måde, at få en kvinde til at føle sig set på. Men, i sidste ende, så han jo ikke hvem hun virkelig var. Blot hvem hun så ud til at være.

Som han var trådt tættere på hende, og sagde at hun ikke burde betvivle hans ord, vendte hun sig med ryggen til ham igen, for at samle lidt mod. Hun rakte ud efter flasken med vin, og hældte op i glassene, mens hun slugte hvért ord der gled over hans læber. Hun havde ingen intention om at proppe noget i hans glas så tidligt. Ikke når hun var så observeret, og han stadig vurderede hende. Desuden havde hun, selv, brug for at samle mod til sig.
Det er rigeligt at sige sandheden, Havde han sagt. Elena bed sig i sin buttede underlæbe, mens den røde vin dryppede, entusiastisk ned i glassene. Betød hans ord så at han havde ment hvad han sagde om hende dengang? Eller rettere, hvad hans far havde genfortalt?

Da hun endelig vendte sig om igen med et glas i hver hånd, var der ingen spor efter hendes indre debat. Nej, et klædeligt, drilagtigt smil, foldede sig over læberne, som var blevet en tand mere pigmenterede, efter hun havde bidt sig lidt i underlæben.
"De ser ikke så slem ud selv, Hr. Redwood." Lød det fra hende, som hun rakte ham et glas vin. Hun huskede sig selv på, at hun ikke havde spurgt om han ønskede noget; men hendes øjne var store, og insisterende.

Hun stablede sig, blidt, op på bordet, så hun sad på pladen. Hun placerede en af sine hænder ved siden af sig; hvorved de slanke fingre gled over træet, mens den anden hånd holdt på dét glas, hun netop skulle til at sætte mod sine læber.
"Jeg har måske heller ikke givet Dem en ærlig chance for at glemme mig..." Sagde hun blidt, før hun satte glasset til læberne. Den første lille tår vin, vædede hendes gane, og virkede som en lille, velbekendt eksplosion af dyb sødme.
"Nej, jeg har nærmere... Lokket dig herned." Tilføjede hun, som hun sænkede glasset igen. Hendes langefinger trommede nysgerrigt mod glassets kant.

"Er De virkelig så nysgerrig, på en helt... fremmet kvinde?" Hun tiltede hovedet på skrå, og sendte ham et varmt og udfordrende smil. Hun kunne i grunden bedre lide denne form af sig selv. Den hævngerrige med selvtillid. Det føltes godt... Men måske også en tand for godt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Fre sep 22, 2017 1:19 pm

Han så hende betragte hans krop, og det gjorde ham ikke spor. Han var godt tilfreds med sin krop, og af erfaring, vidste han, at kvinder også var. Selvfølgelig kunne hun ikke se den ordentligt, når han havde tøj på, men man kunne altid fornemme en persons krop under deres tøj. Specielt når personen ikke havde mere tøj på, end dem begge. Hendes krop kom tydeligt til udtryk af den stramme, sorte kjole, der kunne have været malet på. Hans krop kom også relativt tydeligt til udtryk i de halvstramme, sorte bukser og den sorte skjorte, hvor han ingenting havde på under.
Ved hendes ord, smilte han et bredt, gavtyveagtigt smil og blinkede til hende. "Jamen, selvfølgelig. Hvis man ikke kan være sikker på sig selv, hvem skulle man så kunne være sikker på?" Dette mente Alexei var en vigtig del af tilværelsen, tillid og tiltro til sig selv. Hvis man var usikker på sig selv, ville man altid rende rundt og være usikker på alle andre omkring én, og det var forfærdeligt trættende. Det vidste han udmærket, da han selv havde været meget usikker som yngre, fordi hans far havde gjort sit bedste for at underkue ham hver dag. Men han havde arbejdet på og med dette, efter farens død. Og det havde gjort underværker for ham. Han var blevet sikker på sig selv, og dette havde også medført at andre var blevet mere sikre på ham. De havde beundret ham, fordi selvtillid indgydede respekt og var desuden en ekstremt attraktiv kvalitet, så længe det var med måde. Og Alexei prøvede så vidt som muligt altid at udtrykke dette med måde. Han var aldrig hoverende og hovmodig. Han kendte godt til sine begrænsninger, men han kendte også til hvordan han skulle bruge dem. Hvordan han skulle undgå dem, og fokuserer på sine styrker. Dette gjaldt selvfølgelig mest i kamp, men stadig.

Hun vendte ryggen til ham, og han holdt blikket på hende. Han kendte hende endnu ikke godt nok, til at stole blindt på hende. Dette krævede meget af ham, og hun havde endnu ikke gjort sig fortjent til hans fulde tillid. Derfor bed han også mærke i hendes bevægelser, som hun hældte vin op til dem, selvom hun stod med ryggen til ham. Han tog sjældent imod drikkevarer, hvis der kunne være tvivl om hvorvidt der var puttet noget i det. Ikke at han kunne se nogen grund, til at hun skulle prøve at forgifte ham, men man kunne aldrig være for forsigtig, når det gjaldt den slags. Ellers kunne det trods alt koste én livet, og så hellere være opmærksom og på vagt, end at ende op død. Det var han ikke klar til endnu. Han var ikke bange for døden, men han higede heller ikke ligefrem efter at gå den i møde.

Som hun vendte sig om og mødte ham med et smil, gengældte han dette smil, glædeligt. Han tog imod sit glas vin, overbevist om at hun ikke ville have været i stand til at hælde noget andet end vin i glasset, med mindre det allerede havde været blandet i vinen. Og i så fald, ville hun også selv få dette indenbords, så det ville ikke give mening. Han kunne jo vente, til hun havde taget den første tår, inden han selv smagte på vinen. Han nikkede i en anerkendende gestus. "Tak. For vinen og for Deres kompliment."

Hun fik placeret sig selv oppe på bordets plade, hvilket fik ham til at gå endnu tættere på, så han ikke var synderligt langt fra hende. 'Jeg har måske heller ikke givet Dem en ærlig chance for at glemme mig…' Dette var såmænd sandt nok. Der var ikke gået mange dage, før hun igen havde kontaktet ham, og derfor havde hun også stadig været frisk i hans hukommelse. Men dette havde nok også noget at gøre, med det faktum, at hun vel egentlig nærmest havde afvist ham, da hun var gået fra ham og havde efterladt ham på bænken. Ganske rigtigt, blev han sjældent afvist, og de kvinder der gjorde dette, var langt mere fascinerende for ham, end dem der ikke gjorde. Dette var måske masochistisk på et eller andet niveau, men ville man egentlig ikke altid have, det man ikke kunne få? Og i Alexeis tilfælde, søgte han efter at modbevise dette; at han kunne ændre noget han ikke kunne få, til noget han godt kunne få.
Hun tog så en tog af sin vin, og han gjorde det samme, inden han svarede hende. Det var såmænd en meget god vin. Han var ikke normalt den store vindrikker, men det betød ikke at han ikke kunne nyde et godt glas vin, en gang imellem. Normalt foretrak han dog whiskey og lignende. "Det er okay at blive lokket, indimellem. Faktisk tror jeg, at en ung, smuk kvinde som Dem selv, ville have godt af at blive lokket lidt i fordærv." Som han sagde dette, lukkede han den sidste afstand imellem dem, og satte sit vinglas på bordet, ved siden af hende. Han stod op ad hende ben, der hang ud over bordet. Og da hun atter åbnede munden, lagde han blidt en hånd på hver af hendes ben, lige over knæet. Han tårnede stadig lidt over hende, selvom hun sad på bordet. "Tvivler De på min interesse? Måske har jeg ikke gjort den klar nok, i så fald." Nu var det hans tur til at lægge hovedet lidt på skrå, imens han kiggede hende ind i øjnene, med et intenst og forførisk blik. Så flyttede han hænderne fra hendes ben, til hendes hofter, og afventede hendes næste træk. Han ville ikke være for påtrængende, hvis hun fandt dette ubehageligt. Derfor var alle hans handlinger og berøringer også blide og kontrollerede.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Fre sep 22, 2017 6:08 pm

Det var sjældent at hun tillod at foretage sig nogle drastiske handlinger for sin egen skyld. Hvor mange gange havde hendes bekendte trods alt ikke prøvet at få hende til at bruge de penge hun havde til at forlade Groundstone? I dénne situation, handlede hun dog hundrede procent ud fra sin egen næse, frem for at fokusere sin energi på folk der virkelig behøvede hendes hjælp. Ikke én tanke strefjede de syge og lidende i Groundstone District, som kunne have brug for en healers opmærksomme øjne til aften: Nej, for de store øjne havde kun et mål i sigte nu. Et vandrende, umådeligt sexet mål ved navn Alexei Redwood. Efter deres første måde havde hun studset meget over sin impulsive trang til at lure ham ind. For hvorfor havde hun ikke tyet til en mere direkte konfrontation? Svaret var måske meget simpelt. Havde han været en anden mand, og ikke udstrålet så meget charme og selvtillid, havde hun nok ikke følt sig så fristet til at få lidt smag på det ukendte. For intet i det her var rationelt. Nej, det var blot nyt, risikabelt og spændende.

Hun smagte lidt på hans selvtilfredse ord, og forsøgte at få hans gavtyveagtige smil på at prelle af på hendes ungdommelige, nysgerrige sind. Han havde måske ret, i det han sagde. Alligevel havde Elena aldrig levet efter dét motto. Nej, hun kunne umuligt være helt sikker på sig selv. Kun når hun arbejdede, følte hun en fuldstændig tillid til sine professionelle hænder og tanker; men situationer som denne var et bevis på, at hun stadig var irrationel, ung, og stadig oplåste brudstykker op af sin ødelagte personlighed. Hvad der var vågnet i hende, sammen med Alexei, var en nyudklækket hævngerrighed. Den var velnok blevet undertrykt i årevis, men var nu vågnet op fra dets søvn. Sandsynligvis fordi Alexei faktisk havde betydet meget for hende i en periode.

Opmærksomt havde hendes øjne hvilet mod vinglasset hun rakte ham, indtil han lod sin stærke hånd omkranse det. Dernæst var hendes blik overladt til brystkassen. Den sorte skjorte sad perfekt på ham, og formede sig om hans muskulatur. Han havde en imponerende fysik, og den unge blonde kvinde tvivlede ikke i et sekund på, at hun var den første kvinde, der havde lagt mærke til dette, og følt en hvis attraktion.

"De skal skam ikke takke mig, for at sige sandheden." Kom det snart, lidt kækt, fra hende, som hun sendte ham et sandfærdigt smil. Måske løg hun med dén maske hun bar, men ikke med netop dé ord. Han så utrolig godt ud. Nærmest en tand for godt.

Et naturligt skævt smil foldede sig snart over læberne, som han påstod at hun ville have godt af at blive lokket i unåde. En kær, og dog lidt skeptisk, latter ramte kortvarig luften.
"Så det påstår De?" Hun mærkede hvordan han bevægede sig tæt på hende, til han, til sidst, stod så tæt på hende at hans skikkelse rørte ved hendes. Hun mødte hans øjne, og blinkede opmærksomt op mod ham. En drillende glød lagde sig over hendes ansigt, som hun puffede en lok af sit lyse hår væk fra ansigtet. "Og De ser dem selv til en kandidat for mit fordærv?" Endnu en gang trommede hun lidt på vinglasset, mens hun bed sig lidt, drilskt i underlæben. Hvem var dog denne person hun var blevet?

En lille skælven gled gennem hendes krop, som han havde stilt sit glas fra sig, og placeret sine hænder mod hendes ben. Eftersom han, for kort tid havde været udenfor, kunne hun mærke at de havde en lidt lav temperatur, selv gennem materialet på kjolen. Alligevel var der intet ubehageligt i hans gestus. Nej, tværtimod. Trods Elena's seksuelle erfaring var minimal, havde enhver ung kvinde vel en fantasi. Derfor kunne hun ikke undgå, at se det frække i denne stilling, og hvordan hun blot kunne sprede benene lidt, hvortil han ville komme så tæt på at...-
Hun stoppede hastigt sin tankestrøm, og skjulte den milde rødmen i sine kinder, ved at løfte vinglasset op mod sine læber påny. Så snart hun havde slugt en lille sjat af den røde væske, tiltede hun sit hoved en anelse mere tilbage, så hun kunne se op i hans øjne uden besvær. Hun forsøgte, på bedste vis, at virke lettere upåvirket. Hendes blik veg dog ikke fra hans i ét sekund, men gnistrede blot af en energi, som bestemt ikke kunne påstå var fuldstændig fabrikeret.

