Familie er hvem du er med, slægt er hvem du er.
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation
Reglerne
Tidsplan

Årstal | 1176

Årstid | Efterår

Måned | Oktober

Latest topics
» Maybe today... (Hayley)
Yesterday at 8:35 pm by Hayley

» Undisclosed Desires - Alexei
Yesterday at 1:43 am by Alexei

» Maybe I'm foolish...(Alexei)
Yesterday at 1:02 am by Alexei

» Friends or Strangers? - Zachariah
Lør okt 21, 2017 9:17 am by Zachariah

» Emnesøgning!
Lør okt 21, 2017 9:02 am by Zachariah

» Fraværs tråd ~ Emma
Lør okt 21, 2017 12:09 am by Look J

» Life or Death ~ Elena
Fre okt 20, 2017 10:03 pm by Lucius

» I came because I needed your help- Hayley
Ons okt 18, 2017 9:29 pm by Hayley

» New game ~ Emma
Ons okt 18, 2017 3:06 pm by Lucius

Top posting users this month
Zachariah
 
Alexei
 
Elena
 
Hayley
 
Semira
 
Lucius
 
Emma
 
Look J
 
Remus
 
Charles
 
Statistics
Der er i alt 121 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Jessica

Vores brugere har i alt skrevet 3997 indlæg in 466 subjects

Share | 
 

 Creatures and Travelers [Alycia]

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Creatures and Travelers [Alycia]   Ons jan 18, 2017 8:50 pm

@Alycia
Kappe
05:40 ca
--------------------

Syd for bakkerne der omringede Shadow Hills, kunne der findes vildnis, småt skov, bakkelandskab, vildmark. Et område ganske populært berejst af de der ønskede at komme fra nord til syd, uden at skulle igennem Shadow Hills, og uden at skulle passere for tæt på Lykkebo. Ikke det mest kønne landskab hvis man fandt en livlig by charmerende.
Stormesteren af Konklaven, Byron, var ikke just en aktiv Hex for tiden. Hans pligter havde forandret sig med tiden. Men han insisterede dog på at holde sine evner skarpe, såvel som at holde sig aktiv når han nu end kunne. Så derfor havde han accepteret en lille ganske simpel konktrakt. Simpelt for en Hex, i hvert fald. Mange rejsende havde på det seneste klaget over foruroligende stemmer og skrig i vildnisset og skoven. Ingen var endnu blevet angrebet, men det gjorde dog rejsen desto mere urolig og usikker for rejsende. Noget enhver erfaren Hex ville forbinde med en eller flere Wendigoer. Højest sandsynligt en lille flok der var fundet sammen omkring Lykkebo, og siden da har vovet at bevæge sig tættere på de befolkede områder. En sådan ting var farligt. Wendigoer skulle helst ikke have chancen for at blive mere modige end de allerede var.

Men hvorfor tolke landskabet og alverdens spor, når man som Byron, kunne vente tålmodigt. Hans evne tillod ham en enorm tålmodighed og disciplin. Som han gjorde ganske stor nytte af via meditation. Så den store mand sad i skrædderstilling, under et halvt visnet træ. Uden for synet af de få veje og stier der ledte igennem området. Med et sværd over sine knæ, og en lille armbrøst ved sin side, sad han blot roligt. Og hyldet og svøbt ind i sin robe; lyttede han til sine omgivelser. Det var tidlig morgen, solen var kun knapt stået op og duggen var ikke forsvundet endnu. Så der var ikke mange rejsende; hvilket var en god ting. Men han lyttede dog efter rejsende, deres heste eller vogne der knirkede. Hvis man var stille nok, var det næsten overraskende hvor meget man kunne høre. Og selvfølgelig ledte han efter enhver lyd der kunne tyde på en eller flere Wendigoer i omegnen. Foruden den sorte robe og kappe han bar, bar han simpelt tøj derunder. Ikke det sædvanligt fine han ellers ville bære. Men i stedet bukser af læser, ridestøvler, harnisker omkring sine arme, og en simpel skjorte. Kulde var ikke det store problem for ham, og tøj var nu heller ikke iblandt hans prioriteter... men det var da rart at kunne skille sig af med de fine klæder for blot en enkelt dag eller to. Og helst uden at støde på alt for mange mennesker eller nysgerrige sjæle. Så han havde sørget for at placere sig selv hvor han næppe ville blive set.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   Tors jan 19, 2017 6:52 am

Påklædning
--------


Det var på tide at rejse videre, hun skulle fra Oakstrong City. Væk fra alle tulipanerne og stilheden. Ganske vidst var Redwoods lige i nærheden, og selvom de var fjenden havde hun venner i blandt dem. Det fik man af at leve der igennem flere år. Vognen havde hentet hende, med de fine sorte heste spændt for. Alycia var lige hvad situationen bad hende være. Evnen til at tilpasse sig sine omgivelser, kunne gøre hende farlig - Alycia vidste hvordan hun skulle overleve lige meget hvad der blev kastet imod sig. I vognen sad hun alene og så ud imod sine omgivelser. Tankerne flakkede rundt i hendes hoved, og hun vidste snart ikke om de talte sandt eller falsk. Det var normalt at gifte sig uden at møde personen, specielt hvis det var en i højre rang som Aaron nu engang var. Derfor havde hun ikke så meget at sige, og ikke at hun ville sige imod - det lagde hende ikke naturligt. Alycia sank let en klump, som hun opdagede noget skjule sig i skyggen fra morgensolen. Let blev hun mere opmærksom og kunne mærke hjertet springe en takt over. Mere nåede hun ikke at tænke over det, før der lød et voldsomt hyl fra hestene da de mødte noget på vejen. Kusken skreg op, og Alycia frøs kort fast. Det tog hende ikke længe før hun fik overtalt sig selv til at vågne op. Et hemmelig rum i vognen, gjorde hun kunne kravle ud i bunden - og det gjorde hun. Kusken faldt blodig og død til jorden. Alycia spærrede øjnene forskrækket op, som hun gemte sig under vognen. Hjertet bankede hurtigere end normalt.

