Redeyes in a greeneyed city - Aaron

Påklædning
(promise this is just a little one.. Only a short one xD )
@Aaron <3

---

De havde taget hende ind, men nu havde hun været inde i nogle dage - Dylan smuttede om natten og Bellamy var der hele dagen. Han passede på hende, læste historier for hende samt generelt opmuntrede hende. Sådan var dagene gået og hun var ikke længere bange eller på flugt. Så selvom Bellamy havde sagt imens ham og Dylan ikke var hjemme, at hun blot skulle blive indedøre - så valgte hun at opsøge sine omgivelser. Hendes nye hjem skulle ses, og selvom Bellamy og Dylan ikke var hendes forældre biologisk - så havde hun hurtigt anset dem som det, og de var blevet de manglende brikker i hendes virkelighed. Folk stirrede underligt på hende, som den nysgerrige unge pige gik rundt og så sig omkring. De røde øjne gennemskuede hurtigt at hun ikke var en Crawford - men hun tænkte ikke ligefrem over det. Dylan og Bellamy havde været så søde ved hende, at hun ikke ligefrem tænkte langt nok til at ikke alle ville gøre det. Pludselig gik hun ind i en eller anden mand.
"Oh. I'm so sorry.. I was just looking at this beautiful place.. even tho I was told not to go anywhere.. and now I.. I might be lost." Hun kløede sig i nakken og så sig omkring. Et par vagter kom imod dem, mest fordi, at personen hun var gået ind i var Aaron. Det gav et kort gisp fra hendes side af, at de kom imod hende med så vrede ansigter.
"Did I do something wrong? I'm sorry if I did.. I didn't mean to do anything." Skyndte hun sig at undskylde imens hun kiggede nærmest fortabt på Aaron.

Påklædning

//Dig og dine emner xD//

Aaron var ude for at gå en tur, efter som at han havde været inde i sit hus i ret så mange timer. Efter så mange timer med papirarbejde, hans søgen efter den gruppe der var mod ham. Efter ikke at være på talefod med Bell.. Så havde han brug for nogle minutters frisk luft, før han gik tilbage til sit arbejde.
Han havde dog ikke regnet med noget specielt, da han nu skulle ud og gå, men det virkede som om at hans arbejde bare ikke ville lade ham være i fred for en gangs skyld.
En stødte ind i en pige, en mindre årig helt klart. Det kunne ses på højden, ansigtet og kroppen for den sags skyld. Det var ikke fordi at hun fik ham til at vakle tilbage, så han stod bare helt stille og kiggede ned på denne pige foran sig.
Hun havde røde øjne? Hvad lavede en Oikan her og så så lille som hun var, det gav ikke mening. Han hævede et øjebryn af hende. Hun var blevet fortalt at hun ikke skulle bevæge sig ud? Så en af hans borgere gav hende altså husly? Who are the ones who told you, not to go out if I may ask spurgte han. Aaron vidste hvordan man skulle være omkring børn, man skulle være rolig og blid, men Aaron var meget anspændt. Mest fordi han ikke kendte til denne pige, han havde ingen anelse om hvor hun kom fra.
Han kunne dog høre på hendes gisp, at hun var blevet skræmt over det vagter der bevægede sig hen mod dem. De var med til at beskytte Aaron, men Aaron så ingen grund til at blive beskyttet, eftersom det bare var en lille pige.
Han gav tegn til vagterne at de bare skulle gå. De kiggede dog lidt undrende på pigen, før de forsvandt og gik tilbage til deres poster.
It's fine, you didn't do anything wrong. Now who are you, and what does a Oikan like you, do here? spurgte han nysgerrigt, mens han gik ned på hug foran hende, så han var nogenlunde samme højde som hende og ikke virkede truende over for hende. Han kunne se at hun ikke helt var et barn, hun var en smule ældre, men det gjaldt for det samme.

Who are the ones who told you, not to go out if I may ask. Ronnies øjne blev næsten ligeså store som tekopper, og munden lignede et O - mest fordi, hun talte sommetider før hun tænkte - specielt efter det var okay at tænke.
"Oh.. Ehh.. Bellamy told me to stay inside.. and Dylan is always out - so.. yeah." Svarede hun og kløede sig kort nervøst i nakken. Vagterne gik hvilket gjorde hendes skuldre sænkede sig en del igen. It's fine, you didn't do anything wrong. Now who are you, and what does a Oikan like you, do here? Ronnie holdt vejret kort tøvende på, hvad hun skulle svare - hun havde ingen grund til at lyve - men hun kunne heller ikke lide bare at fortælle alt. Men han virkede venlig.
"Good. I would hate to do that... I hate when people get angry.. " Sagde hun ført og kløede sig atter en smule nervøst i nakken. "I'm Ronnie.. Veronica.. but I like Ronnie best.. Bellamy and Dylan saved me from some bad people.. I live with them.. they are very nice." Tilføjede hun med et varmt smil på læben. Let fumlede hun med sine fingre, måske i små nervøse træk. For hun kendte trods alt ikke Aaron. Men han virkede blot venlig.
"Don't be mad at them for the killing.. the bad people deserved it.. believe me.. they did." Sagde hun og måske var hun bare bange for personen her ville straffe Dylan og Bellamy for at have dræbt.

Så snart hun nævnte Bellamy og Dylans navn, så lyttede Aaron efter. Det var altså dem som havde taget denne lille pige til sig. Ikke at det undrede ham, han vidste hvordan de begge to var nogle bløde mennesker, når det kom til det, det var Aaron nu også.
Alligevel blev han dog en smule vred, ikke på Ronnie, ikke på Dylan, men på Bellamy. Bellamy havde ikke tid til at tale med Aaron, men han havde tid til at tage sig af en lille pige, og Dylan havde slet ikke fortalt Aaron noget som helst.
Han tog dog en dyb indånding, da han ikke ville lade sin vrede gå udover Ronnie, hun havde jo ikke gjort noget galt, udover selvfølgelig ikke at høre efter hvad Dellie og Bell havde sagt til hende.
How long have you lived with them Ronnie? spurgte Aaron med et nysgerrigt blik. Han smilede dog af hendes bøn. Han var ikke lige frem sur på dem, fordi at de havde dræbt nogle onde mennesker, som havde været onde mod en uskyldig ung pige, tvært imod, ville han nok havde gjort det samme. Han var dog sur på dem, fordi ingen af dem havde sagt noget til ham, det kom dog også lidt an på, om det var sket dagen før.
Im not mad at them, they are my friends, they just... haven't told me about you sagde han og rettede sig så op, så han var sin normale højde igen.

Efter hun havde sagt sandheden uden at blinke med øjnene, begyndte hun at tænke over - om det nu havde været det smarteste. Men hun ønskede ikke at gøre Aaron vred. Det var ikke hendes hensigt at gøre nogle vrede overhovedet. How long have you lived with them Ronnie? Brynene gav et lille kneb, som hun begyndte at tænke over spørgsmålet. Hvor mange dage havde hun været der nu?
"I'm not that good at counting.. but I been there maybe a week.. maybe more I'm not sure.. " Svarede hun og nikkede let, for at hendes tanker havde bekræftet hendes tanke. Og så længe Aaron ikke var vred på Bellamy og Dylan - så var Ronnie glad. Hun var her ikke for at skabe problemer. Im not mad at them, they are my friends, they just... haven't told me about you. Let trak hun på skulderen.
"Bellamy have stayed inside with me. He and Dylan are making me my own room. It's the first time I get a room.. its very exiting." Svarede hun med et stort varmt smil. "But Dylan talked about talking to you soon.. she said she needed to clean up some mess in the woods first tho.. She is out all the time, almost only home in the morning.. and I don't know where Bellamy is today. Normally he isn't out. They are very nice." Tilføjede hun og sendte Aaron et varmt blik. Der var intet andet end en positivitet uden lige fra hende, sådan lige nu havde hun intet andet end en grund til at være glad.

Hendes svar kom lidt bag på ham, en uge, det var da lang tid, han havde ikke hørt fra Dylan omkring det, og selvfølgelig havde Bell ikke sagt noget, fordi de talte slet ikke sammen. Men når det kom til Dylan, var der ingen undskyldning, hun var han alder bedste veninde, og hun havde intet sagt om dette. Han sukkede tungt, men vendte et smil mod Ronnie. How old are you Ronnie? spurgte han nysgerrigt. Hun så utrolig ung ud, men aligelvel gammel nok til at være moden, men alligevel virkede hun bare som en meget ung pige.
Han blev dog lidt mere rolig, da hun sagde at Dylan havde planer om at komme til ham, for at tale om det. Det var da altid noget, selvom der var gået en uge. Han vidste heller ikke hvad han syntes om, at have en Oikan i byen. Det var Crawford territorium, alle var velkomne, undtagen Takumara, selvfølgelig, men det skulle han nok ændre på, men folk ville alligevel stille spørgsmål ved hende, så han var glad for at Dylan og Bell passede på at hun ikke kom ud. Dog var hun kommet ud nu, fordi de begge havde ladet hende være alene, det var nok ikke sådan en god ide.
Ronnie... I have to go home and do some work, do you wanna come with me? spurgte han. Han ville helst ikke have at hun rendte rundt for sig selv, slet ikke som en Oikan, så han valgte at tage hende med hjem, bare for en time eller to, til han selv ville følge hende over, når han havde tid til det.