Nej, hun tvivlede ikke på hans interesse. Den brændte intenst i hans øjne, såvel som hun mærkede den brænde i sit bryst, da hans hænder gled op mod hendes hofter. En mild panik forsøgte dog at brænde igennem, og få hende på det 'rationelle spor' igen. Hvorfor havde hun ikke blot proppet noget i hans vin før? Det ville have været risikabelt men... Kunne hun holde ham på afstand til han var klar til endnu en genopfyldning? Eller måtte hun...- Hun satte langsomt sit glas fra sig.
"Eftersom De vandrede helt herned... Trodsede farene, der gemmer sig i mørket..." Hun lagde en lidt drillende, dramatisk tone over sine ord, selvom de - i grunden - var sande, "Så bør jeg måse ikke betvivle din...-" Hendes blik gled fra hans øjne, til munden, og ned over hans krop, til dér hvor hans stærke skikkelse fik kontakt med hendes ben, "Interesse." Tilføjede hun så.

Hun rettede sig så en smule op, så afstanden mellem dem mindskedes yderligere. Dernæst, tog hun hans glas og løftede det op mod ham igen, "Men jeg vil gerne lære Dem lidt bedre at kende, Hr. Redwood." Hun forsøgte at trække lidt i land, ved at få samtalen til at dominere over deres kropslige nærvær.
"Det er sjældent jeg møder en med øjne som Deres, som ikke - i et sekund - rynker på næsen over øjne som mine." Hun ønskede at finde ud af hvad han ville påstå hans holdning til slægtsløse var. Især fordi hun mente at hun kendte den 'rette sandhed'.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Lør sep 23, 2017 3:41 pm

Der var naturligvis flere sider til Alexei. Måske man også kunne mene, at han nogle gange satte en facade på, som ikke fuldkommen afspejlede hans sande jeg. Men 'ens sande jeg' var også et vidt begreb, for hvad var dette overhovedet? Man kunne jo sagtens have adskillige kvaliteter og forskellige sider af sig selv, som man viste frem en gang imellem, men hvorfor skulle det nødvendigvis betyde, at ikke alle disse sider og kvaliteter var 'sande'? Mennesker var for det meste forvirrede omkring hvem de var, og dette var blot en del af livet. Man kendte aldrig sig selv, så godt som man troede, man gjorde. Og dette måtte man simpelthen bare acceptere, og så være nysgerrig omkring de nye sider af én selv, som man opdagede undervejs i livet. Sådan ville man bedst muligt lære sig selv at kende. Et åbent sind. Desuden lærte man også bedst andre mennesker at kende, når man havde et åbent sind. Dette var også grunden til, at Alexei ikke havde for vane at dømme folk, og da slet ikke fordømme dem. Ligegyldigt hvilken slægt de tilhørte - eller ikke tilhørte - var de alle mennesker, ligesom ham selv, og de havde deres egne holdninger og erfaringer, som ikke bare nødvendigvis var det samme, fordi de havde en anden slægt. Dette havde Alexei lært for mange år siden, og selvom de i disse dage var på randen af krig, mente han stadig at individer burde blive givet en chance, for at vise deres sande jeg. Måske dette viste sig at være fjendtligt, og så ville han selvfølgelig være imod dem, men som udgangspunkt, var han ikke fordømmende. Han var som regel på vagt, men det var en sikkerhedsforanstaltning - specielt i en tid med krig.

Han så op på hende, efter at have taget imod det ene vinglas. Hun betragtede ham først, og dette sagde eller gjorde han intet ved. Det var ikke første gang en kvindes øjne havde hvilet på ham, og det var så sandelig heller ikke første gang hans egne øjne havde hvilet på en kvinde. Dog var der noget særligt over denne kvinde, som han ikke helt kunne sætte fingeren på. Noget omkring hende sendte ham blandede signaler. Som om hun ikke helt selv vidste hvad hun ville opnå med ham, og med denne aften. Men han tænkte, at hun vel nok ville finde ud af dette i løbet af den tid de tilbragte sammen, og han skulle nok lade være med at presse hende. Man var vel en gentleman, på nogle punkter.
Hun sendte ham et sandfærdigt smil og talte om sandheden, hun havde talt. Dette fik ham til at smile bredt, og nikke lidt. "Udmærket." Dette var alt han sagde, mens han betragtede hende, lidt nysgerrigt. Han var stadig ved at finde ud af hvem denne kvinde var. Hvad var hendes navn? Hvad var hendes baggrundshistorie? Hvad bestod hendes hverdag af? Alt dette var faktisk en smule usædvanligt for ham, at være interesseret i, men denne kvinde havde fanget hans interesse nok, til at han ville vide disse ting.

Da hun kom med en lidt skeptisk latter, kunne han ikke lade være med at hæve det ene øjenbryn lidt. Hun havde enhver ret til at være skeptisk overfor ham, men han havde i sinde at få fjernet denne skepsis fra hende, inden aftenen var omme. Måske var dette en overvurdering af hans evner, men det var da i det mindste et forsøg værd. Han nikkede, langsomt og selvsikkert. "Det påstår jeg, og ja. Jeg mener bestemt, at jeg er en værdig kandidat. Og værdighed, er noget man aldrig skal gå på kompromis med, specielt ikke når det omhandler en smuk kvinde." Han sendte hende et strålende, charmerende smil, der viste hans tænder frem.

Selvom hun gjorde sit, for at skjule den milde rødmen, der bredte sig over hendes kinder, efter hans vedvarende berøring, bemærkede han den alligevel, også bag vinglasset. Detaljer var vigtige, og han lagde mærke til langt de fleste af disse. Det var kært, hvordan hun rødmede under hans berøring, og han så hellere end gerne mere af denne rødmen, der gav et nyt pust af varme og liv til hendes ansigt.

"Nej, det bør De ikke." Dette var tydeligt allerede, men han valgte alligevel at gøre det tydeligere. Og da hun så rettede sig mere op, hvilket mindskede afstanden mellem deres kroppe endnu mere, bed han sig endnu en gang i læben. Han tog imod sit vinglas, og tog en tår af det, som hun atter talte. Derefter satte han det dog atter fra sig. Han nikkede og fastholdt øjenkontakten imellem dem. "Dette går begge veje, frøken. Noget må De fortælle mig om Dem selv." Han brugte grebet om hendes hofter, til at hive hende lidt tættere på sig. Da hun atter talte, smilte han skævt. "De er ikke den første med den slags øjne, som jeg har stødt på i mit liv." Han holdt en pause, og kiggede ned på sine hænder, der var omkring hende. "Måske vi skal finde et sted, hvor vi begge kan sidde ned. Så skal jeg nok fortælle nærmere." Han ventede ikke på hendes svar, men flyttede hænderne fra hendes hofter til hendes talje, hvorefter han så løftede hende ned fra bordet, så hun foran ham, næsten presset ind til ham, så tæt stod de nu.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Man sep 25, 2017 10:23 pm

Ved hans ord, fangede hun sig kort i at tænke tilbage på de mange rastløse nætter, hvor hun havde drømt om at en mand med samme charme og godt udseende, havde fået hende til at slippe tøjlerne og lede hende i fordærv. Især gennem de seneste par år, havde hun taget sig selv i at studse over sådanne 'latterligheder', som hun hurtigt måtte kaste fra sig. Alligevel var tanken om at glemme fortidens minder for en stund. Især fordi hun trods alt havde valgt at konfronteres med det skrækkelige i sin profession, frem for at lægge det bag sig, og komme videre.
Alexei Redwood var måske en værdig kandidat for mange kvinder. Han kom fra en velhavende familie, havde udseendet med sig, og havde et strålende smil, som kunne sende de mest dyriske tanker igennem den mest dydige pige. Havde Elena ikke kendt ham dengang, var hun måske hoppet i fælden, men hun forsøgtenu at se ham som et monster, mens mange så en adonis. Dog fandt hun sig selv i en pikær situation. For hvordan skulle hun kunne holde hovedet højt, når hendes kinder blev røde og tanker irrationelle, når blot han rørte ved hende, og brugte sine latterligt-perfekte talegaver?

Noget må De fortælle mig om Dem selv. Hun var bange for at hun ikke var god nok til at lyve. At hende øjne ikke var overbevisende nok, eller at hendes ord var for vage. Indtil videre havde hun trods alt ikke løjet direkte. Nej... Hun havde blot afholdt sig selv fra at sige sandheden. Hun skilte læberne ad for at sige noget, men blev endnu engang stoppet før hendes ord gled over dem. For snart, mærkede hun hans greb strammes om hofterne, hvorefter hun blev hevet tættere på ham. Automatisk, gled hendes ben lidt fra hinanden, så han fik plads - mere eller mindre - imellem dem. Det havde vel, utvivlsomt, været intentionen.
"Og dræbe mysteriet..?" Sagde hun så, og forsøgte sig med et af sine mere kære smil, selvom en hvis nervøsitet over hans nærhed begyndte at sprede sig. Det var uvant for hende, i sit voksne lidt, ikke at være i kontrol. Men han var ganske vist ingen patient. Hun blinkede opmærksomt med de store øjne, som betragtede ham, og holdt øje med små ændringer i hans mimik. For i et øjeblik ramte det hende, at hun var den sårbare i denne situation. Nok havde hun et sovemiddel; men hvilket våben? Hvorfor havde hun ikke tænkt på sin udsatte position? Alexei var stærk nok til bare at...- Hun stoppede sig selv ved tanken, og priste sig heldig for at være 'belønnet' med en evne til at mærke fare liste sig ind. Men evnen var listig, og kunne vidne om en fare der ville ske indenfor timer, minutter, til blot sekunder før de skete.
Med sin frie hånd, som ikke holdt om vinglasset, strøg hun noget af sit hår om bag skulderen. Dernæst placerede hun den mod has bryst. Nærmest for at kontrollere hvor tæt han kom på hende, nu hvor afstanden mellem dem var formindsket.

Hun vidste, selvføgelig, at hun ikke var den første slægtsløse i Alexei's liv, og i et sekund, fortrød hun sit spørgsmål. For hvis han, ved hendes ord, blev mindet om nogen fra hans fortid, ville han så genkende de store, blågrønne øjne der så på ham nu? Ved hans næste kommentar om hvorvidt de skulle finde et andet sted at 'snakke', slog hun blikket lidt rundt. Nærmest for at undvige hans; trods det i sammenhængen virkede unaturligt. De burde være et andet sted. Et sted hvor de kunne side med blot lidt mere afstand.
Før hun dog nåede at svare ham, følte hun sig selv blive løftet; med en så utrolig lethed, at ikke én dråbe fra hendes glas, gled over kanten. Et overraset suk forlod hende, som hun nu - stod - næsten helt presset op mod denne stærke mand. Hun kunne mærke varmen fra hans krop, og følte sig skrøbelig i sammenligning med hans skikkelse. Igen, mærkede hun sine kinder blusse op, og før det blev for tydeligt, trådte hun derved til side, og vendte ansigtet mod resten af 'boligen'.
"Det lyder som en god plan.". Hun rømmede sig lidt, og tog hans hånd i sin. Efter hendes værges død, var stedet bedst beregnet til én person. Derfor var der en enkelt stol i kontoret, og en enkelt i spisestuen, der dog -. når man kiggeede nærmere - manglede et ben. At sidde på sengen i soveværelset var udelukket, for den unge kvinde. Alligevel var der to lænestole derinde, ved en tyk reol, som kunne være mere passende.
"Derinde...-" Hun nikkede mod soveværelset. Kortvarig gled hendes blik mod vinflasken på bordet. Hvis hun lod flasken stå her, kunne hun gå ud og putte remediet i den, hvis Alexei ønskede en genopfyldning. Hvor havde hun været dum! Hendes plan var så skrøbelig. Men hun havde trods alt aldrig haft brug for denne form for list. Én ting var at få en fuld, såret mand til at tage medicin, - en anden var til at få en stærk, ung mand til at dase om.
Kort efter hendes nik mod soveværelset, kunne hun ikke lade være med at le. En kort blid latter, som blev efterfulgt at et lidt skarpt, drillende blik, "Før De får nogle ideer... Der står to lænestole derinde..." Hun havde indset at hendes 'soveværelse-idé', havde lydt lidt for... Direkte.

Hun fulgte ham ind i rummet. Det var let oplyst og temmelig hyggeligt, trods det var rimelig kompakt. Sengen var halvbred og belagt af nogle varme tæpper. I et hjørne tronede der sig en høj bogreol, og i det andet stod to støvgrønne, mørke lænestole, med et lille bord imellem.
"Sæt Dem endelig..." Hendes stemme var insisterende, og hun satte sig snart selv på armlænet af den ene stol, for at forsøge at holde lidt mere afstand til ham. Hun satte sit glas mod læberne igen, og fulgte hans bevægelser med øjnene, "Er jeg så den første kvinde der har luret Dem til undergrunden, Hr. Redwood?" Hun trommede let på sit glas, med sin pegefinger, og vædede sine læber en smule, "Jeg håber ikke De fortrød Deres tur herned."
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Søn okt 01, 2017 11:14 pm

Alexei havde altid haft talegaverne i orden og havde hurtigt lært, hvordan han bedst kunne udnytte disse. Forskellige situationer krævede naturligvis forskellige sider af disse talegaver, men han vidste hvordan han skulle befærde sig i forskellige omgangskredse. Han vidste hvordan han skulle tale til forskellige typer folk, for at give dem det bedste indtryk af ham. Og han vidste uden tvivl også, hvordan man skulle tale for at charmere sig ind på det kvindelige køn. Selvfølgelig kunne man ikke skære alle kvinder over én kam, men han kunne stadig se på sin fortid, at dette, på et generelt plan, var sandheden.