Et skrig forlod hendes læber da hun så bæstets ansigt. Hun havde hørt om disse menneskeædende bæster - men aldrig troet hun skulle møde et i sit liv. Den bukkede sig ned og langede ud efter hende. Alycia trak sig væk kravlede baglæns og kom på benene. Bæsterne kom imod hende, og hun vidste hverken hvordan eller hvad hun skulle gøre. Pludselig skreg de i munden på hinanden, hvilket bragte panik i Alycia. Let bakkede hun stille tilbage til hun pludselig ramte jorden. En havde gemt sig i træernes kroner og sprang på hendes ryg. Den skreg hende i hovedet så hun kunne mærke dens savldråber ramme hendes ansigt. Dog brugte hun sine hænder til at holde den på afstand så længe hun nu engang kunne. De andre flokkede sig omkring hende. Spillet var ude, men alligevel havde hun ikke i sinde at give op med det samme. Den snappede ud efter hendes ansigt og skrigene gjorde hende svimmel.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   Tors jan 19, 2017 3:50 pm

Lidt efter lidt var Byron begyndt at mistænke vilde hunde for at være synderne til de mange klager og fortællinger. Han hørte nogle få langt væk. Men det var så indtil han i et smalt sæt åbnede sine øjne. "Shit!" Snerrede han ved en pludselig åbenbaring, og rejste sig hurtigt op fra sin skrædderstilling. Der første han hørte var den paniske vrinsken af en eller flere heste, og derefter løs det karakteristiske skrig af en Wendigo. Men inden han fik analyseret og tænkt over de lyde han havde hørt; var han allerede sat i løb. Med den lille armbrøst i sin ene hånd, og sit sværd i den anden. Man skulle endelig ikke tage fejl af den store Byron. Han kunne virke lidt stiv i betrækket og altid rank i ryggen; men han kunne skam bevæge sig! hans sorte robe tog en smule i vinden, og hætten blev trukket bagover af farten, men han klarede sig nu ganske fint. Løb i stor hast og uden at stoppe, indtil han spottede en vogn på vejen.
Begge af hestene lå på jorden, og han kunne ikke se en kusk fra hvor han stod. Var han kommet for sent? Og mere nåede han ikke at tænke... Inden han igen hørte skrig fra den anden side. Byron tog nogle hurtige lange skridt i en bue omkring vognen; kun for at spotte en kvinde omringet af fem Wendigo'er. Byrons første reaktion og instinkt, var at hæve armbrøsten. Det tog ham ikke mere end et enkelt sekund at få sat sigtet, inden han så trykkede på aftrækkeren. Den lille bolt susede igennem luften; og satte sig i kraniet på den Wendigo der var ovenpå kvinden... Og derved; var det begyndt.

En soldat eller modig kriger ville sikkert med det samme kaste sig i flæsket på disse væsner, i et hastigt forsøg på at rede kvinden. Men Byron var en Hex. Han havde dræbt Wendigoer siden han var knægt. En professionel, kunne man vel vove at sige. Han vidste hvad han skulle gøre, og vidste at tålmodighed var hans bedste våben. "Hey!" Råbte han kraftigt, idet han smed armbrøsten fra sig. Han havde ikke tid til at lade den igen. Den nu frie hånd sørgede hurtigt for at trække hans robe af. "Hey!" Råbte han endnu en gang. Wendigoer var hvad en Hex ville kalde for et 'spejl'. De så, og de gjorde. De hørte, og de gentog. De afspejlede bevægelserne og handlingerne af deres bytte og deres modstandere... hvilket var grunden til at de var begyndt at skrige i munden på hinanden da de havde omringet kvinden. De imiterede hendes panik og angst. Så Byrons første prioritet, og den mest sikre måde at rede kvindens liv; var at drage deres opmærksomhed mod ham. Give dem noget at imitere, og derved noget at rette deres opmærksomhed imod. Hvilket de så sandelig også gjorde... "Hey-Hey! .. Hey!" lød det fra dem, én efter en. En forvrænget og skringer - men alligevel næsten perfekt kopi af Byrons egen stemme. Dét i sig selv; var en skræmmende intelligent evne hos et så drabeligt og blodtørstigt væsen.
Da Byrons robe var af, begyndte han i det samme at bevæge sig. I et løst greb, lod han spidsen af sværdet glide langs jorden i cirkler omkring ham. Det skarpe stål slog og kørte mod småsten og grus, og skabte små gnister. Ved hjælp af sine medfødte evner; gjorde Byron disse gnister mere tydelige og kraftige. Og ganske rigtigt - lidt efter lidt - bevægede de sidste 4 Wendigoer sig væk fra kvinden, og mod ham... "Get in the wagon!" Råbte Byron derefter mod kvinden, og Wendigoerne imiterede med det samme hans kraftige røst; ".. the wagon! Wagon!" ... Hun ville være mere sikker derinde, og ikke i vejen for Byron, eller en distraktion for væsnerne.

