I am not evil. Just misunderstood | Damien |

Sted: En kro i Opal Beam Distriktet.
Omgivelser: Den er næsten tom, med undtagelse af de ansatte og et par gæster. Luften havde en tydelig alkoholisk duft over sig, der næsten kunne gøre gæsterne beruset.
Vejret: Det er køligt udenfor, og kroen har også før været varmere.
Tid: 20.12.
Påklædning: En lang kjole der dækker hele hendes krop. En jakke der dækker det meste af hendes krop og et par støvler.

@Damien

Det mørke hår lå om Silvers skuldre i bløde krøller. Hun havde skubbet Lily væk timer tilbage. Hun gik igennem den mørklagte gade. Lily var tilfreds med hendes adoptivfamilie, men Silver var ikke. Hun ville vide hvem hendes biologiske forældre var, og om hun stadig havde noget familie. Hun ville helst bare overtage kroppen permanent. Det virkede kun fair, eftersom hun havde været gemt væk i så mange år. Men Lily var ikke engang klar over Silver eksisterede. Hun var alt for naiv, den tøs. Mens hun gik, dukkede nye minder om. Ting Lily havde oplevet. Så hun var stødt på Damien. Det faldt ikke i god jord hos den unge pige. Hun var selv interesseret i ham, så selvfølgelig generede det hende. Men hun skulle nok få hvad hun ville have, før eller siden. Han var åbenbart interesseret i små irriterende humørbomber. Silver ville aldrig blive som Lily, men hvis lidt forandring i hendes attitude kunne gøre hun fik Damien, var det måske det værd. Silver forsatte ned af vejen. Hun vidste ikke hvor hun var på vej hen, hvor hun skulle finde information om hendes familie. Måske var det bedre bare at vente med at lede, til lyset igen lagde sig over distriktet.

Hun gik i stedet på jagt, efter et sted at overnatte. Hun havde snuppet nogle penge fra Lilys forældre før hun tog af sted, så hun burde have råd til et værelse et sted. Hun flyttede hendes hår om på hendes ryg og begav sig ind på den nærmeste kro. Hun så sig omkring, og spottede Damien. Hvad han lavede der, var hun ikke klar over, men nu havde hun endnu en chance for at tale med ham. Før eller siden, måtte han overgive sig til hende. Hun gik hen imod ham med selvsikre skridt. ”I didn’t expect to see you here.” Hun smilede venligt. Selvom hun forekom venlig, havde hun stadig temperamentet bag sig, og der skulle ikke meget til, før det blev sluppet fri.

P https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/236x/84/8d/60/848d6064ab84de04f68b2d84168c08c1.jpg

Damien, havde været ude og ligge penge i the dead drops han, havde i the underground. Han var derefter vendt op mod Opal Beam District inden han skulle hjem af og se til hans lille bror. Men mens han bevægede sig op af distriket, kom han til og huske at Sam var over ved en ven. Damien træk svagt på smilebåndet, han kunne faktisk få sig en drink og vende hjem bagefter, hvis det var. Det var kun gode ting der kom ud af denne dag, hvilket han var meget heldig med. Damien så sig omkring da han kom ind, hvorefter han blev mødt af en af hans venner. Jackson, havde været en god ven igennem hele hans liv. De stod der imens og talte om de fleste ting, hvorefter Jackson endelig skulle til og afsted. Da Jackson forlod kroen sad Damien med sit glas halv fyldt med whisky, mens han prøvede og tænke over hans møde med Lilly. Det, havde været skønt og fundet en så glad en kvinde, han havde altid haft noget for piger der virket som børn. Men stadig, havde en hvis del over sig og så var de venlige. Det var en af de ting der, havde gjorde hende så særlig og en han husket på. Jacksons ord lød os gennem hans hoved, mens de havde talte om det. *Take you chance, go for her and maybe put you demon of the table for good, dont blame you dad, for the hold thing.*

Damien så sig omkring, mens han lyttet til musiken normalt, ville han ha været ude og danse, men han havde ikke en han gerne ville danse med, hvis Lilly havde været der, havde det været en helt anden side af sagen. Men det var hun desværre ikke. Et glas med whisky gik ned efter et næste så han følte sig en smule beruset. Han reageret første da han hørte en velkendt stemme, ikke den han havde håbet på men måske var han lidt for hård ved silver. For det var helt sikkert hende, "Silver, well i had a day off, from being with familiy and working out, and i can say i am suprised that you are here Silver." Han tog en dybe indånding, hvorefter han sluttet af, "why are you here silver ?" Kom det svagt fra Damien, hvorefter han sende hende et svagt smil, men som altid var der en charme over ham når han smilede.