Han bemærkede hvordan hun skilte sine læber ad, men ikke virkede til at vide, hvad hun skulle sige. Så han strammede grebet om hendes hofter og hev hende tættere på ham. Hendes ben gled lidt fra hinanden, og hans krop fandt plads imellem dem. En stilling han inderligt prøvede at lade være med at associere med andre, interessante aktiviteter, som han ikke kunne lade være med at være interesseret i at foretage sig, sammen med denne kvinde. Hun var trods alt en smuk kvinde. Der var noget ungdommeligt uskyldigt over hendes udseende, med de store øjne, der skilte sig ud fra de fleste øjne man stødte på, da hun jo var slægtløs. Hendes krop var også smuk, hvilket han først virkelig kunne se i aften, fordi hun havde en helt anden slags kjole på nu, end hun havde haft ved deres første møde. Hvilket han ikke kunne klage over, selvom noget sagde ham, at det ikke var noget hun normalt gik i. Måske var det endda ikke engang hendes egen. Han vidste, at kvinder havde for vane at låne tøj af hinanden, så det ville jo ikke være så mærkeligt, hvis hun nu havde haft i sinde at imponere ham. Og dette håbede han naturligvis, havde været hendes intention. For hvis hun havde prøvet at imponere ham, betød det at hun var interesseret i ham, og det lovede godt for ham.

Han smilte skævt og blinkede til hende, som han endnu kæmpede for ikke at lade sine tanker løbe løbsk og køre hen i et alt for seksuelt spor. "Mysterier er til for at blive løst, ved De nok." Hun placerede kort efter sin hånd på hans bryst, og han lod kort blikket glide ned på den, for derefter at vende tilbage til hendes øjne. Måske hun blot ønskede at være i kontrol, så det var hende der bestemte deres tæthed. Hun virkede til at nyde at være i kontrol, at dømme ud fra alle deres udvekslinger: Han kendte endnu ikke hendes navn eller noget som helst andet om hende, virkelig. Hun havde ledt ham hen til et ukendt sted, som de fleste nok ikke ville være specielt trygge ved at befærde sig ved. Han forstod såmænd også godt, hvis hun var lidt forsigtig omkring ham. En ung kvinde som hende selv, burde altid være forsigtig med mænd, for man kunne i sandhed aldrig kende til deres sande intentioner, hvis man ikke kendte dem. Men Alexei kunne aldrig finde på at gøre en kvinde - eller en mand, for den sags skyld - ondt, med mindre han virkelig havde en grund til dette. Han var ikke bange for at skade andre, hvis det var i forsvar, men han var ikke typen, der gik til angreb over ingenting. Han var mere fornuftig og eftertænksom end som så. Han kalkulerede altid sine træk, før han foretog dem, og han var ikke nem at gøre hidsig nok, til at glemme sine reservationer og hovedet. Faktisk, var det som regel aldrig vrede, der fik ham til at glemme sig selv og sit hoved. Tværtimod, var det begær. Hvis en kvinde pirrede hans interesse nok, kunne han godt glemme at bruge hovedet, og bare kaste sig ud i situationen. Dette var dog oftest først så langt henne i en sådan situation, at der alligevel kun var ét muligt udfald, som han så blot lod sig selv nyde fuldt ud, ved at slukke for sin evige tankestrøm.

Han havde ingen besværligheder, ved at løfte kvinden ned fra bordet, hun før havde siddet på. Hun vejede ikke specielt meget, og han var en veltrænet mand. Som han holdt hende lidt ind til sig, kunne han heller ikke lade være med at bemærke forskellen på de to, størrelsesmæssigt. Hun var ikke specielt stor af bygning, og slet ikke, som hun stod så tæt op ad ham, der var en relativt stor mand. Han kunne faktisk godt lide dette. Han foretrak måske nok kvinder, som var en del lavere end ham selv. Det fik ham til at føle, at han skulle beskytte dem, på en eller anden måde. Som om de var skrøbelige, og han skulle sørge for dem. Måske var det en mærkelig holdning at have, og det kunne helt sikkert spores tilbage til noget fucked up fra hans baggrund, men altså.

Da hun tog hans hånd og begyndte at lede ham mod, hvad der kun kunne være et soveværelse, kunne han ikke lade være med at hæve øjenbrynene lidt. Da hun så lo og skød hans tankestrøm ned, kort efter, kom han med et overdramatisk suk. "Sikke De dog forstår at få en mands forhåbninger op." Han holdt ikke masken særlig længe, og gav hendes hånd et blidt tryk, som han lod en latter slippe ud. Han betragtede rummet, der faktisk var noget så hyggeligt. Så betragtede han hende, der satte sig hen på armlænet af den ene af de to mørke lænestole, der havde et bord imellem sig. Han gik hen og satte sig i den anden. Den var relativt bekvem, så han kunne ikke klage. Han var desuden for høflig til at klage, selv hvis den havde været hård som sten. Så skulle det da kun være, hvis han prøvede at overtale hende om at rykke samtalen hen på sengen. "De er den første kvinde, der har luret mig til undergrunden, ja. Dog er De ikke den første person overhovedet, men jeg forsikrer Dem om, at De er den klart mest interessante og uden sammenligning den smukkeste." Han sendte hende et af sine bedst charmerende smil. Det var skam også blot sandheden. "Så nej, jeg fortryder ikke min tur herned. Ikke endnu, i hvert fald." Han lo endnu en gang, en smule.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Man okt 02, 2017 10:50 pm

Sikke De dog forstår at få en mands forhåbninger op.
Hun smilede over hans påstand, fordi den, trods den nu blev sagt i spøg, rungede af en sandhed som kun Elena selv kendte til. Siden hun, for alvor, trådte ind i de voksnes rækker og blev mere 'kvindelig', havde folk i Undergrunden gradvist behandlet hende anderledes. Trods hun havde ru arbejderhænder og var stærkere end hun så ud efter årevis som slave, havde hun lagt mærke til hvordan hun oftere blev hjulpet, mere af høflighed end nødvendighed, når hun skulle klare hårdt arbejde. Derudover havde hun bidt mærke i hvordan visse mænd snakkede om hende, men ikke med en sædvanlig asky i deres øjne. Hvad der dog havde gjort mest indtryk på hende, var hvordan visse mænd gik fra at kigge på hendes slægtsløse øjne som det første, til at kigge på dem som det sidste. Det havde forvirret hende, og gjort hende umådelig nervøs. Især som hendes værge, ofte havde vrisset af dem og bedt dem lade hende være. Men var det ikke dét hun altid havde ønsket? At de så væk fra hendes øjne?
Som værgen døde, måtte Elena forsørge sig selv. Flere i Undergrunden forsøgte at lokke hende ind i prostitution, da det - ifølge dem - var den eneste mulighed for forældreløse, fattige kvinder, med 'udstyret i orden'. I nogle øjeblikke, havde hun endda været tæt på at takke ja, af frygt for en værre skæbne. Dog kunne hun ikke gennemføre det, og stak derved af til overfladen. Siden da, var hun blevet mere etableret, men også langt mere ensom. Hun fandt visse tilnærmelser utrolig interessante, men havde erfaret, at selv når hun valgte en partner selv, kunne hun blive 'brugt'. Det var en hård realitet, men alligevel én der havde gjort hende stærkere.

Hun lagde de lange, slanke ben over kors, som hun sad på lænestolens armlæn. Møblerne var gamle, men i relativ god stand. De var nok ikke til en Redwood's standarder, men intet her vidnede om luksus, eller overflod. Afstanden mellem dem, gjorde hende mere tilpas, selvom hans smiger, og umådeligt charmerende smil, nærmest fungerede som en varm, uimodståelig håndrækning.
"Jeg håber heller ikke at De kommer til at fortryde det, Hr. Redwood." Sagde hun, med en lidt hentydende tone i stemmen. De store øjne var rettet fast og opmærksomt mod ham. Hun kunne stadig smage vinen mod sin tunge, selvom det var en snes sekunder siden hendes sidste tår. Det gav hende en følelse af tryghed, at holde glasset i sine hænder, og mærke sødmen fra den mørkerøde drik. Det var velkendt... Og det gav hende en illusion af mod, og varme.
"For som De sagde, -" Tilføjede hun, og blottede den øverste tandrække i et mildt, charmerende smil,
"Mysterier er til for at blive løst."

Hun begyndte at pille lidt dén portion af hendes lyse, nuancerede hårpragt, der hvilede mod hendes ene skulder. De mange stearinlys gjorde det lidt varmt, at bære cardiganen; men hun ville om ingen omstændigheder fjerne den. Som hun betragtede Alexei, kunne hun ikke lade være med at bemærke hvor fantastisk han så ud i rummet skær. De flakkende lys, gjorde nærmest hans øjne mere gyldne. Som var der små flager af guld, der bevægede sig rundt. End hans hår fik et lidt gyldent og rødligt skær. Han var, i sandhed, en attraktiv mand. Men også en mand der var villig til at lade sig lokke herned for en mystisk fremmet kvinde. Men ville hun måske have gjort det samme for ham, hvis ikke hun havde kendt ham i sin fortid? Sandsynligvis.

"Jeg antager at De har mange spørgsmål?" Sagde hun, og tippede hovedet lidt på skrå, "Måske vil svarene skuffe dem... Så lad mig ikke give Dem sandhederne i overflod." Hun nippede let til sit glas igen, mens hun debatterede hvordan og hvornår hun skulle smutte noget i hans drink.
"Jeg kan ligeså godt fortælle Dem, at jeg ikke bor her... Det var blot et lidt spændende påfund, for at se hvor langt De virkelig ville gå for mig, Hr. Redwood." Det var vel sandheden, selvom den blev sagt med en udfordrende, drilsk tone. Hun nænnede ikke at komme med en for direkte løgn.


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Ons okt 04, 2017 4:16 pm

Da Alexei havde været yngre, havde han ikke haft mange venner på grund af sin far, der skræmte alle potentielle bekendtskaber langt væk. Dog havde han altid haft beundrere fra det modsatte køn, så længe han kunne huske. Da han var lille, havde han bare syntes det var lidt mærkeligt, hvorimod denne holdning derefter havde ændret sig i løbet af de tidlige teenageår. Pludselig var han begyndt at interessere sig for piger, og han havde også lært at snakke mere med dem. Da han var lille havde han generelt faktisk bare holdt sig lidt fra alle mennesker, fordi hans far havde gjort ham utroligt sky overfor andre mennesker. Noget, han heldigvis var sluppet komplet udover på nuværende tidspunkt. Men dengang havde han simpelthen holdt sig væk fra mennesker, så vidt som muligt. Hans far havde alligevel ikke tilladt ham at få venner, så han gav op på at prøve, rimelig hurtigt. Da han så begyndte at komme i puberteten, skiftede hans interesser, og han var ikke længere ligeså accepterende overfor sit faderskabte lod i livet. I stedet begyndte han at skabe kontakt med sine jævnaldrende - specielt pigerne. De var heller ikke ligeså idiotiske overfor ham, og der var langt færre piger, der behandlede ham som en udstødt, end der var drenge, der behandlede ham på denne måde. Måske havde det noget med hans udseende at gøre, eller måske var det af andre årsager, men han havde i hvert fald foretrukket pigernes selskab, helt fra starten af. Derfor var han også blevet rigtig god til at begå sig omkring piger, og han lærte hurtigt, hvad man skulle sige for at glæde dem. En evne, der selvfølgelig kun var blevet udviklet videre på, igennem årene. Han mødte faktisk sjældent en kvinde, der ikke gav udtryk for at blive påvirket af Alexei og hans ord, mere end denne kvinde gjorde. Selvfølgelig havde han bemærket visse reaktioner på ham, fra hendes side af, men hun virkede stadig til at kunne forholde sig distanceret fra ham, til en lidt overraskende grad.

Alexei havde godt nok været vant til en hvis standard fra hjemmet af, da hans familie havde været yderst velhavende af. Men dette betød ikke, at han var for fisefornem til at befinde sig mindre fornemme steder, eller ikke kunne holde synet af faldefærdige møbler og steder ud. Han var ret så ligeglad med den slags. Det var i hvert fald ikke noget der gav ham en følelse af afsky. Tværtimod, gav det ham snarere en følelse af at ville hjælpe til, fordi så mange var dårligere stillede end ham selv. Og når det gjaldt bekendtskaber af alle former, skabte deres opvækst og vilkår ingen forhindringer for Alexei. Han bedømte ikke folk baseret på, hvilke kår de havde haft i livet, eller endnu havde. Han bedømte folk baseret på deres personlighed og hvilke værdier han kunne fornemme fra deres side af.