Når Wendigoer samledes i flok, blev de mere intelligente og planlagte. Hvilket afspejledes i måden de var i færd med at omringe ham langsomt. Men Byrons bevægelser og gnister mod jorden, desorienterede dem. Det gjorde deres bevægelser mindre selvsikre og mere forvirrede. Ild var bestemt ikke noget de kunne lide; hvilket var til fordel for en Oikan som Byron. Byron hostede en enkelt gang, slugte en klump i halsen, for så derefter at lade ild forlade hans læber i en stor flamme. Ilden han spyede fra sin mund, fangede i det samme deres opmærksomhed, og gjorde dem en anelse mere paniske. Men alligevel blev de hvor de var. Der var mange faglige ting at sige om hvad Byron gjorde. Teknikker unge Hexen lærte fra de var små, til at drage og desorientere Wendigoer. Nu var han deres mest oplagte bytte... præcis som han ville have det. Og selvom han måske burde have en mere professionel og alvorlig holdning til hele situationen; kunne han knapt skjule et diskret overlegent smil over sine læber.. Disse Wendigoer ville enten dø eller flygte, indenfor de næste par minutter.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   Tors jan 19, 2017 10:58 pm

Det var anstrengende, og armene var ved at give efter. Pludselig kom noget susende, ikke at hun registrede pilen før blodet fra bæstet ramte hende. Let fik hun skubbet den livløse krop væk fra sig, let fik hun sat sig halvt op - kiggede på bæsterne ganske stille. Det var dumt at lave pludselige bevægelser. En stemme råbte pludselig op, en mand. Let kneb hun øjnene og sad musse stille, som bæsterne pludselig virkede mere interesserede i manden, de gentog ham. Brugte hans stemme, hvilket gjorde hun spærrede overrasket de grønne øjne op. Aldrig i sit liv havde hun set noget lignende, og hun havde set en del grufulde ting. Måden de snakkede i minden på hinanden, fik hendes hjerte til at springe en takt over. Snart begyndte de at bevæge sig væk fra hende, og hun kunne mærke stenen lette fra hendes hjerte. Get in the wagon! Alycia registrerede lyden af hans stemme, som lød som ekko i hovedet på hende. Blandt alle tankerne og panikken, lykkedes det hende alligevel at reagere. Så snart stemmen havde fået kontakt til hendes hjerne, var hun på vej ind i vognen. Lukkede stille døren, hvorefter hun låste den. Gardinerne rullede hun for, så de ikke skulle se hende. Dog var der et lille hul - hvor hun kunne se alt der forgik. Men hun sad stille og fik snart sin vejrtrækning under kontrol.


Ilden. Oikan. Let kom den røde farve frem i hendes øjne, uden hun faktisk tænkte over det. Det var rent overlevelses instinkt for hende, og kroppen reagere ofte uden hun gjorde noget - hvilket var farligt. Let gav det et sæt i hende da hun så ham spyede ild ud af munden - det trick havde hun aldrig set før. Disse bæster virkede ikke ligefrem til at være glade for ilden. Dog blev de, hvilket fik Alycia til at synke en klump. Den fremmede herre, virkede til at vide hvad han gjorde. Lige meget hvad han gjorde, så var der noget der virkede. Nogle virkede til at løbe og de andre nåede ikke længere. Død. Hvad disse bæster var lavet af, og hvad der fik dem til at angribe nu og her. Alle mulige tanker der strømmede henover øjnene på hende. Let satte hun sig tilbage og tog en dyb indånding. Blodet fra bæstet trillerede nedover hendes pande, og farvede langsomt tøjet også. Let sank hun en klump, før hun tog sig sammen til at kigge ud af den lille åbning igen. Der virkede til at være fribane. Dog ville hun vente til at døren blev åbnet - medmindre hun skulle sidde her i flere timer - det gjorde hun ikke ligefrem. Hjertet slog stadigvæk hårdt, og hun kunne mærke efterskælvende fra panikken. Det var voldsomt når livet pludselig hængte på en tyndtråd.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   Fre jan 20, 2017 12:19 am

Byron havde ingen intentioner om at skræmme dem væk, eller sende dem på flugt. Hvor brutalt og kompromisløst det end måtte lyde; så skulle de dø. De var til fare for alle og enhver når de så skruppelløst angreb rejsende på vejen, og havde fået en større smag for menneskekød. Han var jo også blevet hyret til at slå dem ihjel, trods alt. Der var ikke alt for mange tanker mod kvinden endnu. Der var ikke plads til at tænke for meget på hende i disse øjeblikke. Så længe hun var i sikkerhed, så kunne han koncentrere sig om Wendigoerne. Hvilket han skam også gjorde. Udmagrede, deforme, menneskelignende væsner. Ikke særligt store af skikkelse, men ualmindeligt stærke på trods af deres beskedne fysiske størrelser. Nogle humpede fremad på to ben, imens nogle andre kravlede og listede på alle fire. Alle med deres blikke imod Byron og de ting han gjorde for at fange deres opmærksomhed.

Han kunne kun gisne om hvorledes det måtte være at sidde i vognen bag tillukkede gardiner og låst dør... Alt imens en voldelig konfrontation skete udenfor. Om hun så hvad der skete, eller ej, kunne han selvfølgelig ikke bekymre sig om. Men... Det var bestemt ikke kønt! På mange måder ville en Hex kalde det for en 'dans'. Selvom andre af en mere uskyldig disposition sikkert ville kalde det et blodbad.. Hvis man stormede mod Wendigoer med en stridshammer og slyngede løs efter dem; ville det næppe gå én godt. Ligesom bevægelserne mod sværdet og ilden var indøvede trin i en fejlfri dans af stål og ild, så var selve konfrontationen ikke meget anderledes. En Hex var trænet fra barnsben. Ikke trænede til at bekæmpe andre mænd klædt i rustninger og skjold og sværd... men trænet til at fælde monstre og magiske væsner. Brystfodret med indformationer og realiteter, træning og kondition, andre mennesker kun kunne gisne om. Imens andre børn voksede op til eventyr om noble riddere og feer, blev unge Hexen introduceret til en langt mørkere og mere brutal verden... Hvad der for andre var stof til mareridt og mørke tider; var for en ung Hex en realitet og den verden de levede i. Alt sammen nødvendigt for at fjerne tvivl og frygt, eller eventyrlige tanker, så snart dagen kom hvor den unge mand eller kvinde skulle holde stand imod et væsen af magiske og overnaturlige kvaliteter... Hvilket på sin vis gjorde dem desto mere frygtindgydende og ikke mindst drabelige i enhver konfrontation. Mod menneske eller væsen. Sværdet svang i cirkler og flydende bevægelser, som det hoppede fra hånd til hånd. Når en hånd ikke greb sværdet, lyste det svagt op i en glødende varme. Glødende og skoldhede næver der greb i Wendigoerne så snart de kom tætte... tvang dem til at skrige i smerte, sekundet inden sværdet blev tvunget igennem deres magre kroppe. Deres lemmer hugget af, én efter én. Dybe snit og sår. Deres let klumpede og tykke blod der spredtes over sværd såvel som tøj og vognen..

