Everything has changed ~ Look J

S: Thunderville
O: Ikke mange folk,
V: Varmt
T: Henover middag
Påklædning

---

Hvornår lærte hun dog at sige nej? Malia en pige hun ikke engang kendte, havde spurgt hende om hun ville hente noget til hende i Springheat City. Og selvfølgelig havde Alycia ikke tøvet med at sige ja til opgaven. Hvad hun skulle hente havde hun glemt på halvvejen, og derfor var hun aldrig nået længere hen end for at se Milo eller Nathan igen. Dog måtte hun alligevel tilbage og på den vej travede hendes sorte hoppe igennem Thunderville. Det var varmt og hesten måtte have en slapper for at overleve dette varme miljø. Alycia kunne mærke hesten ikke var tryk her, og hun forstod den godt - selv havde hun hurtigt fortrudt at hun var kommet igennem dette sted - specielt uden en specialist som Byron til at hjælpe sig - hvis det endnu engang blev nødvendigt. Heldigvis havde hun ikke ligefrem sit pæneste tøj på, ogs selvom hun var blevet typen¨, der hellere ville bære en kjole end det hun havde på nu. Så fungrede det for hende. Hjertet sprang en takt over som hun red tættere på brønden. Det var der, hvor der var vand - og hun var tørstig. Ikke kun efter synet af de dehydrerede bygninger, men også turen generelt. I forhold til Redhawk City eller Oakstrong - så virkede det så kedeligt og øde - omgivelserne virkede døde. Alycia bar sin normale øjenfarve, ikke noget hun normalt gjorde på ukendt grund - men det var bedre end den røde eller den gule - så meget vidste hun da. Så snart hun havde fået noget vand og hendes hest havde fået noget  - så travede hun videre igennem Thunderville.

Det stak hende i hjertet et eller andet sted at ridde igennem her - og hun håbede så inderligt ikke at støde på nogle hun kendte - eller den person hun kendte. Look.  Det hun havde gjort for at han ikke skulle ende i ulykke på grund af hende - var ikke okay. Hun hadede sig selv for hvad hun havde gjort, og i sidste ende ønskede hun at se om han var okay. Alligvel vidste hun at han sikkert ikke ønskede at se hende. Alligevel så hun sig selv blive ved med at ridde forbi forskellige bygninger søgende - hvilket ikke var på god fod med alle dem der boede her - og der gik ikke lang tid før nogle følte sig truet. Et vindpust gjorde hesten bange og den rejste sig op på sine bagben - så noget så mægtig ud i det hårde vindstød - men nok til Alycia væltede af. Hun ømmede sig ved landingen, og så hvordan hesten forskrækket løb væk.
"Du langt væk hjemme fra tøs." Sagde en mand der kom imod hende, Alycia slog de grønne øjne op og kiggede på manden.
"Jeg ledte blot efter en." Men manden købte den ikke helt.
"Fortæl det til nogen som gider at høre på det." Han greb omkring hendes arm og trak hende på benene. Grebet var hårdt, og Alycia kunne mærke frygten pirre hende. Den var ved at overmande hende til at hun lagde sin hånd imod mandens håndled.
"Giv slip på mig." Sagde hun bestemt, og fik et udtryk i sine øjne hun aldrig havde haft før. Stemmen var rolig, men truende - og blikket det samme. Normalt ville hun have underkastet sig, men ikke mere. Alycia var træt af at være bange for sådan nogle - hun brugte en gren fra en plante til at gribe fat omkring livet på manden for at trække sig væk. "Tak" Mumlede hun let for sig selv. Følesen var rar, faktisk at have klaret situationen selv.

Så begyndte hun at gå. Nu havde hun trods alt ingen hest - og hun kendte ikke vejen. Som hun gik igennem gaderne, fik hun øje på en bekendt skikkelse. Skikkelsen fik hende til at fryse fast og blot kigge på ham. Alycia sank en klump - tiden blev ikke ligefrem lettere, men hun forstod hvorfor han ville hade hende hvis han gjorde.

Ledene knagede og hovedet dunkede. Det havde været en lang nat. Endnu en gang havde han siddet på værtshuset til meget sent, og drukket alt for meget. Og han var endnu en gang blevet fulgt hjem af Arden.. Han var virkelig taknemlig for at have en ven der faktisk fulgte ham hjem frem for at lade ham sidde der og hænge eller lade ham ligge og sove i en eller anden gyde.
Han havde sovet alt for længe, og han var stadig træt. Egentlig havde han mest haft lyst til at blive hjemme i sin seng, men så skulle han høre på hans onkels prædiken, og det orkede han ikke i denne tilstand.