Han tog en tår af sin vin, og satte så glasset fra sig på bordet, der stod imellem de to stole, og dermed også dem. Han kiggede på hende, som hun snakkede. Han gjorde dog ikke andet end at nikke til hendes ord. Han vidste ikke helt hvad han skulle kunne besvare dem med, da det egentlig blot var en besvarelse af hans egne ord fra før. Så han undlod helt at svare, og nikkede blot. Han fjernede blikket fra hende, og lod det scanne rummet. Han foretrak at være fuldkommen bevidst om sine omgivelser, og da dette var et fremmed sted, kendte han endnu ikke omgivelserne. Derfor prøvede han at opfange så mange detaljer som muligt, indtil han atter hørte kvinden ved sin side tale.

Han lo lavmælt. "De bekymrer Dem for meget om at skuffe folk, frøken. Jeg har jo prøvet at fortælle Dem, at jeg ikke så nemt bliver skuffet." Han smilte et strålende smil til hende, og bemærkede også hvordan den diskrete belysning var dragende, på en eller anden måde. Hun havde hele tiden set smuk ud, men de flakkende stearinlys, fik hende til at se mere mystisk ud, på en eller anden måde. Han følte sig endnu mere draget imod hende, end han havde gjort før. Og han kunne mærke sin ellers noget så tålmodige natur, begynde at arbejde imod ham.
Han trak på skuldrene, og så hende ind i øjnene. "Det er også smartest at bevare visse hemmeligheder, som for eksempel éns bosted, når man ikke kender sit selskab bedre end som så. Så dette kan jeg såmænd ikke bebrejde Dem for."

Han tænkte lidt på det svar han endnu ikke havde fået givet hende, omkring hans tidligere kendskab til en slægtløs. Han sad og prøvede at forestille sig den lille Elena for sig, men havde umådeligt svært ved det. Det var jo også adskillige år siden, han sidst havde set hende, og minder falmede altså med tiden, desværre. Han havde mange gode minder med denne pige, og derfor ønskede han ikke at glemme hende. Hun havde også hjulpet med at forme ham, og gjort ham mere åben overfor andre mennesker. På en eller anden måde, havde hun været der til at modarbejde hans fars indflydelse. Og alligevel, som han sad foran denne kvinde, syntes han at kunne se Elena klarere. Som om denne kvinde hjalp ham med at forestille sig Elena foran sig. Måske fordi hun faktisk mindede en hel del om hende, bare i ældre version. Deres øjne virkede til at være noget nær fuldkommen ens. Og dette var ikke kun på grund af deres mathed, men også selve øjnenes udseende. Store, blå og grønne. Smukke, uden tvivl. Han rynkede en del på panden, som han fortsat betragtede kvinden foran sig, uden at sige et ord.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Tors okt 05, 2017 12:06 pm

Trods hun nød at dække sine ægte intentioner i et lag af sensuel mystik, var hun glad for at Alexei's rationelle svar om, at det var bedst - for sikkerhedsmæssige årsager - at skjule sine personlige informationer for fremmede. Det gav en lidt mere praktisk forklaring på hendes hemmelighedsfuldhed; selvom det, i virkeligheden, ikke kun var derfor hun havde fået ham herned.
Det var nemt for hende, at bevæge sig på en balancegang mellem sandhed og løgn. Især når man havde gjort den slags hele sit liv. Det faldt den unge kvinde naturligt, aldrig at røbe for meget om sig selv i sine kalkulerede ord og fortællinger; for hun var umådelig bange for, hvilke sandheder individer ville bruge mod hende. På mange måder var hun, en splittet personlighed. Hun var utrolig sympatisk, men lod sjældent folk gengælde tjenesten, uden at føle at de gjorde det med tvivlsomme motiver. Ofte havde hendes nære, gennem årene, bebrejdet hende for sin hemmelighedsfuldhed, men i det mindste var hun en elendig løgner. Derfor var det langt nemmere at dreje sandhed en lille smule, trods hun før var blevet anklaget for at være manipulerende. I denne situation, var det dog, nok, en velsignelse.

"Jeg er glad for at De forstår." Sagde hun, med en blid, forstående klang i stemmen. Fortsat, pillede hun lidt ved en lok af sit hår. Efter det var blevet redt, var krøllerne i enderne forsvundet. Alligevel, trådte de lidt naturligt frem, som hun viklede sin pegefinger om den gyldne lok. "Redhawk City kan være et farligt sted; med ligeledes farlige mennesker. Man kan ikke vide sig for sikker." Tilføjede hun, med et tænksomt udtryk i blikket. På mange måder var det ironisk at dé steder hun fandt sig sikrest var i de mest belastede af byen: Undergrunden og Groundstone.

En tænksom, tavshed gled snart over ham, og hun mærkede en forlegenhed over hans koncentrerede blik. Som antog hun, at han betragtede hendes ansigt, med en fascination, eller dén beundring hun før havde set trone sig i de smukke, gyldne øjne. Dog måtte hun snart erkende, at det var noget andet der fremstod i hans udtryk. Det var mere overvejende, og drømmende. Derfor forsvandt hendes naturlige rødmen over hans blik, snart fra hendes let fyldige kinder. Hvis blot hun havde en evne, som kunne give hende insigt i denne mands tanker... Trods afstanden mellem dem, gav hende en følelse af kontrol, blev hun pludselig lidt nervøs for hvád der mon gik igennem hans hoved. Især, da hun så hvordan hans pande snart rynkede sig en smule. Automatisk rykkede hun sit blik væk; af frygt for at hendes lette nervøsitet kunne spores i de store øjne. Hun forsøgte at vaske udtrykket fra sig, og mødte snart hans blik igen.

"De ser så alvorlig ud." En fabrikeret lattermildhed kunne mærkes i hendes stemme, som hun rejste sig op fra sin plads, og trådte lidt hen mod ham.

"En genofyldning måske?" Hun ventede ikke just på hans svar, før hun tog fingrene om stilken på hans glas. Hun vidste at hun måske måtte handle en tand hurtigere. Øjnene fæstnede sig kort på indholdet. Han havde ikke drukket færdigt. Tydeligvis havde han ikke været så hastig som hende; som selv efter flere tåre, følte en tørhed i halsen. Hun mødte hans øjne, netop før hun vendte ryggen til ham for at gå ud mod 'entreen', hvor flasken med vin stod. Hun stillede begge glas fra sig på bordet derude, med ryggen til døren til soveværelset, og forsøgte at samle sig selv. Måske havde det været ingenting. Måske var hans tanker helt andetsteds....
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Lør okt 07, 2017 2:32 am

Selvom Alexei var ekstremt flirtende, betød det ikke at han ikke også var yderst rationel, for det var han helt bestemt. Faktisk, kunne han sikkert være en smule for rationel, til tider- Det ville han i hvert fald ikke være overrasket, hvis nogle folk kunne mene. Og de havde da helt sikkert også en pointe, men det var altså bare sådan han var. Han havde en tendens til at rationalisere og vurdere ting, uden at inkludere følelser. Han lod sjældent sine følelser komme til overfladen. Enhver hjernevrider ville sikkert påstå at roden til disse problemer, lå gemt i hans barndom, og det var da sikkert også fuldkommen korrekt. Men han kunne ikke ændre på sin barndom, og den havde - på godt og ondt - formet ham til at blive den mand han var, i dag. Hans far havde aldrig brugt hverken sin hjerne eller sit hjerte til noget. Han havde blot brugt alkohol til at tage sine beslutninger for sig, og til aldrig at skulle tænke, og egentlig heller ikke foretage meget handling. Vold, druk, skældsord. Det havde været hans far, i det store og det hele, og dette havde lukket Alexei af for følelser. Han kunne ikke huske sidste gang han havde ladet sine følelser komme frem og oven i købet havde udtrykt disse overfor en anden person. Det var ikke noget han var stolt af, for han ville da ønske at han ikke var så følelsesmæssigt aflukket, men det var desværre bare sådan han var.

Han lyttede til hendes ord og nikkede, fordi han godt vidste hvad hun mente. Det var også helt korrekt, hvad hun sagde. "De har fuldkommen ret, frøken." Han smilte til hende. Hun var smuk, og han var yderst betaget af hende. Dette var dog ikke blot på grund af hendes udseende, men også på grund af hendes væremåde. Desuden var der bare noget der var ekstremt bekendt ved hende, på en måde han ikke helt kunne placere. Faktisk kunne han overhovedet ikke placere det. Han følte at han havde kendt hende før, men han havde ingen idé om hvor han dog skulle kende hende fra.
Så, som han sad og betragtede hende med et koncentreret ansigtsudtryk, prøvede han at opfange alle hendes træk, så han kunne forsøge at finde ud af, om han havde set de træk før. De frustrerede ham, at han ikke kunne placere dem, for jo mere han så på hende, jo mere forsikret blev han, om at han havde set på hende adskillige gange før.

Da hun kommenterede på hans alvorlige mine, kunne han ikke engang ryste sig nok ud af sine tanker, til at svare hende. Han nikkede bare, nok lidt fraværende. Så snakkede hun igen, og inden han overhovedet kunne forsøge at tage sig sammen, til at svare, havde hun allerede taget hans vinglas og rejst sig op. Hun bevægede sig ind i rummet de var kommet fra, og han sad i et kort stykke tid og stirrede efter hende. Så besluttede han sig for at det var på tide at ryste det af sig. Der var allerstørst sandsynlighed for, at han overhovedet ikke kendte hende, men at hans hjerne bare spillede sig et puds. Måske var det for at fortælle ham, at han brugte den for meget. Måske var det et tegn på, at han skulle åbne sig lidt mere op og prøve at sætte sig noget mere ind i sine følelser. Så han besluttede sig for at holde sig til den oprindelige følelse, denne fremmede kvinde havde givet ham: Fascination. Lyst. Han ville have hende, og han ville ikke vente længere.

Han tog sig selv ved nakken, rejste sig op fra lænestolen og satte det ene ben foran det andet. Han bevægede sig ud af soveværelset og ud i entreen, hvor hun stod med ryggen til soveværelset, og dermed også ham. Han bevægede sig helt op bag hende, og tog så fat i hende, blidt, men bestemt, så han kunne vende hende om. Det var egentlig ikke faldet ham ind, at han måske ville forskrække hende lidt. Han glemte nogle gange, at han havde for vane at bevæge sig relativt lydløst, hvilket selvfølgelig kom ham til gavn i kamp- og krigssituationer, men faktisk kunne være lidt et problem på daglig basis. Folk blev tit ret forskrækkede, når han ikke-intentionelt sneg sig op på dem. Men eftersom dette ikke engang krydsede hans tanker, gav han hende heller ikke tid til at komme sig ovenpå en eventuel forskrækkelse. I stedet havde han fat om hendes ene håndled, som han havde taget fat i for at dreje hende rundt imod ham. Han brugte dette greb til at hive hende tættere ind til sig, som han lagde højre hånd på hendes venstre kind og førte sine læber hen til hendes. Det hele skete ret hurtigt, og selvom han måske nok burde have givet hende tid til at skubbe ham væk, hvis hun ikke ville have hans kys, var han ikke i humør til at vente længere. Hans tanker kørte i en ond cirkel, og han havde brug for adspredelse, hvilket var præcis hvad dette var. Den bedste form for adspredelse, han kendte. Han kyssede hende inderligt og ivrigt, uden en flig af den tilbageholdenhed, som han ellers mønstrede. Hans hånd kørte længere tilbage fra hendes kind og om til hendes øre og hår, som han lod sine fingre flette ind i. Han pressede sin krop ind mod hendes og nød sensationen af hendes mindre, fine krop op mod hans. Det var helt bestemt den bedste form for adspredelse.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Søn okt 08, 2017 1:20 pm

Hun placerede begge glas på det halvslidte spisebord, som hun - for kort tid siden - havde siddet på. De slanke, blege fingre fandt tryghed i træet, som hun lagde dem, støttende mod bordets overflade. Hænderne havde rystet, for blot nogle sekunder siden, og truet med at spilde vinen, såvel som at tabe glassene. Hun lukkede roligt øjnene, for at samle sig selv. Nervøsiteten havde ramt hende, som hun mærkede at hans tanker bevægede sig væk, og det sensuelle udtryk ikke havde domineret vedvarende i hans øjne. Nu, hvor hun stod med ryggen til værelset hun havde forladt ham i, følte hun en hvis sikkerhed, samt idioti. Måske havde det været ingenting... Måske havde hun læst ham forkert... Alligevel var hun blevet bange, da hun mærkede hans udtryk ændres sig. Det havde mindet hende om hendes latterlige 'mission'. Efter et par rolige åndedræt, åbnede hun øjnene igen. De fandt snart den trehagede lysestage som stod ved siden af flasken med vin; og betragtede den flakkende ild. Hun legede virkelig med ilden... Men det var for sent at bakke ud nu, var det ikke? Men hvorfor begyndte det hele så at føles forkert?