Nogle tålmodige skridt, og en svag udånding af anstrengelse; og det sidste skingre skrig lød. Byrons næseryg var rynket og hans øjne skarpe; som han hurtigt så sig omkring. En hest lå i udmattende smerte, med brystet der hævedes og sænkedes. Den anden hest lå livløst. Og Kusken lå med en strube åbnet af skarpe tænder og tøj revet i strimler. Og omkring vognen lå Wendigoerne lemlæstede og nærmest bogstaveligt talt; skåret i småstykker. Selv uden behovet for luft og vejrtrækning, hævedes og sænkedes Byrons brystkasse tungt. Den ene side af hans hoved var hyldet i det tykke og mørke blod af væsnerne. hans ene ærme rævet itu, og armen var en smule flænset af et kraftigt bid. For ej at forglemme blodet der lå over hans tøj. Sværdet lod han hvile mod sin ene skulder, som han med ganske rolige skridt passerede forbi vognen, og den dør hun sad bag. På sin vej forbi, bankede han et par gange på døren med sine knoer. "It's safe." ... "You can come out.." lød det bestemt fra ham. Men også så forsikrende han nu kunne være under omstændighederne, og efter anstrengelsen af den voldelige episode. Og som en sidste ting; vendte han opmærksomheden mod den lidende hingst der lå på jorden. Endnu bundet i viklende harnisker og bånd til vognen.. Og med sit sværd satte han det kønne dyr ud af sine lidelser. Han var bestemt ikke begejstret for dyr der led...
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   Søn jan 22, 2017 2:22 pm

Det næste der skete var blodigt, brutalt og lige noget Katherine ville have elsket at være en del af. Alt det mørke og drablige var lige noget for Katherine. Alycia? Ikke så meget. Hun vidste man ikke kunne undgå mærket, men alligevel ville hun ønske man kunne. Alligevel var den brutale hverdag blevet en del af hende, også selvom hun aldrig havde gjort en flue fortræd. Alycia fandt altid sig selv midt i kampfeltet, og det var ikke altid lige sjovt. Synet betragtede hun nøje til der var mere eller mindre stille. Let lukkede hun øjnene og håbede på at det var ovre snart. Hvordan hun skulle håndtere denne situation vidste hun ikke, så meget for en stille og rolig tur. Let sank hun en klump, som hun hørte skridt. Hjertet begyndte at overdøve lyden, som de bankede hurtigere og hurtigere. Det virkede ikke ligefrem til at det ville stoppe før det vidste noget om omgivelserne udenfor vognen. Hjertet skippede et par slag da han bankede på, men alligevel åndede hun lettet ud. It's safe. Let sukkede hun lettet, og lod hovedet hvile imod sædet hun sad på.

You can come out.. Alycia tog hans ord for gode vare, og rejste sig op for at åbne døren til vognen. De grønne øjne hvilede på ham som hun trådte ud. Alt blodet. Skaderne for angrebet, fik hende til at synke en klump. Lidt skyldig følte hun sig, specielt fordi hun følte han var kommet til så meget skade på grund af hende. Han led de største skræmmer af angrebet, lidt kradsmærker havde hun op af sine arme - men det var det også blodet i ansigtet og henover kjolen. De grønne øjne fulgte ham hen til hingsten der led, den skulle ud af sine lidelser - og før hun nåede at gøre noget ved det - så havde han sat det smukke dyr ud af sine lidelser.
"Thank you." Sagde hun så og sank en klump. Let som hun gik ud, så de grønne øjne henover de lemlæstede bæster. Alt det blod, og lugten af død der trådte henover hendes næse. Alycia sank en klump.
"What was.. that.. these creatures..?" Spurgte hun lidt lavt, mest sig selv. Hun sank en klump, før hun gik hen til Byron. "You should have a look at that wound.. if you know where there is a lake, I can help you stitch it up?" En sø at få vasket blodet væk, ville heller ikke være dårligt. Om han så selv ønskede at ordne sit sår eller ej. Det var op til ham - ikke Alycia. Desuden var det ikke sikkert en Oikan ville have hjælp af en Crawford.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   Søn jan 22, 2017 3:39 pm

Det var endnu ikke helt tid til at hvile sig for Byron. Der var endnu småting som skulle gøres. Eller, det var i hvert fald småting for ham. Roligt trak han sværdet op fra hestens kranie, imens han flygtigt vendte et blik imod den unge kvinde, da hun takkede ham for hvad hun sikkert misforstod som en heroisk og uselvisk gerning. Et øjeblik betragtede han hende, lige inden han så førte to blodige fingre op til hans læber, og piftede et par gange. Måske en underlig ting for hende at se og høre lige nu; men det skulle nok give mening indenfor kort tid. Jovist; med hendes liv i fare var der kommet lidt mere ild under hans fødder, så og sige. Han ville nødigt at disse væsner skulle kræve flere ofre inden han fik dem nedlagt, og da bestemt ikke en så tilsyneladende uskyldig og velmenende som hende. Men al den tak Byron havde brug for; var den solide lille pose af guld han ville modtage af den person der havde hyret ham. Derfor - lidt for sig selv - ville Byron ikke tage imod hendes taknemmelighed. Men valgte i stedet hurtigt at vende sin opmærksomhed mod hende. "Are you hurt?" Et spørgsmål han sikkert ikke behøvede at stille, men det ville vel ikke skade? Han så jo trods alt mærkerne op ad hendes arme og blodet mod hendes pande. De lange ben førte ham hen imod hende idet han fangede hendes spørgsmål. "May I?" Spurgte han så roligt, og hentydede til at ville kigge nærmere på hendes arme og de skrammer hun havde fået.