I stedet havde han taget sin bue og pile, og ville tage på jagt. Selvom han nok ikke var i stand til at skyde ret meget i denne tilstand…
Måske skulle han bare lade vær? Måske skulle han hellere bare tage ned til bageren og købe noget brød så han kunne komme af med disse stykke tømmermænd der plagede ham.
Men igen…. så ville hans onkel bare høre det, og han havde lovet at jage i dag.
Han lod en hånd gnubbe hans ansigt lidt, mens han stod og overvejede hvad han overhoved orkede lige nu..  Hmm. Måske skulle han bare tage ud og jage, der var en temmelig lang gå tur, og han havde nok godt af den friske luft.

Han hørte godt noget postyr længere nede af gaden, men gad engelig ikke tage sig af det, der var så tit ballade her i byen, og så længe man holde sig i ro, så blev man ikke en del af den. Derfor valgte han da også at ignorere det. Det var dog ikke så fedt at han var tæt på at blive løbet ned af en hest. Hvem var der lige der lod sin hest løbe frit rundt i en by? Han rystede bare på hovedet mens han stod i en af de mange gade boder for at købe noget mad at tage med på Jagten.
"tak fru. Loopo" Sagde han med en høflig stemme til kvinden i boden.
Fru. Loopo var altid så sød ved ham, og han fik altid lidt ekstra med end han betalte for, særligt når han havde det som nu, efter en alt for lang nat med alt for mange drikkevare.
"det var så lidt min dreng... pas nu på dig selv der ude!" lød det kærligt ældre men dog stadig smukke kvinde.
"jeg skal nok tage et par dure med hjem til dem" han sende hende et blink med øjet der fik hende til at ryste på hovedet, dog med et kærligt og lidt opgivende smil.

Han fik fyldt tasken, og smed den over skulderen.
Han vende sig rundt for at gå tilbage mod ruinerne. Der var dog noget der stoppede ham. Et syn han aldrig havde regnet med at han skulle se igen… og da havde håbet på at han aldrig skulle.
Et meget velkendt ansigt, der dog stadig virkede som et spøgelse fra hans fortid. Først stod han som forstenet –blot en frossen statue der ikke kunne røre dig – dog da han kom til sig selv, blev hans bryn rynket i en vred an trækning. Han trak tasken på plads og begynde at gå i et hårdt og fast tempo mod hende. Dog gik han lige forbi hende uden så meget som et ord eller et blik.
Nej! Ikke nu! Han var lige holdt op med at tænke på hende – løgn - men han ville gerne tro at det var sådan. Men i virkeligheden tænkte han jo stadig på hende. Dog var hans sorg nærmere blevet til vrede. Og den blev bestemt ikke bedre af at se hende igen.

Hjertet stoppede med at slå, og hun følte hvordan hun stoppede med at trække vejret. De grønne øjne lå imod den største fejl hun nogensinde havde lavet. Ikke at Look havde været en fejl, hvad hun havde gjort imod ham var dog det værste hun havde gjort. Alycia ønskede at undskylde, ønskede at tage sine valg tilbage - at gøre noget for at tage tilbage hvad hun havde gjort. Vreden imod hende var ikke noget hun brød sig om, og mest på grund af sin fortid. Som han gik imod hende, knyttede hun øjnene sammen i en refleks - for hun brød sig ikke om den vrede bogstavligtalt imod hende. Dog passerede han hende, men det følte som om, at han havde trukket hjertet ud på hende og knust det i hånden. Eller måske havde han båret rundt på det selvom hun var gået. Der var aldrig nogen hun havde elsket så højt som Look. Han var hendes første og største kærlighed, og hun ville aldrig stoppe med at elske ham. Alycias handlinger gjorde det ikke muligt at gøre det godt igen, også selvom løgnen havde været en større løgn. Der havde ikke været en anden at søge til, og hvis han havde tænkt nok over det og ikke handlet så følsomt - så ville han havde vidst det ikke var hendes måde at håndtere ting på. Alycia ville aldrig være nogen utro, og det ville være umuligt for hende at elske en som ikke kendte hende. Og Look havde kæmpet for at få hende åbnet op, været den første mand til at respektere hendes grænser - og den første hun havde givet sig selv til.