Hun rettede sig lidt op, og lod to fingre finde flakonen, i kaverlergangen. Den lille flakon, med det pulveriserede materiale, var blevet godt opvarmet af hendes nervøse krop. Det var nu eller aldrig... Hun bed nervøst i sine læber, så det røde pigment spredtes som en steppebrand, og gav dem lidt kulør. Netop da hun, omhyggeligt, skulle til at fjerne proppen fra flakonen, mærkede hun ham bag sig. Hun havde ikke hørt ham komme.
Hastigt klemte hun den ene hånd panisk om flakonen, så hendes knoer gradvist blev mere hvide, netop som han tog fat om tilsvarende håndled, og vendte hende om. Havde hun lagt den fra sig, ville han spotte den, og det var for sent til at gemme den. Hun var blevet fanget... Og dén teori fik hendes hjerte til at springe et slag over, og hendes krop til at stivne lidt op.

Dog var det ikke en farlig konfrontation der mødte hende. Nej, det var noget helt andet. Han havde presset sin krop så tæt på hendes, at hun mærkede sig trykke lidt mod bordets kant. De stod nu tættere end nogensinde før; klæbet sammen med deres kontrasterende skikkelser. Før hun vidste af det, havde hans store hånd lagt sig mod hendes kind, og deres læber mødtes. En varm, fjern følelse begyndte at fylde hendes overraskede krop. På den ene side ønskede hun at vriste sig fri, og på den anden, var hun så overrumplet af situationen, at hun ikke kunne undgå at lade sig opsluge en smule af den.
Hans krop var varm, stærk og - på en mærkelige måde - tryg. Den seksuelle energi hun havde følt ved hans nærhed, blev nu blot forstærket af hendes egen panik-drevne adrenalin, og hun mærkede hvordan hendes krop forsøgte at slappe mere af, mens hendes hjerne forsøgte at holde den i skak. Dog var det en svær kamp, da hans kys var så inderlige, at et enkelt, ganske svagt, suk gled over hendes læber, som de - i et kort øjeblik - skiltes en smule fra hinanden. Hun mærkede sin egen rationalitet glide fra hende, som hun begyndte gradvist at gengælde hans kys mere villigt. Noget, dybt inde i hende, råbte og tiggede hende om at stoppe, men det var så lang tid siden...- Og hun huskede ikke at være blevet kysset sådan her før.
Hun støttede hånden der skjulte flakonen, mod bordet, som han skubbede sig tættere mod hende. Dog væltede hun, i passionen, det ene glas vin, så den røde væske dryppede over bordet. Alligevel stoppede hun ikke. Hun kunne ikke. Hans styrke, og hendes øjeblikkelige hæmninsløshed, gjorde det næsten ikke muligt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Søn okt 08, 2017 8:19 pm

Selvom Alexei tydeligvis havde nogle behov, ville han stadig ikke stille disse over hendes, og ville derfor heller ikke sætte hende i en ubehagelig situation. Han overvejede derfor kort at trække sig væk igen, efter at have sat sine læber på hendes og begyndt at kysse hende. Til at starte med havde hun nemlig været ret stiv i kroppen, og havde ikke reageret ordentligt på hans kys. Men han måtte også minde sig selv om, at han formentlig havde givet hende et chok, og desuden kom hans kys meget ud af det blå, selvom muligheden og stemningen tydeligvis havde hængt i luften lige siden hans ankomst. Heldigvis gik der ikke særlig længe, før hun gradvist begyndte at gengælde hans kys. Det blev hedere, og han bemærkede i baghovedet, hvordan hun formåede at vælte et vinglas fra bordet. Men da hun ikke virkede til at ville tage sig af det, besluttede han sig for at reagere på samme måde. Det behagede ham skam også helt fint, ikke at afbryde deres kys. Han havde stadig den ene hånd begravet i hendes hår, som han rodede lidt op i, mens han gjorde deres kys dybere og dybere. Han fjernede sin venstre hånd fra hendes håndled og lod den i stedet finde det nederste af hendes ryg, så han, om muligt, kunne presse hende endnu tættere ind til sig. Han åbnede munden mere og lod sin egen tunge glide ind i hendes mund.

Selvom han var sammen med kvinder på et nogenlunde regelmæssigt plan, følte han alligevel at det var hundrede år siden sidst, som han stod her, med en kvinde presset ind mod sig. Hans hjerne begyndte at slå mere og mere fra, jo mere han levede sig ind i kysset. Jo mere hun levede sig ind i kysset. Han kom med en lav stønnende lyd, som han fik viklet sine fingre ud af hendes hår, så han i stedet kunne lade begge sine hænder finde vej til hendes liv, hvor han tog fat. Han brugte dette greb til at løfte hende op på bordet, så hun kom en smule højere op. Forhåbentlig ramte hun ikke den spildte vin, men selv hvis hun gjorde, skulle han med glæde hjælpe hende ud af den våde kjole. Han kunne mærke sin tålmodighed slippe op, lidt for lidt, og han flyttede den ene hånd op til hendes hår, så han kunne fjerne dette fra den ene side af hendes hals- og nakkeområde. Han brød derefter kysset, for blot at plante kys fra siden af hendes kæbe og ned ad hendes hals. Han trak hendes blå cardigan lidt ned fra skuldrene, så han havde adgang til hendes skulder også. Han kyssede hende i det område i et stykke tid endnu, før han løftede hovedet og atter lod sine læber finde hendes. Han trak hende helt ud på kanten af bordet og dermed så tæt på sig, som muligt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Søn okt 08, 2017 9:21 pm

Stop Elena. Stop!
Trods rationaliteten prøvede at skubbe lidt fornuft i den kønne, slægtløse kvindes hoved, og minde hende om hvad fanden hun nu var begyndt at foretage sig, var det som om noget mere instinktivt havde taget over. Noget der for en gangs skyld gjorde en meget opmærksom og viljestærk kvinde, absolut hæmningsløs og frigjort. For hun var i sandhed en slave af sit eget sind; og derfor føltes det næsten så forbandet meget bedre, endelig at give slip, og tilmed føltes det også sværere at kontrollere selve lysten.
Noget ved Alexei var anderledes.... Hans charme, ord, stædighed, og tilmed Elena's egne indestængte følelser, kulminerede i et væld af tiltrækkende energi. Normalt var hun en kvinde der tilgodeså afstand, da det fik hende til at føle sig i kontrol. Nu følte hun dog at Alexei nærmest ikke kunne komme tæt nok på. Nej; hvad hun frygtede hos mange andre mænd - deres styrke og evne til at underkaste hende - var vel det hun fandt så fandens alt-opslugende i denne situation. Dén bredskuldrede Redwood's skikkelse, kontrasterede hendes og gjorde ikke blot situationen grænseoverskridende, men også ufattelig sexet.

Snart havde han, med lethed, løftet hende op på bordet igen. Med sin frie hånd, søgte hun støtte bag hans nakke, mens den anden, stadig, hvilede trygt mod træet. Hun skilte sine læber en smule mere ad, og kyssede ham med en fremmet intensitet, mens hendes slanke fingre bevægede sig ind i hans hår, blot for at holde lidt stædigt fast i hans brune lokker. Nærheden, samt hendes egen fryd og energi, fik varmen til at brede sig i hendes krop, og vise sig i de rosa kinder. Da han, i en kort stund, havde fjernet sine læber fra hendes, skulle hun næsten til at tigge ham om mere. Dog fandt hans læber snart hendes hals, og hendes små suk, sagde vist mere end tusind år, som hun bibeholdt øjnene lukkede, og nød hans kærtegn. Følelsen var vanvittigt pirrende. Til en sådan grad, at hun næsten ikke anså faren ved, at han langsomt havde ladet hendes cardigan glide lidt ned.

Da han trak hende endnu tættere på ham, spredte hun lydigt benene lidt, så han kunne komme helt tæt på. Hun kyssede ham lidenskabeligt, og fangede endda sig selv i at bide lidt drillende i hans underlæbe. Hun var en anden person... Ellers lod hun blot en anden del af sig selv, træde frem i lyset for første gang.
Hun lod hånden, der stadig knyttede sig om flakonen (som nu, næsten virkede som et fremmedlegme for hende) lægge sig bag hans nakke, mens den anden hånd, langsomt strøg ned over hans brystkasse. Skjortens materiale føltes så blødt mod en tidligere slaves fingre, og hun nev lidt i materialet, som hun fortsatte deres kys. Hendes kærtegn var blide, men også stædige, som hun lod fingrende glide over hans overkrop. Først da de ramte bæltet, stoppede hun deres 'rejse'. Hun ville have ham... Men hun vidste at det var forkert.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Søn okt 08, 2017 10:57 pm

På nuværende tidspunkt var det noget nær umuligt for Alexei at tænke en sammenhængende tanke, og da helt bestemt, hvis den ikke omhandlede hende. Hans mål havde vel oprindeligt været at stoppe med at tænke på Elena og hvordan denne kvinde mindede ham om hende. Det havde i bund og grund været for smertefuldt og forvirrende. Han havde ingen anelse om hvad der var hændt den lille, uskyldige pige fra hans barndom, og han havde ofte undret sig over netop dette. Han havde ofte ønsket at støde på hende, så han kunne være forsikret om, at hun var i god behold, og at hun levede et godt liv. Selvfølgelig vidste han godt, at dette var mindst ligeså usandsynligt, som det var sandsynligt, da hun jo havde levet et liv som slave, inden disse blev afskaffet af hans konge, leder og ven, Charles Redwood. Men han havde altid prøvet at bilde sig selv dette ind, så han kunne holde det ud. Han havde trods alt holdt utroligt meget af hende, og ønskede hende intet ondt, tværtimod. Han håbede hun havde fundet en masse af livets glæder, og at hun ikke blev vejet for meget ned af sin fortid, som han udmærket godt vidste var helt forfærdelig. Men Elena ville han ikke tænke på for længe ad gangen, for det gjorde ham trist til mode, ligemeget hvad han prøvede at bilde sig selv ind. Derfor havde han også haft brug for denne adspredelse, som heldigvis fungerede endnu bedre end forestillet. Han havde ikke skænket hende en tanke, siden hans egne læber havde mødt denne smukke, unge kvindes.

Han kunne mærke varmen fra hendes krop blande sig med varmen fra hans, og han forbandede afstanden imellem deres kroppe, som efterhånden næsten kun bestod af tøj. Måske bevægede han sig lidt hurtigt, men han kunne mærke at det var lige hvad han havde brug for. Og ikke mindst, havde lyst til. Han havde så meget lyst til hende, at han skulle kæmpe en indvendig kamp, bare for at holde sig en smule under kontrol. Han skulle nødigt virke alt for ivrig, selvom dette var præcis, hvad han var. Han mærkede hendes hænder glide ned over hans brystkasse, der kun var dækket af et ret tyndt, blødt lag stof. Da Alexei jo var i besiddelse af en hel del penge - flere end han nogensinde kunne få brug for - var det også en ret luksuriøs skjorte, af fint, blødt stof. Han spændte automatisk lidt i sine muskler, som han mærkede hendes fingres færd ned over hans overkrop. Da de stoppede ved hans bælte, kunne han dog ikke holde sin tålmodighed i skak længere. Han måtte simpelthen have hende.

Han tog endnu engang fat om hendes liv og løftede hende igen, denne gang for at placere hende med benene rundt om hans hofter, så han kunne flytte på hende, samt sig selv. Han brød ikke et øjeblik deres kys, selv som han begyndte at bevæge sig tilbage ind på det værelse, de kort forinden var kommet fra. Han bevægede sig godt nok rimelig meget i blinde, eftersom hans ansigt var begravet i hendes, men han var en opmærksom og detaljeorienteret person, der memorerede sine omgivelser, så han kunne bruge dem til sin fordel - noget han havde lært igennem sin træning i kamp og som krigsgeneral. Alligevel lagde han den ene arm rundt om hendes talje, så han kunne holde om hende, mens han brugte den anden til at sikre sig, at de ikke ramte ind i noget, for en sikkerheds skyld. Hans hånd ramte endelig sengens kant, og han tvang sig selv til at afbryde deres intense kys i et øjeblik, så han kunne få et hurtigt overblik over sengen foran sig, inden han placerede hende i den. Da han havde fået dette, fik han ført dem til siden af sengen, hvor han så satte hende ned i den. Han satte sig selv på sine knæ i sengen, og kyssede hende atter intenst.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Man okt 09, 2017 9:33 pm

Der var så megen smerte i hendes fortid, at man vel ikke kunne bebrejde hendes lyst til at glemme det hele for en stund. I situationens hede, følte hun sig blot som en frigjort kvinde, og det var i grunden mere end hun nogensinde havde klassificeret sig som. Det føltes så fandens godt at give slip på det hele; men hvorfor lige med ham? En Redwood som, efter hendes overbevisning, havde set ned på hende ligeså meget som alle andre, og sikkert kun imødekom hende med en sådan interesse nu, fordi hun kunne bruges til mere end blot gulvskrubning. Hendes indestængte had til guldøjnenes slægt havde ulmet i hende længe, og aldrig bølget helt op til overfladen. Ikke før hun havde mødt Alexei påny. Sandheden var, at han havde impræget hendes sind, efter deres sidste møde. Normalt kunne hendes passive-agressive væsen smide sådanne situationer fra sig, men hun var blevet som besat. Besat af tanken om at se ham igen, og få hævn over en person hun plejede at holde af, og som havde ydmyget hende.
Men det var ikke kun hævngerrrighed der havde fixet ham i hendes hukommelse. Nej; ligesom Elena var en adspredelse for Alexei, var han det samme for hende. Det virkede ligeså forkert, som det virkede rigtigt: Alt i alt, et kæmpe paradox, for en kvinde, hvis sind forsøgte at stoppe hende, mens hendes krop higede efter mere. Hun ønskede kontrol over en Redwood, ligesom de havde haft kontrol over hende, i alle disse år.