I baggrunden kunne man lidt efter lidt høre en svag prusten. Og inden længe kunne man se en sort hoppe nærme sig. Tydeligvis hans hoppe, med sadle, saddeltasker, og mundtøj. Så den måtte vel tilhøre en eller anden, ikke? "Wendigo's." Svarede han, endnu overraskende roligt... han var tydeligvis ikke videre påvirket eller chokeret over volden, blodet, eller hvad der lige var sket. "Filthy little critters." ... "They aren't exactly too hung up on hygene, so their fangs and claws are filled with bacteria that cause infections." Forklarede han hende, imens han kiggede nærmere på mærkerne på hendes arme. Han rynkede sine bryn ved hendes videre spørgsmål til hans eget sår på armen. Men inden han kunne give hende et svar, var den sorte hoppe henne hos dem, og puffede en smule til hans ene skulder med sin snude, sikkert som en lille hilsen. En introduktion måtte dog vente, da han i det samme så begyndte at rode en smule i en af saddeltaskerne. "Roll up your sleeves, please" ... "Or rip them off. Whatever you prefer." Lød det så en anelse bestemt fra ham, imens han rakte ned i saddeltasken. Han burde nok ikke kommandere rundt med hende, eller tale sådan til hende. Hun var sikkert nobelt født, eller lignende. Hun lignede i hvert fald en kvinde med venner og familie i høje steder. Meeen... mon ikke hun ville se fornuften i at følge de diskrete råd af en professionel? "We don't need water." Han fandt en flaske frem fra saddeltasken, og viftede en smule med den. "Strong alcohol.." ... "It'll clean your scratches.." Hoppen fik lov til at stå for sig selv, imens han så trådte nærmere hende. Med tydelige intentioner om at hjælpe hende med at rense hendes sår, vendte han endnu blikket mod hende; og lod endnu engang en anstændig høflighed få det bedre af ham.. "May I?" Byron havde ikke engang lagt mærke til farven af hendes øjne. Det var fuldkomment ligegyldigt for ham hvilken farve de nu end skulle have. Den slags betød tæt på ingenting til en Hex, eller til Konklaven. Desuden virkede han måske en anelse fokuseret... Et biprodukt der ofte fulgte en voldelig konfrontation. han hverken havde evnen, eller lysten, til at falde helt til ro endnu. Selv efter deres sår var renset, havde han endnu et par ting der skulle ordnes.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   Søn jan 22, 2017 4:26 pm

Det virkede ikke som om, at han ville modtage hendes taknemlighed - men det måtte han også selvom. Alycia havde lært at folk reaktioner var op til dem selv - så simpelt var det. Dog overraskede det hende alligevel at han vendte opmærksomheden imod hende, og om hun var kommet til skade. Hjertet sprang kort en takt over som, han kom tættere imod hende. May I? Let nikkede hun til ham, og tillod sig at ånde roligt ud. Tilnærmelser var ikke det hun var bedst til at håndtere, men det blev bedre med årerne. Alycia kørte den svage prusten som en sort hest kom imod dem. Det var nu nok hans - lidt kunne hun da regne sig frem til. Svaret på hendes spørgsmål kom snart omkring disse bæster. Wendigo's. Han virkede rolig, måske naturlig opvokset omkring at håndtere disse Wendigo's. Ofte reagerede man rolig når man var opvokset i det, eller havde prøvet det nok gange. Ligesom Alycia vidste hvordan hun skulle gå rundt i Redhawk City, uden at møde et dømmende blik. Det galte om hvem man var, og hvordan man var blevet den person - oftes.

Filthy little critters. Alycia vendte blikket imod ham da han snakkede om, deres klør og tænder var fyldt med bakterier - hvilket fik hende til at synke en klump af nervøsitet ganske kort. Alycia gav ham lov til at tjekke det han nu kunne da hendes skader, ærmerne blokerede synet af skaderne ganske godt. Snart kom hoppen hen til dem, og puffede til herren hvilket fik Alycia til at smile. Roll up your sleeves, please. Let overrasket blinkede hun, men tøvede ikke med at finde ud af, hvordan det ville fungere bedst. Stoffet vidste hun hvor skulle rykkes af for ikke at ødelægge hele kjolen. Så ærmerne fik hun revet af - og rynkede kort på næsen over de sår der var værre end hun først selv havde troet. I al panikken havde hun sikkert ikke registreret angrebene nøje nok til at reagere. Stoffet havde næsten limet sig fast til sårerne, men hun prøvede at undgå at vise smerten som hun fik stoffet revet af skaderne. Hun virkede ikke skræmt af skaderne, eller af blodet. Skader havde hun håndteret nok af i sit liv til ikke at besvime ved synet af blod.