Silver vandrede bare rundt, håbede at nogen ville kende til hendes familie. Men hun havde intet at gå ud fra. Hverken navn eller ansigt. Absolut ingenting. Og hun havde været tæt på at give op flere gange. Men så så hun Lilys minder med hendes familie. Det gav hende på en og samme tid kvalme og længsel. Selvom Lilys familie var alt for sukkersød, var det stadig en familie. Noget Silver aldrig havde haft. Hun var bare den sure pige der boede inde i deres datter, i deres søster. At de ikke havde fortalt Lily det endnu var et mysterium. Hun havde vel en ret til at vide det, selvom det ville være negativt for Silver, kunne hun sagtens sætte sig i Lilys sted. På det punkt i hvert fald. Silver var ikke gammel nok til at bestille alkohol, og hun lignede ikke en der var meget ældre en 15. Hun måtte vente nogle år endnu, eller anskaffe det på en anden måde. Hun satte sig ned over for Damien, da han havde anerkendt hun var der. ”Everyone needs a day off.” Hun vidste udmærket hvordan hun havde det. Det var hårdt at lede efter en nål i et hav af nåle. Man ville stikke sig en masse gange. Men hun forsatte, lige meget hvad ville hun forsætte. Hans charmerende smil skabte en rødme i hendes kinder. Hun var stadig en teenager, hun ville rødme omkring dem hun kunne lide. Men det varede som regel kun et sekund, og så ville hendes facade skjule det.

Hun smilede tilbage til ham, men så ham ikke direkte i øjnene. Det var ikke rart for hende at vise, hvad hun følte. Men rødmen var desværre ikke noget man selv kunne kontrollere. ”The same as you. Taking a break.” Hun havde mødt ham i Redhawk tidligere. Han havde gjort det tydeligt, han ikke var interesseret. Men det stoppede ikke Silver. Hun gik efter hvad hun ville have. Selvom det havde gjort ondt at blive afvist, ville hun forsætte. Stædighed kunne tage hende et langt stykke. Forhåbentligt langt nok til han opdagede hun ikke var så slem. ”I am sorry about before. I just… I have a lot to deal with. I understand, why you would reject be. Who would want to be with someone like me?” Det var skuespil, selvom hun inderst inde følte sådan. Det virkede overfladisk, som om hun ikke mente det. Hun var stadig ikke god til at tale om følelser og alt det indebar, så at spille på en følelse virkede utroværdigt fra hende. ”Can you forgive me?” Hun så på ham med et smil, der skabte et glimt i hendes øjne. Men der lå noget bag, noget mistænkeligt. Noget manipulerende.

Damien sad med glasset og så hende, sætte sig ned ved siden af ham, der var et par års forskel på dem, hvilket betød han følte lidt et ansvar, men på den anden side det var silver. Hun var ikke en uskyldig pige, han kunne ikke lade være med og smile svagt da han så hende rødme det var sødt det var der ingen tvivl om, hvilket der gjorde at Damien lagede hans hoved svagt på skrå, hvorefter han så over mod hende.
I am sorry about before. I just… I have a lot to deal with. I understand, why you would reject me. Who would want to be with someone like me?

Da han hørte hendes ord stak det ham svagt, i hjerte han var måske for blød som hans forældre havde sagt, men det gjorde os at han som person måske var en af de få der kunne tilgive folk. Da hendes næste ord kom ud can you forgive me. Bed han sig svagt i underlæben, hvorefter hans øjne mødte hendes igen de gyldne øjne der mødte hinanden, det var som om og se sig selv i øjne. "Well you right, but then agian it does not matter in any way, silver i can give you a chance agian too show, that you are a nice person if not, then yeah i at least gav you a second chance." Kom det fra Damien, hvorefter han sende hende et skævt smil, mens han tømte det sidste af sit glas.

Det, havde været dejligt med noget og drikke, ingen tvivl om det, måske lidt for meget han tog sig til hovedet, han havde ikke efterladt glasset fremme da han havde, været lidt væk inden hun kom, havde han han prøvede og holde sig selv oppe på stolene ved bordet, mens han tog det ganske roligt, "I will forgiv you Silver." Kom det fra ham, hvorefter han sende hende et kækt smil. Mens han holde sig selv stående, "andi will like i said giv you a second chance, dont mess it up." Lød det en smule drillende men på samme tid kunne man godt høre, at han faktisk mente det.

Uskyldig var måske et ord man ville beskrive Lily med, men Silver var ikke uskyldig. Hun troede ikke på der fandtes meget godt tilbage i verden. Hun havde aldrig haft nogen der kunne holde hende i hånden og fortælle hende alt ville blive okay. Hun havde altid været alene, og så bliver man stærk. Man bliver nød til at kunne klare sig selv. Men man bliver også ensom. Silver ønskede nogen ville tage hende i hånden, fortælle hende alt ville blive okay. Men på trods af det, følte hun det gik meget godt med hende. Hun tog initiativer, hvilket kun kunne være en god ting. Hendes ene mundvige sneg sig op i et smil. Hun fjernede lidt hår fra hendes ansigt og skævede imod ham. Han forvirrede hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre med ham. Hun havde som regel mødt nogen, hun enten brugte til at få hvad hun ville have, eller bare ignorerede. Men hun ønskede ikke noget af Damien. Ikke noget hun endnu var klar over. Så hvordan hun skulle være omkring ham var en gåde for hende.

Deres øjne mødtes, og hun kunne se sig selv spejlet i hans øjne. Hun var overrasket udtrykket i hendes ansigt. Det viste en vis sårbarhed, hun aldrig havde set før. Hun kunne måske åbne sig op for ham, endelig fortælle nogen om hendes tid fanget inde i Lily. Når hun virkelig vidste hun kunne stole på ham, ville det måske ske. ”A nice person,” gentog hun og så væk fra ham. Hun var ikke et venligt menneske. Hvis hun virkelig var det, ville hun ikke sidde her, når han tydeligt var interesseret i en anden. Hun ville ikke manipulere med folk for at få sin vilje, eller udnytte folk. Hendes blik ændrede sig, hendes ansigtsudtryk. Hun lukkede af for ham igen. Lige så stille var hun begyndt at åbne sig op, men han ville aldrig falde for en som hende. Men hun kunne lige så godt ødelægge tingene for Lily så. Hvis hun ikke kunne få Damien, skulle Lily heller ikke. ”I will mess it up. I always do. It’s funnier that way.” Hun lænede sig frem imod ham, lagde en hånd mod hans nakke og placerede hendes læber på hans.

Damien kunne mærke der var noget galt, da hun gentog ham, hvorefter han så på hende. Den stemning der var, gjorde intet bedre den var så indelukkede, som om de kun var de eneste til og kunne høre det.

Damien tog sig til hans, hoved der var noget galt helt klart, da hun talte til ham igen og rykket hendes hoved, tætte på ham, var han forvirret, havde hun ikke forstået det ikke ville blive til noget, ikke lige nu han følte noget for Lilly ikke hende, da han mærket hendes læber mod hans, lukket han kort øjne. Han var på en måde glad for det, men på den anden side betød hun ikke så meget som Lilly gjorde, han træk sig hurtigt væk bagefter, hvor han så hende i de gyldne øjne igen. "This is wrong, i dont like you like that, i mean i gav you a second chance, ad you attack me this quickly, Silver i dont want you please understand, it aint fair for you or the other girl." Kom det fra Damien, hvorefter han træk sig fra hende.

"I think you should go, i dont know why you are here, but this wont work, if its because you thought i would, be yours then i cant it just aint gonna work." Lød det fra Damien, hvorefter han så på hende. Hvad var der galt med hende, hun angreb ham så hurtigt at han ikke kunne ha gjorde andet end og gengælde det, hvilket måske var sandheden, eller en løgn. Han sagde til sig selv, en del ville ha Silver, en anden del ville ha Lilly.

Han var ikke den bedste person når det kom til disse ting, men det var mere hans dæmoniske del af sig. Den ene del ville ha Silver mens hans mere menneskelig, ville ha Lilly. De to tider, havde kæmpet i ham i næsten ti år. "I mean i kind of like you Silver, but i just aint gonna work, t fells so wrong." Det var sandheden om det ville ændre sig senere, havde han aldrig haft behov for og vide.

Silver måtte indse, hun ikke var et godt menneske. Hun ville aldrig blive ham. Hun ville aldrig være den han ønskede. Det havde hun nu indset. Hvis man skulle ændre på sig selv for nogen, var de ikke rigtig for hende. Han ville aldrig få følelser for hende. Ikke som dem han havde for Lily. Som forventet, trak han sig ud af kysset. Havde han ikke gjort det, ville han have overrasket hende. Men han var en god person. Han ville ikke såre Lily. Det var Silvers job. ”I do understand. I am not an idiot Damien. I know when someone doesn’t want me. I just don’t care.” Hun så på ham med et ondskabsfuldt blik i øjnene. ”You need to know a thing about me. I am great at revenge. You like her, the other girl. I knew that way before you told me. Now Lily will suffer, because of you.”

”Oh honey. I know you will never be mine. But you will never be Lily’s either. I will make sure of it.” Hun forvandlede hendes finger til en lille kniv. Hun lagde den mod hendes kraveben, så den let kunne lave hul på huden. Hun skar en lang flænge lige over kravebenet. Blodet flød ned over hendes tøj. ”Have fun is explaining this.” Silver bed tænderne hårdt sammen, da hun begyndte at gennemgå forvandlingen. Det føltes som om hendes hud brændte, og hun udstødte også lyde der gjorde det tydeligt hun havde ondt. Hendes træk ændrede sig langsomt. Først hendes hår, der blev lysere, så hendes ansigtstræk og til sidst hendes kropsbygning. Hun blev slankere og en anelse højere. Pludselig var Silver væk, og Lily sad i stedet foran Damien.

Lily følte hun var vågnet op. Men hun sad midt i en kro, hun ikke huskede at være gået ind på. Hun mærkede den sviende smerte ved hendes kraveben, og lagde to fingre derpå. Da hun så blodet, gik hun en smule i panik. Så fik hun øje på Damien. Hun huskede ikke at de havde set hinanden igen. ”Damien? Where am I? How did I get here?” Hendes tanker førte hende ud i alverdens tænkelige scenarier. Ingen af dem indebar Silver. Lily havde ikke fantasi nok, til at forstille sig det.

Damien så hende an og lyttet da han hørte hende, nævne det omkring og være ligeglad og da han sagde hendes navn blev han forvirret. "I never said anything about the Girl, dont hurt her, dont hurt Lilly." Men inden han kunne nå og det, havde hun skåret sig selv og begynde på en forvandling efter et øjeblik var Silver væk. Hun sad der og var bange, Silver og Lilly var samme person, hvilket gjorde at hans hjerte banket kort. Men, hvordan kunne de være den samme. Han tog sig til hovedet, mens han lyttet til hende. " I Am going crazy, thats the only explantion there is, pull youself together, she needs help right now." Hvisket Damien til sig selv, mens han var sikker på hun ikke kunne høre ham. Inden han vendte blikket mod hende igen, hun havde taget skade. Eller Silver, havde lavet skade på hende, han så på hende da hendes gyldne øjne så ind i hans, hvor hun var bange og forvirret. Han måtte prøve og samle sig sammen, for hendes skyld. "You dont remeber anything at all," lød det svagt fra Damien af mens han så på hende.

Han rev hurtigt et stykke af sin trøjes ærme af, hvorefter han lynhurtigt fik den bundet om hendes sår ved kravebenet. "Hey i need you too tell me anything that, can make us get more control under this, "one second i saw another person, that damage herself the next second i saw you having the same damage, i am going crazy arent i, what do you think.?" Kom det fra Damien, hvorefter han bandt en forbinding omkring hendes sår fra kniven, det var vigtigt og stoppe blødningen heldigvis, havde han gjorde det før, mens han træk sig væk igen så han på hende, "you wanne go a more safe, place, too talk and you are in Redhawk city, if you want too know." Lød det svagt fra Damien, hvorefter han rørte hendes hår og skubbet det til bage, mere for at være sikker på det var hende.

Lily så på ham, som han mumlede for sig selv. Hun fik ikke fat i hvad han sagde, men hendes tanker var også placeret andet steds. ”I don’t know… I was asleep and then I was here. I don’t know what’s going on. Who did this to me?” Hun så på ham, som han bandt hendes sår ind. ”I don’t.. I don’t know what is going on.” Hun gemte hendes ansigt i hendes hænder et øjeblik. Hun var så forvirret og en smule bange. Hun var ikke sikker på, om hun overhovedet kunne stole på Damien. De havde haft kemi, men hun kendte ham ikke rigtigt. Måske var det ham der havde bragt hende her. Hun vidste absolut ingenting. ”What are you talking about? I don’t understand anything. I don’t know if you’re crazy. I must be so too then. I wake up here, where you say there was just another girl… Wait…” Hun kom i tanke om noget, der måske kunne forklare det.

”My parents warned me. They said I would sometimes pass out and wake up somewhere else. I just thought I was walking in my sleep. But there is another girl inside. It can’t be anything else.” Hun mærkede hendes vejrtrækning blive hurtigere. Hun var ved at gå i panik. Det virkede alt sammen surrealistisk. ”I don’t know. I can’t even think right now.” Hun så på ham da han førte hendes hår tilbage. ”I’m sorry, I am just freaking out right now. I’m happy you’re here.” Hun lagde armene om ham, selvom det gjorde ondt i hendes skulder, var det det værd. Hun havde brug for at vide han var ægte, at det ikke var hende der var sindssyg. Hendes blik viste tydelig frygt et øjeblik, men hun tog sig så en dyb indånding og fik taget sig sammen. Hun trak sig ud af krammet. ”Let’s get out of here.”

Han lyttet til hende, men han ku godt forstå hun, havde prøvede og gi den nærmest skylden, i dette tilfælde ham, men efter han havde forsvaret sig var han i tvivl om det, havde været den rigtig ting og gøre. Damien så på hende, mens han bed sig svagt i underlæben og lyttet til hende igen, to piger i samme krop det lød som noget man opdigtet for at forklare børn om moraler. Han stod og ventet bare på hun var kommet ud med alt hun behøvede. Han nikket når der var grund til men lyttet ellers helle vejen igennem, "so we are not going crazy, thank god i thought we where."Lød det svagt fra Damien mens han så i hendes smukke gyldne øjne igen,

"well i guss so, this is too much too handle right now, not only for you but for both of us." Lød det fra Damien, hvorefter han mærket hendes kram, "we are gonna find out, what there is happening i promise Lilly, before anything like this happens agian." Da det var sagt, kysset han hende på panden, hvorefter han så på hende igen, med et svagt smil og skubbet håret væk igen, så det ikke var i vejen for hendes øjne.

Da hun træk sig ud af krammet, nikket han igen. "Yeah lets get out of here, i got a place where we can talk." Lød det fra Damien, hvorefter han rejste sig op og sammen med hende forlod kroen. Hans forældre var ikke hjemme denne dag, eller os var de ude på job. Hans lille bror ville ha været der, men han var over ved en kammerat. Damien gik derfor med hende, ned gennem gaden, hvor de så fandt hans hest. Han så på hende og sende hende et svagt smil inden han hjælp hende op. De var nød til og ridde da det var i den rige del han boede med hans familie og derudover, var det tøt på Kingdomstreet eller nogen ville sige på den.

Damien, red derfor op til hans families hus, hvorefter han red hesten ind i stalden og derefter gik af den, og hjælp hende af den, hvis hun, havde behov for det.

De levet i et meget stort hus ikke så stort som de vigtige folk som lederen og hans højre hånd, men stort nok til de havde en betydning i samfundet.
Han gik derefter op til døren, hvor han fandt nøglen frem og åbent den, det var et normalt hus lige som en villa, intet andet var anderledes. "We can talk inside, if you want." Lød det tøvende fra Damien, mens han kløede sig bag øret Lilly var den første pige der, havde set hvor han boede.

Det var ikke fordi Lily rent faktisk havde troet Damien var skyld i noget af det. Men hun havde været komplet ude af den. Nu hvor hun kunne tænke fornuftigt vidste hun, han aldrig ville gøre sådan noget. På trods af hun ikke havde kendt ham længe, vidste hun nok om til at vide, hvad han ville gøre og hvad han ikke ville gøre. Hun kunne ikke slippe tanken om, en anden pige levede inden i. Så hun ud som Lily gjorde, hvordan var hun som person? Der var så mange spørgsmål hun gerne ville stille, men hun kunne ikke stille dem til denne pige, så måske Damien kunne besvare nogle af dem. ”Yes, lucky us.” Selvom de ikke var sindssyge, følte Lily alligevel noget havde ændret sig for hende. Hun havde lært noget om sig selv, hun aldrig troede kunne lade sig gøre. Og her var hun, med en helt ny tilstand, hvis man overhovedet kunne kalde det sådan.

”I get it. I’m sorry, I should have been more considerate.” Lily fik dårlig samvittighed over, hun sådan havde gået i panik. Det måtte være lige så underligt for ham, som for hende. Hun kunne ikke lade vær med at smile lidt, da hun var kommet sig over hendes frygt og forvirring. Det var rart at kramme ham, mærke hans læber mod hendes pande. Hun havde aldrig været forelsket, aldrig blevet kysset. Hun var det sikkert heller ikke nu, men hvis hun forsatte ned af samme vej med Damien, ville det sandsynligvis ske. Hun nød at være sammen med ham.

”Okay,” hun fulgte ham ud af kroen og ned igennem gaden. Hun sagde ingenting, fordi hendes tanker var på overarbejde. De forsøgte at tage hånd om situationen, bearbejde den. Det gik ikke så godt endnu. Hun var stadig så forvirret og utilpas. Men hun skubbede det hele væk, det skulle ikke gå udover Damien. Hun satte sig til rette på hesten, da Damien havde hjulpet hende op. Hun red selv af og til, når det var muligt for hende at få fingrene i en hest. Hun nød at være omkring dyr. Hun hoppede af hesten da de standsede. Hun ventede på ham, mens han gik hen i stalden. Hun dækkede hendes arme med hendes hænder. Hvem end den anden pige var, så var hun enten god til at tolerere kulde, eller også var hun ligeglad. Men Lily frøs, og kunne ikke vente med at komme indenfor. Hun så på ham, og lagde hovedet en anelse på skrå. ”You seem nervous. Is it okay for me to be here?” Hun ville nødig trænge sig på.

Da de ankom til hans families hus, så han hen på hende, da hun nævnte at han virkede nervøs, måske var han en lille smule men det var ikke fordi han ikke ville ha hende ind. Han, havde bare aldrig lukket venner ind i hans hus, før eller han havde ved nogen af hans kammerater lige som Jackson, James, Richard. Men udover dem var der ikke nogen han som sådan, havde ladet være inde ved ham, eller hans første kærlighed, Caroline, men det var end galt hun villa ha mere end han kunne gi hende. Silver mindet ham lidt om hende, hvis han skulle være ærlig. Damien kom sig hurtigt igen, hvorefter han så på hende hun frøs og han, havde selv forslået dette.

"Well yeah, maybe we should go in and its not normal too take people inside, my familiy and i are not on the same boat with a lot of things, but then agian they aint home." Lød det svagt fra Damien, hvorefter han lukket døren op, hvor de blev mødt af et kæmpe lys. De, havde tjeneste folk men de var der ikke lige nu en ting han, altid havde haft det lettest med og undgå,
"well welcome too my home." Kom det fra Damien, hvorefter han viste hende, ind han lukket kort efter døren. Mens lyset stod ned og lyste hele området op, Damien så hen på hende, mens han peget ind mod stuen, "thats the living room, you can just go in there, its the most easy place too talk." Kom det fra Damien af, måske var en ting ved det men hans eget værelse var måske en bedre mulighed, "we can go too my room too its upstairs," han peget hen på trappen som førte op det var op til hende hun, havde nok meste brug for at hjælpe. "Can i get you anything some food something too drink, i have a felling you proably could use it." Kom det fra Damien, hvorefter han så på hende og afventet, hvad hun ville det var op til hende, han sku stadig arbejde en masse ting i hans hovedet.
Damien satte som altid andre folk før sig selv, han kunne be arbejde når hun ikke var i den tilstand som ham, en ting andre Reedwoods ikke var så glad for var at han var sådan. Han var meget mere godhjerte end andre personer, grunden til han ikke, havde gjorde noget ved Silver og nok aldrig ville gøre det, han var alt for god af sig selv og ville heller hjælpe andre end sig selv.