Deres kys, berøringer og passion, var blevet sat så hastigt igang, at tempoet næsten ikke var til at bremse. Der var intet blidt, afprøvende eller uskyldigt i deres kontakt. Der eksisterede derimod en intensitet, som vel var bygget op om mange faktorer, fra Elena's indestængthed og cølibat, til dén mystik hun måske havde luret Alexei ind med. Hendes forsøg på at holde ham på afstand, både psykisk og fysisk, havde vel også gjort det mere intenst når de endelig rørte ved hinanden. Det var varmt, sexet, og virkede nærmest ustoppeligt.
Som han løftede hende igen, lod hun nu begge hænder glide om bag hans nakke, for at holde fast. Igen, løftede han hende med en lethed og kontrol, som - trods hendes lille skikkelse - stadig fik et lille sus til at fylde hendes bryst. Indviende svang hun benene om hans hofter. Det var sjældent at hun lod nogen få en sådan kontrol over sig, men hun åbnede ikke engang øjnene, eller brød kysset, for at se hvor han bevægede dem hen. Hun kendte vel svaret... Og, af en eller anden mærkelig årsag, generede det hende ikke spor. Hun kyssede ham blot lidenskabeligt, trods hendes hår ofte gled ned over hendes ansigt, og lidt ind i det varme kys.

Snart mærkede hun det bløde materiale fra sengen under sig. Rammen på sengen sagde en næsten ubemærkbar lyd, grundet dets gamle ben. Instinktivt, støttede hun sig selv lidt op, i den siddende stilling, ved at lægge sin flakon-holdende hånd, på madrassen bag sig. Denne stilling gjorde det nærmere for hende at modtage, og gengive hans sexede kys, med en mærkbar lidenskab.
Som hun mærkede flakonens hårdhed under sin hånd, til sammenligning fra madrassens bløde materiale, var det som om noget gik op for hende. Hun havde et tydeligt bevis i sin lille næve.
Hun skubbede flakonen, diskret, ind under en fold i et af tæpperne i sengen, før hun lagde en hånd mod Alexei's skulder, og brugte sin kropsvægt på at tilte ham om på ryggen, så hun kunne være ovenpå. Hun brød dernæst kysset, og rettede sig lidt op, som hun sad ovenpå ham. Et lidt triumferende, pirrende smil tegnede sig over de buttede læber, som hun - i et kort sekund - endelig måtte trække vejret en smule igen. Noget i hende var dog stadig delt. Hun ville så fandens gerne have ham, men gjorde det hende til en hykler? Som hun betragtede ham, kunne hun dog ikke modstå... Måske behøvede hun aldrig se ham igen. Hun kunne få ham; og vide at hun havde haft ham i sit spind. Men var hun i virkeligheden ikke fanget i hans?

Snart fandt hendes læber hans hals. Hendes ene hånd greb let fat i hans hår, så hun kunne tilte hans hoved lidt til side, og derved plante flere varme kys mod hans hud. En enkelt gang, bed hun ham lidt drillende, før hendes læber ramte området netop før dén øverste knap af hans skjorte.


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Tirs okt 10, 2017 7:14 pm

Alexei brød sig ikke synderligt om at mindes sin fortid, og talte heller aldrig højt om denne, ikke med nogen som helst. Selv ikke de få mennesker han rent faktisk ville betegne som sine venner, kunne få ham til at tale om sin barndom. Det var en traumatiserende tid af hans liv, som han gerne var foruden at diskutere. Han kunne alligevel ikke ændre noget, så han så ingen grund til at dvæle i ting der allerede var hændt ham. Selvom dette selvfølgelig godt kunne blive en smule udfordrende til tider. Man kunne aldrig helt ignorere sin fortid, ligegyldigt hvor meget man prøvede på dette. Men for hver dag der gik, blev han bedre og bedre til at acceptere den, og det var alt man kunne gøre. Det skete ikke over en enkelt dag, men så længe man arbejdede sig hen imod accept, var Alexei personligt overbevist om, at det hele nok skulle blive i orden, på et tidspunkt. Og selvom hans fortid hjemsøgte ham, kunne han sagtens leve sit liv. Måske ikke helt så fuldt ud og helt så åbent hjertet, som han godt kunne have tænkt sig, men det måtte han bare tage med og forsøge at ændre på.

Fordi de knap havde udvekslet nogle berøringer indtil nu, udover dem Alexei selv havde taget initiativ til, var det også endnu mere magtfuldt, hvad de lige nu var igang med. Hun virkede til at være ligeså investeret i kysset som ham selv, og holdt sig heller ikke tilbage med at gengælde hans berøringer, så han kunne kun gå ud fra, at hun ville have ham lige så meget som han ville have hende. Hvilket helt bestemt var efter hans ønske. Da han løftede hende, slog hun benene om livet på ham, akkurat som han havde regnet med. Dette gjorde det lettere at flytte på hende, og dermed kunne han også koncentrere sig mindre om dette og mere om at fortsætte deres intense kys. Da han begyndte at bære hende ind mod soveværelset, kom hendes hår af og til i vejen for deres kys, men dette stoppede ingen af dem. Det forsvandt igen, og ingen af dem virkede til at have nok tålmodighed, til at bekymre sig om den slags bagateller. Der var kun én ting han kunne koncentrere sine tanker omkring på nuværende tidspunkt, og det var forventningen om, hvad de skulle til at foretage sig.

Hendes halvt siddende stilling, efter at have været blevet sat af på sengen, gjorde det lettere for Alexei at få adgang til hende og lettere for dem begge at fortsætte deres hede kys. Dog holdt denne stilling ikke synderligt længe, før hun placerede en hånd på hans skulder og fik vendt ham om på ryggen, ved hjælp af hele sin kropsvægt. Hun vejede trods alt ikke spor meget - og da slet ikke i sammenligning med ham. Han havde dog ikke noget imod den stilling, så han gjorde ingen indvendinger. Han nød at have hende ovenpå sig, og han tog instinktivt fat om hendes hofter, så han havde et fast, men blidt greb. Da hun begyndte at kysse hans hals og tilmed greb fat i hans hår for at tilte hans hoved til siden, blev han ikke ligefrem mindre ivrig efter hende. Tværtimod, blev hans begær, om muligt endnu mere vækket, og han lod hende fortsætte lidt, indtil hun kyssede ham lige over den første knap på hans skjorte. Han fjernede hænderne fra hendes hofter, kun så han kunne bruge dem til hurtigt og elegant at knappe sin skjorte op og hive den op af bukserne, så den kun beklædte hans arme og ryg, og ellers bare lå åbnet og spredte sig ud på sengen under ham. Hun havde nu fuldt udsyn til hans ret så veltrænede overkrop.

Dette var dog ikke nok for ham, så der gik ikke længe, før han blidt tog fat om hendes skuldre og formåede at smyge cardiganen ned over skuldrene på hende og ned til hendes hænder. Han fik hevet den helt af hende, selvom han endnu ikke havde en ordentlig udsigt til hendes blottede hud, fordi hun stadig sad bøjet ind over ham, og alt han kunne se, var hendes hår. Han kunne dog stadig ikke klage, og havde heller ikke i sinde at begynde på dette, så længe hun fortsatte sine kys. Hans hænder fandt atter vej til hendes hofter og han pressede hende lidt ned imod sig selv, mere ivrig efter hende for hvert sekund der gik.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Tirs okt 10, 2017 9:20 pm

Efter hendes flammende varme kys havde berørt det sarte punkt netop over hans skjorte, mærkede hun, hvordan hans ivrighed steg igen, som han gav sig til at knappe den op. Hun berørte det bløde, lukseriøse materiale med fingrene, som han, med lethed, arbejdede sig nedad skjorten for at åbne hver knap. Det var sjældent at hun havde chancen for at få en smag på så dyre ting, såvel som det var en sjældenhed at hun opnåede en så intens fysisk kontakt med et andet menneske. Det var som om hendes passion gradvist blev mere og mere dominerende,- selv når hun følte at den umuligt kunne vokse mere. Netop denne konstante seksuelle ekspansion var muligvis synderen i hendes mislykkede forsøg på at holde sig selv tilbage. Det var som at smage en forbudt frugt, og ikke være i stand til at stoppe efter den første bid.

Hun lod sine kys, kærtegne området omkring hans kraveben, som han fik skjorten lidt afvejen. Hendes fingre søgte nu mod hans varme, stærke brystkasse, og hun kunne ikke afholde sig selv fra at sende et par stjålne blikke over hans nu nøgne, trænede overkrop. Der var en gylden tone i hans hud, som blot blev forstærket af det svage skær fra rummets belysning. Hun bed sig hårdt i læben, trods alle forsøg på at bevare en hvis selvkontrol, syntes fortabte. Selvom hans skikkelse, selv under skjorten, havde vidnet om hans styrke, var détte syn utrolig sexet, for en ung kvinde, der sjældent stoppede op og lod sig omsluge af skønhed.

Hendes kys, såvel som den ene, slanke hånd, gled snart, langsomt og pirrende ned over hans bryst. Hendes berøringer,- fra den blide inkludering af hendes tunge, og de små strøg fra hendes lidt ru fingerspidser, - kærtegnede hans maskuline skikkelse, og hun mærkede hendes lyst gro. besat af ham var hun, at hun ikke skænkede det en tanke, da han lod hendes cardigan glide af. Tværtimod, var hun næsten taknemmelig for dette - nu pludselig 'naturlige' - næste skridt, da det blot fortalte hende, at hun snart kunne mærke ham endnu tættere på sig.
Aldrig før havde hun glemt sin slavetatovering på denne måde. Slavenummeret og den ufuldente cirkel, der signalerede hendes slægtløshed og prydede den venstre, blege underarm, havde altid været noget hun havde været meget bevidst om. Hun dækkede næsten altid dén del af sin krop, og derfor ville dénne blottelse normalt have været langt mere grænseoverskridende. I deres intense, fysiske 'forspil', havde hun næsten glemt sin identitet. Hun var ikke Elena Crimson. Nok nærmere, blot en kvinde med behov, som søgte tilfredstillelse og 'frihed' for en gangs skyld.

Som hun mærkede hans stærke hænders greb om hendes hofter igen, og hvordan han pressede hende ned mod sig, følte hun virkelig at deres tøj var den eneste barriere, der stoppede dem. Der var ingen tvivl om at han havde lyst til hende, eller at hun havde lyst til ham. Hendes læber fandt igen hans, i et passioneret, og ret utålmodigt kys. Hun lod sin hånd glide ned over hans navle, og, til sidst, ind imellem dem, så hun kunne mærke ham under sine fingre. Der gik ikke længe før hun, kortvarig brød deres kys, og så ind i hans gyldne øjne, før hun begyndte at åbne hans bælte.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Ons okt 11, 2017 12:21 am

Den forbudte frugt smagte altid sødest, fordi man altid ville have det man ikke kunne få. Dette var også netop grundne til, at det havde været så interessant for ham at få fat i hende, at have hende. Fordi hun netop havde afvist ham. Måske ikke på en uhøflig og kold måde, men hun havde stadig været afvisende i hendes væremåde. Hun havde holdt en fysisk afstand til ham og hun havde holdt en afstand til ham i den forstand, at hun endnu ikke havde fortalt ham noget som helst omkring sig selv. Han kendte ikke engang hendes navn endnu. Normalt var en kvindes navn ellers det første man lærte, men han lod det ikke hæmme ham. Han kunne altid lære hendes navn, hvis hun ellers følte sig klar til at afsløre det på et tidspunkt.