Det næste han sagde, fik hende til at knibe øjnene let. We don't need water. Dog var der en nysgerrighed i hende, som vidste, at han ville give hende en anden metode indenfor de næste sekunder. Og Alycia var et nysgerrigt væsen, det var bare ikke tit hun havde noget at være nysgerrig over. Han fandt en flaske frem, som gjorde hun spærrede øjnene en anelse op ganske kort. Strong alcohol, It'll clean your scratches. Let sank hun en klump igen. Lige meget hvor mange gange man prøvede at få renset skaderne, virkede det aldrig til at være noget der ikke kom til at sende en på en kort tur til helved. Alycia tog en dyb indånding imens han vendte blikket imod hende. May I? Der var ingen i denne verden, der vidste, hvor meget det betød for hende, at der faktisk var en som spurgte hende i stedet for bare at gøre det. Alt den kasten rundt frem og tilbage, fik hende til at virkelig at sætte pris på - når folk endelig spurgte hende. Alycia nikkede til ham og sank så en klump. Sårene skulle renses, og det ville ikke pynte at komme alt for skadet hen til Aaron eller nogen andre på vejen for den sagsskyld.

"So this is something you do often? Kill these creatures?" Spurgte hun og så en anelse nysgerrigt på ham. Alycia dømmede ikke ligefrem nogle for deres måder at leve på, måske medmindre de gik op i slaver og kun magt. Det var tydeligt i hendes øjne at se nysgerrigheden og blidheden.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   Søn jan 22, 2017 6:23 pm

Byron var hurtig til at bide mærke i, hvorledes hun nøjedes med at nikke frem for at svare ham. Ikke just en ualmindelig ting, men nok til at fange hans opmærksomhed. Det så ud til at hans egen lettere høflige metode overfor hende havde givet pote, i form af venligt-stemte nik og blik fra den unge kvinde. Han var nu heller ikke helt dum. Han var en stor mand, ikke mindst bevæbnet og tilsyneladende god til at håndtere våben. Og så skulle man endelig ikke glemme blodet han selv havde i ansigtet. Han vidste derfor godt at han kunne være en skræmmende, eller som det mindste; en intimiderende mand for nogle. Ej heller var han blind overfor hvilken muligvis traumatisk oplevelse hun netop havde været igennem... Så han gjorde derfor hvad han nu kunne for at være blid og høflig omkring den unge kvinde. For ikke at være alt for direkte og påtvingende, eller virke alt for dominant i sin måde at tiltale og behandle hende på. Generelt var han en meget selv-årvågen mand, der kendte sine egne fejl og mangler. Og derved ligeledes var hurtig til at indse, præcis hvor forskellig han kunne være i forhold til f.eks den unge kvinde der nu stod foran ham.

Endnu en gang bemærkede han det lille nik hun gav ham, denne gang som tilladelse til at behandle hendes sår. Selv tog han en lydløs indånding, som han med let sænket hage betragtede hendes øjne og nysgerrigheden deri. "Hold out your arms" Endnu en gang sidestillede han hendes nysgerrige spørgsmål, til gengæld for at rette både hans og hendes opmærksomhed mod opgaven der lå for øjeblikket. Nemlig at rense hendes arme og deres sår. En smule groft og sikkert også på ganske ucharmerende vis; bed han i flaskens prop, trak den ud af flaskehalsen, for så derefter at spytte proppen til jorden. Nu hvor alt var klart, tog han sig endnu et øjeblik til at vende sit blik imod hendes. Og i et kort sekund var der et hint af omsorg, såvel som alvor, i hans blik. "This is going to hurt a little." En hurtig lille bemærkning der forhåbentligt ville forberede hende en anelse... hvorefter han så med det samme begyndte at hælde den stærke alkohol ud over hendes arme og de mange små rifter og så derpå. Han tog sig sin tid, al den tid der ville være nødvendigt for at gøre det ordenligt.
Imens blev hans blik af og til rettet fra armene og mod hendes eget blik. "My name is Byron Ignacius, by the way.." Endelig kunne hun få svar på hendes spørgsmål, og han kunne forhåbentligt distrahere hende en smule fra den ubehagelige følelse, af alkohollen der hvislede sig vej igennem infektionerne og blodet. "I'm a" ... "Hex." Og deri burde der vel være rigeligt med svar til hendes spørgsmål? Givet, selvfølgelig, at hun kendte til Konklaven og dets Hexen. Så ja.. han havde vidst rigeligt erfaring med disse væsner. "That should do it." Lød det så fra ham, lige inden han vendte flaskehalsen i vejret og stoppede med at hælde alkohollen over hendes arme.

han stoppede dog ikke dér. Heldigt for hende, og handy for ham; så kom Byron altid forberedt. "Hold your arms out for me." Hans - evne - havde den fordel at han ikke behøvede at pakke alverdens mad og drikkevarer i hans saddeltasker. I stedet kunne han så bringe alkohol, redskaber, udstyr... og det bandage han hurtigt fandt frem. Alkohollen fik lov til at stå på jorden indtil videre. Han gik ud fra hun havde gjort som han bad hende om, og vendte sig så med det samme mod hende igen, for derefter at vikle et tyndt og beskeden lag bandage omkring begge hendes arme og de sår derpå. Denne gang tillod han sig at gøre det, uden at spørge om tilladelse først. Det skulle helst gøres hurtigt, trods alt. Stoffet blev revet af og bundet fint ved hvert af hendes albuer, og da han så var færdig, smilte han en smule diskret. "Not exactly fashionable, but... Just keep it on for a couple of hours, and everything should be fine." han tillod sig et øjebliks svagt smil over den måske lidt upassende humoristiske bemærkning.
Kun et enkelt øjeblik derefter blev brugt til at betragte hans håndværk, hvorefter han så sukkede og kørte rundt med sin ene skulder. "My turn." Han bukkede sig ned for at fiske flasken af alkohol op fra jorden igen, og rakte hende rullen med bandage. "Would you hold this for me, please?" Spørgsmålet var en høflighed, da han var hurtig til at give den til hende inden han så vendte opmærksomheden mod sin egen arm. Det var vidst ingen hemmelighed at hans sår var en del dybere. Kraftige mærker efter et forvrænget tandsæt, der blødte en anelse kraftigt. Ligesom hende valgte han at rive sit ærme af, dog nok ikke så kalkuleret eller elegant som hun havde gjort det tidligere. Da ærmet var af, rakte han den skadede arm i vejret for at gribe fat i den forreste vissel og saddelsømmet. Så kunne han strække sin arm og holdte den spændt imens. Endnu en gang sukkede han lidt, som han betragtede flasken med alkohol i sin anden hånd. Endnu en gang viste han sin lidt mere praktiske og sikkert ucharmerende side, og tog hurtigt en slurk af flaskens indhold, fordi... ja, hvorfor ikke? Og med det samme derefter, hældte han resten af den stærke alkohol ud over sin udstrakte arm og såret. Alt imens han skar sine tænder og spændte kæben - både ved den stærke smag, og smerten.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   Søn jan 22, 2017 8:41 pm

Det var ikke altid smart blot at lade folk komme så tæt på sig, men det ville ikke blive bedre af at løbe væk? Hvis hun løb ville hun sikkert dø af sine skader, hvis de ikke blev behandlet i tide - desuden, hvis han var helt ligeglad med hendes fremtid - så havde han ikke fortalt hende der var fribane, eller tilbudt at se hendes sår. Eller sådan så Alycia det. Hvis han ønskede hende noget ondt, havde han gjort det allerede. Det ellers så var det blot en af hendes naive måder at se situationerne an på. Hold out your arms. Let sank hun en klump og nervøsiteten ramte hende igen. Dog efter en dyb indånding gjorde hun det, og bed sig selv lidt i kinden. This is going to hurt a little. Alycia glædede sig ikke, men det skulle blot overståes. Let klemte hun øjnene sammen som den stærke alkohol ramte hendes sår, tænderne blev bidt sammen af smerten for ikke at sige meget lyd. Ansigtets grimasse skreg dog af smerte i stedet for, og den brændende fornemmelse forlod ikke sårende i første omgang heller. Som han pludselig snakkede til hende, blev ansigtet mere afslappet og hun åbnede forsigtigt øjnene op. Alkoholden blev stadigvæk fordelt over hendes arm for at rense sårende, og det sveg som i helved.
"I'm A..Alycia." Fik hun sagt og prøvede at trække på et smil, men smerten fik hende til at spænde i kæben i stedet for. En Hex. Lidt havde hun hørt, ikke nok til at vide alt - men ganske lidt. Endelig var han færdig med at rense sårene på hendes arme - og hun åndede lettet ud.

Hold your arms out for me. Alycia gjorde som han sagde, uden at tøve. Og hun lod ham vilke bandagen stille omkring hendes arme, hvor sårene var. Let skar hun en kort grimasse, ikke at smerten var voldsom, men det pirrede stadigvæk nerverne en smule. Not exactly fashionable, but... Just keep it on for a couple of hours, and everything should be fine. Den korte joke, fik hende alligevel til at grine let. Det var rart endelig at lade smilet danne sig på hendes læber igen, og slappe blot en anelse mere af. Musklerne var anstrengte efter episoden, og først nu begyndte de at slappe bare lidt af.

Han rakte hende rullen med bandage, og uden at stille spørgsmål tog hun imod den imens hun gav ham et anerkendende nik. Let sank hun en klump af såret, men ikke fordi hun fandt det klamt - det var mere en bekymrende tilgang hun havde når det kom til sådanne skader. Ærmet rev ham af. Alycia så blot på ham, og hvordan han håndterede situationen. At dømme folk var ikke noget hun gjorde, måske var nogle anderledes end andre - men det var hun ligeglad med. Det undrede hende dog alligevel hvorfor han drak af flasken først, men det måtte han nu engang selv om. Der gik ikke to sekunder før han hældte væsen ud over sin udstrakte arm samt såret. Smerten slap man ikke ligefrem for, og det gjorde han heller ikke. Det var ikke en ekstrem smerte, som andre ting hun havde oplevet - men den kunne stadigvæk mærkes i træk, og det prikkede i nerverne at se ham i Byron i smerten. Alycia havde før hjulpet børn og unge med bandager så, da han var færdig med at rense det - så var hun ret hurtig til at hjælpe med at få lagt den godt. Alycia var det folk havde brug for hun skulle være. Og en kvinde af mange talenter, som mange ikke kendte til. At tage sig af andre var et af dem. Hendes måde at gøre det på var blid, men ganske effektiv.
"I guess that was it." Sagde hun så og sendte Byron et smil. Let så hun over på den sorte hoppe, der trofast blev stående imens alt dette var sket.
"She is very beautiful." Indrømmede Alycia imens smilet på hendes læber blev en anelse større. Alycia rakte Byron rullen med bandage igen. Hun åndede ud og lod blikket glide henover sine omgivelser - det ville tage endnu længere tid nu at nå i nærheden af hvor hun skulle være - men det ville nok kunne lade sig gøre.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   Søn jan 22, 2017 9:46 pm