Alycia drejede rundt og kiggede efter ham gå fra hende.
"U..Undskyld." Råbte hun efter ham i håb om han ville stoppe op. Bare et sekund. Hjertet bankede hårdere og hårdere imod brystkassen i panik for hans reaktion. "Det var aldrig ment til at skulle gå så vidt." Tilføjede hun i et mindre dog tydeligt toneleje. Ham Look havde troet, at var Alycias nye fyr, havde blot været en som skulle hente hende for at tage hende til Oakstrong City. Løgnen havde gjort den mands skæbne mindre god.
"Sandheden er.. du skræmte mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.. så jeg fandt på noget.. og jeg er ked af jeg gjorde som jeg gjorde.. jeg forventer ikke du nogensinde tilgivet mig for det.. jeg vil ikke engang tilgive mig selv for det." Om hun skulle råbe det efter ham, eller om hun havde hans opmærksomhed.. alt ville hun gøre for at få disse ord sagt.

Han ville virkelig gerne bare storme forbi hende, uden så meget som at se eller tale til hende. Uden at de ALDRIG skulle se eller tale sammen igen. Men dette blev dog afbrudt af et ord der gik ham til at knuge sine hænder sammen. Undskyld?.. UNDSKYLD?!! Hvad havde hun regnet med? At et simpelt og usselt undskyld kunne rette op på det hun havde gjort? At det kunne lappe hans hjerte sammen der ellers var blevet smadret i atomer.
Hvorfor kom hun overhoved her? hvorfor kom hun til den by hun VIDSTE han boede i.
Deres tid sammen havde været fantastisk, de havde været så lykkelige… eller… det havde han i hvert fald! Han havde aldrig følt sig mere i live end sammen med hende. Og efter 2 forhold der havde været ved at rive ham midt over.. havde han bestemt toet at dette forhold var det rette. Særligt fordi Alycia vidste hvad han havde været igennem. Hun havde vidst at det værste man kunne gøre overfor ham, var at forlade ham på lige netop den måde.

Han lyttede til hendes desperate forsøg på at forklare sig.. men som alligevel ikke var nogle forklaring overhoved. Endelig vende han sig dog rundt, men ikke med det kærlige og ømme blik hun ellers altid havde fået fra hans side, fyldt med ømhed og varme, et blik der afslørede alle de følelser han havde for denne kvinde… nej.. dette var et blik fyldt med foragt, had, og ikke mindst så koldt et skær at man måske kunne være i tvivl om det var den samme person.
”Hvad bilder du dig egentlig ind?... du kommer her.. til MIN hjemby.. og nu tror du så at du kan snakke dig ud af det her?... du tror du som sædvanlig kan skubbe alt skylden væk fra dig selv?!” lød det hårdt og tørt fra ham.

”du prøver at forklare dig selv, men det eneste du kommer med er flere tomme ord!.. du siger sandheden er at jeg skræmte dig… HVORDAN?.. jeg friede til dig!... jeg faldt på knæ for dig, og det du takkede mig med var at afsløre din hemmeligheder om en anden mand!” sagde han mens han anklagende pegede på hende.
Han kørte fustreret en hånd gennem sit hår, og så på hende ”jeg vil gerne have du tager afsted… NU!.. jeg ønsker ikke at se dig igen.. nogle sinde!” sagde han enden han vende rundt for at gå videre.

Han kunne ikke se på hende… ikke nu. Slet ikke fordi hans øjne var blevet så blanke, og fordi tårrene ellerede begynde at trille i det øjeblik han vende sig. En ubeskrivelig følelse var i hans bryst, som om der blev klemt om alt, både hans hjerte, og hans luftveje.

Alycia fortrød alligevel med det samme, at hun havde forsøgt at snakke til ham. Sagen var den, at hun ikke kunne tåle at nogle var vrede på hende. Og alligevel lykkedes det hende kun at smide mere brænde på bålet. Hjertet sprang nervøst ud af hendes brystkasse da han drejede sig rundt, hun så ham i øjnene - alt det had som var rettet imod hende. Det fik hende til at bryde sammen indeni, dog forstod hun det. Alycia hadede hun forstod det, hun hadede at hun var grunden til at han var sådan der nu. Så snart han gjorde sig an til at sige noget holdt hun vejret, for hun vidste udmærket at det ikke var noget godt. Hvad bilder du dig egentlig ind?... du kommer her.. til MIN hjemby.. og nu tror du så at du kan snakke dig ud af det her?... du tror du som sædvanlig kan skubbe alt skylden væk fra dig selv?! Alycia rystede på hovedet, det var slet ikke det hun ønskede. du prøver at forklare dig selv, men det eneste du kommer med er flere tomme ord!.. du siger sandheden er at jeg skræmte dig… HVORDAN?.. jeg friede til dig!... jeg faldt på knæ for dig, og det du takkede mig med var at afsløre din hemmeligheder om en anden mand! Alycia klemte øjnene hårdt sammen og bad til at hun kunne holde tårerne tilbage. Hun var svag. Hun havde aldrig påstået hun havde været stærk. Jeg vil gerne have du tager afsted… NU!.. jeg ønsker ikke at se dig igen.. nogle sinde! Så snart han drejede hun kunne hun mærke tårerne endelig slap fri, og hun åndede ud som om, at hun havde været ved at løbe tør for luft.

"Jeg løj. Okay? Og jeg er ked af at jeg løj. Der er intet andet der har plaget mig lige siden. Den mand du overfaldt var blot en som skulle tage mig til Oakstrong City. Intet andet. Du burde kende mig bedre end at tro jeg nogensinde ville gøre sådan noget." Råbte hun i frustration efter ham. Stemmen var knækket over inden hun havde sagt anden sætning. Han var den første hun havde fortalt om sine overfald fra fortiden. Nok havde hun aldrig nævnt Arden var med i det, for hun vidste ikke de kendte hinanden. "Og du har ret... jeg burde ikke være kommet til din hjemby. Som den selviske kælling jeg er, så syntes jeg blot jeg ville lade min hest få noget at drikke - men nogle af de andre borgere skræmte hende væk." Det sidste var mere til hende selv. Det ville tage oceaner af tid at komme hjem herfra nu.

Han var klar til at gå. Kar til at gå og aldrig så sig tilbage igen, ihvert fald ikke så længe hun stod der! Men hendes ord fik ham til at stoppe. Hvad? den mand han havde overfaldet var ikke den mand? Han knyttede hænderne da hun sagde at han brude kende hende bedre end at hun ville gøre sådan noget. Han vende sig mod hende med et tydeligt vredt blik. Han lod hende dog tale færdig. Hun sagde hun have løjet... såh.. ingen anden mand? Igen anden der havde taget hans plads.

Han rynkede sine bryn og så på hende. "så du tror at det er en god ting? at du løj?.. Så jeg skulle være glad for at der ikke var en anden?... Er du dum eller sådan noget?.. Det gør sku da kun din situation værre!" vrissede han.
"Hvis du havde haft en anden mand, så kunne jeg idet mindste give den stakkel noget af skylden.. men nu ligger den hele på dig!.. Du løj?... Blot for ikke at være sammen med mig? så fandt du på den historie?... hvis ikke du var lykkelig, hvorfor sagde du det så ikke? hvorfor lade mig spilde min tid og mine følelser på dig?" sagde han hårdt.
"Det du har gjordt... er langt værre end hvis din tåbelige tøsehjerne var faldet for en anden.... for helt ærlig... lad os tale sandt.. du har ikke noget hjerte...!" Han satte tasken på plads over skulderen. Han tårrede en tåre væk der havde forvillet sig ned af hans kind.

Han så på hende. "bare så vi er enige... de følelser jeg havde for dig,.. døde den dag du skred!.. og de kommer aldrig igen" sagde han blot.

Alycia prøvede ikke at lytte. Hun ville ikke lade hans ord nå ind til hende, for det gjorde ord ved hende - de gik hende på. Fik hende til at føle ting hun ikke ønskede. Måske var det faktumet af hendes slavetid, alting og ingenting på en enkelt gang. Han var så vred på hende, og egentlig kunne hun ikke bebrejde ham - så det gjorde hun ikke. Du har ikke noget hjerte, de ord fik hende til at fryse fast i sekund. Læberne en anelse skilt fra hinanden og øjnene en anelse spærret op. Blot en anelse. Var det den her ting hun skulle leve med, at han hadede hende? Måske var det bedst sådan. Alycia havde måske lært sig selv ikke at blive for påvirket af følelser, men hun elskede Look. Det ville aldrig ændre sig, ikke for den første person, som fik hende til at føle sig som andet end en slave. Derfor gjorde det fysisk ondt på hende, som om, at han lige havde trukket hjertet ud på hende og givet det et vrid. En tårer gled henover kinden på hende, blev erstattet med den næste, som hun hev vejret stille ind.
"Je.. jeg gjorde det for dig.. " mumlede hun sig så frem til og tørrede tårerne væk. Alycia sank en klump. "Det ville være en løgn hvis jeg ikke sagde, at jeg ikke også gjorde det for mig selv.. men hvis de fandt dig.. Redwoods.. med din slægt.. og de ville genkende mig.. og tage mig tilbage til dem.. jeg kunne ikke lade det ske.. jeg kan ikke leve det liv igen," udbrød hun så og slog let ud med armene. Alycia lod frusteret sine hænder glide igennem håret og tog et skridt tilbage.
"Jeg kan leve med du hader mig.. men jeg ville ikke kunne leve med, hvis du blev slået ihjel på grund af mig. .taget som slave eller andet.." tilføjede hun og bed læberne sammen som en smal streg.