Han var en opmærksom fyr og på nuværende tidspunkt var hans opmærksom egenhændigt fokuseret på kvinden foran sig - ovenpå sig. Han havde ikke tid til at tage sig af noget som helst andet, end ikke at tænke på noget som helst andet. Hendes krop ovenpå hans egen, hendes mund og hænder, der kærtegnede hans krop, dette var alt han kunne formå at tænke på, i hvert fald på nuværende tidspunkt. Og dette var jo også netop grunden til at sex var den bedste form for adspredelse. Det fik én til at stoppe med at tænke, fuldstændigt. Det eneste man kunne rumme i sit hoved, var personen man havde sex med. Og man kunne oven i købet argumentere for, at man slet ikke rummede noget som helst i hovedet, under sex, men snarere brugte sin krop til at handle, uden at tænke over noget som helst. Ens krop blev det eneste der skulle eksistere, ikke ens hjerne. Heldigvis da, for ellers havde Alexei nok været på spanden lige omkring nu, for han kunne slet ikke bruge sin ellers normalt så veludviklede hjerne lige nu.

Der raserede ikke en eneste tvivl i hans bedøvede hjerne eller anspændte krop, om at hun ville have ham. Man kunne ikke kysse på den måde, hvis man ikke ville have personen man kyssede. Men han ville have hende mindst ligeså meget, så det generede ham ikke spor. Hans krop sitrede af begær og forventning om hvad der skulle ske, og han var ved at blive vanvittig over ventetiden. Hendes læber bevægede sig fra hans overkrop og til hans læber, som han glædeligt tog imod hendes lidenskabelige kys. Hun lod sin hånd køre ned imod hans bukser, der allerede var spændt en hel del mere end de havde været, da han ankom. Han lod hende bryde deres kys, så han også kunne se hende ind i de smukke, unikke øjne, der vækkede alt begæret i hans krop. Han lod hende med glæde åbne sit bælte, og bevarede øjenkontakten. Da hun havde åbnet bæltet, og det var blevet trukket ud af bukserne og endt på gulvet, placerede han sine hænder på det øverste af hendes lår, hvorfra han lod dem glide ned, som han fulgte kjolens syninger og lod sine hænder glide op under stoffet, så han kunne begynde at trække den op over hendes velformede numse og endelig op over hendes hoved og arme, som hun var nødt til at strække. Han smed kjolen på gulvet, ligeglad med hvor noget af deres tøj endte, og drog fordel i at have hende langt nok fra sig, til at kunne vende dem rundt endnu en gang, så han nu befandt sig ovenpå hende. Han lod sine fingre glide op ad hendes krop, som han tog synet ind og nød alt han så.

Hans hænder fandt vej til hendes, som han fik placeret over hendes hoved, fastholdt. Han skulle netop til at bukke sig ned og kysse hendes læber, for derefter at bevæge sig ned mod hendes bryster og mave - hvilket han helt bestemt så meget frem til - da noget fangede hans øjne, faktisk lidt ud af øjenkrogen. Han genkendte straks slavetatoveringen, da han havde set en alt for stor del af dem igennem sine ord i verden, og havde været omringet af dem i hele sin barndom. Denne var dog anderledes end alle dem han havde set, bortset fra én, fordi den netop havde den ufuldendte cirkel, der repræsenterede de slægtløse. Naturligvis havde han set et sådant tegn utallige gange, da en af de vigtigste personer fra hans barndom havde været præget af netop det mærke, hvilket hun altid havde prøvet at gemme væk og prøve at glemme alt om, men aldrig havde været i stand til. Han havde dog forsikret hende om, at han ikke bekymrede sig om den slags og havde derfor også ofte fået lov at se den.
Den havde været så brændt ind i hans sind og hukommelse, at han stadig kunne se den klart for sit indre øje. Og tatoveringen foran ham var den selvsamme. Normalt ville han blot have fortsat sit gøremål, fordi han netop heller ikke ville forvente at hun ville snakke om det - og da slet ikke, når de var på randen af at have sex. Men det var ikke kun cirklen, der var den samme. Nummeret, han ville aldrig være i stand til at glemme nummeret. Det var et nummer, der hjemsøgte ham dagligt. Han havde memoreret det fra en tidlig alder, og havde aldrig glemt det igen. Hver gang han hørte om et dødsfald af en ung kvinde, der havde en slavetatovering, krævede han at få nummeret at vide, så han kunne forsikre sig om, at det ikke var hende. Men det havde aldrig været det rigtige nummer, og det var klart for ham nu, hvorfor ikke. Han frøs fuldstændigt. 2-4-6-0-2. Lige foran ham. Dette var hende, det måtte det være. Kvinden foran ham mindede ham ikke blot om den gamle kending. Kvinden foran ham var hende. Kvinden foran ham var Elena Crimson.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Ons okt 11, 2017 9:11 pm

Det var en absolut euforisk følelse, der løb igennem hendes krop, ved at opleve denne form for intensitet, for første gang. Aldrig før, havde hun været i stand til at slippe sig selv, på samme måde som hun gjorde nu, hvor hun rent faktisk var i stand til at tage lidt af kontrollen. For en kvinde der var vokset op i lænker, og stadig ikke havde smidt dem helt, var det fascinerende at have den mindste form for magt over et andet menneske, og at bruge sin krop til at få sin vilje. For hun havde aldrig været én af dé kvinder der kunne kæmpe meget fra sig, og derfor oplevede hun nu endelig at have et våben. Noget havde simpelthen klikket i hende. Det var som om hun nu, rent naturligt, vidste hvordan hun skulle vride og bruge sin krop, og hvordan hendes passion og ivrighed kunne spejle sig i hans. Det var måske ikke hende der var den fysisk stærke i denne situation, men hendes viden og mysterie-belagthed, havde givet hende en særpræget tryghed.

Trods hun inderligt ønskede at ham, og tage skridtet videre, var der noget utrolig pirrende ved optakten. Hun kunne mærke hvordan hans krop spændtes mere og mere op under sig, og hvordan deres små støn og kys blev mere og mere længselsfulde. Det var så fristende bare at lade det ske, og tilfredsstille det inderlige begær, og hun vidste, at hendes store, blågrønne øjne skinnede af tydelig lyst og en ungdommelig utålmodighed. Snart, fulgte han hendes bevægelse, og kunne snart kaste sig bælte fra sig, så læderet ramte gulvet med en lidt hul lyd. Hun skulle netop, ivrigt, række ned efter ham igen, da han lod hænderne glide ind under hendes kjole, for at tage den af. Imødekommende strakte hun armene op, og rettede ryggen en smule, til hendes krop var mere afdækket, og kun beklædt et sæt sort undertøj. Trods hun var lidt på den underernærede side, havde hun en kvindelig silhuet, med sit lidt buttede brystparti, og de halvbrede hofter. Hendes hud var blegere end hans, men jævn og blød. Hun åbnede sin bh, og lod den glide væk fra sin krop, med et ønske om at kunne mærke hans hud mod hendes.
Snart havde han, med lethed, formået at tilbagetage den øverste stilling. Et lille gisp havde forladt hendes læber ved bevægelsens hurtighed, men et smil strøg snart over hendes ansigt, som hun nu så op på ham, med sine store, opmærksomme, og lidenskabelige øjne. Dog havde hans blik bevæget sig ned over hendes krop; og det samme havde hans kærtegnende fingre. Et lavt suk forlod hende, som hun begravede sine ene hånd i hans brune hårpragt. Normalt ville en mands betragtende øjne gøre hende ukomfortabel, men hun følte sig sexet og mere frigjort i Alexei's selskab netop nu.

Som han tog fat i hendes hænder og lagde dem over hendes hoved, i et lidt fast greb, lukkede hun øjnene i forventning om snart at modtage flere af hans vanvittigt pirrende kærtegn og kys. Dog ramte hans læber ikke hendes. Ej ramte de hendes nakke, hals eller bryst. Først antog hun, at han forsøgte at drille hende ved at fornægte hende dét hun ville have. Alligevel, mærkede hun snart hvordan hans krop frøs, og spændte op på en måde som ikke var tynget med begær og lidenskab. Langsomt åbnede hun derfor øjnene, for at møde hans. Dog var hans gyldne blik fokuseret på noget helt andet.
Noget som fyldte hans øjne med et væld af forskellige følelser,
som var svære at placere, for den unge slægtsløse kvinde.
Undtagen én... Genkendelse.

Med ét var Elena Crimson - den slægtsløse healer fra Groundstone Distriktet - tilbage. Den selvsikre fremmede kvinde forsvandt, og noget erkendende vaskede sig ind over hendes store øjne, og sendte de længselsfulde blikke på flugt. Ligesom Alexei, var det som om hun frøs under ham, i de første sekunder. Hun forsøgte, inderligt at læse hans udtryk og eventuelle pludselige ændringer, men fandt det umuligt.
Du er mere end bare et nummer, Sådanne kommentarer havde han bragt hende gennem hendes barndom, når hun havde vist ham sin tatovering med rødmende, flove kinder. Hun havde fundet håb i hans bemærkninger, og havde ladet ham se tatoveringen mange gange. Hun havde troet på hans ord, men da hun blev smidt på porten, havde hun betragtet dem som falske håb til en naiv pige, uden en fremtid.
Det var som om hendes mund var blevet mere tør, og hun var pludselig blevet langt mere opmærksom på sin egen delvise nøgenhed og sårbarhed. Derfor forsøgte hun snart at røre på sine arme, så hun kunne tildække sig, gemme tatoveringen lidt væk, eller, i det mindste, genvinde lidt kontrol. Alligevel var det som om hans greb stadig var ret fast; hvad end om det var grundet hans spændte tilstand, grundet hans fixering på tatoveringen, eller grundet et ønske om at være i kontrol over denne kvinde, som nu, var, måske, blevet opdaget.
"Alexei...?" Det var første gang efter deres møde, at hun havde brugt hans fornavn, selvom han ganske vist havde givet hende det for nogle uger siden. Hendes stemme var svag og prøvende, og hun håbede inderligt på en tåbelig og skrøbelig chance for, at hun ikke var blevet opdaget.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Alexei

avatar

Titel : Krigsgeneral for The Redwoods
Antal indlæg : 75
Reputation : 2
Bosted : Amber Eye District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Tors okt 12, 2017 4:01 pm

Det var en ulidelig lang optakt, hvis man spurgte Alexei, men det var alligevel dét værd, fordi det var så skønt. Hun bragte ham allerede nydelse, og han kunne kun se glædeligt frem til resten af aftenen/natten, når han havde det så godt, allerede nu. Som hun smed hans bælte på gulvet, og han fik hevet kjolen op over hovedet på hende, for så også at smide den ned på gulvet, kunne han allerede ikke tage øjnene fra hende. Det sorte undertøj fik hende til at se blegere ud, selvom hun allerede havde en meget lys hud, specielt i forhold til hans gyldenbrune hud. Dog var det ikke negativt, selvom de fleste altid stræbede efter en solbrændt farve. Til kvinden her, passede den lyse hud perfekt. Den fik hende til at virke… ren, på en eller anden måde. Som om der var en renhed over hende, indvendigt. Han kendte hende selvfølgelig ikke godt nok endnu, til at bedømme hendes indre. Huden så ud til at være glat og blød, hvilket han også havde erfaret, at den var. Hun kunne godt fremstå lidt underernæret, men på trods af dette, var hun stadig smuk at se på. Og som om det ikke havde været svært nok for ham at løfte øjnene fra hendes krop, fik hun snart efter formået at få ryddet sin bh af vejen, også. Han ville røre ved hende, men besluttede sig for at vende dem om først.

Og da, ramte erkendelsen ham. Dette var den unge, uskyldige pige fra hans barndom. Der var ikke en tvivl at hente hos ham, da først han så nummeret på hendes arm. Han kunne ikke få sig selv til at se væk fra armen i noget tid, og han holdt fast i begge arme, selvom han mærkede hende begynde at rykke på sig, som hun også blev anspændt i kroppen, under ham. Hun forsøgte at trække sine arme til sig, men han gav ikke slip, og han var meget stærkere end hende. Han kunne ikke lade hende trække sig væk, for han var endnu ikke overbevist om, at hans hjerne ikke spillede ham et puds. Nummeret var det samme, det var han fuldkommen sikker på. Men så han rigtigt? Ville det forsvinde eller ændre sig, hvis han kneb øjnene sammen lidt og fokuserede? Han prøvede dette, og nummeret var der endnu. Så lod han fingrene glide ned over armen, ned over tatoveringen, men nummeret var der endnu. Han måtte indse, at dette var pigen fra hans barndom, der bare ikke var en pige længere. Han flyttede endelig blikket fra hendes arm og tatoveringen, for i stedet at se hende ind i øjnene, der så fuldkommen forskræmte ud. Det skar ham i hjertet, at tænke tanken om, at han måtte være grunden til hendes frygt. Da hendes svage stemme sagde hans navn, kneb han øjnene i og spændte i kæben.