Byron kunne ikke andet end bide blot en smule fast i hvorledes hun gjorde hvad han sagde, når han sagde det. Mange finde og adelige kvinder ville da sikkert have et eller andet at sige til en sådan situation, eller røste deres mistro til en mand af hans kaliber. Men ikke Alycia. Det var dog også en ligegyldig tanke, og sikkert noget underligt noget at tænke over i en sådan situation. "A pleasure, Alycia." Fik han også bemærket hurtigt. Også selvom at det nok ikke ligefrem var de bedste omstændigheder under hvilke de var mødtes. Men hvad man ikke gjorde for anstændighedens skyld... Og dog, var der en konstant følelse af, at denne unge kvinde fortjente ham fra hans bedste side, så og sige. Noget nænsomt og blidt ved hende, der generelt fik ham til at være det samme overfor hende. Såvidt som muligt. Og på trods af at han stod og spyttede med korkpropper og drak sprit foran hende, var det også hvad han søgte at give hende. Men hun lignede nu heller ikke en der ville løbe væk ved første vindpust, længere. Hans lille vittige kommentar, såvel som hans rolige væremåde, syntes at være smittet en smule af på den unge kvinde. Hvilket han da kun var glad for. Ikke at han havde et direkte ansvar for hende eller noget; men hvis hun pludselig besluttede sig for at løbe ud i vildnisset, ville han da følge efter, og sikre sig at hun var ved godt helbred. Man kunne vel konkludere at hele denne situation både var hverdagsvarer for Byron, såvel som med en underlagt akavethed. For inden længe måtte de vel begge, på et tidspunkt, spørge sig selv; hvad så nu?

Smerten var virkelig, men til at overkomme. Det var nemt at mærke hvordan den stærke alkohol brændte sig vej igennem en hvilken som helst bakterie der skulle gemme sig i såret. Og spændingerne i armen, og hans kæbe, var synlige bevis for det. Dog var han ikke ene om det - da den unge Alycia hurtigt viste sig som en kvinde der såvel som ønskede, og var i stand til, at give en hjælpende hånd. Faktisk overraskede det ham en smule at hun allerede virkede så imødekommende overfor ham. Men dét i sig selv, havde han da bestemt ikke tænkt sig at klage over. "Thank you." Lød det så roligt fra ham, som han søgte at gengælde hendes smil med et af hans egne. Med bandagen om armen, rynkede han sine bryn en anelse og kiggede sig omkring. Ligeledes kørte han sin skulder et par omgange rundt. En masse rod.. "Her name is Artwen." Lød det så fra Byron, som svar til hendes kommentar. Han gik også nærmere hoppen, og lagde sin hånd mod hestens pande. "She's an old stubbern girl.. But she's harmless." En hånd blev ført ned langs siden af hoppens snude, hvorefter Byron så satte i bevægelse igen. "I'm sure she would appreciate your company, while I finish up here." Fik han sagt; idet han trådte væk fra både Alycia og Hoppen.

Næste punkt på dagsordenen, var en smule oprydning. Såvel som at samle beviser, og lidt ekstra ting. Synderligt ubevæget af sceneriets dødelige og blodige udseende og atmosfære; begyndte Byron at samle alle stumperne sammen. Bogstaveligt talt. Lidt efter lidt, bid for bid, samlede han alle de afhuggede lemmer og livløse Wendigo'er op. En fuldvoksen Wendigo var en mager sag, og vejede derfor måske det samme som en sund 10-12 årig dreng. Stadig en betydelig vægt, men Byron var ikke just en lille dreng selv. Så med hans raske arm, hankede han op i alle delene, én efter en, for at smide det hele i en bunke på den anden side af vejen. Men han var ikke færdig, dér. Da de fem livløse Wendigo'er var smidt i en bunke, gik Byron tilbage mod vognen. Hurtigt åbnede han døren, rakte ind i vognen, og rev en af gardinerne af. På hans vej tilbage til de livløse Wendigo'er, brugte han hurtigt stoffet til at tørre det værste blod af hans ansigt. Derefter blev stoffet spredt ud ved siden af de livløse kroppe.
Han strakte ryggen, og kørte hovedet en anelse rundt. Alt imens han fandt en jagtkniv frem fra sit bælte. Med et hurtigt blik over sin ene skulder, smilte han diskret i retningen af Alycia. "You might want to look the other way for a few moments.." Foreslog han så. Måske undervurderede han hendes holdbarhed overfor sådanne ting.. Måske beskyttede han hende fra nogle ganske ubehagelige syn. Uanset hvad, var det selvfølgelig hendes eget valg. For kun få øjeblikke efter, rullede han sit endnu intakte ærme op, og satte sit ene knæ i jorden.. Og med voldsomme stød og bevægelser af kniven; begyndte han at hygge hovederne af de Wendigo'er der ikke allerede havde mistet deres hoveder under kampen. En blodig opgave, med ubehagelige lyde af kød og knogler der skulle brækkes for at få hoveder af...
Èn efter en, blev de afhuggede hoveder lagt ovenpå det afrevne stykke af gardinet fra vognen. Beviser. Trofæer. Hvad man nu ellers ville kalde det. En Hex kunne jo ikke bare komme tilbage med intet andet end hans eget ord på at jobbet var blevet fuldført. Desuden, så var det nu altid ganske tilfredsstillende at smide en sæk med afhuggede hoveder for fødderne af en eller anden fisfornen herre, og se hans reaktion. Kniven vendte tilbage i bæltet da han var færdig, hvorefter han bandt en knude om den lille impromptu sæk han havde skabt af gardinet, og rejste sig op. Et enkelt vift med en hånd; og en tyk flamme satte sine brændende kløer i de resterende kropsdele og lig af Wendigo'erne.
Ikke længe derefter; stod Byron tilbage ved hoppen, og bandt posen af afhuggede hoveder til en krog der hang fra hestens saddel. "Where were you headed, before you were attacked?" Spurgte han så, og vendte et flygtigt men velmenende blik i retningen af Alycia. "Artwen and I could take you there, if you want?"
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst



IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   Ons feb 15, 2017 6:44 pm

//Out fordi karakteren ikke er her mere :c
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Creatures and Travelers [Alycia]   

Tilbage til toppen Go down
 
Creatures and Travelers [Alycia]
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Red Hawk :: Omegnen rundt om Redhawk City :: Shadow Hills-
Gå til: