Love is an open door - Eliza

S: Firemouth District
T: Eftermiddag - mod aften
P: klik
@Eliza

---

Hvorfor var hun søgt imod dette rødøjede sted. Måske fordi hun savnede sin familie. Dem allesammen, måske fordi hun var den eneste der virkelig kunne huske dem. Eliza var rejst for, var det ved at være 5 år siden nu? Dylan vidste ikke om Eliza var død eller levende - havde det godt eller skidt. I sidste ende havde det næsten taget livet af hende, at sidde og vente på sin søster der aldrig kom. Så hun var kommet videre i livet, tankerne hang der stadigvæk - men hun var blevet van til at leve med dem. Desuden havde hun de tre mænd i hendes liv. Samuel, Aaron og Bellamy. Og hun elskede dem på hver sin måde - så ingen grund til at bekymre sig om andet. Det var længe siden hun havde hørt små rygter fra sin søster, og dog var der på det seneste fundet spor eller i hvert fald blot tomme rygter. Dylan anede ikke engang hvordan hendes søster ville se ud nu, og alligevel. Men alder forandrede trods alt en ret meget igennem tiden. Pludselig stod der to ildøjne foran hende. Let sank hun en klump, aldrig havde hun set et så vredt blik mod sig fra en af disse ildøjne. Let sank hun en klump. Dylan havde ikke set et sæt ildøjne siden hendes lillebror, og det var ikke ligefrem en hyggelig mindelinje.
"Smut bladøje." Sagde han en anelse truende, hvilket let fik Dylan til at hæve et bryn. Dylan brød sig ikke om folk ikke snakkede pænt til hende, og ja - det kunne man ikke altid regne med - men den opførsel var heller ikke ligefrem okay.
"Jeg leder blot efter min søster. Så pas på med dine ord, ildøje." Vrissede hun let, men rystede så på hovedet over hvor latterlig situationen var. Der var ingen grund til at hun skulle hidse sig op over hans respektløse opførsel. Let vippede hun lidt bedende hovedet på skrå. "Jeg er her ikke for problemer." Lovede hun, hvis hun skabte problemer ville det gå udover Aaron - og det ønskede hun ikke. Det lykkedes hende med et par dådyrøjne at komme forbi den første vagt og ind i området.

Her gik hun lidt rundt til hun for vild - selvfølgelig gjorde hun det. Hun kendte ikke området, og hun havde alle sanser i brug for at finde noget familiært. Dog var lugten af ild, generelt røg meget stærkere her. Egentlig ville hun blot gå frem til motellet, da hun hørte et skrig i en anden retning. Dylan tøvede ikke med at løbe i retningen af skriget, søster instinktet fejlede næsten aldrig. Specielt ikke når det kom til Eliza. Dylan løb igennem gaderne og tvivlede ikke med at springe på en der havde fat i en ung kvinde. Det kunne være Eliza, og det kunne ikke være hende - men det var ikke ordenlig opførsel - hvilket Dylan gik meget op i. Manden slap kvinden i chokket og faldt til jorden med Dylan over sig. Takket være Dylans evne, bar hun en opgraderet version af de menneskelige færdigheder - og den var hun glad for. Et næve på siden af mandens hoved og hun rejste sig op da han var slået ud. Let flyttede hun opmærksomheden over på kvinden, og hun var ikke i tvivl. Eliza.
"Er du okay?" Spurgte hun lidt tøvende, om hun skulle gå derhen eller ej.

Normalt var Eliza ikke så sart med mærkelige omgivelser og varme fortrak hun frem for kulde, men det her var alligevel lidt for meget af det gode. Hun havde bevæget sig ind i Firemouth Distract og kunne meget hurtigt konstaterer, hvorfra navnet kom fra. Det var virkelig som at vade rundt inde i en dragemund. Ikke at hun nogle sinde havde prøvet det, men hun kunne forstille sig at det var noget der mindede om dette hun var i. Efter at have teleporteret sig om bag ryggen på en af vagterne bevægede hun sig dybere ind i sin jagt på noget der måske, forhåbentligt, kunne være hendes barndomshjem. Hvorfra den tosset idé var kommet fra vidste hun ikke, men historierne gik og Eliza havde aldrig været typen der bare sad og ventede.

At vand var guld værd i dette område lærte hun temmelig hurtigt efter at have vandret hvileløst rundt i mange minutter. Hun var tør i halsen og alt røgen fik hendes øjne til at svie. Mest af alt havde hun lyst til bare at vende om, men selvfølgelig stod hendes stædighed og blorkerede for den mulighed. I stedet måtte hun kæmpe sig videre frem mod et mål hun ikke engang vidste, om hun var tæt nok på. Jo længere ind hun bevægede sig jo mere intens blev varmen og gav en ulidelig lyst til at smide tøjet, men det var ikke det rigtige sted at gøre det. Ej heller havde hun egentligt lyst. Tanken om at gå nøgen rundt var alligevel ikke så appelerende når hun nu tænkte over det. Den lille samtale hun gik og havde med sig selv inde i hoved distraherede hende fra sine omgivelser så det kom helt bag på hende at der pludselig kom nogle springende op og greb fat i hende. Normalt var hun ikke en kvinde der bare stak i et hyl, men en blanding af overraskelse og panik greb fat og fik hende til at skrige alt hvad hun havde lært. Ikke voldsomt imponerende, men lyd kom der da ud. Samtidig rev hun som en vred kat i manden der havde fat i hende men ikke til megen nytte. Det var først da noget der mest af alt mindede om en sten kom flyvende i jorden og slog hendes fangetager i jorden med et brag. I samme øjeblik grebet om Eliza forsvandt forsvandt hun også selv ud i den blå luft for at dukke op et par meter længere væk, hvor hun fortsat både forskrækket og chokkeret kunne få sig samlet lidt sammen og kigge hen imod stenen som viste sig at være en kvinde med en ganske effektiv næve. En meget bekendt kvinde. Mistænksomt kiggede hun på de to kæmpende ind til kvinden havde slået manden ud og efterlod ham bevidstløs i jorden.

"Nogle lage sig ud med den forkerte søster." Mumlede hun men med en hentydning af et smil i mundvigen før kom på bene og straks begyndte at børste det værste jord af sig. Blikket og opmærksomheden var dog rettet imod Dylan. For første gang i meget lang tid var hun grebet af usikkerhed. Normalt var Eliza ellers typen der havde stoltheden lysende ud af sig som en flamme i mørket, men nu følte hun sig på udebane. På mange måder. Hun var godt klar over, at hun havde efterladt sin søster på en ikke særlig pæn måde. Det havde tynget hende lige siden begyndelsen. Desværre var hun bare ikke god nok til at tage tilbage og sige undskyld for så ville det være sket for lang tid siden. Måske hun bare skulle få det overstået? Det var jo ikke fordi at hun ville dø af det. Faktisk havde Dylan jo lige reddet hende fra gud ved hvem. "Tak." Lød det først, hvorefter hun trak en dybere vejrtrækning mens hun samlede mod til sig og forhåbentligt fik slugt sin stolthed nok til at få klemt et undskyld over læberne. Det skyldte hun virkelig sin søster.

Nogle lage sig ud med den forkerte søster. Lyden af den mumlen fik hende til at smile, blot en anelse. Øjenkontakten mellem de to søstre var intens, men ikke fordi at Dylan var vred eller noget. Men intens på den måde, at man ikke vidste hvad der ville ske. Der kunne ske alt lige nu. Dylan havde ikke ligefrem regnet med at gribe Eliza i sådan en situation når hun skulle se hende igen. Dylan havde ventet på denne dag så længe, og hjertet skippede en takt på grund af det var nu. Som Eliza takkede, gav Dylan hende et nik. En af mændende greb fat i Dylans ben, men hun bukkede sig ned - og et knæk lød da nakken blev brækket. Let rejste hun sig op igen. Let så hun sig omkring, hvis nogle så en Crawford dræbe en Oikan ville hun da først få problemer. Hvis ikke en hel dag, og hun orkede ikke en snak med deres leder - specielt når hun gik og lovede sin at holde lav profil. I det mindste forstod Aaron, de desperate handlinger Dylan tog når det kom til at finde Eliza. Hun var gået så langt som at tale med Lucius. Det havde været en blindgyde, men hun havde gjort det alligevel.
"Du kan takke mig ved at vi finder et eller andet sted, at smutte ind - inden nogle opdager det her." Svarede hun, og trak lidt på smilebåndet. Eliza var blevet så stor, det var lidt en cliche at smide ud, men det var sandt. Der var sket meget imellem de to søstre. Dylan ville altid forstå hvorfor Eliza var taget afsted, men det gjorde ikke mindre ondt. Let sank hun en klump.
"D..Det er godt at se du er i godt behold." Sagde hun så for at bryde isen imellem dem. Der var sket meget i Dylans liv også, hun havde haft det elendigt omkring det med Eliza - men der var positive ting der var sket i hendes liv også. Med måde. Hun havde sine drenge, hvis man kunne sige det sådan. Sin venneflok. Aaron, Bellamy og Samuel. Godt nok var Bell og Aaron i deres hemmelige forhold - men Dylan havde en situationens fornemmelse god nok til at vide, hvornår de skulle have lov til at tulle rundt og hvornår hun kunne være der. Let nervøst kørte Dylan en hånd igennem sit hår, et træk hun gjorde når hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre løbende.


//Prøv lige den her sang den passer til dem - ish xD Mit svar er lidt kort, men håber det går <3