Som lille, havde Alexei ikke haft nogen kontrol over sit liv. Hans far havde haft komplet kontrol over hans liv, og derfor havde han aldrig selv fået lov til at foretage nogle valg selv. Ikke før farens død, havde han reelt fået lov til at tage noget kontrol over sit eget liv. Han havde endelig været fri for sin fars lænker, og det var det bedste, der nogensinde var hændt ham. Og godt nok havde han ikke været en slave i den originale forstand, ligesom Elena f.eks. havde, men han havde været en slave af sin far. Han var blevet misbrugt, brugt som boksepude, hele sin barndom. Han var nok den i Guerra-husholdningen, der havde taget imod flest slag, og dette var også blandt slaverne, som hans far ellers heller ikke havde behandlet pænt. Men Alexei havde altid været nobel og havde ofte taget ekstra slag, for at nogle af husholdningens slaver ikke skulle gå igennem det. Specielt efter Elena kom ind i hjemmet. Han havde ikke været i stand til at bære tanken om - eller synet af - at den lille, uskyldige pige skulle mishandles af hans far, og derfor havde han så vidt som overhovedet muligt, sørget for at holde hende væk fra hans fars temperament. Han havde aldrig ladet hende vide dette, for han ville ikke have hende til at føle sig skyldig, men han havde ofte intentionelt pisset sin far af, hvis han følte at Alexander var på vej til at lægge en hånd på pigen. På den måde, havde han afværget slagene på hendes vegne, ved i stedet at modtage dem selv. Han havde følt sig bedre udrustet til at udstå denne mishandling, end han følte, at hun var. Og selvom han ofte havde fået lov at se hendes store skam, slavetatoveringen, havde han altid sørget for at holde de blå mærker, blodet og alle de andre skrammer gemt væk fra hende. Han havde altid sørget for at dække så meget af sin krop som muligt, når han vidste, at der var uhelede mærker. Alt han nogensinde havde prøvet på, var at bevare hendes uskyld.

Det var også derfor, at det gjorde så ondt på ham, da det pludselig gik op for ham, at han havde været så tæt på at skamfere denne uskyld. De ting han allerede havde gjort ved hende, for ikke at tale om, tænkt på at gøre. Han fik det pludselig helt dårligt med sig selv, fordi han ikke længere kunne se hende som en sexet, ung kvinde med en mystik om sig. Nu var hun blot Elena Crimson, den unge pige han havde elsket som familie. Han slugte den klump, der havde samlet sig i sin hals, og gav endelig slip på hendes arme, som han åbnede øjnene. Han kiggede med det samme væk fra hendes blottede krop, og hen på sengen ved siden af og under hende. Han fik trukket tæppet væk fra under dem, så han kunne lægge det over hende, stadig uden at kigge på hendes udsatte hud. Som han gjorde dette, rullede noget småt dog hen og ramte hans knæ, der stadig befandt sig ved siden af hendes krop, da han endnu ikke havde formået at fjerne sig fra hende. Dette gjorde han dog i samme øjeblik, som han også tog småtingen i hånden og betragtede den analyserende, mens han sad ved siden af hende. Det var en lille flakon, og han åbnede den hurtigt for derefter at føre den op under sin næse. Han holdt den der ikke længe, for han vidste med det samme hvad dette var. Han havde mødt mange sårede i sit liv, og havde også ofte været en såret selv, grundet sit hjemmeliv. Når han havde haft brækkede knogler og lemmer, der skulle sættes på plads, havde healere givet ham netop dette middel, så han ikke skulle udholde smerten. Han genkendte derfor snildt lugten af et sovemiddel, når han stødte på dette.

Han puttede proppen på flakonen igen, og så endelig hen på hende. Hun var nu dækket af sengetæppet, og han kæmpede for fuldkommen at ignorere det faktum, at hun var uendeligt tæt på at være nøgen under det. Han overså også det faktum, at han selv sad med en skjorte, der var faldet lidt ned af hans skuldre og bukser der var halvt åbnet af sig selv, på grund af presset de havde været under. Som han betragtede hende intenst, var der intet vrede at hente i hans blik. Han følte det umuligt at være vred på hende. Tværtimod, var hans blik uforstående og ulykkeligt. Han forstod på ingen måde, hvad der var foregået i hendes hoved. Hvorfor havde hun ikke fortalt ham, hvem hun var, efter hun fandt ud af hvem han var? Hvis hun da ikke allerede havde vidst det, inden han fortalte hende sit navn. Der var ingen måde, hvorpå hun kunne have glemt ham, det nægtede han at tro på. Godt nok havde hun været yngre end ham, da de kendte hinanden, men når hun endnu fyldte så meget i hans tanker og liv, hvordan skulle han så have været forsvundet helt ud af hendes? Og hvad lavede hun med et sovemiddel? Det kunne kun være ment til ham, men med hvilket formål? Hvad havde hun dog i sinde at gøre med ham og hvorfor i alverden ville hun overhovedet gøre ham noget? Hvorfor ville hun lade ham røre hende på den måde, velvidende at han ikke anede hvem hun var? Han var fyldt med en milliard spørgsmål, men alt han formåede at få presset ud gennem sine læber var; "Elena."
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Elena

avatar

Antal indlæg : 91
Reputation : 0
Bosted : Groundstone District, Redhawk City

IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   Tors okt 12, 2017 10:40 pm

Som hun lå under ham - magtesløs og opmærksom - indså hun, at en hykler var født i hende. Hun var blevet fanget i sit eget latterlige spil, og havde nu blottet sig selv både fysisk og psykisk. Det havde været så fandens dejligt, at glemme alt for en stund, og smide bekymringer og rædsomme minder. Dog gjorde denne abrupte afslutning på nydelsen, hende ganske utilpas, da hendes krop stadig var varm, og vejrtrækningen stadig var en tand hurtigere end normalt. Styrken der påfaldt hendes hænder, holdt hende nede, og ude af stand til at dække det blottede brystparti. Før, havde hans styrke og magt, i denne stilling, virket så sexet, men nu, følte hun sig fanget, lænket og låst.
Snart mærkede hun hvordan hans fingre strøg over hendes slavetatovering. Som læste han blindskrift dér hvor huden forevigt var impræget, og forsøgte at mærke hvért nummer for at bedømme deres validitet i forhold til dét hans øjne så. Den unge kvinde forholdte sig tavs og stille, af frygt for, at en eneste lyd eller bevægelse, kunne få ham til at ændre sin koncentrerede mine, til noget mere faretruende. Hendes brystparti bevægede sig dog, lidt skælvende, op og ned, som hun forsøgte at trække vejret ordentligt og lydløst.
Siden hun var barn, havde hun haft en evne til at fornemme fare, når de var tæt på. Alligevel, mærkede hun den ikke røre på sig nu, som den nærmest ustandseligt havde gjort, dengang hun boede i fangelejrene. Déngang havde hendes evne ikke været en velsignelse. Den havde tværtimod kreeret flere problemer for hende, da hendes paranoia og panikanfald, blot forøgede hendes slag. Det havde været så svært for hende at sove dengang; og ligeledes at holde sit mentale helbred i skak. Da hun boede hos Alexei's husholdning, var det som om hendes evne sjældent rørte på sig. Det havde været et mærkværdigt, og dog velsignet afbræk for en tøs der var vant til at blive pryglet, og som var blevet en slave af sin egen evne, da den gjorde at hun hvilede i, næsten konstant, angst. Dog havde hun aldrig haft en anelse om, at Alexei nok havde været grunden til, at hendes sind og krop fik mere frihed. Hun ville velnok ikke kunne have kaperet sandheden om hvad han egentlige havde beskyttet hende fra dengang. For hendes hjerte havde været så skrøbeligt, og hán havde haft en stor plads i det. Dengang havde hun dog indset en grum sandhed. Grusomhed og ondskab fandtes ikke kun i slavelejre, og var ikke kun rettet mod dem der var 'lavere'. Det eksisterede også bag lukkede døre i, udadtil, 'perfekte hjem', som dém hun havde drømt om, når hun havde ligget i kolde, beskidte hjørner. Der havde været smerte i Alexei's øjne dengang, selv når han gjorde alt for at skjule det. Elena var dog vokset op omkring folk med samme stille, tragiske udtryk, og trods hun ikke havde turde kommentere på det, havde hendes blik altid lyst af en genkendende sympati.

Efter hvad der føltes som en evighed, mødte han hendes øjne. For Elena, virkede det næsten som første gang de så hinanden oprigtigt efter alle disse år. Hendes metaforiske maske var faldet, og komedien var endt. Hun sank en klump i halsen, og bemærkede hvordan han, i et sekund, spændte mere op i sit udtryk og kneb øjnene sammen. Hun lukkede øjnene i en stund, som om hun forventede at han snart ville råbe af hende, eller lægge hånd på hende. Dog åbnede hun snart forvirret øjnene, som han havde givet slip på hende, skubbet sig lidt væk, og lagt tæppet over hendes halvt-blottede krop. Med lidt rystende hænder, trak hun tæppet ind til sig, og satte sig op. De store øjnene fulgte ham opmærksomt, forbløffet og tavst.
Snart havde han samlet noget op, som hun havde glemt alt om. Flakonen... Et 'Nej', truede med at glide over hendes læber, men hun kunne ikke tvinge én eneste lyd over dem. Hendes nervøsitet steg, som han fjernede proppen og snusede til materialet. Langsomt bøjede hun sine knæ op til sig, og svang armene omkring dem, så hun kunne trykke dem ind mod sig. Da han puttede proppen på, og så hen mod hende, slog hun skyldigt blikket ned, og knugede sine knæ tættere ind mod sig. Men hvad var der at føle sig skyldig over? Havde han ikke såret hende dengang? Hun vidste, at hendes skyld mest af alt lå i dét faktum, at hun selv var gået over stregen. Hendes hævnmission om at ydmyge ham var blevet til et farligt og forkert begær, som - i sidste ende - ligeledes havde ydmyget hende.

Hun tvang sine store øjne mod hans igen. Trods hendes hænder rystede en smule, mærkede hun intet signal i sin krop. Der var heller ingen vrede i hans smukke, ravgyldne øjne; blot noget der næsten var mere grusomt...- En  tragisk, ulykkelig og forvirret glød. Hans udtryk forekom hende så reelt som noget kunne være, og det fik med ét hendes tvivl til at vokse. Hun tvivlede ikke på sin egen hukommelse eller smerte; men, for første gang siden hun blev sendt på porten, betvivlede hun dét hun var blevet fortalt, af en grufuld, magtfuld mand. Det havde været så let at tro på hans ord dengang, netop fordi hendes psyke havde været så skrøbelig og ustabil. Hun havde slugt de forfærdelige kaldenavne til sig, fordi hendes selvværd og opvækst havde indprintet dem i hendes identitet.
Det var dog da hendes navn gled over hans læber, med en blid uforståenhed og melankoli, at hun virkelig syntes at indse at der måske var mere til sandheden end hun naivt havde formodet. Da hans læber havde skilt sig ad, havde hun forventet hårde ord og reprimander, som dém hans far havde talt. Alligevel indså hun, i at høre hans røst, at hun aldrig havde hørt andet fra ham end blidhed. Aldrig havde han talt ned til hende, eller hævet stemmen for hende. Han havde altid været blid, forstående og varm. Nu, som hun sad dér med et tæppe om sin, ellers næsten nøgne, krop, begyndte hun derved at indsé at Alexei måske, i virkeligheden, ikke var sin far. For hvorfor skulle han ellers have appelleret så meget til hende, at hun nær havde indviet i at dele en intim oplevelse med ham? Det var så let at tro på noget forfærdeligt, når 'godhed' havde været en sjældenhed i hendes liv.

"Detvar aldrig intentionen at det skulle gå så vidt..." Lød det endelig lavt fra hende, som om hun snakkede en smule til sig selv. Det var måske besynderligt hvordan hun følte at hendes beslutning om at indvie i noget seksuelt med ham, langt oversteg dét at få ham til at sove og stikke af. Men dette havde været en anden form for manipulation. Det virkede, på mange måder, langt mere grænseoverskridende. Især nu, hvor hun begyndte at betvivle sin ellers dybt indprægede 'sandhed'. Langsomt hobede tårene sig en smule op i hendes øjne. Som havde hun berørt nogle ideer, som var for forfærdelige at acceptere. Havde hun fjendtliggjort Alexei uden grund? Hans sandfærdige udtryk, kunne tyde på det, og derfor forsøgte hun at undgå hans blik. For hun nægtede at tro på den, nu næsten helt, forfærdelige sandhed,.
"Jeg..-" Hun tøvede og rettede de blanke øjne mod ham, "Det her var en fejltagelse... Du bør gå..." Hendes ord var usikre, forvirrede og skrøbelige. Som anede hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, eller hvordan dette nogensinde skulle kunne forklares rationelt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Undisclosed Desires - Alexei   

Tilbage til toppen Go down
 
Undisclosed Desires - Alexei
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 2Gå til side : 1, 2  Next

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Redhawk City :: The Underground-
Gå til: